Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Videnskab contra tro

Den 24. januar løftede Berlingske Tidende på forsiden sløret for de fremskredne planer om en ny, videnskabelig oversættelse af det Gamle Testamente under overskriften »Bibelkamp mellem tro og videnskab« samt i en stor artikel over to fulde sider i tillægget Eksistens.

Oversættelsesarbejdet, der har deltagelse af nogle af landets mest fremtrædende semitiske filologer og flere professorer, er kommet i stand som følge af den dokumentation af Bibelselskabets manipulerede og sine steder direkte forfalskede bibeloversættelse fra 1992, som er blevet fremlagt i artikler i Faklen nr. 1-5.

Det Gamle Testamente skal nyoversættes i en tidssvarende form, for første gang udelukkende med udgangspunkt i videnskab og filologi i stedet for tro og dogmatik, bl.a. til undervisningsbrug i folkeskoler, gymnasier, på lærerseminarier og på universitetet som erstatning for kirkebiblen fra 1992. Denne autoriserede oversættelse er slet ikke en regulær oversættelse, men en på mange punkter tvivlsom genfortælling, der er tilpasset kristne dogmer – i form af såkaldte »kristologiske buer« – og regulære ultimata fra den kirkelige højrefløj, som selvfølgelig ingen steder hører hjemme i de skrifter, der udgør det Gamle Testamente, og som oprindelig hverken er kirkelige eller kristne.

Den nye oversættelse tager 100% enerådende afsæt i den videnskabelige, semitiske filologi uden den mindste indblanding fra teologiens side – i modsætning til arbejdet med Bibelselskabets kirkebibel fra 1992 under ledelse af daværende generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn, der ikke lod én eneste semitisk filolog deltage, men forbeholdt arbejdet et stort hold teologer.

Faklens kritik af kirkebiblen blev tidligt bakket op af professor i semitisk filologi gennem 35 år, dr.phil. Frede Løkkegaard, i et interview i Faklen nr. 2 og siden af flere og flere eksperter i de semitiske sprog, der nu er gået i gang med en ny oversættelse.

Det Kongelige Biblioteks førstebibliotekar, mag.art. i semitisk filologi Ulf Haxen udtaler ligeud til Berlingske Tidende, 24.1. 98, om Bibelselskabets manipulerede oversættelse: »Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning, at det Gamle Testamente – beskrevet ved den kristologiske bue – kan føre hen til det Nye Testamente.« Ulf Haxen er glædeligt overrasket over, at en videnskabelig oversættelse nu endelig kan se dagens lys, for Faklen »har stået over for en vældig kompakt modstand«.

Professor i det Gamle Testamente, Thomas L. Thompson fra Københavns Universitet, siger til samme avis om substansen i Faklens kritik af den forrige oversættelse: »Det er fornuftigt, det, de unge mennesker fra Århus laver. De er ikke særlig høflige, men de er meget dygtige.« Om hans indstilling til en opfordring til deltagelse i det nye, videnskabelige oversættelsesarbejde fastslår han: »Det vil være min pligt som professor.«

Bibelselskabet opfordres til duel

Oversættergruppen, der p.t. arbejder på de første prøveoversættelser, består ud over førstebibliotekar Ulf Haxen og professor Thomas L. Thompson foreløbig af Jens-André Pedersen Herbener fra tidsskriftet Faklen, snart cand.mag. i semitisk filologi og religionsstudier; cand.mag. i semitisk filologi, Karen Martens fra Carsten Niebuhr Instituttet; professor i semitisk filologi ved Oslo Universitet, mag.art. Ebbe Knudsen; mag.art. i semitisk filologi ved det Kongelige Bibliotek, Stig Rasmussen; semitisk filolog ved Aarhus Universitet, Ph.D. Philippe Provençal – og endelig er professor dr. theol. Niels Peter Lemche fra Københavns Universitet tilknyttet som videnskabelig konsulent.

I Berlingske Tidende udtaler Bibelselskabets tidligere generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn, der aktivt har bekæmpet og latterliggjort det nye oversættelsesprojekt i over et år, at han »med stor spænding« ser frem til at læse en offentliggørelse af den videnskabelige oversættelses »retningslinjer«.

Fundamentet for sådanne er imidlertid med Cappelørns vidende allerede løbende blevet fremlagt i Faklen, nemlig at en ny oversættelse skal tage udgangspunkt i det Gamle Testamente på skriftets egne præmisser, ikke på kristne eller kirkelige præmisser, fordi det Gamle Testamente simpelt hen er blevet til århundreder før, der overhovedet var nogen kristendom eller kirke.

I Faklen nr. 2, der udkom i november 1996, stipuleres derfor disse simple krav til retningslinjerne: »Det gælder oversættelsen af ethvert … værk – af faglitteratur såvel som skønlitteratur, af religionshistoriske såvel som andre kulturhistoriske tekster – at man efterstræber så tekstnær en oversættelse som muligt, at man afspejler den valgte originalteksts kulturelle og tidsmæssige kontekst, og at man arbejder ud fra de tilgængelige videnskabelige ordbøger og grammatikker, ikke specifikke politiske eller dogmatiske hensyn.« (s. 37). Samt: »Men det skal naturligvis også sikres, at det endelige resultat bliver både sprogligt mundret og stilistisk forsvarligt.« (s. 41). Det er disse krav fra Faklens side og dokumentationen af deres fravær i kirkebiblen fra 1992, der dels har tydeliggjort behovet for, dels muliggjort en ny, videnskabelig oversættelse.

Det første krav opfyldes af de semitiske filologer, der allerede er tilknyttet projektet, og det andet opfyldes ved at tilknytte en erfaren ekspert udi det danske sprog, som indlysende nok samtidig må have et grundigt kendskab til det hebraiske sprog og den specifikke religionshistoriske kontekst, som det Gamle Testamente er frembragt i. Fra Faklens side mener vi ikke, at der er nogen anden end forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, der kan honorere disse krav.

Erwin Neutzsky-Wulff er desuden bekendt med hele problematikken omkring den manipulerede kirkebibel på allernærmeste hold, eftersom det er observationer, han allerede selv har gjort i sit forfatterskab, og som naturligvis dermed også har været en afgørende medvirkende årsag til, at Faklen oprindelig overhovedet rejste hele kritikken. At han som en af de få har støttet sagen lige fra starten og endvidere har fungeret som rådgiver, gør ikke valget mindre naturligt.

Den nye, videnskabelige oversættelse skal ikke erstatte kirkebiblen i kirken, hvis kirken ikke ønsker det, men den skal erstatte den overalt i undervisningssektoren, både på højt og lavt niveau, og skal derfor også kunne læses af alle på et tidssvarende dansk, der samtidig ligger den hebraiske teksts mening så nær som overhovedet muligt.

Erwin Neutzsky-Wulff er således i mere end én henseende et indlysende valg som dansksproglig konsulent, men det er lige så indlysende, at filologerne til hver en tid selvfølgelig må have det endelige ord at skulle have sagt.

Niels Jørgen Cappelørn siger til Berlingske Tidende, at han håber, at retningslinjerne offentliggøres, »så man kan få lejlighed til at reagere på det«.

Alle retningslinjer i øvrigt, der måtte udspecificere detaljerne omkring oversættelsesarbejdet i fuld overensstemmelse med den videnskabelige semitiske filologi, vil naturligvis give sig selv fra oversætternes side i det omfang, de er nødvendige, men med Faklens grundlæggende krav til en filologisk, videnskabelig oversættelse i et forsvarligt dansk sprog, er der allerede mere end tilstrækkelig grund for Niels Jørgen Cappelørn til at reagere.

Derfor har vi gentagne gange opfordret til et offentligt møde om manipulationen med 1992-oversættelsen i almindelighed og videnskabelige oversættelsesprincipper i særdeleshed.

Nu, hvor han ikke længere patroniserende kan affærdige Faklens kritik, eftersom en lang række eksperter har fundet den tilstrækkelig velfunderet til at påbegynde en ny, videnskabelig oversættelse, kun seks år efter at den forrige udkom, håber vi da sandelig, at han langt om længe reagerer og tager imod opfordringen til en duel om sagen.

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen