Bibelforfalskning
Vi bringer her 14 nye eksempler på Bibelselskabets dogmatiske manipulation med oversættelsen af det Gamle Testamente
Som analyseret og dokumenteret i Faklen nr. 1-4 ligger der specifikt dogmatiske, apologetiske og missionspolitiske motiver bag den nye bibeloversættelse fra 1992 (DO92). Et skræmmeeksempel på dette videnskabeligt set uacceptable forhold kom tilmed krystalklart til udtryk i en kronik i Berlingske Tidende, pinsedag, 16.5.97.
Heri søger kontorchef Poul Langagergaard at præcisere, hvori kristen pinsetro, som han skriver, »på basis af de faktiske bibelske realiteter« består. En af hans hovedpointer er, at »ekstase« er et »fremmedelement i ægte, bibelsk Gudsdyrkelse. I kultur- og religionshistorien er ekstasen derimod velkendt hos f.eks. hedninger, dæmoner og åndemanere.« I modsætning hertil står ifølge Langagergaard »den ægte Helligånds-inspirerede tale [som] slet ikke er noget højtflyvende ekstatisk, følelsesbetonet, henførende snak – men derimod: nøgtern, forstandig, velovervejet og velforberedt tale«. Netop dette gør »Kirken meget anderledes end det religiøse og det nyreligiøse mylder af tilbud«.
En forklaring på Langagergaards populærteologiske skelnen mellem Bibelen og andre religioner skal formodentlig findes i hans tilhørsforhold til den kirkelige højrefløj, idet han fra 1983 til 1992 var generalsekretær for Indre Missions Hovedbestyrelse.
I denne periode var han også engageret i udarbejdelsen af den nye bibeloversættelse. Han indgik her i et nært samarbejde med Bibelselskabets daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn, hvilket bl.a. indebar, at han i 1988 i fællesskab med den øvrige kirkelige højrefløj fik iværksat oprettelsen af den såkaldte revisionskomité (se Faklen nr. 4, s. 30f).
Et af de afgørende punkter for Langagergaards folk i denne proces var netop at få elimineret enhver brug af ordet »ekstase« i prøveoversættelserne, da det ganske enkelt lugtede for meget af »hedenskab« (jf. Langagergaards hovedpointe i ovennævnte kronik).
På trods af, at »ekstase« er et videnskabeligt set anerkendt og veldokumenteret, ja, centralt begreb i det Gamle Testamente til bestemmelsen af profeternes væsen (mennesker grebet af Jahwes ånd) – hvilket enhver kan orientere sig om ved at slå op under »profeter« og »ekstase« i Gads Danske Bibelleksikon (»Typisk for p.[rofeterne] er den kollektive ekstase«) – blev dette begrebs hyppige nedslag i den gammeltestamentlige prøveoversættelse af revisionskomiteen systematisk fjernet til fordel for DO92s »profetisk henrykkelse«; et udtryk, man dogmatisk og teologisk fandt knap så problematisk (kilde: Bibelselskabets arkiv på Det Kongelige Bibliotek). Den kristne Bibels enhed og »unikke« status var herved sikret, selv om man altså havde manipuleret teksten i strid med dens selvforståelse og solide fundering i nærorientalsk religion.
Enhver, der måtte have lyst, kan låne prøveoversættelserne på biblioteket og ved selvsyn bemærke de tankevækkende forskelle fra DO92; f.eks. i 4. Mos. 11, 25-27; 1. Samuelsbog 10, 5; 18, 10; 19, 20-24; 1. Kongebog 18, 29; Jeremias 29, 26.
I det Nye Testamente optræder det græske ord ekstasis 7 gange (Mark. 5, 42; 16, 8; Luk. 5, 26; Ap.G. 3, 10; 10, 10; 11, 5; 22, 17), et begreb, som af W. Bauers standardværk Theologisches Wörterbuch zum neuen Testament defineres som »Das Außersichsein, die Vervirrung, das Staunen, das Entsetzen«. Og: »Die Verzückung als ein von Gott gewirkter Zustand, bei dem das Bewußtsein ganz oder teilweise aufgehoben ist.« Bemærk forskellen til Langagergaards beskrivelse.
Man har altså heller ikke på dette punkt vovet at kalde en spade for en spade i DO92 – sandsynligvis igen pga. den kirkelige højrefløjs særinteresser. Som den hovedansvarlige for DO92, Niels Jørgen Cappelørn således understregede i Kristeligt Dagblad: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.« (11.3.97).
Disse helt afgørende mellemregninger skal altså med, når man skal vurdere Langagergaards afvisning af begrebet »ekstase« ud fra de »faktiske bibelske realiteter«! De faktiske oversættelsesmæssige realiteter havde nok været et mere hæderligt udtryk.
Måske den tidligere generalsekretær for Indre Mission ikke burde være den, der råber højest, når der skal gøres op med, som han skriver, »åndelig manipulation«. Videnskabeligt set kan hans kronik og indflydelse på DO92 i al fald dårligt betegnes som andet.
På de følgende sider følger 14 nye eksempler på dogmatisk manipulation med den seneste bibeloversættelse. Dermed har Faklen dokumenteret de alvorlige kritikpunkter af DO92 over et helt år, gennem artikler i 5 numre samt i et hav af kronikker og interviews. Ikke på noget tidspunkt er vor kritik blevet gendrevet ud fra filologiske argumenter eller blot skyggen af videnskabelig dokumentation, hvorfor vi nødvendigvis må konkludere, at vi til overmål har bevist vore påstande. Således har den på papiret måske højeste autoritet i semitisk filologi i Danmark, professor dr.phil. Frede Løkkegaard også bakket op om kritikken.
Derfor føler vi heller ikke, at vi hverken behøver yderligere argumentation eller dokumentation for at klargøre, hvilken i bedste fald uacceptabelt tendentiøs, i værste fald forfalsket – og under alle omstændigheder uvidenskabelig – bibeloversættelse, Bibelselskabet har fået autoriseret.
En kritik, som for så vidt også nuværende professor i Gammel Testamente ved Teologisk Fakultet i København, Niels Peter Lemche i sin tid har givet udtryk for i en status over den nye oversættelse: »… det ville være forfriskende, hvis der en dag et eller andet sted blev etableret en kritisk udgave af Biblia Hebraicas tekst, som derefter kom til at indgå som grundlag for en bibeloversættelse.« (Skriv synet tydeligt på tavler! – Festskrift til Svend Holm-Nielsen, s. 65).
Næste skridt er derfor en undersøgelse af mulighederne for endelig at iværksætte en videnskabelig bibeloversættelse, bl.a. tilvejebragt ud fra de principper, vi har fremlagt i Faklen nr. 2. Dette arbejde foregår bl.a. i samarbejde med førstebibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, mag.art. i semitisk filologi, Ulf Haxen og med Niels Peter Lemche, som på forhånd har indvilget i at virke som videnskabelig konsulent i et kommende oversættelsesarbejde. Faklen vil selvfølgelig løbende orientere om udviklingen, så snart arbejdet er skredet tilstrækkelig frem.
1. MOSEBOG 2, 5
DO92: »Dengang Gud Herren [Elohim Jahwe] skabte jord og himmel …«
I fokus er her den konsekvente brug af »Herren« i DO92 i stedet for det, der faktisk står i den hebraiske konsonanttekst – navnet på Israels hovedgud. Som undskyldning for at bruge »Herren« i stedet for »Jahwe« udtalte bibeloversætter Knud Jeppesen i Jyllands-Posten i forbindelse med sidste efterårs oversættelsesdebat: »Ingen ved, om navnet egentlig er Jahve, for den hebraiske tekst har kun bogstaverne jhv.« (13.10.96).
Faklen skal naturligvis ikke udelukke, at dr. theol. Knud Jeppesen ved Institut for Gammel Testamente på Teologisk Fakultet i Århus ikke »ved, om navnet egentlig er Jahve«, men den moderne religionsvidenskab og filologi er ikke i tvivl. Standardværket Dictionary of Deities and Demons in the Bible skriver således uden forbehold: »Yahweh is the name of the official god of Israel, both in the northern kingdom and in Judah.« (s. 1711f; se også K&B bd. 2, s. 377f).
Universitetslektor i religionsvidenskab og bibeloversætter Lars Kruse-Blinkenberg understreger da også: »For filologen og religionshistorikeren (…) må den gud, jøderne dyrker, kaldes Jahve.« (Living Waters – Festskrift for professor i semitisk filologi Frede Løkkegaard, s. 186). Og Niels Peter Lemche skriver i 1989 om ét sidste område, hvor man endnu ikke på daværende tidspunkt havde slækket på videnskabeligheden under oversættelsen af DO92: »På i hvert fald ét punkt har man valgt ikke uden videre at give køb: Oversættelsen af gudsnavnet i det Gamle Testamente. I prosaoversættelserne, der er udkommet i beskedent udstyr (…) er navnet gengivet i dets hebraiske og videnskabelige form, Jahve.« (Skriv synet tydeligt på tavler! – Festskrift til Svend Holm-Nielsen, s. 71).
Vokaliseringen af gudsnavnets konsonantbogstaver kender man da også fra en lang række translitterationer hos kirkefædrene og fra magiske papyri: Udover Jahwe (som er mest udbredt) – Jah, Jahu, Jo og Jeho (Dic. s. 1711; se også Hebræisk Grammatik af J. Pedersen, § 8b).
At alle oversætterne (Knud Jeppesen og Bibelselskabet inklusive) er udmærket bekendt med den jødiske guds navn, fremgår således af forordet til prøveoversættelsen af Salmernes Bog fra 1977: »Efter forudgående aftale med Det danske Bibelselskab var det hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve, i stedet for at fortsætte den hidtidige oversættelsestradition, der omskriver navnet med HERREN.« (Davids Salmer, s. 8f). At man alligevel ændrede det i den endelige autoriserede udgave, skyldtes rent kirkelige og kristne hensyn: »Brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet.« (Min kursiv; samme forord s. 9)!
Som hele problematikken i en kristen kontekst meget rammende er blevet formuleret: »The Bible whose God is Yahweh is a national Bible; the Bible whose God is kyrios [»Herre«, translittereret] is a universal Bible.« (A. Deissman 1903: 174). Se også Faklen nr. 2, s. 34.
1. MOSEBOG 24, 2 (47, 29)
DO92: »Læg din hånd under min lænd [jadka tachath jereki] …«
En klar eufemisme. Den hebraiske vending er nemlig et idiomatisk udtryk for at »sværge ved kønsdelene« – helt konkret ved at man placerede hånden på dem (K&B bd. 2, s. 419, Phallic Worship – a history of sex & sexual rites, s. 116f). Encyclopedia Biblica skriver: »With regard to the practice of putting the hand under another's thigh [selv her sniger oversættelsestraditionens eufemisme sig ind], it seems plain that it grew out of the special sacredness attaching to the generative organ; fruitfulness being of specially divine origin, the organ of it in man could by the primitive Semites be taken as symbolizing the Deity.« (Vol. III, col. 3453).
Som et illustrerende eksempel fra det danske sprog kan man tage testikel, der faktisk betyder »vidne« eller »ed« på latin. Den idiomatiske og ikke-puritanske oversættelse af denne gamle praksis lyder: »Læg din hånd på mine kønsdele/min penis …«
5. MOSEBOG 32, 23-24a
DO92: »Jeg hober ulykker op over dem, alle mine pile vil jeg bruge på dem; de afkræftes af sult, fortæres af feberbrand [Resheph] og dødelig sot [Qeteb] …«
Aldeles illegitim afmytologisering af tekstens polyteistiske kontekst og udspring, hvorved vigtige religionsfænomenologiske pointer går tabt. Resheph og Qeteb er nemlig først og fremmest gudenavne, velbevidnet i ugaritisk, fønikisk, aramæisk og akkadisk epigrafik. Specielt Resheph var en af de mest populære vestsemitiske guder, dyrket i det syrisk-palæstinensiske område – og når den føreksilske israelitiske religion inden for den moderne forskning betegnes som en »klassisk vestasiatisk religion, hvis grundstruktur man vil genfinde overalt i området fra Mesopotamien over nord-Syrien til Palæstina« (Det gamle Israel, s. 203), ja, så sættes fejloversættelsen i relief. (TW bd. 7, s. 685ff (688!); K&B bd. 3, s. 1020f).
Dictionary of Deities and Demons skriver: »The tradition of Resheph as a god of pestilence is attested in Deut [5. Mos.] 32: 24 and Ps 78: 48. The first text, a passage of the song of Moses, deals with those who provoked God to anger and were unfaithful: they are punished with hunger and destroyed by Resheph and Qeteb ('I will heap (?) evils upon them; wasted with hunger, devoured by Resheph and Qeteb the poisonous one'; Deut 32: 23-24a). There is no doubt that we have to do here with two ancient Canaanite gods (perhaps conceived as flying demons), personifications of the scourges they spread.« (S. 1328ff samt s. 1324f og s. 1270).
5. MOSEBOG 32, 37-38 (39)
DO92: »Hvor er deres gud [elohim], den klippe, de stolede på, som spiste deres slagtofres fedt og drak deres drikofres vin? Lad ham nu komme jer til hjælp!«
Ikke blot foreligger her en rent filologisk misforståelse – versenes fire efter subjektet stillede verbalhandlinger står nemlig i pluralis, hvorfor »elohim« i dette tilfælde må opfattes ligeså (se Pedersen § 121d; Faklen nr. 3, s. 49; 2. Mos. 32, 4 og 8). Tilsvarende røber oversættelsen religionshistorisk set en afgrundsdyb uvidenhed om de andre folkeslags blomstrende polyteisme. Men at tale om »deres gud« (i ental) ligger naturligvis også tættere på den kristne traditions monoteisme end eksplicit flerguderi.
Selv israelitterne var i føreksilsk tid, hvortil den berømte Mosessang henhører, polyteister, jf. f.eks. 5. Mos. 32, 8-9 og 2. Kongebog 23. Ifølge Indføring i Israelitisk Religionshistorie, udarbejdet af GT-forsker Hans Jørgen Lundager Jensen ser billedet ud som følger: »Religionshistorisk er der belæg, både arkæologisk, inskriptionsmæssigt og gammeltestamentligt, for en reel polyteisme i Palæstina i senere jernalder (1000-600 f.Kr.: 'kongetiden'): Jahve har været dyrket som kongernes og (by)staternes (Samaria, Jerusalem) gud, men har været suppleret med andre guder, bl.a. lokale former for Baal (til agerbrugsformål), kvindelige guddomme (ved f.eks. fødsler); Jahve eller de andre guder kunne samtidig være gode til en bred vifte af formål, deriblandt helbredelse, fremkaldelse af regn, sejr i krig. Hvad der i GT er 'israelitisk religion', dvs. Israels dyrkelse af Jahve, fra begyndelsen, ser i historisk belysning ud som en lokal variant af syrisk-palæstinensisk religion, hvor den lokale hovedgud hedder Jahve, ligesom han hedder Kemosh, Milkom eller Rimmon i hhv. Moab, Ammon og Damaskus.« (Min kursiv; lektion 1; se også Faklen nr. 2, s. 37).
Både Septuaginta og Vulgata, som man jo ellers gerne følger i DO92, har sågar in casu »guder«. Den filologisk såvel som religionsvidenskabeligt langt mest sandsynlige og korrekte oversættelse lyder, ligesom den faktisk også lød ifølge prøveoversættelsen, før revisionskomiteen tog over(!): »Hvor er deres guder, den klippe de stolede på? Hvor er deres guder, som spiser deres ofres fedt og drikker deres drikofres vin? Lad dem komme jer til hjælp.«
Oversættelsen af vers 39 i DO92: »Indse dog, at det er mig, kun mig, der er ingen Gud ved siden af mig« forekommer således også dogmatisk tillempet. Den tekstnære oversættelse lyder blot: »Se nu, at jeg, jeg er ham, og der er ingen guder ved min side.« (Se Ges. § 141h, note 2; K&B bd. 1, s. 51).
1. SAMUELSBOG 10, 3
DO92: »Når du går videre derfra og kommer til Tabor-egen, vil du møde tre mænd, der er på vej op til Gud i Betel [ha-elohim Beth-el].«
Men der står faktisk »guden Beth-el« i den hebraiske grundtekst – helt uden nogen præposition (Ges./Buhl s. 96), jf. 1. Mos. 31, 13 (se Faklen nr. 4, s. 33). Oversættelsen ville man til nød kunne have forsvaret, hvis der havde stået elohim (uden determination) Beth-el, altså »Betels Gud«, men det gør der på ingen måde. Og hvis man af eksegetiske grunde mener, at den også hos israelitterne velkendte guddom Betel ikke hører hjemme i konteksten, så må man jo redeligt anføre, at man har foretaget en konjektur, men i Holm-Nielsens nye tekstkritiske kommentar til DO92 (se anmeldelsen i Faklen nr. 4) leder man forgæves.
Den udogmatiske, tekstnære oversættelse lyder: »… på vej op til guden Beth-el.«
1. KONGEBOG 12, 28
DO92: »Her er din Gud [elohæka], Israel, som førte dig [hæ'æluka] op fra Egypten!«
Men både sætningens filologiske opbygning og dens indhold svarer ganske præcist til 2. Mos. 32, 1 og 32, 23 (se Faklen nr. 2, s. 38), hvorfor en entals-oversættelse af elohim også her må betegnes som en fejlagtig og helt unødvendig tillempning.
Bemærk også den indholdsmæssige kontekst tidligere i vers 28: »Kongen holdt derfor råd og lod fremstille to tyrekalve af guld.« Og i vers 29: »Han stillede den ene i Betel; den anden anbragte han i Dan.«
Både Septuaginta og Vulgata har da også »guder«. Oversættelsen, som ikke søger at skabe en konformitet, der er helt fraværende såvel som meningsløs i den pågældende hebraiske tekst, skal lyde: »Her er dine guder, Israel, som førte dig op fra Egypten.«
JOBS BOG 5, 7b
DO92: »… og gnister [bene Resheph] flyver højt op.«
Bene Resheph betyder imidlertid i en tekstnær oversættelse »Reshephs sønner« (Dic. s. 1329), og TW understreger i denne forbindelse, at uanset hvordan forskningen vender og drejer det, så lader »Die at.lichen Belegstellen (…) im Wort rešæf noch die Züge des Gottes Reschef erkennen, der Seuchen verursacht, Kriege mit seinen feurigen Pfeilen unwiderstehlich führt und der vielleicht als geflügelt vorgestellt wurde.« (TW bd. 7, s. 689).
Nogle undrer sig måske over, hvorfor alle andre kildeskrifter fra den nære orient på det nærmeste er overlæssede med alle hånde overnaturlige væsner, mens Bibelen i sammenligning forekommer underligt støvsuget for disse? Svaret er, at Bibelen er mere eller mindre lige så fyldt med guder og dæmoner etc. som alle andre helligskrifter (hvilket enhver kan forvisse sig om ved at studere moderne bibelvidenskab), blot har den snart 2000 år gamle monoteistiske oversættelsestradition systematisk og – indtil videre – med stort held forsøgt at skjule dette.
SALME 22, 30
DO92: »Ja, alle, der sover ['akelu] i jorden, skal kaste sig ned [wajishtachawwu] for ham …«
Dette er imidlertid ingenlunde ordlyden i den hebraiske tekst! Der står faktisk: »Alle jordens fede/rige spiste/spiser og kaster/skal kaste sig ned for ham …« – og det er jo en ganske anden historie. Men for at skabe omhyggelig overensstemmelse med det Nye Testamente, sådan som teksthenvisningen til Fil. 2, 10 (og som for øvrigt også Cappelørns »kristologiske bue« i vers 17) demonstrerer, har man foretaget en omfattende konjektur – ganske vist uden nogen som helst støtte i nogen af oldtidsoversættelserne eller andre hebraiske håndskrifter.
Desuden er DO92s kristent influerede forestilling om, at de døde engang skal opstå og tilbede Jahwe, uforenelig med salmernes generelle teologi – et forhold indrømmet i videnskabelig sammenhæng af Svend Holm-Nielsen selv, en af lederne for DO92: »Nogen forestilling om opstandelse fra d.[øden] i almindelighed indeholder de ikke.« (GDBL bd. 1, s. 383).
Under alle omstændigheder må man gøre gældende, at af de (i virkeligheden helt overflødige) tekstrettelser, som forskellige kommentatorer har foreslået, har Bibelselskabet valgt den dogmatisk set absolut mest hensigtsmæssige, men den filologisk såvel som religionshistorisk set mest problematiske.
SALME 36, 13
DO92: »Da [sham] skal forbryderne [po'ale 'awen] falde [nafelu], de stødes ned og kan ikke rejse sig.«
Endnu et filologisk set illegitimt forsøg på at snige en eksplicit fremtidsrettethed ind i teksten, som ganske enkelt ikke er der i nogen moderne, vesterlandsk forstand (om brugen af versets perfekta, se udredningen i Jesaja 5, 13, Hebrew Tenses § 14a).
Efter al sandsynlighed er det igen revisionskomiteen, der har været på færde, for i prøveoversættelsen finder vi nemlig den filologisk acceptable (men naturligvis kristologisk uhensigtsmæssige) præsens-oversættelse (ligeså i prøveoversættelsen af Jesaja 9, 2)!
Det hebraiske po'ale 'awen bør heller ikke oversættes med »forbryderne«, eftersom det slet og ret er et idiomatisk udtryk for »troldmænd« (K&B bd. 1, s. 22). Men man har givetvis vurderet, at så ville oversættelsen blive for tids- og stedbunden i den oldkanaanæiske kontekst – hvilket naturligvis er uheldigt for den kristnes mere universalistiske og personlige anvendelse af Bibelen og ikke mindst salmerne.
Den videnskabeligt set helt uproblematiske oversættelse bør lyde: »Dér er troldmændene faldet, de er stødt omkuld og kan ikke rejse sig.«
SALME 78, 48
DO92: »Han overgav deres kvæg til pesten [Barad] og deres hjorde til feberbrand [Reshaphim].«
Igen har DO92 den moderne videnskab imod sig. Om Salme 78, 48 anfører Dictionary of Deities and Demons: »Here too, the poet deals with decayed deities, Barad//Resheph(s), depicted as malevolent spirits which accompany God in his destructive action.« (s. 1329). Og Barad beskrives som »eine alte syro-paläst. Gottheit, die im Pantheon des JHWH integriert ist.« (TW bd. 7, s. 688; se også Dic. s. 305 og ovenfor).
Den videnskabelige oversættelse bør kort og godt lyde: »Han overgav deres kvæg til Barad og deres hjorde til Resheph.«
SALME 91, 6
DO92: »… ikke for pesten [Deber], der breder sig i mørket, eller for soten [Qeteb], der hærger ved højlys dag.«
Sygdomsdæmoner, der ganske indlysende gør sig gældende her, er velkendte fra hele den nære orient – også i GT: »… it seems to be used a number of times in a personified sense as a demon or evil deity« (Dic. s. 438, s. 1269f; se også K&B bd. 3, s. 1020f; TW bd. 2, s. 135). Men da det stadig væk i mange højre-kirkelige kredse er en næsten kættersk påstand at hævde, at Bibelen skulle have noget som helst at gøre med andre religioner, har man tilsyneladende ikke villet tage konsekvensen af den moderne bibelvidenskabs standpunkt: »… in Ps 91:6 it is Yahweh who liberates his faithful from the fear of this nocturnal demon, in parallel this time with Qeteb, another awesome destructive demon.« (Dic. s. 439).
Oversættelsen uden dogmatiske tillempninger skal hedde: »… ikke for Deber, som sniger sig frem i mørket, eller for Qeteb, der hærger ved højlys dag.«
PRÆDIKERENS BOG 7, 29
DO92: »… Gud har skabt menneskene enfoldige [jashar], men de gør sig alle mulige spekulationer.«
Jashar betyder imidlertid »ret«, »lige«, »retskaffen«, »retfærdig« (et utvetydigt positivt begreb på hebraisk!), mens »enfoldig« ligger helt uden for ordets betydningsspektrum og da også er ganske meningsløst i forhold til anden halvdel af sætningen (K&B bd. 2, s. 429; TW bd. 3, s.1068f; CHED s. 971).
Om man endnu engang har villet overføre hele det centrale kristne forestillingskompleks om menneskets oprindelige »uskyldighed« og derpå følgende »syndefald« til GT (jf. Salme 51, 7), skal forblive usagt. Den filologisk legitime oversættelse i overensstemmelse med gammeltestamentlig teologi lyder – som i 1931-oversættelsen: »… Gud har skabt menneskene, som de bør være, men de har så mange sære ting for.«
ESAJAS' BOG 5, 13
DO92: »Derfor skal mit folk føres bort [gala], for de forstår ingenting …«
Den verbale form, der optræder her, er en regulær perfektum (om denne form og dens oversættelse se endvidere Faklen nr. 3, s. 50, Esajas' Bog 9, 2), som visse teologer tidligere i forskningen bl.a. på dette sted (se tillige Salme 36, 13) gerne har villet definere som en såkaldt perfektum propheticum – for at muliggøre en rent futurisk oversættelse med alle de dertil hørende velkendte kristologiske udlægninger.
Men den videnskabelige filologi og religionshistorie afviser dette. Den store svenske orientalist H.S. Nyberg skriver således i sin grammatik: »Däremot användes i poesien icke perf. ind. i huvudsatser för att uttrycka händelser och handlingar som skola äga rum en gång i framtiden. Det s. k. perfectum propheticum, som har spelat en så stor roll i exegesen och grammatikorne, existerar icke.« (Hebreisk Grammatik § 86oo). Den nyeste og meget omfattende A Grammar of Biblical Hebrew, bd. 1-2 (kaldet »the most important comprehensive grammar published in the twentieth century« i The Text of the Old Testament – en bog anbefalet af Svend Holm-Nielsen) benægter også helt eksistensen af nogen særlig perfektum propheticum og kalder det blot »a rhetorical device« (§ 112h). Og Ges. leverer her den videnskabeligt forsvarlige og dogmatisk ubundne oversættelse: »Therefore my people are gone into captivity …« (§ 106n). Se også Hebrew Tenses § 14a; Hebrew Syntax § 41b.
HABAKKUKS BOG 3, 5
DO92: »Foran ham går pest [Daber], feberbrand [Resheph] følger i hans spor.«
Endnu et forsøg fra Bibelselskabet på at dække over GTs polyteistiske baggrund. Vi overlader ordet til Dictionary of Deities and Demons: »Deber and Resheph must be seen, here too, as two personalized natural powers, submitted to Yahweh.« (S. 1329). Og videre: »The eschatological hymn in Hab. 3 presents Deber and Resheph marching at Yahweh's side as His helpers.« (S. 438f; GDBL bd. 3, s. 69). Den videnskabelige oversættelse bør altså hedde: »Foran ham går Deber, Resheph følger i hans spor.«
Hvor længe endnu dansk bibeloversættelse af dogmatiske årsager skal halte bagud i forhold til moderne videnskab, kan man kun gisne om.
Jens-André Pedersen Herbener