Herbener.dk - Kirkelig intolerance

Kirkelig intolerance

Der er ikke noget nyt i, at teologer og kirkens folk med den bedste samvittighed kalder anderledes tænkende, der stiller nye eller gamle spørgsmål, for satanister – det har de såmænd gjort i to tusind år

Og dog. Ifølge dekan og professor på teologisk fakultet i Århus, Peter Widmann har netop den moderne protestantisme forsøgt systematisk at gøre op med den indbyggede tendens til absolutisme og fanatisme, som har redet kristendommens snart to tusind år lange historie som en mare. Om han dermed mener, at Århus-teologerne er de ypperste repræsentanter for denne nye ånd, skal forblive usagt.

Men til sagen, som denne artikel skal belyse: Er sagtmodighed, ydmyghed og tolerance kulturhistorisk set virkelig kristne eller for den sags skyld protestantiske dyder? Lad os tage et historisk vue.

Sammenlignet med den moderne folkekirke synes urkristendommen ikke at være til at kende. I oldkirkens dage, i de første århundreder e.v.t. blev de kristne beskyldt for at spise småbørn og alskens barbari. Ligesom nutidens forældre klager over, at deres børn lader sig forføre af nyreligiøse bevægelser som f.eks. Scientology og Tongilbevægelsen, således var datidens forældre fortvivlede over at miste deres børn til den fanatiske »nyreligiøse« sekt chrestenianerne, hvis medlemmer hellere lod sig brænde og flå levende end at kaste lidt røgelse foran kejserens billede.

Særligt under kejsere som Nero og Domitian i det første århundrede og Diocletian i det tredje tog kristenforfølgelserne fart, og utallige påtog sig frivilligt martyriet. Jesu ubetingede krav om efterfølgelse i lidelse og verdensforsagelse, ydmyghed og sagtmodighed syntes dengang at være identisk med kristendommen selv. At dette dog måske mere var et produkt af de kulturelle omstændigheder end udtryk for en eviggyldig kristen praksis og moral, skulle de næste 1500 års kulturhistorie blive et blodigt bevis for.

Under kejser Konstantin den Store, som selv lod sig døbe ganske kort før sin død, begyndte mildere vinde at blæse ind over de kristne i det romerske verdensrige, og i 380 blev kristendommen ved kejser Theodecius' edikt erklæret ikke blot for romerrigets officielle, men også dets eneste tilladte religion. Kristi ikke synderlig beskedne opfattelse af at være Vejen, Sandheden og Livet, kombineret med opfordringen til at gøre alle folkeslag til mine disciple blev nu det selvbevidste »evangelium«, som kristenheden som en ny offensiv, missionerende kulturreligion mødte verden med. Gabriel afløstes efterhånden af Lucifer …

Med uimodståelig kraft bredte den sig de følgende århundreder over hele Europa. I det femte århundrede kristnede Patrick ifølge gamle legender Irland, i det ottende missionerede Bonifatius i Tyskland og blev simpelt hen kaldt »Tysklands apostel«, og i det tiende århundrede vandt Vladimir I officielt Rusland for den kristne tro.

Kristendommens markskrigere i disse år var munke og nonner, og selv om utallige hedenske helligdomme blev ødelagt, og urgamle religiøse ritualer forbudt, foregik erobringskrigen dog mange steder forholdsvis fredeligt.

Karl den Store var måske den første, der for alvor indvarslede den fanatiske og krigeriske intolerance, som den katolske kirke i høj- og senmiddelalderen og senere sammen med protestantismen i form af korstog, inkvisition og kolonisation skulle løbe alle ikke-kristne og kættere over ende med. Han var meget betegnende også den første kristne kejser, der anlagde titlen »konge af guds nåde«, da han af pave Leo III juledag år 800 blev kronet til det hellige Romerriges kejser. Ved denne begivenhed blev grunden også lagt til middelalderens skæbnesvangre opfattelse af, at kejseren – underlagt paven – var Guds statholder og sværd på jorden, og spiren til den strid mellem pavedømme og kejsermagt, som senere dominerede al middelalderlig vesteuropæisk historie, var dermed sået.

Nogle år inden denne historiske begivenhed fandt sted, skrev Bonifatius imidlertid i et af sine breve fra Tyskland: »Uden Frankerfyrstens bistand kan jeg hverken herske over kirkefolket eller forsvare munke og præster. Heller ikke er jeg i stand til at hindre hedningernes skikke i Germanien, uden at kunne true dem med ham.«

Karl den Store var ikke sen til at tage denne handske af brændende missionsiver og magtbegær op, og i 772 rykkede han for første gang ind i saksernes land for at tvangskristne dem med sværd og ild. Sakserne ydede hård modstand og gjorde gentagne gange oprør, hvilket fik fyrsten til at gribe til en frygtelig hævn i 782. Han tvang sakserne til at udlevere 4500 våbenføre mænd og lod dem alle henrette på samme dag – den »frygteligste dag i Tysklands historie,« blev den kaldt. I 804 var sakserne og deres religion definitivt undertvunget.

At hensynsløs forfølgelse af andre folks religion således på ingen måde er virkningsløs, derom vidner også undertrykkelsen af de franske kættere, albigenserne i 1200-tallet, de protestantiske huguenotter og engelske katolikker under Elizabeth I.

Af mange blev Karl den Store simpelt hen betragtet som den største kejser nogen sinde. Med sværd i hånd bragte han kristendommen til sejr, og det skulle vise sig at være en fremgangsmåde, der dannede præcedens for de kommende århundreders mission.

Korstog og jødeforfølgelser

Med korstogene tager nogle af de blodigste kapitler i kristendommens historie deres begyndelse. Da pave Urban II i 1095 – måske mere ud fra et ønske om at bringe Østkirken ind under pavemagten og dermed på ny gøre Rom til verdens hovedstad end ud fra egentlig brændende tro – opfordrede til det første korstog, havde nogle kristne til hensigt først at dræbe alle Europas jøder, før de drog til det hellige land for at slå de indtrængende muslimske tyrkere. De næste århundreder kom dermed ikke bare til at stå i korstogenes, men også i den systematiske jødeudryddelses tegn – specielt i Tyskland og Frankrig.

Den anklage, som engang af romerne var blevet anvendt mod de kristne, brugte de kristne nu selv mod jøderne. De beskyldte dem for at kidnappe kristne børn og ofre dem til deres gud, Jahwe, eller bruge deres blod til medicin og usyrede brød. De blev anklaget for at forgifte de kristnes kilder og vanhellige nadverbrødet – med det formål at udtrække Kristi blod deraf. Jødiske kvinder mistænktes for at være troldkvinder, og mange jøder antoges at stå i pagt med selveste Djævelen. Jødernes fremmede karakter og sprog, manerer og ritualer virkede som en torn i øjet på mange kristne.

En af det første korstogs navnkundige ledere, Gotfred af Boullion skal ifølge en senere jødisk kilde have erklæret, at han ville hævne Jesu blod på jøderne og ikke lade en eneste af dem beholde livet. Under det andet korstog (1147-1149) skal Clunys abbed, Peter den Ærværdige have rådet Ludvig VII af Frankrig til at forfølge de franske jøder: »Jeg forlanger ikke, at I skal dræbe disse forbandede væsner … Gud ønsker ikke at udslette dem, men som brodermorderen Kain må de lide frygtelige pinsler …«

At læse om, hvordan kristne korsfarere og indfødte kristne i fællesskab systematisk, og med en utrolig blodtørst myrdede tusinder og atter tusinder af jøder århundrede efter århundrede på baggrund af de mest ondskabsfulde rygtedannelser, er en sand rædsel, som ikke lader det nazistiske holocaust noget efter.

Det allersorteste kapitel i jødisk historie i middelalderen tegner dog den Sorte Død sig for. Et rygte over hele Europa lod vide, at nogle jøder skulle være vandret ud fra den spanske by Toledo med giftæsker for at forgifte alle Europas brønde, og betød, at jøderne i mange europæiske hovedstæder blev udryddet til sidste mand eller begik kollektivt selvmord. Over 1.500.000 jøder måtte efter al sandsynlighed lade livet.

Den samme pest dræbte også muslimer, mongoler og jøder andre steder i verden, men ingen tænkte her på at anklage jøderne. Faktisk er det overordentlig tankevækkende, at jødiske mindretal levede sikkert i muslimske lande som Saloniki, Lilleasien, Syrien, Palæstina, Arabien, Egypten, Nordafrika og det mauriske Spanien. Derimod blev de udvist af England i 1290, af Frankrig i 1306, af Flandern i 1370 og i 1491 fra Spanien. I 1311 forbød Vienna-koncilet ethvert samkvem jøder og kristne imellem; Zamora-koncilet i 1313 bestemte, at jøderne skulle holdes i streng trældom. På Basel-koncilet 1431-33 berøvedes jøderne alle basale rettigheder – samfundsmæssige som religiøse.

Sådan kunne man desværre blive ved! Et spørgsmål, man med en vis berettigelse kunne stille til datidens kirke og kristne mennesker: Hvor mange skulle egentlig korsfæstes på grund af den ene?

Inkvisition

Henimod slutningen af det 12. århundrede var mange vesteuropæiske byer gennemsyret af stærke antiklerikale strømninger, som i høj grad var et resultat af den bagage af orientalsk mystik, som hjemvendte korsfarere bragte med sig. Den største kætterske sekt var de af manikæismen inspirerede albigensere (opkaldt efter den franske by, Albi, hvor de var særlig talrige), som påberåbte sig den sande urkristendom. De satte bjergprædikenen som centrum i deres etik, og en fundamental kosmologisk dualisme udgjorde den røde tråd i deres teologi.

Kirken ville måske have ladet dem være i fred, hvis ikke de havde indladt sig på en offentlig kritik af denne. De kaldte Romerkirken for den babyloniske skøge og paven Antikrist. Kirkens modsvar var oprettelsen af inkvisitionen som en selvstændig og alene under paven stående institution. Nogen ny tanke var det dog ikke. Allerede Kejser Theodecius i det 4. århundrede var begyndt at straffe kættere med døden, eftersom »en synd mod den guddommelige religion tjener almenheden til fordærvelse.«

Men først nu blev det for alvor sat i system.

Ved 1100-tallets afslutning opfordrede pave Innocens III således Frankrigs konge og adel til at foranstalte inkvisition med bål og brand overalt i Frankrig. I titusindvis af mænd, kvinder og børn blev myrdet i vilkårlige massakrer over hele Frankrig de næste 30 år, og i 1229 var det »albigensiske kætteri« så godt som knust. Det skulle vise sig at være blot de første blodige dråber fra en storm af kirkelig intolerance og forfølgelse, som fejede ind over verden de næste århundreder. Inkvisitionen var kommet for at blive.

Belæg herfor i den Hellige Skrift var det ikke vanskeligt at finde. I 5. Mosebog, kap.13 og 17 står det klart at læse, at den, som på baggrund af »to eller tre vidners udsagn« beviseligt dyrker »andre guder«, skal »stenes til døde«, ligesom »du skal udrydde det onde af din midte!« Videre står der i 2. Mosebog, kap. 22: »En troldkvinde må du ikke lade leve.« Selv næstekærlighedens fyrste, Kristus tilsluttede sig denne tankegang ifølge Johannesevangeliget, kap. 15: »Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.«

Dette blev ofte udlagt helt bogstaveligt. At stille spørgsmål ved den kristne tro som defineret af Kirken var en forseelse mod Gud og – endnu værre – mod gejstligheden, og man måtte derfor anses for at være selveste Satans håndlanger. Hvor middelalderens jødiske menigheder kun meget sjældent praktiserede Bibelens kætterlove, udviste den ortodokse kristne befolkning ofte en fanatisk ildhu. Således skrev en nordfransk præst til Innocens III: »I dette land er folkets fromhed så stor, at man er rede til ikke blot at sende afsvorne kættere på bålet, men også dem, som blot er mistænkt for kætteri.«

En mistanke om gudsbespottelse og pagt med Djævelen var netop, hvad der fik en række højtstående gejstlige til at dømme en helt ung fransk pige, Jeanne d'Arc til døden på bålet i 1431. I en vision havde hun som 17-årig set sig udvalgt af Gud til at frelse franskmændene i den daværende krig mellem England og Frankrig. Hun iførte sig mandeklæder, og det lykkedes hende faktisk som ved et mirakel at vende krigen for en periode.

På grund af den succes, som den franske kong Karl VII nød på hendes bekostning, opstod misundelse og intrigespil fra forskellig side, og det endte med, at man udleverede hende til englænderne. Selv om alle lægeundersøgelser bekræftede, at hun var jomfru, hvilket blev set som det sikreste værn mod Djævelen, blev hun ikke desto mindre efter 3 måneders udmattende forhør dømt for trolddom og brændt. Den stakkels pige led i forvejen af en fobisk angst for ild.

Den største rolle spillede inkvisitionen i Spanien over for jøder og maurere. Det er også herfra den berygtede storinkvisitor Thomas de Torquemada stammer, som med hensynsløs energi i sin korte embedstid fra 1483 til 1498 lod i tusindvis brænde, foruden de titusinder, han underkastede tortur. Han havde også æren af, at samtlige Spaniens 100.000 jøder i 1492 blev udvist under Ferdinand og Isabella. Ikke desto mindre var hans efterfølger, Diego Deza endnu værre.

Under protestantismen gjorde forfølgelser af anderledes tænkende sig også stærkt gældende. Her blev det de berygtede hekseprocesser, der kom til at dominere billedet i Nordeuropa og Nordamerika. Utallige mænd og kvinder blev beskyldt for at stå i ledtog med Djævelen, og ved hjælp af udspekulerede former for tortur var det som regel ikke noget problem at fremprovokere en tilståelse, så man kunne få dem brændt på bålet.

Reformation

På universitetsbiblioteket i Prag er der en bøhmisk salmebog fra 1572 med et påfaldende miniaturemaleri: det forestiller sandsynligvis den engelske reformator John Wycliffe, der slår gnister af en sten, den bøhmiske reformator Jan Hus, som tænder et bål, og Luther, der svinger den brændende fakkel.

Meningen med maleriet er naturligvis, at Wycliffe og Hus, som levede i 1300- og 1400-tallet, var et forvarsel om den reformatoriske ild, som Luther senere skulle tænde over det meste af Europa, med alt, hvad det indebar af religionskrige uden fortilfælde i europæisk kulturhistorie.

Reformationen kom til at repræsentere en krig på mange fronter. Den var en kamp mod den katolske kirkes enorme velstand og dens generelle verdsliggørelse. Det var et opgør med gejstlighedens monopol på at være mægler Gud og menneske imellem og en forkastelse af aflad, skriftemål, transsubstantiation, retfærdiggørelse ved gerninger og læren om viljens frihed til fordel for forestillingen om frelsen ved Guds nåde alene. Både Wycliffe, Hus og Luther blev anklaget for kætteri, men kun med de to første fik den katolske kirke bugt. Med tidsånden i ryggen var Luther derimod ustoppelig.

Det udviklede sig hurtigt til regulær folkeopstand. Efter det berømte kirkemøde i Worms i 1521 blev det tyske symbol for oprør, bondeskoen, slået op på rådhusdøren. Luther opfordrede nu direkte folk til at vaske deres hænder i de gejstliges blod. Det resulterede i det berømte bondeoprør, som Luther dog svigtede, da det blev alvor. Hvorfor? Fordi han ikke kunne finde »guddommelig tilladelse« i Skriften. I 1525 skrev han således: »Det er min mening, at det er bedre, at alle bønder dræbes, end at fyrster og øvrighedspersoner omkommer, fordi landmændene greb til sværdet uden guddommelig tilladelse.«

Mange tusind bønder blev de følgende år hugget ned. Barmhjertighed var på sin plads i den kristnes privatliv, mente Luther, men staten måtte om nødvendigt regere med sværdet for at bekæmpe menneskenes ondskab. Som katolikkerne troede han heller ikke på det gode i mennesket.

Denne ondskab fandt han i særdeleshed hos jøderne, »dette forvorpne, forstokkede, vantro, onde, afskyelige folk,« og han opfordrede til, at man afbrændte deres hjem, skoler og synagoger: »Og lad hvem, der kan, hælde pimpsten og beg over dem, om man kunne slynge helvedes ild efter dem, var det så meget des bedre … og det må gøres for vor Herres og kristenhedens ære, så at Gud kan se, at vi virkelig er kristne. Man skal ligeledes bryde deres huse og ødelægge dem … Man skal tage alle bønnebøger og Talmud-eksemplarer, hvori sådant afguderi … doceres. Man skal under dødsstraf forbyde deres rabbinere fortsat at undervise … Man skal frarøve dem frit lejde og ret til at færdes på gaden … man skal forbyde dem åger og tage alle kostbarheder i guld og sølv fra dem, alt, hvad de ejer. Og hvis dette ikke er nok, lad dem da blive drevet af lande som gale hunde.«!

Er dette den danske folkekirkes fader og forbillede?

Selv om der i vore dage er en tendens til at fremstille protestantismen som det lys, der afløste den mørke middelalder og bragte megen tiltrængt fornyelse og bedre tider med sig, er der imidlertid også et andet, knap så velkendt billede.

Døde velgørenhedsarbejdet således ikke mange steder, hvor protestantismen sejrede? Blev ikke mange af de skoler og universiteter, som den katolske kirke havde skabt og bygget, revet ned? Svækkedes ikke de klassiske studier næsten til døden?

Var det hensigten at indføre et kapitalistisk system, hvor arbejderne blev frarøvet de hviledage, som den katolske kirke havde givet dem? Afviste man ikke pavedømmet for blot at ophøje statsmagten? Og selv om man gjorde op med en magtbegærlig og elitær gejstlighed og åndløs kristendom, legitimerede man da i stedet ikke blot statslig magt- og voldsanvendelse under henvisning til »guddommelig sanktion«?

Hvor mange skulle ikke dømmes til helvede og kaldes Satans børn, hvor kun nogle få udvalgte fik himmerige til del? Var det ikke en umenneskelig, intolerant Gud, som forbød den folkekære helgendyrkelse og kirkelige ikonografi? Hvorved adskilte hekseprocesserne sig principielt fra kætterforfølgelserne? Tog man ikke nåden aldeles forfængelig, når man prædikede frelse ved tro alene? Og medførte dette i virkeligheden ikke en omfattende verdsliggørelse af kristendommen, så at de kristne, der oprindelig stod i skarpeste modsætning til verden, nu blev gjort identisk med denne og dermed i realiteten, som Kierkegaard definerede det, ophørte med at eksistere som kristne?

Hvor var egentlig det forsonende og civiliserende træk ved protestantismen, i betragtning af det krigens og opløsningens vanvid, som den kastede Europa ud i? Var Luther i sit syn på jøderne og anderledes tænkende egentlig så forskellig fra det tyvende århundredes nazister?

Svarene på disse spørgsmål er langtfra entydige, men det er vigtigt, at vi stiller dem, dersom vi skal kende vor egen kulturelle og religiøse baggrund – og forstå de intolerante tendenser, som også trives i den danske folkekirke i vore dage.

Videnskab

I begyndelsen af 1500-tallet var Jorden universets centrum, og sol og stjerner var huller i himmelhvælvingen, hvorigennem Guds lys oplyste og varmede menneskene. Men i 1473 blev en mand ved navn Kopernicus født i Vestpreussen, han studerede ved det gamle universitet i Bologna, og i 1514 fremsatte han nogle besynderlige hypoteser i den såkaldte Lille Kommentar. De lød bl.a. som følger: »De himmelske cirkler og sfærer har ikke ét midtpunkt. Jordens midtpunkt er ikke også universets midtpunkt, men også tyngdekraftens og måneomløbets centrum. Alle sfærerne (planeterne) drejer sig om solen som deres midtpunkt, og derfor er solen universets centrum.« osv.

Med Kopernicus skiftede universet og den menneskelige tanke ham. Jorden blev detroniseret til blot at være en tilfældig planet, der ligesom andre kredser omkring solen – ligesom mennesket ikke længere kunne påberåbe sig at være skaberværkets ypperste mål.

Nogen ny tanke var det dog langtfra. Allerede Aristarchos havde i det tredje århundrede f.v.t. fremsat en teori om et heliocentrisk verdensbillede, som han imidlertid pga. beskyldninger om ufromhed trak tilbage. Ifølge Plutarch genoplivede Seleukos af Babylonien ideen i det andet århundrede f.v.t. Den kunne måske have sejret, hvis ikke Ptolemæus i det andet århundrede e.v.t. havde fremsat den geocentriske teori med en så overbevisende kraft, at først Kopernicus næsten 1500 år senere var i stand til at gendrive den.

Kirkens folk var dog langtfra overbeviste og frygtede det værste. De tillod Kopernicus at forske under forudsætning af, at resultaterne heraf kun blev præsenteret som hypoteser. Også Luther afviste teorien: »Folk lytter til en opkomling af en astrolog, der søger at vise, at Jorden bevæger sig, ikke himlene eller firmamentet, solen, månen. Denne tåbe ønsker at vende hele astronomien på hovedet, men den Hellige Skrift siger os, at Josua befalede solen at stå stille, ikke Jorden.«

Luthers højre hånd, Melanchton krævede al sådan kættersk tale forbudt. Og den schweiziske reformator Calvin istemte: »Hvem vil vove at sætte Kopernicus' myndighed over den Helligånds?« Resigneret trak Kopernicus sin Commentariolus tilbage og førte i mange år en tilbagetrukken tilværelse. Kort før sin død hjalp en personlig ven ham med at få hans hovedværk, Om Himmellegemernes Kredsløb udgivet.

Da den italienske renæssancefilosof Giordano Bruno senere hævdede hypotesernes sandhed og de skæbnesvangre følger for religionen, tog inkvisitionen endelig affære og dømte ham til døden på bålet. Da dødsdommen var blevet afsagt, fremsagde han de historiske ord: »I, som nu dømmer mig, gør det med større angst, end jeg modtager dommen«! I 1616 forbød Indexforsamlingen enhver læsning af Kopernicus, og forbuddet blev først ophævet i 1828.

Galileo Galilei fortsatte der, hvor Kopernicus slap. Ved hjælp af praktiske eksperimenter og observationer beviste han, at den heliocentriske hypotese var ubestridelig. Men da den offentlige interesse herfor begyndte at vokse faretruende, greb inkvisitionen ind og stemplede enhver tale om jordens bevægelse som kættersk. Galilei tav og skiftede taktik.

I 1632 udkom bogen Samtaler om de vigtigste Verdenssystemer. Heri diskuterede to intelligente og vittige kopernikanere med en yderst enfoldig tilhænger af det geocentriske verdensbillede, en tilhænger, som tillige havde flere overensstemmende træk med pave Urban VIII. Galilei blev anklaget for overtrædelse af forbuddet af 1616, og i 1633 måtte den 69 år gamle og svagelige mand drage til Rom.

Her blev han smidt i fængsel og under trussel om examen rigorosum (inkvisitionens term for tortur) måtte han knælende for en gejstlig forsamling afvise den »absurde og grinagtige tro«, at jorden skulle bevæge sig nogen steder, allermindst omkring solen. Indrømmelsen reddede ham lige akkurat fra kætterbålet, og han slap med livsvarigt fængsel. Inden han døde, blev en dreng født i Lincolnshire – Isaac Newton. Ham kunne kirken imidlertid ikke kvæle …

Kolonisation

Sideløbende med de åndelige forandringer i Europa fandt nye verdensomvæltende opdagelser sted, nemlig opdagelsen af Amerika i 1492 af Christoffer Columbus, og Indien i 1498 af Vasco da Gama. Det var begyndelsen til den meget omfattende kolonisering, der som en steppebrand skulle brede sig over det meste af verden de følgende århundreder.

Spaniernes hovedinteresse var at finde guld, mens portugiserne søgte de rige krydderilande. Begge medbragte de en bagage af glødende missionsiver til Den nye Verden, og næppe tidligere havde man set Kristi opfordring til at gøre alle folkeslagene til sine disciple blive taget så alvorligt – eller grebet mere håndfast an.

Ikke et sekund var man i tvivl om missionens berettigelse. Historier verserede om, at de primitive blot havde ventet på, at den hvide mand skulle komme for at kristne dem og lade dem få del i den vestlige civilisations indiskutable glæder. Ofte så den historiske virkelighed dog helt anderledes ud.

Hernán Cortez, en af de navnkundigste spanske conquistadorer underlagde sig i 1520erne Mexico, det aztekiske storrige. Kombineret med en næsten umættelig guldhunger førte han et fanatisk korstog mod de indfødte for at få dem til at underkaste sig »den rette tro«. Som de fleste andre conquistadorer var han parat til at løbe en næsten hvilken som helst risiko, når det gjaldt om at rive de hedenske templer ned og ødelægge »afgudsbilleder«.

Samtidig hermed gav Francisco Montejo den gamle Maya-kultur dødsstødet, og Francisco Pizarro knækkede det enorme Inka-imperium, som strakte sig ud over det meste af Sydamerika. Millioner og atter millioner af indianere blev hugget ned eller døde af vestlige sygdomme, og ældgamle kulturer opløstes. Den vestlige kristne civilisation var kommet til Amerika.

Det var ikke, fordi der ikke også fandtes imperialistiske tendenser i en kultur som inkaernes. Faktisk var den vokset enormt, århundreder inden europæerne kom. Men som det f.eks. også var persernes og grækernes politik f.v.t., således var det inkaernes mål at integrere de undertvungne og tillade dem en vis religiøs og økonomisk frihed.

For europæerne derimod var kolonierne oftest blot veritable »malkekøer« for moderlandet. Det gjaldt om at opnå så stor økonomisk og materiel vinding på bekostning af de undertvungne som muligt. Ej heller ejede missionærerne tilstrækkelig fantasi eller tolerance til at forestille sig, at de fremmede kunne besidde værdifulde egenskaber, som man måske kunne lære noget af. De primitives åbenhed over for vestlig kultur overbeviste blot de indtrængende om egen fortræffelighed.

Spanien erhvervede med tiden bl.a. hele den sydlige del af Nordamerika, hele Mellem- og Sydamerika, undtagen Brasilien, endvidere større ø-grupper i Østasien. Portugiserne oprettede bl.a. handelskolonier langs Afrikas kyster, ved den Persiske Bugt, i Forindien, Bagindien og ejede hele Brasilien. Også Frankrig blandede sig tidligt i kapløbet om verden og oprettede kolonier i Canada, i Vestindien og i store dele af Afrika. England blev dog den største kolonimagt af dem alle. I så at sige alle verdensdele og alle på verdenshave tilkæmpede de sig udstrakte kolonibesiddelser. Sågar Danmark havde kolonier i Forindien, i det gamle Guinea og i Vestindien.

I kølvandet på kolonisatorerne fulgte missionærerne. Jesu drøm, at evangeliet skulle forkyndes til alle folkeslag, var ikke længere en umulighed. Der kom imidlertid en irriterende herre i 1800-tallet, som besværliggjorde dette i ikke ubetydelig grad …

Det første skæbnesvangre skud for boven, som kristendommen måtte indkassere, var opdagelsen af den Nye Verden. Det næste var Kopernicus' Om Himmellegemernes Bevægelser, og det på mange måder dødbringende var Charles Darwins epokegørende værk The Origin of Species, som udkom i 1858, og som vakte voldsomt røre i datidens kirke og borgerskab.

Hvis mennesket, sådan som Darwin påstod, ikke er skabt af Gud, men blot er et resultat af en lang mekanisk evolutionsproces og tillige i familie med, ja, nedstammer fra dyrene, må kristendommen endegyldigt fjernes fra fornuftens og videnskabens gebet og flyttes over i den private tros – og vel at mærke tro med stort T.

Før Darwin havde flere forskere været inde på denne tankegang, men han var den første, som lagde et så overbevisende feltmateriale på bordet, at ingen lige siden har været i stand til at tilbagevise det. Som forventet troede kirken, at helvede var løs, og han blev traditionen tro anklaget for at stå i ledtog med Satan. Man var overbevist om, at evolutionslæren ville medføre moralsk og socialt kaos – ligesom man var det, da Kopernicus, Kepler og Galilei fremsatte deres teorier. Problemet var blot, at man nu ikke længere besad magten til at forbyde det.

Borgerskabet så hos Darwin de samme anarkistiske tendenser som i den franske revolution. Men billedet ændrede sig imidlertid hurtigt. Selv om det repræsenterede en fatal misforståelse af Darwin, brugte man ham snart til at legitimere imperialistisk kolonipolitik og mission, konkurrencementalitet og kapitalisme. Sågar socialismen tog det evolutionistiske historiebegreb til sig. Resultatet heraf blev blot, at den vestlige, kristne kultur nu ikke længere begrundede sin overlegenhed religiøst, men derimod biologisk og evolutionært.

Hvad så med det tyvende århundrede? Har vi nu endelig i vor del af verden efter en lang, sej kamp fået gjort op med fortidens misforståelser, uvidenhed og barbari? Nej. Faktisk hævder nogle, at vort århundrede har udgydt mere blod – uden rettergang – end hele perioden fra Cæsar til Napoleon. Hverken vulgærdarwinismen eller den kristne krigsgud synes overhovedet døde.

Således blev to verdenskrige ført – for flere af de implicerede parters vedkommende – i den kristne guds navn. Både fra nazisternes og de allieredes side. Og selv om mange i vore dage måske ikke tænker over det under den daglige tv-avis, har f.eks. de amerikanske præsidenter i nyere tid næppe foretaget et politisk indgreb eller startet en krig uden officielt at gøre det in the name of God!

Som noget af det seneste kunne man minde om, at mens George Bush under fraser som »politisk stabilitet« og »sikring af freden« førte kolonikrig i Kuwait mod Irak og begik folkemord på tusinder af civilister, lettede hver dag i hundredvis af jagerfly fra de amerikanske hangarskibe, i spidsen af hvilke man kunne læse: »May your God be with You!« I Danmark fulgte Ekstra Bladet krigen, den ene dag med at tordne på forsiden: »Knus Irak!«, og den næste med at juble: »Irak knust!« Vestlig humanisme eller religionskrig?! Måske vi skulle tænke os om, før vi næste gang ensidigt fordømmer islam …

Ondskab

Indledningsvis spurgte vi, om kristendommen i historiens forløb har været forkæmperen par excellence for urgamle dyder som ydmyghed og tolerance. Selv om gennemgangen selvsagt har været utilladeligt kortfattet, turde det være klart for de fleste, at kristendommens prætention om at være næstekærlighedens religion per se næppe kan opretholdes. Vi må nok snarere sige, hvor nødig vi end vil se det i øjnene, at historisk og statistisk set er kristendommen den mest krigeriske og mest intolerante religion, der nogen sinde har eksisteret!

I dens navn er der bedrevet mission, ført korstoge, iværksat inkvisition, reformation, kolonisation og krige med så uoverskuelige blodsudgydelser og tvang til følge, at det bliver svært at drage en anden konklusion. Ud fra dens absolutistiske selvforståelse om at være Vejen, Sandheden og Livet og set i lyset af dens lige så absolutistiske imperativ, at alle skal gøres til kristne, har man holdt den frie menneskeånd i et teologisk kvælertag, vel uden sammenligning i hele verdenshistorien.

Implikationen af at påberåbe sig den ene almægtige Gud og Sandhed har alt for ofte været en hævdelse af, at andre kulturers guder er afguder, og at ikke-kristne mennesker er onde – og kan man ønske sig en bedre undskyldning for at forfølge mennesker eller blot missionere? Står der ikke, at man skal udrydde det onde? Og hvem ville kunne erklære sig uenig heri?

Når alt kommer til alt, har den kristne forestilling om ondskab som et mere eller mindre reelt eksisterende fænomen måske i virkeligheden været den mest dehumaniserende faktor i menneskehedens historie.

Ville oldkirken ellers have sat missionen i gang, ville Karl den Store have kristnet de hedenske saksere mod deres vilje, ville man voldeligt have undertrykt albigensere og jøder, sendt Jeanne d'Arc, Jan Hus, Giordano Bruno og tusinder og atter tusinder af kættere og »hekse« i døden, ville Luther have prisgivet bønderne, ville man have censureret Kopernicus og Galilei, og ville man kunne have tilladt sig – som under de imperialistiske erobringskrige – at massakrere et utal af naturmenneskers religion og kultur, hvis ikke netop det havde været for forestillingen om, at man selv besad den eneste ene Sandhed?

Er Europas åndelige kultur virkelig så rig og overlegen, at den slet intet kan lære af andre kulturer?

Er der slet ikke plads til andre sandheder? Er mennesket virkelig ondt eller »syndigt« uden den kristne guds mellemkomst?

Skal en sandhed, som måske er absolut for én selv, også være det for alle andre – for at vi kan opretholde et tolerant, medmenneskeligt samfund? Skal alle kunne lide jordbær eller rødhårede, for at vi kan enes? Turde en sådan tankegang ikke om nogen være skyld i den megen intolerance og umenneskelighed, som har domineret vesteuropæisk kulturhistorie?

Jens-André P. Herbener (let redigeret januar 2010)