Bibelforfalskning!

Manipulation og forvanskning har kendetegnet bibeloversættelsestraditionen igennem hele kirkehistorien, og at den seneste fordanskning ikke er nogen undtagelse fra det generelle billede, dokumenterede vi i sidste nummer. Denne gang har vi fået adgang til Bibelselskabets arkivmateriale på det Kongelige Bibliotek, og resultatet er blevet en præcisering af forløbet såvel som en yderligere dokumentation af, hvorledes kristologisk dogmatik gang på gang har tilsidesat filologisk videnskabelighed …

Som vi gjorde opmærksom på i Faklen nr. 1, er en af de mindst belyste fortrædeligheder i kirkehistorien den systematiske forvrængning, som kirkelige oversættere og kommentatorer igennem små to årtusinder har foretaget af de gammeltestamentlige kildetekster for at få dem til at stemme overens med de nytestamentlige.

Med videnskabelige midler er enhver tilnærmelse de to kildesamlinger imellem da også afgjort et umuligt forehavende, hvilket man blot behøver betænke den uendelige afstand fra den generelle gammeltestamentlige poly- og henoteisme til den nytestamentlige monoteisme for at konstatere.

Alene problemet med at identificere israelitternes gud som én entydig figur vil man ikke kunne finde konsistent belæg for i det Gamle Testamente. Jahwe er ikke uden videre konsekvent identificerbar med Elohim, og ej heller med El, Eljon eller Shaddaj; religionsfænomenologiske forskelle og nuancer, som imidlertid gerne slettes eller udvandes i oversættelserne, henholdsvis under navnene Herren, Gud, Gud, den Højeste og den Almægtige.

Eksempelvis er El Eljon tydeligvis et tilnavn til Jahwe i 1.Mos. 14, hvorimod Jahwe ser ud til at være Eljons søn i 5.Mos. 32, og i 2.Mos. 6 siger Jahwe, at for »Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige (El Shaddaj), men under mit navn Jahwe gav jeg mig ikke til kende for dem,« hvilket rimeligvis antyder den gammeltestamentlige forfatters forsøg på dogmatisk at sammenføje to guddomme i én.

Dette gør det naturligvis vanskeligt at definere én israelitisk (hoved)gud, og når man så oven i købet tager i betragtning, at israelitterne i det Gamle Testamente igen og igen henfalder til dyrkelse af kanaanæernes og andre folkeslags guder, bliver den gammeltestamentlige religionsfænomenologiske horisont en ganske anden end den nytestamentlige.

Dogmatikkens sejr over videnskaben

Selv om vi ser bort fra disse meget intrikate poly- og henoteistiske forhold og i det mindste begrænser os til Jahwe, består under ingen omstændigheder et mindre uoverstigeligt modsætningsforhold denne på én gang krigs- og kulturguddom og den verdensforsagende akulturelle guddom fra det Nye Testamente imellem. Alligevel giver oversættelserne det formelle indtryk, at der overordnet set er tale om én og samme guddom i det Gamle og det Nye Testamente, der simpelt hen hedder »Gud«, men eksempelvis under tiden tituleres som »Herren« og »Faderen«.

Kristendommen har for så vidt altid været definitivt uadskillelig fra opfattelsen af det Gamle og det Nye Testamentes enhed, den tolkning, at det Gamle Testamente leverer baggrunden for og profetien om Kristi komme, hvis opfyldelse det Nye Testamente så præsenterer os for.

Sagligt religionsvidenskabeligt kan denne kobling dog ingenlunde opretholdes, den hører til religionens selviscenesættelse, som f.eks. når Jesus naturligt trækker på den jødiske religiøse horisont, som han givet så sig selv fuldende, og »dokumenterer« sin autoritet med henvisning til Moses: »Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet.« (Joh.5,46).

Kristne oversættere er så naturligvis forpligtet på, om ikke lige dette skriftsted, der indlysende nok er en anelse absurd, nu hvor teologerne for længst har opgivet den hypotese, at Moses skulle have »skrevet« så meget som en linie i det Gamle Testamente, så i hvert fald på, at deres kanon udgør to antologier, som traditionen med guddommelig hjemmel hævder abonnerer på én og samme guddom.

Da dette synspunkt imidlertid umuligt kan opretholdes ud fra hverken religionsvidenskabelig eller filologisk forskning, må det opretholdes dogmatisk, dvs. det er noget, man »tror« på, og som ikke står til videnskabelig debat. Tidligere var der heller intet til hinder for at hjælpe denne »tro« på vej ved autoriserede kommentarer, illustrationer og forfalskede oversættelser, som netop lod læseren forstå, at f.eks. Moses, salmerne og profeterne i det Gamle Testamente forudsagde den kristne messias i det Nye Testamente.

Ud fra en retrospektiv videnskabelig tankegang var der tale om et veritabelt bedrag, men intentionerne var naturligvis de bedste, Kristus var jo Sandheden, hvorfor vel så betvivle hans ord? Hvis Kristus hævdede, at Moses havde skrevet om ham, så havde Moses skrevet om ham, for hvordan i al verden skulle Guds søn – »vejen, sandheden og livet« – dog kunne tage fejl?!

Det Gamle og det Nye Testamente måtte udgøre en uadskillelig enhed, og Kristus spille en afgørende rolle i begge skrifter, og det skulle oversættelsen naturligvis helst afspejle så hyppigt som muligt. Læseren kunne med andre ord ikke selv konstatere overensstemmelser og uoverensstemmelser det Gamle og det Nye Testamente imellem ud fra en saglig og tekstnær oversættelse, for teksten var i Sandhedens interesse manipuleret, længe inden den gik i trykken.

Kristologi versus filologi

I vort århundrede er berøringsangsten med helligheden og ufejlbarligheden af den kristne frelser naturligvis forholdsvis opblødt; Buhls oversættelse af det Gamle Testamente fra 1910 og den autoriserede oversættelse fra 1931 viste de første afgørende tegn herpå.

Ikke alene er der ikke en eneste manipulerende fortale eller fortolkende regibemærkning; i en tilføjet ordforklaring i 1931-oversættelsen er der under omtalen af det Gamle Testamente heller intet gjort for at insistere på en religiøs sammenhæng til det Nye Testamente; integrerede tekstnoter gør desuden udtrykkeligt opmærksom på, at »Herren« er en gengivelse af Jahwe, »navnet på Israels Gud«, at »Gud« er en gengivelse af det hebraiske elohim, og at »Herre« er en gengivelse af det hebraiske adonaj.

Til gengæld er oversættelsen i vidt omfang foretaget ud fra den græske Septuaginta, som alle i dag anser for langt mindre videnskabeligt anvendelig end de hebraiske kilder, og endelig har man heller ikke sparet på de i tusindvis af teksthenvisninger testamenterne imellem, som stadig væk giver det klare indtryk, at der er tale om en kristen enhed.

Bibeloversætter og medlem af Bibelselskabets revisionskomité, Bodil Ejrnæs skriver herom: »Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (…) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med 'nytestamentlige briller', når de gammeltestamentlige tekster studeres.« (Det danske Bibelselskabs Årbog, 1986).

Kristologisk dogmatik havde stadig forrang for filologisk videnskab, ikke bare ved teksthenvisningerne, men også i oversættelsen, selv om de helt slemme fortaler og regibemærkninger, ikke mindst fra Luther-biblerne var udgået.

I 70erne påbegyndte Bibelselskabet så en ny oversættelse af det Gamle Testamente. Kravet om en »tekstkritisk og filologisk forsvarlig« oversættelse var fremtrædende, og man lagde nu Biblia Hebraica Stuttgartensia til grund for arbejdet.

Bibeltraditionen determinerer oversættelsen

I januar 1979 ansøgtes Kirkeministeriet om en godkendelse af fremgangsmåden, hvori »sproglig og videnskabelig standard« blev betonet – kirkelige dogmatiske hensyn var til gengæld fuldstændig udeladt.

Bodil Ejrnæs skriver i sin bog, Skriftsynet igennem den danske bibels historie: »I det hele taget synes det i denne skrivelse magtpåliggende at understrege arbejdets videnskabelighed. Således betones kraftigt medarbejdernes ekspertise og videnskabelige standard (…) Et vidnesbyrd om, hvor centralt begrebet 'videnskabelighed' står i denne skrivelse, er yderligere, at Bent Noack benævnes som 'videnskabelig konsulent', til trods for at hans funktion internt har været defineret som at tage vare på oversættelsens forhold til Det nye Testamente.« (s. 194).

Kirkeministeriet ville dog ikke love økonomisk støtte, hvorfor man i april 1981 ansøgte Kulturministeriet med ønsket om en »sagligt korrekt« oversættelse, der stadig væk ikke omtalte eventuelle dogmatiske kirkelige hensyn: »Når det Danske Bibelselskab har taget initiativet til at lade det Gamle Testamente nyoversætte, skyldes det, at den autoriserede oversættelse fra 1931 – som er den nugældende – både sagligt og sprogligt er forældet. Bibelen er en del af den danske kulturarv, derfor er kendskabet til Bibelen og dermed også til det Gamle Testamente en forudsætning for fuldt kendskab til den danske og europæiske kultur. Derfor betragter det Danske Bibelselskab det som noget særdeles væsentligt, at også det Gamle Testamente foreligger i en sagligt korrekt og samtidig sprogligt letfattelig oversættelse.«

I ansøgningen til Undervisningsministeriet havde man endvidere tilføjet om grunden til en ny, sagligt korrekt oversættelse: »… også af hensyn til undervisningen i skolerne«.

Det lykkedes imidlertid ikke at få økonomisk støtte. Intentionerne om en filologisk forsvarlig oversættelse, med henblik også på undervisning kunne åbenbart ikke overtale ministrene – riget fattedes som altid penge.

En ny anmodning til Kirkeministeriet havde så endelig held med sig; her hed det som noget nyt, at »enkeltpersoner og grupperinger inden for dansk kirkeliv« kunne komme med forslag til rettelser i oversættelsen på baggrund af foreløbige prøveoversættelser. Endvidere blev det understreget, at provst Svend Aage Nielsen, sognepræst Palle Dinesen og generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn havde »til opgave at gennemlæse oversættelsen især med henblik på dens anvendelse i gudstjenesten og i den private bibellæsning, men også med henblik på dens placering i dansk bibeltradition.«

For første gang stod det videnskabelige filologiske grundlag ikke alene bag oversættelsesarbejdet, nu var de dogmatiske kirkelige hensyn blevet tilføjet! Og så gav Kirkeministeriet tilsagn om økonomisk støtte.

I realiteten vejede de dogmatiske hensyn dog ofte tungere end de videnskabelige, længe inden disse officielt blev forelagt politikerne. Allerede i 1977, to år før den første anmodning til Kirkeministeriet om en oversættelse, der stilede mod »sproglig og videnskabelig standard«, havde Svend Aage Nielsen fastslået, at »det er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver« (vor kursiv). Og allerede på et oversætter-seminar i 1975 var de kirkelige hensyn fremtrædende ifølge Ove Kollerup, som i en universitetsopgave om bibeloversættelsen konstaterer: »At seminaret i det hele taget var meget opmærksomt herpå, fremgår alene ved det faktum, at ord som 'kirke' og 'kirkelig' ifølge mine optællinger optræder i positive vendinger ca. 30 gange i referatet!«  De første anmodninger til Kirke-, Kultur- og Undervisningsministerierne strejfede end ikke, at man i en videnskabelig oversættelse kunne tænkes at tage andet end videnskabelige hensyn, selv om det åbenbart havde været toneangivende i arbejdet allerede fra 1975. Ja, man havde endog i et udkast til en ansøgning til Kirkeministeriet indrømmet: »Det har fra projektets begyndelse været og er fortsat Bibelselskabets klare og principielle og i grundlovens § 4 begrundede holdning, at det påhviler staten at finansiere en ny autoriseret oversættelse til brug ved gudstjenesterne i den Danske Folkekirke«! (vor kursiv).

Dét blev fortiet i de første ansøgninger, og denne direkte formulering om, at de kirkelige intentioner var med helt fra »projektets begyndelse«, kom aldrig længere end til dette udkast.

Men da Kirkeministeriet havde lovet økonomisk støtte efter en ansøgning, der tog visse kirkelige forholdsregler, kunne man endelig spille med mere åbne kort. I 1985 skrev man således til Kirkeministeriet: »… det er af vital betydning for kirkens forkyndelse og undervisning, såvel som for skolens religionsundervisning, at Bibelen fremtræder i ny sprogdragt.«

Det var åbenbart af mindre »vital betydning« for forkyndelse såvel som undervisning, at Bibelen fremtræder i ny videnskabelig dragt.

1992-oversættelsens tilbageskridt

Da oversætterarbejdet er afsluttet, nedsætter Bibelselskabet i 1988 en revisionskomité, der ifølge dens kommissorium bl.a. får til opgave at »drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente.«

Nu skal oversættelsen altså revideres, hvor skriftsteder spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition.

Dogmatikken har hermed fået endegyldig forrang for videnskabeligheden. Revisionskomiteen og/eller koordineringsgruppen behandler ikke mindre end 300 citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og 5.700 allusioner i det Nye Testamente til det Gamle Testamente!

Resultatet er ikke overraskende blevet en mildest talt manipuleret oversættelse. På visse punkter er den et fremskridt i forhold til 1931-oversættelsen, men på flere er den afgjort et stort tilbageskridt (hvis man da overhovedet meningsfuldt kan bruge én dogmatisk oversættelse som videnskabelig referenceramme for en anden dogmatisk oversættelse).

I modsætning til både 1871- og 1931/48-oversættelsen, har man f.eks. ladet indholdsfortegnelsen til både det Gamle og det Nye Testamente stå sammesteds, lige efter den første titelside, ligesom man har ladet pagineringen fortsætte fra det Gamle til det Nye Testamente. Intet træk er for småt, når kirkens dogmatik skal underbygges – testamenterne må ikke fremstå som det, de er, to i tid, rum og religion adskilte tekstantologier.

Desuden er de tekstnoter, som i hhv. 1.Mosebog 2,4, 1.Mosebog 14,18 og 1.Mosebog 15,2 i 1931-oversættelsen gjorde opmærksom på, at »Herren« er en fordanskning af Jahwe, »Gud« af elohim, »Gud den Allerhøjeste« af El Eljon og »Herre« af Adonaj, strøget i 1992-oversættelsen.

Man har ikke (bortset fra i den sorte paperback-udgave) undladt den store mængde af henvisninger til det Nye Testamente, som utallige gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, og som formidler en kristologisk tolkning af de gammeltestamentlige tekster. Om denne praksis i 1931-oversættelsen skrev oversætter og medlem af revisionskomiteen Bodil Ejrnæs, som tidligere nævnt: »Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med 'nytestamentlige briller', når de gammeltestamentlige tekster studeres.«

At 1992-oversættelsen gør præcis det samme, finder hun ingen grund til at kritisere.

Endvidere er talrige skriftsteder manipuleret af hensyn til kristologisk dogmatik, hvorunder filologisk videnskabelighed er blevet tilsidesat; ikke sjældent har man endog valgt en ordlyd, der er mere dogmatisk, end det var tilfældet i 1931-oversættelsen. Dette eksemplificerede vi med udgangspunkt i tolv teologisk afgørende skriftsteder i Faklen nr. 1, men nu, hvor vi har fået adgang til det Kongelige Biblioteks arkivmateriale om oversættelsesforløbet, har vi hurtigt kunne finde langt flere eksempler på utvetydig manipulation – såvel som ukyndigt sjusk.

På denne baggrund turde det være indlysende, at den nye bibeloversættelse ikke er videnskabeligt filologisk acceptabel. En hvilken som helst anden oversættelse foretaget af en hvilken som helst anden kulturhistorisk skriftsamling, der var udarbejdet på denne måde, ville i bedste fald være at karakterisere som en manipulation, i værste en regulær forfalskning – og under alle omstændigheder som en akademisk skandale af de allerstørste.

I følgende artikler skal vi gå i detalje med en lang række facetter af hele sagen, først ved et interview med en af landets førende eksperter i hebraisk, dr. phil. Frede Løkkegaard, der var professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet 1950-1985, og som vi har talt med om oversættelsen fra 1992.

Dernæst gennemgår og imødegår vi den kritik [artiklen: »Bibelselskabets retræte«], som Bibelselskabet og diverse teologer har rejst mod artiklen i nr. 1 i tiden op til redaktionens slutning, hvor debatten stadig kørte, bl.a. i Information; siden dokumenterer vi en lang række nye eksempler, hvor man er fraveget den valgte kildetekst, Biblia Hebraica Stuttgartensia – enten af dogmatiske teologiske hensyn eller simpelt hen grundet manglende hebraiskkundskaber.

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen