Bibelforfalskning

Den danske bibeltradition hviler af naturlige årsager ikke så lidt på Luther. Reformatoren oversatte mere eller mindre egenhændigt hele Bibelen til tysk, og i modsætning til tidligere oversættelsestradition lagde han ikke den latinske, men den græske og hebraiske kildetekst til grund for sit arbejde. Bibelordet, ikke gejstligheden skulle være kristendommens autoritet for folket.

Luthers bibel udkom i 1522-34, og de nye vinde blæste snart til Danmark, og både Christian IIIs Bibel fra 1550, Frederik IIs fra 1589 og Christian IVs fra 1633 byggede på Luther – Lutherordet var med andre ord hævet over Bibelordet.

I 1607 oversatte Resen dog endelig Bibelen direkte fra grundsprogene, men de såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til lægfolket, blev helt indtil 1802 baseret på 1633-versionen.

Fik folket så adgang til Bibelordet, fik de selv lov til at fortolke teksten ud fra så redelige og tekstnære oversættelser som muligt? Nej.

Det altafgørende problem, som en kristen bibel altid må forholde sig til, og som kristendommen i almindelighed og bibeloversættelserne i særdeleshed er uløseligt forbundet med, gemmer sig nemlig bag den gamle opfattelse, at Bibelen overhovedet er én bog: Men er der belæg for kirkens kobling af de jødiske helligskrifter og de nytestamentlige kildetekster?

Det traditionelle kristne svar har naturligvis altid været et rungende og indiskutabelt JA. Ja, det Gamle og det Nye Testamente udgør en sammenvævet enhed; ja, det Gamle Testamente forudsiger Jesu Kristi komme, og det Nye Testamente opfylder den profeti. Bibelen skulle være en kristen enhed, og det Gamle Testamente blev følgelig både tolket og oversat kristologisk.

Konstant blev den læser, der troede sig sin egen bibelfortolker, derfor konfronteret med Luther og andre oversætteres autoriserede kommentarer og udlægninger, der utrætteligt gjorde opmærksom på, hvor Moses, profeterne og salmerne udtaler sig om Jesus – op til et helt årtusind før han blev født.

De gamle jøder var af en ganske anden mening, og religionsvidenskabeligt er det også ovenud vanskeligt ikke at hælde til jødernes standpunkt i dag – der er ikke ét sagligt spor af Jesus Kristus i det Gamle Testamente.

Noget sådant er naturligvis problematisk for kirken, hvorfor den helt op til vor egen tid heller ikke har villet erkende det. Bibelen har jo netop tjent det formål at underbygge kirkens fundamentale fortælling om den almægtige kristne Gud, som fra skabelsesøjeblik til dommedag lige netop har – og kun har – kristendommen i sinde. Og hertil behøves selvsagt det Gamle Testamente som kirkelig dokumentation, ikke mindst fordi Jesus ifølge det Nye Testamente hævder denne dokumentation: "Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet." (Joh.5,46).

Det er klart, at når holdbarheden heraf svækkes videnskabeligt, skrider grunden under kirken, hvorfor oversættere igennem århundreder har måttet opretholde illusionen om testamenternes intime sammenhæng. Et veritabelt kirkehistorisk bedrag, som alt for sjældent bemærkes.

I vort århundrede begyndte man endelig at nedtone den kristologiske forbindelse testamenterne imellem, og da en helt ny oversættelse af det Gamle Testamente kom på tale i 1970, var det officielt for at gøre op med dogmatikken til fordel for videnskabeligheden.

I Faklen nr. 1 har vi udførligt dokumenteret, at denne officielle politik, som man i 1979 anlagde over for Kirkeministeriet, der skulle godkende projektet, i talrige situationer reelt måtte vige af hensyn til kirkelig dogmatik. Den danske bibeloversættelse er således ofte baseret på, hvad der ifølge kirken bør stå i Bibelen, ikke hvad der rent faktisk står i den hebraiske kildetekst.

Symptomatisk herfor er f.eks. den måde, det allerede i 70erne afvistes at skrive "Jahwe" i stedet for det sædvanlige "Herren". Bibelselskabets Svend Aage Nielsen forklarer: "Det videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten. Derfor var oversættergruppen også mest stemt herfor. Bibelselskabets syn var, at vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition, fordi det er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver." (DBÅ 1977).

To år inden Bibelselskabets anmodning om Kirkeministeriets godkendelse i 1979, der taler om "sproglig og videnskabelig standard", har man altså allerede renonceret på "et videnskabeligt aktstykke" og ladet "kirkens meningsfyldte tradition" være retningsgivende.

Ifølge Ove Kollerup, der som ansat ved Bibelselskabet fik adgang til arkivmaterialet i 1994, var de kirkelige hensyn endog særdeles fremtrædende allerede på et forberedende seminar i 1975: "At seminaret i det hele taget var meget opmærksomme herpå, fremgår alene ved det faktum, at ord som 'kirke' og 'kirkelig' ifølge mine optællinger, optræder i positive vendinger ca. 30 gange i referatet!" (OK, s. 39).

Desværre findes ingen offentligt tilgængelig liste over alle de skriftsteder, som revisionskomiteen og/eller den gammeltestamentlige og nytestamentlige koordineringsgruppe alt i alt behandlede. Men Kollerup bemærker dog herom, "at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de ca. 300 citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og de ca. 5.700 allusioner i det Nye Testamente til det Gamle Testamente som ved 1992-Bibelen" (OK, s. 70) …!

Her er bare tre eksempler:

Salme 22;17:

Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): "Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka'ar] mine hænder og fødder." Imidlertid betyder ka'ar ikke at "gennembore", men efter al sandsynlighed at "binde", men så kan man jo ikke længere påstå, at salmen profeterer Jesu lidelser på korset, sådan som Bibelselskabet så gerne vil det.

Oversættelsen burde altså hedde: … de har bundet mine hænder og fødder.

Dette var da også teksten i prøveoversættelsen, men revisionskomiteen ændrede den til den nuværende ordlyd. Hvorfor? Hvilke filologiske overvejelser lå til grund herfor? Cappelørn svarer: "Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog som fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet" (vor kursiv; DBÅ 1990)!

Esajas' Bog 7,14:

DO92: "Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn [hara] og føde [jolædæt] en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel." Men "blive med barn" er et adjektiv på hebraisk (hara), og "føde" et aktivt participium (jolædæt), hvis grundbetydning for begge formers vedkommende er præsens eller for participiets vedkommende eventuelt kan være nær fremtid. Men så kolliderer oversættelsen med den traditionelle forståelse af dette sted, der ønsker at indlæse en profeti om Maria, der (i fremtiden – fra Esajas' perspektiv) skal føde Jesus; en kristologisk efterrationalisering, som der altså slet ikke er filologisk baggrund for i den hebraiske grundtekst.

Oversættelsen burde hedde: … Se, en ung kvinde er gravid, og hun er ved (el. skal til) at føde en søn, og hun skal kalde hans navn Immanuel.

Desuden er verset en meget udbredt og alment kendt formular, dokumenteret i bl.a. oldægyptiske og fønikiske kildetekster, formodentlig brugt i et hieros gamos-drama (ægteskabet gud og præstinde, gudinde og konge imellem). Derved er Bibelselskabets futurum ("… skal blive med barn") uden både filologisk og religionshistorisk belæg.

1. Mosebog 3,5:

DO92: "Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende [kelohim jode] godt og ondt." I og med, at participiet jode, der følger efter elohim står i pluralis, og i særdeleshed når man tager konteksten i betragtning, skal der ikke oversættes med "Gud", men med "guder" – ellers giver det efterfølgende vers 22 heller ikke megen mening: "Og Gud Jahwe sagde: Nu er mennesket blevet som en af os …"

Oversættelsen burde derfor snarere hedde: … så I kan blive som guder, der kender (el. og kende) godt og ondt.

Både Septuaginta og Vulgata har da også "guder" på dette sted, ganske som de nye oversættelser La Sainte Bible traduite en francais sous la direction de l'Ecole biblique de Jerusalem, 1956; The New English Bible, 1970; The New American Bible, 1970 samt en ny jødisk oversættelse: A New Translation of the Holy Scriptures According to the Masoretic Text, 1962.

Selv om vi her, grundet den begrænsede plads må nøjes med disse tre eksempler, forstår man måske så småt, hvad generalsekretær Cappelørn mente, da han i 1990 atter fastslog, at den nye oversættelse er og bliver en kirkebibel: "En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition. (…) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og Det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed." (DBÅ 1990).

Borte er fuldstændig emfasen på det oprindelige videnskabelige sigte, og borte er enhver mulighed for en tekstnær, uforudindtaget oversættelse. I stedet har vi fået en kirkebibel, der er oversat ud fra det perspektiv, at det Gamle og det Nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed.

At formålet har været at legitimere en kirkelig tradition teologisk, fordi den ikke længere kan legitimeres videnskabeligt, er vel dermed indlysende, eftersom det i modsat fald naturligvis havde været ganske overflødigt at forandre teksten. Og det er formodentlig også i sidste ende en væsentlig grund til, at man har gjort det – der er så frygtelig megen prestige, autoritet og magt, der hænger på en kristologisk Bibel. Bibelselskabets, teologernes – og folkekirkens.

Og over for så vægtige institutioner, hvad betyder da ordet?!

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen
Information, 15.10.1996