Bibelforfalskning?

Da Kirkeministeriet godkendte iværksættelsen af arbejdet med den nye bibeloversættelse, var det under indtryk af den videnskabelige standard, der ifølge de officielle skrivelser blev tilstræbt. Men »videnskabelighed« var næppe kendetegnende for Bibelselskabets fremgangsmåde, da en revisionskomité under generalsekretær Niels Jørgen Cappelørns ledelse forandrede Bibelens ordlyd for at dække over tekstens uoverensstemmelser med den kirkelige tradition ...

Bibelen er, som ordets etymologi afslører, i mange henseender bogen. Få bøger har spillet så afgørende en kultur- og verdenshistorisk rolle; ikke mindst, naturligvis, for os, der heri finder det jødisk-kristne grundlag, som vor egen kultur den dag i dag bygger på.

Nok er det et grundlag, som vi i vid udstrækning har gjort op med og forladt, i og med, at hverken de ti bud eller bjergprædikenen længere kan siges at være særlig afgørende for det moderne menneskes adfærd. Men Bibelens begrebsramme er stadig med os, dels bevidst, dels ubevidst, og det ikke blot i kunst og litteratur, men vel også sine steder i lovgivning, konvention og moral.

Samtidig må den naturligvis også på en række universitetsstudier regnes som en af de helt uomgængelige grundbøger; hvad enten man læser teologi, religion eller historie, ja, eller f.eks. filosofi, filologi eller litteratur, er bibelstudier ofte aldeles uundgåelige. Endvidere huser vort land jo som bekendt også en trosretning, der regner Bibelen blandt sine vigtigste grundtekster, nemlig den, der kommer til udtryk i folkekirken.

Uanset vort forhold til dens indhold: Bibelen kan vi ikke slippe uden om at læse. Spørgsmålet er så, hvad det egentlig er, vi læser, når vi går i gang med den bog, som hos de danske boghandlere går under titlen Bibelen? Er det en præcis oversættelse af kildeteksterne, baseret på saglige, videnskabelige og uforudindtagede kriterier, som man vel må forvente, ikke mindst af netop den bog?

En afdækning af, hvordan den danske »Bibel« er blevet til, samt en analyse af afgørende skriftsteders behandling, levner desværre ingen tvivl om, at dette ikke er tilfældet. I stedet har Bibelselskabet produceret en bog, der grænser til regulær manipulation, hvis bevidste, men i offentligheden ukendte formål i talrige tilfælde har været at tækkes kirkelig sædvane fremfor kildetekstens ordlyd!

Historien om, hvorfor og hvordan noget sådant kan foregå, begynder for så vidt for mere end to tusind år siden ...

Slagsmålet mellem græsk og hebraisk

De første kristne menigheder så sig som jødernes arvtagere, Guds nye udvalgte folk, og de overtog derfor uden videre jødernes kanoniske helligskrifter, de bøger, der er blevet til det Gamle Testamente.

Det blev imidlertid hverken jødernes hebraiske tekster eller deres mundtlige aramæiske overleveringer, som blev afgørende for udformningen af det Gamle Testamente i de første kristne bibler, men derimod græske oversættelser.

De skiftende stormagter i nærorienten, fra assyrerne og babylonierne til perserne, grækerne og romerne havde allerede igennem syv århundreder kostet så meget omkring med israelitterne, at større befolkningsgrupper, dels frivilligt, dels ufrivilligt var spredt langt ud over Palæstinas grænser – den såkaldte diaspora. Faktisk var det kun de færreste jøder, der fortsat var bosat i Palæstina, og behovet for en oversættelse af skrifterne til brug i jødiske samfund, hvor hverken hebraisk eller aramæisk var særlig præsent, må tidligt have været påtrængende.

Ifølge legenden, der er berettet i Aristeasbrevet, oversattes så i det 3. årh. f.v.t. hele Moseloven til græsk, der ikke mindst i kølvandet på Alexander den Store var blevet datidens internationale korrespondencesprog. Det tog 72 dage for 72 lærde jøder, og alle 72 oversættelser var ned til mindste detalje nøjagtig ens. Det næste århundrede fulgte så oversættelser af de øvrige skrifter, og omkring 130 f.v.t. forelå dermed hele det Gamle Testamente i græsk oversættelse, og med ovennævnte legende in mente siden kendt som Septuaginta (latin: halvfjerds; mere mundret end 72, septuaginta et duo).

Jesus foretog næppe større udenlandsrejser, og man må formode, at han selv og hans disciple primært talte aramæisk. Men takket være Paulus' missionsrejser skød kristne menigheder hurtigt frem omkring store dele af Middelhavsområdet, og som det havde været naturligt for denne hellenistiske ex-jøde, tog også disse, overvejende græsksprogede menigheder Septuaginta til sig som et kristent helligskrift.

Jøderne selv lagde til gengæld efterhånden afstand til Septuaginta, som ikke få steder afviger afgørende fra flertallet af de hebraiske tekster, og for at forhindre det fortsatte kristne »misbrug« af det, som de anså for en rent jødisk skriftsamling, iværksatte de nye, tekstnære oversættelser fra hebraisk til græsk.

Blandt de kristne verserede i mellemtiden en række forskellige latinske oversættelser af Septuaginta, men da kirkefaderen Hieronymus i årene 384-405 skabte sin berømte oversættelse, siden kaldet Vulgata (latin: den udbredte), gik også han efterhånden over til at anvende hebraiske tekster som kildegrundlag for oversættelsen af det Gamle Testamente.

Den dag i dag diskuteres det dog stadig væk, hvilke gammeltestamentlige tekster, der er »mest oprindelige«, de græske eller de hebraiske. Det ældste hebraiske manuskript til hele det Gamle Testamente, det såkaldte Leningrad-manuskript er f.eks. relativt »nyt«, nemlig fra 1008 e.v.t., mens de ældste græske håndskrifter går tilbage til 4.-5. årh. e.v.t.

Spørgsmålet er så, om man skal basere oversættelser af det Gamle Testamente på de græske tekster, der strengt taget er sekundærkilder, men ikke desto mindre er ældst og derfor måske alligevel tættest på »originalen«, eller om valget skal falde på de hebraiske, der formelt set er primærkilder, men trods alt også er afskrifter af afskrifter af afskrifter – med mere end et helt årtusinds rige mulighed for afskriver-fejl på bagen.

Den autoriserede danske oversættelse af det Gamle Testamente fra 1931 valgte af den grund oftest at gå ud fra Septuaginta fremfor det hebraiske Leningrad-manuskript, mens den nye bibeloversættelse fra 1992 derimod valgte det modsatte – og det med god grund.

Udgravninger og skriftfund ved Ras Shamra fra 1929 har f.eks. bidraget til en bedre forståelse af den kanaanæiske kontekst, som konstant er vævet ind i de gammeltestamentlige skrifter, og siden har fundet af Dødehavsrullerne ved Qumran i 1947 ligefrem afsløret fragmenter såvel som hele bøger fra den gammeltestamentlige kanon, der er mere end tusind år ældre end Leningrad-manuskriptet, og som overbevisende ratificerer dettes pålidelighed. Selv tusind års afskrifter af afskrifter medfører altså ingenlunde med nødvendighed graverende afskriverfejl.

Langt de fleste slutter således i dag, at Leningrad-manuskriptet må få indiskutabel forrang som grundtekst.

Modsætningsparret Jahwe og Jesus

Hermed har vi i det mindste konstateret, at en oversættelse af kildetekster også er et spørgsmål om et valg og fravalg af kildetekster. En oplagt og redelig løsning ville det naturligvis være at udgive særskilte oversættelser af Septuaginta og Leningrad-manuskriptet, men som vi skal se, er det historisk set ikke just redelighed, der præger bibeloversættelserne.

En ting er nemlig at vurdere og prioritere et omfattende og varierende kildemateriale, men når dét er gjort, står selvfølgelig selve oversættelsen og alle de dertil hørende traditionelle vanskeligheder tilbage. Og alt, hvad vi så kan kræve af de danske oversættere, er, at de med den største ekspertise og mest uforudindtagede soberhed anstrenger sig til deres yderste for at levere en så tekstnær oversættelse som overhovedet muligt – inden for rammerne af det danske sprogs begrænsninger, naturligvis.

Det kan lyde selvindlysende. Men når vi undersøger, hvordan den slags rent faktisk er foregået, må vi konstatere, at det er det ikke!

Den danske bibeltradition hviler af naturlige årsager ikke så lidt på Luther. Reformatoren tilsluttede sig humanisternes ad fontes, til kilderne, lægmand skulle have adgang til helligskriftet, så han selv kunne udlægge dem uden indblanding fra det korrumperede (katolske) gejstlige magtapparats hidtidige patent på fortolkningen.

Luther oversatte således mere eller mindre egenhændigt hele Bibelen til tysk, og i modsætning til tidligere oversættelser lagde han ikke den latinske, men den græske og hebraiske kildetekst til grund for sit arbejde. Bibelordet, ikke gejstligheden skulle nu være kristendommens autoritet, sola scriptura (skriften alene) skulle råde, og enhver – quisque – skulle kunne danne sig sin egen dom. Men heller ikke Luther mente, at lægmand var i stand til at læse Bibelen forudsætningsløst, hvorfor den trods alt måtte forsynes med vejledende fortaler og kommentarer ...

Luthers Nye Testamente udkom i 1522, det Gamle Testamente i 1534, og de nye vinde blæste snart til Danmark, hvor både Christian IIIs Bibel fra 1550, Frederik IIs fra 1589 og Christian IVs fra 1633 byggede på Luther – i Danmark havde Lutherordet tilsyneladende forrang for kilderne.

I 1607 havde Resen dog endelig oversat Bibelen fra grundsprogene i stedet for fra tysk, men selv om biskop Svane reviderede den i 1647, blev de såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til lægfolket, til stadighed baseret på 1633-versionen og udkom helt indtil 1802.

I 1814 stiftedes så det Danske Bibelselskab, der reviderede og autoriserede det Nye og det Gamle Testamente i den Resen-Svaningske udgave i henholdsvis 1819 og 1871.

Fik folket så adgang til Bibelordet, fik de selv lov til at fortolke teksten ud fra så redelige og tekstnære oversættelser som muligt? Nej.

Og dermed er vi nået frem til det virkelige hovedproblem, som en kristen bibel pr. definition må forholde sig til, og som kristendommen i almindelighed og bibeloversættelserne i særdeleshed er uløseligt forbundet med: Er der overhovedet belæg for kirkens kobling af de jødiske helligskrifter og de kristne nytestamentlige kildetekster?

Det traditionelle kristne svar har naturligvis altid været et rungende og indiskutabelt ja. Ja, det Gamle og det Nye Testamente udgør en sammenvævet enhed; ja, det Gamle Testamente handler om Gud, og det Nye Testamente om Guds søn; ja, det Gamle Testamente forudsiger Jesu Kristi komme, og det Nye Testamente opfylder den profeti; der skulle med andre ord ikke være nogen afgørende modsætning de to testamenter imellem. Bibelen er en kristen enhed, og det Gamle Testamente bliver følgelig både tolket og oversat kristologisk.

De gamle jøder var, som vi allerede har set, af en ganske anden mening, og i dag er det ovenud vanskeligt ikke at hælde til jødernes standpunkt – der er ikke ét sagligt spor af Jesus Kristus i det Gamle Testamente, og der er så godt som intet konsistent fællestræk den gammeltestamentlige Jahwe og den nytestamentlige Gud Fader – og hans Søn – imellem.

Luthers Bibel-manipulation danner skole

Nogle af de værste eksempler på fordrejende og manipulerende omgang med kildeteksterne finder vi givetvis hos Luther og dermed naturligvis også i alle de danske bibler, der bygger på hans oversættelse.

Ikke blot er oversættelserne højst kritisable (Luthers hebraisk var mildest talt ikke forbilledligt), men bibeludgavernes fortaler, illustrationer, henvisninger, overskrifter, summarier og bemærkninger presser eksplicit den forståelse ned over de gammeltestamentlige tekster, at de ofte simpelt hen handler om Kristus.

Konstant bliver den læser, der tror sig sin egen bibelfortolker, konfronteret med Luther og andre oversætteres autoriserede kommentarer og udlægninger, der utrætteligt gør opmærksom på, hvor Moses, profeterne og salmerne udtaler sig om Jesus – et halvt til et helt årtusind før han overhovedet blev født.

De på Resen og Svane baserede bibeludgaver overtager på trods af en mere pålidelig omgang med kildeteksterne uden videre denne tradition, der først i 1871-versionen viser tegn på en begyndende tilbageholdenhed.

I bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie (DBH) konkluderer Bodil Ejrnæs om det kristologiske aspekt, som det kommer til udtryk gennem de autoriserede oversættelsers ordlyd såvel som i bibelfortalerne, -noterne og -kommentarerne: »... både i de danske Lutherbibler og i den resen-svaningske tradition afspejles det syn, at Det gamle og Det nye Testamente udgør en enhed, hvis centrum er Kristus. Det kommer eksplicit til udtryk i Lutherbiblernes og den resen-svaningske bibels fortaler, og hvordan de enkelte gammeltestamentlige tekster indeholder Kristusvidnesbyrd, anskueliggøres gennem summarier, noter og skrifthenvisninger.« (s. 211).

Det er altså ikke slagordet ad fontes, som hævdet af Luther, der har spillet den fremtrædende rolle for oversættelserne, men derimod en fra teologisk og statslig side klar manipulation. Målet helliger midlet, og det Gamle Testamente skal for enhver pris legitimere kirkelig dogmatik, om så midlerne er fordrejede og manipulerede oversættelser såvel som groft postulerende kommentarer og noter.

Formålet er selvfølgelig at underbygge kirkens fundamentale mirakelfortælling om den enerådende, almægtige kristne Gud, som fra skabelsesøjeblik til dommedag lige netop har – og kun har – kristendommen i sinde. Og hertil behøves selvsagt det Gamle Testamente som kirkelig dokumentation, ikke mindst fordi det Nye Testamente i så vid udstrækning hævder denne dokumentation.

For tænk, om det tværtimod stod alle lysende klart, at den kristologiske udlægning og oversættelse af de gammeltestamentlige skrifter var uden noget substantielt hold i teksten? Chancerne for, at mange måtte revidere deres opfattelse af det Nye Testamente, af Kristus og Paulus, af kirkefædrene og kristendommen, ja, af kirken som sådan, er vel næppe ubetydelige.

Men én ting er, at de teologiske og religiøse implikationer af dette kirkehistoriske bedrag (som selv ikke historiebøgerne synes videre bekendt med!) er betragtelige, en anden, at folk lige præcis ikke har mulighed for at danne sig dét selvstændige indtryk af Bibelens ordlyd, som reformatorer med slet skjult dobbeltmoral slog til lyd for, fordi autoriserede kristne oversættere og kommentatorer, længe inden teksten overhovedet ser tryksværte, danner det for dem!

Tilløb til redelighed i 1931

Først i det tyvende århundrede tager bibeloversætterne tilløb til en større videnskabelighed og lægger en vis afstand til traditionens ensrettede kirkebibler. Den autoriserede oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1931 fraviger fuldstændig tidligere oversættelsers manipulerende fortaler, titler og regibemærkninger, men til gengæld baserer den sig som nævnt fortrinsvis på Septuaginta og lider dermed af en implicit og uholdbar kritik af de hebraiske kilder, som efter opdagelsen af Dødehavsrullerne vægtes langt højere end de græske.

Men bortset fra et betragteligt forbehold over for selve oversættelsen er der dog alligevel en smule grund til at glædes over et par nye, ikke uvæsentlige detaljer – også i de senere udgaver, der indeholder både det Gamle og det Nye Testamente i autoriserede oversættelser fra henholdsvis 1931 og 1948.

Typografisk får man her det klare indtryk, at der er tale om to forskellige antologier. Ligesom i 1871-oversættelsen omhandler den første indholdsfortegnelse således kun det Gamle Testamente, og hvor det Nye Testamente begynder, starter også pagineringen forfra. Men nu er der desuden føjet adskilte ordforklaringer til hvert testamente, i kraft af hvilke den forudindtagede kirkelige kobling de to antologier imellem formindskes. Vi har med to forskellige kilder at gøre, og det er op til læseren at vurdere deres sammenhæng eller modsætning ud fra teksterne alene.

Bodil Ejrnæs bemærker: »... Det gamle Testamentes status som kirkens bog er aldeles uden for synsfeltet. Mens læseren af tidligere danske bibeludgaver på den ene eller anden måde har fået Det gamle Testamentes sammenhæng med Det nye anskueliggjort, så får læseren af 1931-oversættelsen – ikke mindst gennem ordforklaringen, men også gennem noter og kapiteloverskrifter – så at sige anvist at behandle det på dets egne præmisser.« (DBH, s. 162).

I ordforklaringen findes tillige en artikel om det Gamle Testamente, der ikke med ét ord hævder nogen sammenhæng testamenterne imellem, men blot gør rede for visse problematikker i forbindelse med valget af kildetekster.

Endvidere gør 1931-oversættelsen implicit opmærksom på, at både det danske »Herren« og »Gud« sine steder dækker over en specifikation, der ikke er entydigt forenelig med den nytestamentlige brug af disse ord. Det sker i 1. Mosebog 2,4, 14,18 og 15,2, derved at læseren erindres om, at »Herren« er en gengivelse af Jahwe, »navnet på Israels Gud«, at »Gud« er en gengivelse af det hebraiske elohim, og at »Herre« er en gengivelse af det hebraiske adonaj.

Hvor uanselige disse forhold kan synes, må det dog kraftigt understreges, at de ikke desto mindre repræsenterer et drastisk skridt væk fra tidligere oversættelsers fordrejende dogmatik; skønt den generelle oversættelse stadig lider af bastante kirkelige hensyn.

Alligevel sætter den kristologiske tolkning dog også på anden vis sit eksplicitte præg, understreger Bodil Ejrnæs: »Igennem den store mængde af henvisninger til Det nye Testamente, som en lang række gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, formidles den kristologiske tolkning af de gammeltestamentlige tekster. 1931-oversættelsen viderefører altså det syn på teksterne, som igennem hele den danske bibels historie har været formidlet, men tidligere helt entydigt, at de er forjættelser om Kristus og indeholder forudsigelser om Jesu liv og virke helt ned i detaljerne. (...) Men med den – man kunne ligefrem kalde det – ophobning af henvisninger til Det nye Testamente, som mange af de gammeltestamentlige tekster er ledsaget af, sker der det, at læseren så at sige bliver udstyret med 'nytestamentlige briller', når de gammeltestamentlige tekster studeres.« (Det danske Bibelselskabs Årbog (DBÅ) 1986).

Men 1931-versionen viste dog i det mindste forsigtige tegn på, at den så småt var ved at træde ud af middelalderen. For første gang i dansk bibelhistorie er f.eks. hverken Kristus, treenigheden eller den kristne menighed nævnt i det Gamle Testamente, og dét måtte naturligvis give visse forhåbninger om, at en oversættelse, der udelukkende forholder sig til, hvad der står i de valgte kildetekster, måske kunne være det næste skridt ...

Det blev det ikke.

Atter tilbage til dogmatikken

I 1970 begyndte man igen at snakke om en ny oversættelse af det Gamle Testamente. 1931-oversættelsen var forældet, dels på grund af en række nye filologiske og tekstkritiske indsigter som bl.a. vanskeliggjorde anvendelsen af Septuaginta som grundtekst, dels fandt man datidens danske sprog, om ikke ulæseligt så i hvert fald aldeles utidssvarende for en moderne læser.

På Bibelselskabets repræsentantskabsmøde holdt professor Eduard Nielsen et foredrag, der plæderer for en ny oversættelse, af hvilken man i mere eller mindre udtalt modsætning til tidligere oversættelser bl.a. må kunne kræve, at den er »tekstkritisk og filologisk forsvarlig«, og at de »sidste generationers anerkendte resultater inden for bibelforskningen kommer oversættelsen til gode.« (DBÅ 1975).

Efter en prøveoversættelse af udvalgte skriftsteder foretaget af teologer fra København og Århus, støttede man Eduard Nielsens opfordring til en ny oversættelse. I april 1975 mødtes folk fra Bibelselskabet derfor bl.a. med potentielle oversættere til et seminar på Rungstedgård, og arbejdet med en prøveoversættelse af det Gamle Testamente blev iværksat.

Oversættelsen blev delt mellem folk fra de teologiske fakulteter i København og Århus, henholdsvis under ledelse af professor Svend Holm-Nielsen og lektor Hans Gottlieb. Konsulenter fra Dansk Sprognævn blev sammen med Ebbe Kløvedal Reich hyret for at tilstræbe en så tidssvarende dansk stil som muligt. Endvidere nedsattes en redaktion, der i starten udelukkende bestod af de to formænd, Svend Holm-Nielsen og Hans Gottlieb, men senere forøgedes med Knud Jeppesen og Bodil Ejrnæs.

Alle oversættelser blev desuden gennemset af Bibelselskabets repræsentanter, generalsekretær Niels Jørgen Cappelørn (1980-1993), provst Svend Aage Nielsen og pastor Palle Dinesen.

Som grundtekst anvendes nu ikke længere den græske Septuaginta, men Biblia Hebraica Stuttgartensia, der er baseret på det tidligere omtalte hebraiske Leningrad-manuskript.

Den 11. januar 1979 sender Bibelselskabet så en skrivelse til Kirkeministeriet og anmoder om godkendelse af fremgangsmåden og sigtet med oversættelsen. Heri hedder det bl.a.: »Bibelselskabet stiler imod en ny oversættelse af en sådan sproglig og videnskabelig standard, at den til sin tid vil kunne opnå autorisation.« (DBH, s. 187f). Kirkeministeriet forbeholder sig dog sit tilsagn, indtil hele oversættelsen »har været underkastet en sagkyndig bedømmelse.« (DBH, s. 188).

Egentlige skriftlige retningslinier for arbejdet var der ikke tale om før efter oversættelsen, nemlig så sent som i 1988, hvor den såkaldte revisionskomité, som vi siden skal vende tilbage til, formulerer sådanne – men da er der imidlertid kommet andet og mere end sproglige og videnskabelige hensyn på banen.

Bodil Ejrnæs, selv medlem af revisionskomiteen skriver bl.a. herom: »... der tales om tre faser for det forestående arbejde, en videnskabelig nyoversættelse, en kirkelig bearbejdning og et afsluttende gennemsyn. Hermed er der altså i spørgsmålet om oversættelse af Det gamle Testamente indført en sondring mellem 'videnskabelighed' og 'kirkelighed' som to begreber, der står i en vis spænding til hinanden: den videnskabeligt forsvarlige oversættelse er ikke uden videre kirkeligt forsvarlig.« (vor kursiv; DBH, s. 191).

Hermed har arbejdet med oversættelsen taget et afgørende skridt tilbage. Det er ikke længere kun et videnskabeligt spørgsmål om, hvad der står i kildeteksterne, men derimod også et dogmatisk spørgsmål om, hvad der ifølge kirken bør stå!

Kirken versus videnskaben

Hvad der imidlertid ikke fremgår så tydeligt af Bodil Ejrnæs' forsigtigt afslørende fremstilling af arbejdet med oversættelsen, er, at det ikke først var så sent som i 1988, men reelt allerede fra projektets start, at kirkeligheden fik forrang for videnskabeligheden. Således f.eks. i forbindelse med den klassiske problemstilling om, hvorvidt man endelig kunne skrive Jahwe i stedet for det sædvanlige »Herren« i den danske oversættelse.

Man gjorde det faktisk i prøveoversættelsen af Samuelsbøgerne & Kongebøgerne i 1986, men det røg hurtigt ud igen. Allerede i 70erne var Bibelselskabet da også negativt stemt, og ideen afvistes – af rent kirkelige hensyn.

Bibelselskabets Svend Aage Nielsen skriver således: »Det videnskabelige syn må selvfølgelig være, at Jahvenavnet må med i oversættelsen, fordi det faktisk står som navn i teksten. Derfor var oversættergruppen også mest stemt herfor. Bibelselskabets syn var, at vi måtte følge kirkens meningsfyldte tradition, fordi det er et stykke af kirkens bog og ikke et videnskabeligt aktstykke, vi udgiver. Oversættergrupperne forstod dette argument og gik ind under det uden protest.« (DBÅ 1977).

Flere år inden Bibelselskabets anmodning om Kirkeministeriets godkendelse i 1979, som ikke ét sted nævner kirkelige hensyn, men kun taler om »sproglig og videnskabelig standard«, har man altså allerede ladet »kirkens meningsfyldte tradition« være retningsgivende! Det er »kirkens bog«, der skal udgives. Alligevel skriver samme Svend Aage Nielsen fem år efter, man har lagt sig fast på en oversættelse determineret af kirkelige hensyn: »Det er Bibelselskabets hovedopgave at slippe Bibelen løs. Bibelen som den virkelig er.« (vor kursiv; DBÅ 1982).

Teologer er sandelig sandhedskærlige mennesker.

Ikke blot droppede man således Jahwe, man fjernede tilmed den tekst-note, som dog i 1931-oversættelsen udtrykkeligt specificerer, at Jahwe er, hvad der egentlig står.

Ifølge Ove Kollerup, der som ansat ved Bibelselskabet fik adgang til alt arkivmaterialet i forbindelse med en universitets-afhandling i 1994, var de kirkelige hensyn endog særdeles fremtrædende allerede på Rungstedgård i april 1975: »At seminaret i det hele taget var meget opmærksomme herpå, fremgår alene ved det faktum, at ord som 'kirke' og 'kirkelig' ifølge mine optællinger, optræder i positive vendinger ca. 30 gange i referatet!« (OK, s. 39).

Siden konfirmerer også Bibelselskabets Palle Dinesen den linie, at kirketraditionen er vigtigere end kildeteksten: »... Bibelen rummer et budskab, der er rettet til mennesker, som lever i dag. De enkelte beretninger indgår i et større hele og er fortalt for at tolke menneskers virkelighed. Derfor må der hele tiden oversættes ind i fremmedes sprog, og bibelske forestillinger må føjes ind i nye forestillingskredse. Det må ske, ellers lukkes det bibelske budskab inde i sin hebraiske og græske sprogdragt og i en semitisk forestilllingsverden.« (DBÅ 1980).

Bibelen skal altså ikke tale for sig selv, det er allerede under oversættelsesprocessen besluttet, at denne bog, i hvilken flere tekster er skrevet for op til to et halvt årtusind siden, og enkelte endog givetvis baserer sig på traditioner, der er tre-fire årtusinder gamle, rummer et budskab til vor tid!

Men gør den det? Ja, vil kirken naturligvis svare, men hvis det er tilfældet, så må det jo også være indlysende i en så tekstnær oversættelse som overhovedet muligt, og hvorfor så ændre den? Hvorfor ikke lade læseren selv føje den ind i »nye forestillingskredse«?

Teksten må ikke lukkes inde i en »semitisk forestillingsverden«, bedyrer Dinesen, men hvad om den faktisk kun kan læses og forstås i netop denne, dens egen forestillingsverden?

Tænk, om en oversætter af f.eks. Homer arbejdede ligesom Palle Dinesen?! Kan vi da ikke læse Homer i Homers egen forestillingskreds – og den har dog også tre årtusinder på bagen? Kan vi ikke selv få lov til at aktualisere fortællingerne, som teksterne nu måtte tale til os hver især? Skal Palle Dinesen virkelig gøre det for os? Skal Bibelselskabet?

I så fald er vi hastigt på vej tilbage til Lutherbiblerne – og det er der vel ingen, som i fuldt alvor ønsker?

Og dog. Så sent som i 1983 kan professor E. Thestrup Pedersen om Luthers oversættelse skrive i Bibelselskabets årbog: »Hvad han muligvis savnede i grammatisk lærdom, opvejedes rigeligt af hans intuitive forståelse af Skriftens egentlige mening.« (DBÅ 1983).

Jo tak, lad os få noget mere intuitiv forståelse, så er vi fri for at læse, hvad der egentlig står i teksten ...

Bibelselskabets dobbeltspil?

Bibelselskabet drejer efterhånden umærkeligt oversættelsen væk fra dens oprindelige intention i retning af endnu en kirkebibel. Men i anmodningen til Kirkeministeriet i 1979 indgik hverken ordene »kirkelig«, »kirkebibel« eller »bibeltradition« – som nævnt var overhovedet grunden til at iværksætte en ny oversættelse, at 1931-oversættelsen erfaredes som sprogligt og videnskabeligt uforsvarlig.

Bodil Ejrnæs rekapitulerer den oprindelige intention, som den udtryktes over for Kirkeministeriet: »I det hele taget synes det i denne skrivelse magtpåliggende at understrege arbejdets videnskabelighed. Således betones kraftigt medarbejdernes ekspertise og videnskabelige standard (...) Et vidnesbyrd om, hvor centralt begrebet 'videnskabelighed' står i denne skrivelse, er yderligere, at Bent Noack benævnes som 'videnskabelig konsulent', til trods for at hans funktion internt har været defineret som at tage vare på oversættelsens forhold til Det nye Testamente« (DBH, s. 194).

Måske spillede Bibelselskabet ikke med åbne kort – indadtil fik de kirkelige hensyn en stadig mere afgørende plads, og de videnskabelige tilsvarende en stadig mindre. Og den videnskabelige overflade, som Kirkeministeriet var blevet præsenteret for, var naturligvis sjældent forenelig med det kirkelige bibelsyn, som trængte sig mere og mere på: »En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte 'kommisorium', lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige tolkning« (DBH, s. 197).

I starten af 80erne besluttede Bibelselskabet så tillige at søsætte en ny oversættelse af det Nye Testamente. Også her er det den sproglige og videnskabelige standard, der er altafgørende, når Bibelselskabet forelægger Kirkeministeriet projektet. Der tilstræbes »en sådan sproglig, litterær og videnskabelig standard, at oversættelsen til sin tid kan opnå autorisation.« Nu bemærkes imidlertid tillige om oversætterne, at de ikke alene skal repræsentere teologisk og sproglig ekspertise, men også »kirkelig bredde«, samt at »den græske tekst skal reproduceres til nutidig dansk, idet der til stadighed tages hensyn til traditionen.« (OK, s. 48).

På trods af så forsigtige vendinger, der primært går på videnskabeligheden, får de kirkelige hensyn alligevel en langt mere afgørende plads, end det umiddelbart kan læses af skrivelsen til Kirkeministeriet, understreger Ejrnæs: »Ganske vist indgår vendingen 'videnskabelig standard' i den anmodning om projektets godkendelse, der blev sendt til Kirkeministeriet, men i den nytestamentlige oversættelses tilblivelseshistorie har begreberne 'kirkelighed' og 'tradition' en langt mere fremtrædende plads.« (DBH, s. 203).

I 1986 skriver Bibelselskabets generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn da også uden omsvøb: »... der skal ikke herske tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en kirkebibel.« (DBÅ 1986). Oversætteren Mogens Müller definerer endvidere opgaven således: »Det er at skabe en oversættelse, der ligger i forlængelse af den oversættelsestradition, der er den danske. Oversættelsen sigter i første række mod at blive en kirkebibel.« (DBÅ 1987).

Men hvis der ikke skal herske tvivl om det, hvorfor i alverden var det videnskabelige sigte med oversættelsen så fuldstændig enerådende i anmodningen til Kirkeministeriet fra 1979?

Et svar kunne måske være, at Cappelørn først blev generalsekretær i 1980.

I en skrivelse til Kirkeministeriet fra 1982 løfter Cappelørn således sløret for de nye officielle takter; Ove Kollerup skriver: »Han engagerede sig snart i arbejdet ved, udover sin mødevirksomhed med oversætterne, at nærlæse prøveoversættelserne 'med henblik på anvendelsen i gudstjenesten ...' [citat fra Bibelselskabets skrivelse til Kirkeministeriet, d. 27.4.82].« (OK, s. 44f).

Men hvorfor er det kirkelige sigte da så tilbagestående, grænsende til det fraværende også i anmodningen fra 1985?

Nye Testamenter?

I kølvandet på oversættelsen af det Nye Testamente opstår flere og flere problemer med de nytestamentlige henvisninger til det Gamle Testamente. Der er simpelt hen ikke belæg for dem i de hebraiske kildetekster, eftersom de refererer til de græske.

Atter må kildetekstens ordlyd vige for kirkens sædvane; hvor et nytestamentligt skriftsted således refererer særlig fejlagtigt eller unøjagtigt til et gammeltestamentligt, forandres ofte den gammeltestamentlige ordlyd. Læseren af den danske version bliver derved afskåret fra selv at konstatere uoverensstemmelsen.

Efter det egentlige oversætterarbejde er overstået, nedsætter Bibelselskabet i 1988 nemlig en revisionskomité, der ifølge dens kommisorium bl.a. får til opgave at »drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente.« (DBÅ 1988).

Vi er altså nu nået til en fase, hvor oversættelsen skal revideres – og det ikke ud fra videnskabelige kriterier. Revisionskomiteen med det tunge og tvivlsomme hverv består af følgende medlemmer: Svend Holm-Nielsen, Knud Jeppesen, Bodil Ejrnæs, Bertil Wiberg, Bent Noack, Niels Hyldahl, Søren Giversen, Oluf Paaske, Carsten Vang, Kai Kjær-Hansen, Ruth Skovsborg, Morten Øllgaard, Georg S. Geil, Kirsten Nielsen, Ib Andersen, Per Nørgaard og Niels Jørgen Cappelørn.

Der afholdes fjorten møder på tre år, hvor der ifølge Bodil Ejrnæs tages ca. seks hundrede steder fra det Gamle og det Nye Testamente under behandling.

Bodil Ejrnæs bemærker om revisionskomiteens arbejde: »... det var i mange tilfælde vanskeligt at tilstræbe en formulering af et gammeltestamentligt sted, der tilnærmede sig den nytestamentlige, når den tolkning af det gammeltestamentlige sted, der lå til grund for prøveoversættelsen, ikke var den samme som den, den nytestamentlige forfatter havde. I de tilfælde skulle der mere end en sproglig justering til.« (DBH, s. 196).

Ikke desto mindre vedtager revisionskomiteen den 11. november 1991 at indstille til Bibelselskabets bestyrelse, at »den nye oversættelse af Bibelen i den nu foreliggende ordlyd med tilhørende overskrifter og noter indstilles til kirkeministeren til autorisation.« (DBH, s. 206).

Den 19. februar 1992 foreligger Kirkeministeriets autorisation, og den 8. november samme år udkommer den nye bibel under massiv medieopmærksomhed. Udgivelsen følges op af en omfangsrig reklamekampagne, hvor kendte politikere og medie-personligheder fra Svend Auken og Mimi Jakobsen til Flemming Jensen og Morten Stig Christensen smilende bekender: »Jeg læser den også« ...

Mon de vidste, hvad det var, de læste?

Imens sidder offentligheden tilbage med det indtryk, at den nye oversættelse på redelig vis har gjort grundigt op med tidligere tiders grove kristologiske manipulationer.

I 1992-oversættelsen er der jo bestemt ingen kirkeligt tilrettelagte afsnitoverskrifter, ingen lutherske fortaler eller kristologiske regibemærkninger. Bodil Ejrnæs, der som nævnt selv sad i revisionskomiteen, konkluderer stolt: »Først dette århundredes nyoversættelser betyder også i denne henseende brud med hidtidig tradition. Der er intet hverken i den generelle eller i den specifikke kommentering, der entydigt formidler et sådant skriftsyn. At Det gamle Testamente indeholder Kristusvidnesbyrd er ikke tilkendegivet med ét ord.« (DBH, s. 212).

Sandheden er imidlertid den, at manipulationerne i den nye oversættelse for så vidt er lige så slemme som i nogen tidligere, dels fordi de er gennemført under det skin af streng videnskabelighed, der var absolut fremherskende i anmodningerne til Kirkeministeriet, dels fordi de er så meget desto mindre iøjnefaldende – alle fordrejninger er nu kun implicitte i oversættelsen eller i teksthenvisningerne.

I hvert fald næsten alle. Bibelselskabet har nemlig heller ikke kunnet dy sig for også rent typografisk at hjælpe læseren på vej til en læsning, der lægger sig tæt op ad kirkelige hensyn og fjerner afstanden de to testamenter imellem.

Således har man, i modsætning til 1871- og 1931/48-oversættelsen, som man jo ellers gerne giver indtryk af at repræsentere så stort et fremskridt i forhold til, ladet indholdsfortegnelsen til både det Gamle og det Nye Testamente stå sammesteds, lige efter den første titelside, ligesom man har ladet pagineringen fortsætte fra det Gamle til det Nye Testamente. Kirkens standpunkt skal altså trækkes i land med alt, hvad der trække kan – testamenterne skal for alt i verden fremstå som én helhed, én bog, én sammenhængende enhed.

I begge de forrige autoriserede oversættelser fik dog ellers det Nye Testamente både selvstændig titelside og indholdsfortegnelse, og derfra begyndte sidetallet så forfra – men end ikke denne beskedne antydning af, at der faktisk er tale om to adskilte tekstsamlinger, ønskede Bibelselskabet at lade stå.

Eksempler på forvrængning af kildeteksten

De følgende eksempler på, hvordan Leningrad-manuskriptets kildetekst er blevet forvrænget i den nye danske oversættelse for at tilnærme det Gamle til det Nye Testamente og understøtte kirkelige interesser, har vi måttet finde gennem de få og sporadiske omtaler heraf i Bibelselskabets årbøger og gennem egne stikprøver.

Der er dels tale om decideret fejloversættelser, dels om bevidste udeladelser af alternative oversættelser – hvor der er mere end én mulighed for en ordret oversættelse, har man ensidigt frasorteret de med kirketraditionen uforenelige alternativer.

Vi har kun fokuseret på det Gamle Testamente, eftersom en tilsvarende gennemgang af det Nye Testamente muligvis ville kræve endnu en artikel af samme størrelse.

Om vi havde fået adgang til de eksisterende dokumenter samt korrespondancen Bibelselskabet og oversætterne imellem – og om vi havde den nødvendige spalteplads – ville vi for så vidt kunne levere en komplet liste over 1992-oversættelsens værste manipulation. Men Bibelselskabet har lukket døren.

Salme 22;17

Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): »Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka'ar] mine hænder og fødder.« Imidlertid betyder ka'ar ikke at »gennembore«, men efter al sandsynlighed at »binde«, men så kan man jo ikke længere påstå, at salmen profeterer Jesu lidelser på korset, sådan som Bibelselskabet så gerne vil det.

Oversættelsen burde altså hedde: ... de har bundet mine hænder og fødder. (TW, bd. 4, s. 318-322).

Dette var da også teksten i prøveoversættelsen, men revisionskomiteen ændrede den til den nuværende ordlyd. Hvorfor? Hvilke filologiske overvejelser lå til grund herfor? Cappelørn svarer: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog som fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet« (vor kursiv; DBÅ 1990)!

Salme 29;1

DO92: »Vis Herren, I gudssønner [bene elim], vis Herren ære og hæder!« En detalje er afgørende; gudssønner ville man kunne forsvare at oversætte fra bene elohim, ikke fra bene elim.

Oversættelsen burde hedde: Vis Jahwe, I guders sønner, vis Jahwe ære og hæder.

Den hebraiske polyteisme transformeres umærkeligt til en for kirken spiselig monoteisme.

Salme 51;7

DO92: »I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.« Cappelørn forklarer om baggrunden for denne oversættelse, at det kristne dogme om arvesynden skal presses ind: »Med denne ændring er det klarere bragt til udtryk, at synden og skylden er altomfattende, at synden og skylden hører til menneskets grundvilkår, fra det fødes til det dør.« (DBÅ 1990).

Oversættelsen burde imidlertid hedde: I synd blev jeg født (evt. gennemboret), i synd avlede (evt. modtog) min mor mig. (ED, s. 258; HAH, s. 297).

Den kristne arvesynd kan derfor ikke underbygges her, det er netop ikke barnet, der er »syndigt«. Selv 1931-oversættelsen er klart bedre end den nye: »... min moder undfangede mig i synd.«

Salme 58;12

DO92: »og folk skal sige: 'Ja, den retfærdige får sin løn, der er en Gud, som dømmer [elohim shofetim] på jorden!'« Heller ikke her er der filologisk grundlag for denne postulerede monoteisme.

Oversættelsen burde hedde: ... der er dog guder, som dømmer på jord.

En sådan oversættelse holder da også Buhl (1910) og 1931-oversættelsen (inklusive Hvidbergs tekstkritiske) sig til. Når verbalhandlingen står efter subjektet (elohim shofetim), skal det rette sig i køn og tal efter dette, dvs. elohim her nødvendigvis må opfattes som pluralis. (JP §121d; HG §132h).

Første Samuelsbog 4,8

DO92: »[filistrene om israelitterne:] Ve os! Hvem kan redde os fra denne mægtige Gud? Det er den Gud, der tilføjede egypterne et stort nederlag i ørkenen.« Men i den hebraiske tekst står adjektiverne, de demonstrative pronominer og den efter subjektet stillede verbalhandling, der er tilknyttet elohim, i pluralis. Der kan derfor heller ikke i dette tilfælde oversættes med »Gud«.

Oversættelsen burde hedde: Ve os! Hvem kan redde os fra disse mægtige guder. Disse er guderne, som tilføjede egypterne et stort slag (el. nederlag) i Egypten. (HG §132h).

Habakkuks Bog 2,4

DO92: »Se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve i tro [bæ'æmunatho] » Tre gange citerer Paulus: »Den retfærdige skal leve i tro« (Rom. 1,17; Gal. 3,11; Hebr. 10,38), et af den protestantiske teologis vigtigste fundamenter. Men »tro« i kristen, protestantisk forstand gengiver ikke, hvad der står i den hebraiske tekst.

Oversættelsen burde hedde: ... den retfærdige lever (el. skal leve) i hans (el. sin) sikkerhed (el. sandfærdighed, trofasthed). (HAH, s. 47).

Det hebraiske ord 'ænumah forekommer omkring 50 gange i det Gamle Testamente, men ikke noget sted i kristen, paulinsk forstand som »tro«, og i hvert fald slet ikke i Hab. 2,4. Oversætteren Knud Jeppesen argumenterer da også for at skrive »trofasthed« i stedet for »tro«, som man gjorde det i prøveoversættelsen: »Det ['ænumah] beskriver en holdning, som Gud naturligvis værdsætter hos mennesker, men sjældent eller aldrig menneskets holdning til Gud – altså tro i den kristne betydning af ordet. (...) Det er at gøre uret til begge sider at ville presse den nytestamentlige forståelse – vel at mærke Paulus' forståelse – af Hab. 2,4b ind i oversættelsen af den gammeltestamentlige profet. Man bør altså beholde »i trofasthed« (eller noget tilsvarende) i den gammeltestamentlige oversættelse« (KJ, s. 41, 44).

Men oversætteren må være blevet underkendt af revisionskomiteen, for som citeret ovenfor, vendte man i den endelige udgave tilbage til en kristologisk fordrejning af teksten!

Esajas' Bog 7,14

DO92: »Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn [hara] og føde [jolædæt] en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.« Men »blive med barn« er et adjektiv på hebraisk (hara), og »føde« et aktivt participium (jolædæt), hvis grundbetydning for begge formers vedkommende er præsens eller for participiets vedkommende eventuelt kan være nær fremtid. Men så kolliderer oversættelsen med den traditionelle forståelse af dette sted, der ønsker at indlæse en profeti om Maria, der (i fremtiden – fra Esajas' perspektiv) skal føde Jesus; en kristologisk efterrationalisering, som der altså slet ikke er filologisk baggrund for i den hebraiske grundtekst.

Oversættelsen burde hedde: ... Se, en ung kvinde er gravid, og hun er ved (el. skal til) at føde en søn, og hun skal kalde hans navn Immanuel. (GBH §119n, 121d,e).

Desuden er verset en meget udbredt og alment kendt formular, dokumenteret i bl.a. oldægyptiske og fønikiske kildetekster, formodentlig brugt i det royale hieros gamos-drama (ægteskabet gud/gudinde og dronning/konge imellem). Derved er Bibelselskabets futurum (»... skal blive med barn«) uden både filologisk og religionshistorisk belæg.

Esajas' Bog 40,3

DO92: »Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn [jasheru] en vej [mesillah] for vor Gud i det øde land.« Imidlertid betyder jashar ikke at »jævne«, men at gøre »ret« eller »lige« (i modsætning til »krum«). Desuden kommer mesillah af salal, der betyder at lave en vej, ved at »kaste« sten, jord og grus i en bunke.

Oversættelsen burde hedde: ...byg en lige landevej gennem ørkenen for vor gud (HAH, s. 326; AOGT, s. 233).

Bibelselskabet vil med den fikse ændring lade Esajas foregribe referencer i det Nye Testamente, der netop taler om at »jævne vejen« (Matt. 3,3; Mark. 1,2; Luk.; Joh. 1,23).

1. Mosebog 3,5

DO92: »Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende [kelohim jode] godt og ondt.« I og med, at participiet jode, der følger efter elohim står i pluralis, og i særdeleshed når man tager konteksten i betragtning, skal der ikke oversættes med »Gud«, men med »guder« – ellers giver det efterfølgende vers 22 ikke megen mening: »Og Gud Jahwe sagde: Nu er mennesket blevet som en af os ...«

Oversættelsen burde derfor snarere hedde: ... så I kan blive som guder, der kender (el. og kende) godt og ondt.

Både Septuaginta og Vulgata har da også »guder« på dette sted, ganske som de nye oversættelser La Sainte Bible traduite en francais sous la direction de l'Ecole biblique de Jerusalem, 1956; The New English Bible, 1970; The New American Bible, 1970 samt en ny jødisk oversættelse: A New Translation of the Holy Scriptures According to the Masoretic Text, 1962 (AOGT, s. 116f).

1. Mosebog 6,1-2

DO92: »Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne, at menneskedøtrene var smukke [tobh]. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til [bahar].« Fordrejet gengivelse; bahar betegner en omhyggelig, bevidst og grundig udvælgelse, og anvendes som regel i alvorlige og mestendels religiøse sammenhænge (TW, bd. 1; s. 592-608). Oversættelsen i DO92 har ingen filologisk hjemmel overhovedet.

Oversættelsen burde hedde: ... alle de koner, som de omhyggeligt udvalgte.

Alternativ: Da så gudssønnerne, at menneskedøtrene var gode; og blandt dem alle tog de koner til sig, som de omhyggeligt havde udvalgt.

DO92 antyder fejlagtigt simpelt hor med hvem som helst og dæmoniserer derved et mytologisk indhold, som er problematisk i kristen sammenhæng.

1. Mosebog 21,1

DO92: »Herren tog sig af [paqad] Sara, sådan som han havde sagt, og det, han havde lovet, gjorde han for hende.« I bedste fald en eufemisme. Ifølge CW og DT udtrykker paqad først og fremmest ægteskabeligt forhold, dvs. samleje.

Oversættelsen kunne også hedde: Og Jahwe havde samleje med Sara.

Guder og gudinders seksuelle omgang med mennesker var et udbredt nærorientalsk fænomen, der selvsagt er yderst problematisk i en kristen forestillingskreds. Man kan jo heller ikke som i ovennævnte tilfælde trække en myte ned på et niveau fra den lokale beværtning, og så siden hen indrømme, at også Gud (Jahwe) har kødelige lyster – det passer ikke rigtig sammen med kirkens billede af Kristi Fader.

1. Mosebog 31,13

DO92: »Jeg er Betels Gud [anoki ha-el beth-el] ...« Blot et rudimentært kendskab til hebraisk vil røbe, at man under ingen omstændigheder kan oversætte således (JP §118d).

Oversættelsen burde hedde: Jeg er guden Betel ...

Problemet er, at der her introduceres en guddom ved navn Betel, altså et tegn på polyteisme, som naturligvis er uforeneligt med kirkens monoteistiske kristendom. Der findes ingen anden filologisk forsvarlig oversættelse.

Det var tolv eksempler. Der findes desværre ingen offentligt tilgængelig liste over alle de skriftsteder, som revisionskomiteen og/eller den gammeltestamentlige og nytestamentlige koordineringsgruppe alt i alt behandlede. Ejrnæs opregner som nævnt ca. seks hundrede skriftsteder for revisionskomiteens vedkommende.

Kollerup bemærker om koordineringsgruppens arbejde: »Det bør her anføres, da det siger noget om rækkevidden af denne direkte indflydelse, at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de ca. 300 citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og de ca. 5.700 allusioner i det Nye Testamente til det Gamle Testamente som ved 1992-Bibelen.« (OK, s. 70).

Tre hundrede citater og fem tusind og syv hundrede allusioner!

Selv om der selvfølgelig ikke er nogen grund til at antage, at alt er af samme grelle karakter som ovennævnte eksempler, ville det unægtelig være rart at konstatere det ved selvsyn.

Bibelselskabets kirkebibel

I 1990 slog Cappelørn endegyldigt fast med syvtommer søm, at den nye oversættelse er og bliver en autoriseret kirkebibel.

Hvorfor autoriseret? Cappelørn svarer: »Ved at en bibeloversættelse autoriseres, beskyttes lægfolket mod oversættelsestilfældigheder, som er ødelæggende for det kirkelige og folkelige fællesskab« (DBÅ 1990) ...!

Og hvad er så en kirkebibel? Cappelørn svarer: »En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og Det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden. (...) En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Eller sagt på en anden måde: Der er tale om en samling af skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken. (...) Bibelen er kirkens og gudstjenestens bog, og fra gudstjenesten tager vi den med hjem til daglig brug og opbyggelse.« (DBÅ 1990).

Sic!

Borte er fuldstændig emfasen på det oprindelige videnskabelige sigte, og borte er enhver mulighed for en tekstnær, uforudindtaget oversættelse.

I stedet har vi på afgørende punkter fået en gendigtning, hvor kildeteksterne pænt må underordne sig dansk salmetradition og folkekirkelig liturgi. Vi har fået en kirkebibel, der er oversat ud fra det perspektiv, at det Gamle og det Nye Testamente udgør en frelseshistorisk helhed.

Vi har altså ikke fået en oversættelse, som i optimal grad får lov til at tale for sig selv – Bibelselskabet taler for den!

Alle de smukke erklæringer om videnskabelighed og ekspertise klinger dermed præcis så hult som Luthers ad fontes, for også den nye oversættelse er manipuleret og fordrejet. Humanisternes slagord til kilderne er blevet til Cappelørns til kirkerne.

Læseren har med andre ord ikke mulighed for at danne sig sit eget indtryk af forskelle og ligheder det Gamle og Nye Testamente imellem på et reelt grundlag.

At spørgsmålet om kildetekst under alle omstændigheder også er en – kilden sag, var vi inde på indledningsvis, men bevidst at fravige kilden er trods alt – i bedste fald – aldeles utilstedeligt.

At formålet så har været at legitimere en kirkelig tradition teologisk, fordi den ikke længere kan legitimeres videnskabeligt, er også temmelig indlysende, eftersom det i modsat fald naturligvis havde været ganske overflødigt at forandre teksten! Og det er formodentlig også i sidste ende en væsentlig grund til, at man har gjort det – der er åbenbart så frygtelig megen prestige, autoritet og magt, der hænger på en kristologisk Bibel. Bibelselskabets, teologernes – og folkekirkens.

Og over for så vægtige institutioner, hvad betyder da ordet?!

Kort baggrund for bibelartiklen

 

Om hvor tilfældigt man kan komme på sporet af et sandt mysterium – og hvor uforudsigeligt det kan afdække ukendte forhold af vital interesse for offentligheden.

Undertegnede læser bl.a. religionsvidenskab og idéhistorie ved Århus Universitet. En fælles interesse for det Gamle Testamente, der naturligvis indtager en central plads i religions- og idéhistorien, gjorde det oplagt at studere dette skrift på originalsproget.

Vi fulgte derfor begge hebraisk-undervisning på teologisk fakultet, hvor man da også med supplerende læsning kan tilegne sig forudsætningerne for at studere det vigtigste kildeskrift, det såkaldte Leningrad-manuskript.

Vi skulle imidlertid ikke læse ret meget, før vi undredes over, hvorfor dog ikke alternative oversættelser var anført langt hyppigere i den danske oversættelse fra 1976-1992, eftersom talrige iøjnefaldende flertydigheder giver kildeteksten nye dimensioner.

Grundigere studier afslørede endvidere flere eksempler, hvor oversættelsen var i direkte modstrid med kildeteksten. For at komme dybere til bunds i denne chokerende opdagelse, besluttede vi os for en nærmere undersøgelse i henholdsvis et speciale og en mindre afhandling.

Det viste sig snart, at alle landets toneangivende teologer havde været involveret i oversættelsesarbejdet, hvorfor den eneste reelle og offentligt tilgængelige debat stod imellem moderate universitetsteologer og mere fundamentalistiske menighedsteologer. Til vor store forbavselse problematiseredes det imidlertid sjældent, om afgørende steder overhovedet var oversat korrekt, mens man til gengæld ofte diskuterede, hvilken ordlyd der stødte mindst muligt an mod traditionen.

Siden læste vi så Bodil Ejrnæs' fremstilling af det store oversættelsesarbejde, som hun må betragtes som et særlig vigtigt øjenvidne til, eftersom hun selv tog del i den afsluttende redaktion og revision. Og her fremgik det med al tydelighed, at Bibelselskabet ikke undlod at lade oversættelsens videnskabelige standard vige for rent kirkelige hensyn – skønt intet herom var nævnt i skrivelsen til Kirkeministeriet fra 1979, hvor man først udbad sig projektets godkendelse!

Efter Ejrnæs' oplysninger står det også klart, at der i øvrigt eksisterer et meget omfattende arkivmateriale, som i detalje kaster lys over hele processen og muligvis afslører nøjagtig, hvor kildeteksten er blevet fraveget.

Men da vi dernæst ringer til Bibelselskabet for at få adgang hertil, svarer en sekretær efter at have konsulteret generalsekretær Morten Aagaard, at noget sådant »ikke længere foreligger.« Vi henvender os dernæst til Knud Jeppesen – selv en af de ledende bibel-oversættere – for at høre, om han skulle have kendskab til yderligere materiale af relevans for specialet.

Jeppesen svarer: »Jeg blev udtrykkeligt bedt om at returnere al korrespondance til Bibelselskabet, efter oversætter-arbejdet var tilendebragt,« men tilføjer, hvad Aagaard i første omgang havde afvist gennem sin sekretær, at »Bibelselskabet har et omfattende arkiv.«

Tre dage senere møder Aagaard personligt op på teologisk fakultet i Århus og lover at være yderst behjælpelig. Men så snart han får specificeret, at specialet skal tage udgangspunkt i det modsætningsforhold kirkelige og videnskabelige hensyn imellem, som man kan konstatere i Ejrnæs' fremstilling, forstummer Aagaards imødekommende smil.

Nu er det »ikke nødvendigt med adgang til arkivet, når det kun drejer sig om et speciale ...« Ikke desto mindre kunne en anden studerende ved teologisk fakultet, Ove Kollerup udmærket få adgang til arkivet for et par år siden, og det for at skrive en mindre opgave – men han var selvfølgelig også ansat af Bibelselskabet ...

Aagaard tilføjede også, at »Bibelselskabet heller ikke har noget materiale af betydning længere.« Men han skulle da gerne personligt »svare på alle spørgsmål.«

Med en voksende bevidsthed om, at der blev dækket over et eller andet, nærlæser vi derefter atter Bibelselskabets årbøger fra 1970-1992, hvor oversættelsesprocessen kommenteres fra start til slut. Det går snart op for os, i hvilket omfang den nye bibeloversættelse har været underlagt for kildeteksten aldeles irrelevante kirkehensyn, og at alt, hvad de uanseligt udseende årbøger røber, er passeret fuldstændig ubemærket hen over hovedet på pressen! Ikke sjældent blev skriftens ordlyd simpelt hen ændret, fordi den var i modstrid med kirketraditionen!

Ifølge Ejrnæs' fremstilling havde denne praksis primært spillet en meget sen rolle i processen, nemlig fra 1988, hvor Bibelselskabets såkaldte revisionskomité forestod en række rettelser af kirkelige hensyn, men ifølge årbøgerne havde kirken ofte haft forrang for kilden allerede fra projektets start.

Den manipulation, som her er foregået, er i vore øjne alt for omfattende til, at vi længere kan nøjes med at behandle den i snævre akademiske afhandlinger. Den nye oversættelse er solgt i flere hundrede tusind eksemplar, og befolkningen tager uden videre dens ordlyd for Bibelens ordlyd. Vel, kildetekstens ordlyd er det i hvert fald ikke altid.

Derfor har vi skrevet denne artikel. Vi håber, at vi eller andre herefter kan få adgang til det tilbageholdte arkivmateriale, ikke mindst den del, der omhandler revisionskomiteen, som ifølge Ejrnæs »behandlede« 600 skriftsteder!

Og vi håber, at artiklen kan medvirke til, at Danmark så hurtigt som muligt får en oversættelse af Bibelen. En oversættelse, der uden Bibelselskabets og kirkens medvirkende er foretaget ud fra redelige videnskabelige hensyn – som det vil fremgå, har Danmark rent faktisk aldrig nogen sinde haft en sådan!

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen

Bibliografi

AOGT: Att översätte Gamla Testamentet, (Betänkende av 1971 års bibelkommitté för Gamla testamentet), Stockholm, 1974.

Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1871 og 1931/48.

DO92: Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1992.

Biblia Hebraica Stuttgartensia, 1967.

CW: Chaldäisches Wörterbuch über die Targumim und einen grossen Theil des Rabbinischen Schriftthums, bd. 1-4, von Rabbi Dr. J. Levy, Darmstadt, 1963.

DBÅ: Det danske Bibelselskabs årbog, København 1970-1992.

DT: Dictionary of the Targumim, the Talmud Babli and Yerushalmi and the Midrashic Literature, bd. 1-2, compiled by Marcus Jastrow, New York 1950.

DBH: Ejrnæs, Bodil: Skriftsynet igennem den danske bibels historie, København, 1992.

ED: Etymological Dictionary of the Hebrew Language, ved Ernest Klein, Jerusalem.

Gamle Testamente, det, med tekstkritisk noteapparat ved Flemming Friis Hvidberg, Det Danske Bibelselskab, 1942.

Gamle Testamente, det, ved Fr. Buhl, København 1910.

GBH: Grammar of Biblical Hebrew, bd. 1-2, Roma 1991.

HG: Hebräisches Grammatik, ved Gesenius, Leipzig, 1909.

HAH: Hebräisches und aramäisches Handwörterbuch über das alte Testament, Berlin 1962.

JP: Hebræisk grammatik, ved Johannes Pedersen København.

KJ: Jeppesen, Knud og John Strange (red.): Skriv synet tydeligt på tavler! – Om problemerne ved en ny bibeloversættelse, København, 1989.

OK: Kollerup, Ove: Hvem bestemmer over Bibelen? (»stor emnekreds« ved teologisk fakultet), Århus 1994.

TW: Theologischses Wörterbuch zum alten Testament, bd. 1-8, Stuttgart 1973.