Hvad har vi skabt?
Vi har skabt Guden, kirken og mennesket. Vi har skabt kroppen og hjernen og bevidstheden. Vi har skabt pikken, kussen og kønnet. Vi har skabt kvinden, manden og barnet. Vi har skabt besiddelsen, magten og sex´et. Vi har nedbrudt cirkulationen, mutationen og bakterien. Vi har skabt dyret, dyrene og monsteret. Vi har skabt frugten, tøjet og huset. Vi har skabt helvede. Vi har skabt træet, bogen og ordet. Vi har skabt tanken, ejendommen, den ejede. Vi har skabt slaven, herren og pisken. Vi har skabt jorden, landet og flaget. Vi har skabt søen, fisken og havet. Vi har skabt skibet, masten og navigationsanlægget. Vi ejer uranen, mineralerne og planten. Vi har skabt bomben, våbnet og ammunitionen. Vi har skabt ubåden, krigen og fascisten. Vi har skabt fjenden, folket og flugten. Vi har skabt døden, livet og friheden.
Grundstofferne bor i en tabel, de har navne og tal, du kender smeltepunkterne, og du opfinder metoder og maskiner, så du kan hente mere, sprænge hele bjerge og findele sten. Du siger, at du forstår at udnytte ressourcerne, du siger, at det er nødvendigt. Du er menneske, og du har opfundet dynamit. Maskiner og metoder og dynamit og jeg er jorden. Et æg at klække, at flække, at flå.
Hvis ekstraterrestielle væsner kom og udryddede lige så store dele af menneskeheden, som vi mennesker har udryddet af Jordens vilde natur i de sidste 50 år, ville vi ikke tøve med at kalde det et holocaust af værste art.
Men vi er så småt ved at fatte, at hele jordkloden er en sammenhængende organisme, der reguleres af bevægelser, der på samme tid er bittesmå og enorme. Men det stopper ikke den bevægelse, som begyndte længe før, nogen af os, der lever nu, blev født. Det kapløb, som er baseret på at opnå komfort og tryghed, planlægning for en livstid eller mere, hele idéen om, at livet kan blive nemmere. Det har aldrig været en mulighed, uden at nogen eller noget betaler prisen.
Vi synes at skoven er så smuk nu, og måske smukt simpelthen betyder at vi mærker noget, en form for energi eller ånd, vi ikke mærker normalt, og måske er vi simpelthen dumme, måske de andre dyr hele tiden mærker noget.
Vi vågnede af drømme om blegblå anemoner, hjortetunger, melede kodrivere og kongebregner. Natten var uigennemtrængelig, det troede vi, men så kunne vi pludselig se. Mælkebøtter, kodrivere, vejbred langs brandstien mod vandet. Med bare fødder på den kolde jord, skvalderkål som verdens liggeunderlag. Sangen igennem os: Vi hænger sammen.
Det starter under fødslen. En åbning ind i dyrene. Kvinden ser gennem dyrenes øjne, heste der føder føl. Ugler. Strudse. Ræve. Mennesker, der drukner, der synker i havet. Mens hun åbner sig, lægger strudse æg. Mens hun rulles ind i ambulancen, glider de enorme æg gennem snævre tunneller. Han sidder ved siden af hende og græder. Det fortsætter herfra for altid. Barnets øjne er grisens øjne er koens øjne er solsortens øjne. Hun er soen, hun er tæven, hun er hoppen der lader føllet slukke tørsten, en åbning til alt med et hjerte, en krop.
Kan du huske, da sommerfuglene ikke bare var ord på papir, men virkelige sommerfugle i stor mængde og forskellighed, de mange farvers flaksen?
Kan du huske, da der fandtes ræve i Danmark, deres røde plyssede pels;
Se, ræven der løber henover marken mod skoven, med en letheds selvfølgelighed.
Se, små rævehvalpe der dier ved moren, hvor de nyder solen i græsset, ungerne; små glødende kugler, glimtende i morgensolen under et stort bøgetræ.
Husker du, hvordan du søgte ensomheden i naturen, fordi den aldrig virkelig var ensomhed? Husker du, hvordan du gik her for eftertankens, fordybelsens, den stille, ordløse glædes skyld? Husker du naturens frodighed? Husker du naturens løfte om evigt liv? Husker du, hvordan naturen altid var der for dig, når du var i krise? Husker du, hvordan du i naturen søgte heling, en hånd, der rørte dig, når ingen andre gjorde?
Vi står ved tidens rand. Vi er kommet ind i solnedgangens ildskær. Ind i erindringen. Ind i barndommens nutid. Ved begyndelsens overflod og fælleseje. Opslugt af farlige lege med bratte afslutninger. Fyldt af livets blodige alvor.
En ung mand mistede sin elskede. Han søgte trøst på barndommens strand, hvor ålegræs og tangskove engang havde strøget ham over benene og forsikret ham, at han hørte til i en stor sammenhæng. Nu ville han være alene med sin døde elskede og mærke hendes nærhed, som om naturen for altid gemte på et minde om hende. Han stirrede ned i vandet, men havbunden var tom. Der voksede ikke længere noget. Han ikke blot havde tabt sin elskede for altid, men også den samhørighed med universet, der havde løftet hans barnekrop op i uendeligheden. Tangskovens bløde håndflader skulle aldrig igen kærtegne ham, og hans ensomhed var dobbelt.
Husker du naturens lære, at livet ikke kun fortsætter i dig, men også efter dig? Nu går du i naturen, og græsset føles anderledes under dine nøgne fødder, som om der i den blotte berøring også er en afsked. Det er ikke kun dig, der ikke skal leve evigt, det er også naturen, der har mistet dette løfte. En dag er græsset væk, og kun det hede sand, hvor intet gror, tilbage. Hvor skal naturen gå hen, når den selv er i krise? Hvor søger naturen trøst eller lindring? I vores tomme hænder?
Kan du huske dengang på Femø-lejren, hvor vi sang en sang til ørentvisten, Ørner-blues? Uanset hvor hurtig jeg var til at lyne teltdugen op og ned, var der altid fuld af dem i teltet. Hvor var det dog vidunderligt at hjælpe en ørentvist ud af et nylontelt hver aften - en efter en, før vi flåede tøjet af hinanden.
Kan du huske, da vi gik ind under det vilde æbletræs krone af svirrende liv? Kan du huske, vi lyttede? Senere, da vi som voksne tog tilbage, trådte vi ind under den blomstrende krone igen, og alt var forstummet og stille — det eneste liv tilbage dér var vores. Og så en enkelt ensom bi mellem tusinder af ventende blomster.
Det er på tide at se tingene som de er. Uoverskuelige netværks tråde overalt. Udtryk og bevidstheder anderledes end vores. Vi må være bløde som voks, så verden kan sætte aftryk, klare og skarpe så vi kan indoptage dens billeder. Give dem videre. Vi må bruge hænderne som lygter.
Vores sprog er blevet mindre. Det er, fordi arterne uddør. Så falder de også ud af sproget. Vi ser os selv i en nær fremtid stå og gestikulere vildt og rådløst og sige høje lyde i håbet om, at den anden forstår og har det på samme måde.
Ved du, at hveden har mere end hundrede og ti tusinde gener? Planterne har potentiale til at udvikle sig til os med tiden. Men kan vi blive til dem?
Vi er dragerne fra jeres eget eventyr. Hvis I slår os ihjel, slår I jer selv ihjel. Vi er jordens historie. Menneskets historie er stor, vandsalamanderens historie er større, den er alle arters historie.
Vi befrugter vores æg, ligesom mennesker befrugter deres æg. Kan I se, at vi er hjemløse? Vi lægger vores æg her, så I kan se, at de bløder. Vi trækker slimet fra vores døde æg hen over jeres tonede ruder. Blodet fra vores massakrerede æg.
Kære Græshoppe, hvordan mon du kunne tænke dig et monument? Hvis måneskinnet kunne høres, ville det lyde som din sang. De første afstøbninger af dine vinger knækkede, de er så skrøbelige, sådan nogle små vinger. Gipsen er stadig våd, vi kan endnu nå at omforme gestaltningen. Lyden af din sang brister i øret, en kildren af klokker fra sommerens våde græs, tager til i styrke og forsvinder ved tilnærmelser. Vi må være forsigtige, så næste afstøbning ikke går i stykker. Der vil komme en afstøbning. Vi vil gøre det, så du lille græshoppe kan komme til din ret. Kan vi få dig i tale? Kan vi få dig til at spille på dit parringsinstrument?
Du er så svær at forstå, men du skal vide at jeg prøver.
Ord fra: Zara Lea Palmquist, Maja Elverkilde, Luca Talamona, Jens-André P. Herbener, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Nanna Goul, Kristina Stoltz, Josefine Klougart, Gritt Uldall-Jessen, Charlotte Weitze, Asger Schnack, Rasmus Nikolajsen, Alexandra Moltke Johansen og Helene Johanne Christensen