Verden har brug for Mænd                                              

Der er intet underligt i, at moderne mænd har ondt i identiteten. Vor tid er nemlig kendetegnet af et generalopgør med næsten alle traditionelle manderoller.

Ifølge mange forskere har vi i over 95 procent af vor tid som Homo sapiens været jægere (hovedsagelig mænd) og samlere (hovedsagelig kvinder). Her blev drenge lært op i at jage og slå store dyr ihjel (kvinder slog undertiden små dyr ihjel). I langt størstedelen af vor historie har der desuden ikke været noget politi, man kunne ringe til, når der var vold i farvandet. Det måtte de forhåndenværende mænd tage sig af. I menneskeartens historie har mænd for det meste altså været pisket til at være modige og til at dræbe store dyr og om nødvendigt mennesker.

I dag derimod henter vi vores kød i velpolerede kølediske, og er der ballade, kontakter vi ordensmagten. Mænds traditionelle mod og kampberedthed synes at være lige så forældet som det geocentriske verdensbillede.

Mandens gamle forsørgerrolle er også en saga blot. Kvinder er blevet økonomisk uafhængige og kan forsøge sig selv. Er de utilfredse med deres mand, lader de sig også gerne skille. Betydeligt oftere end mænd.

Faktisk glorificerer vores kultur den stærke kvinde. Karrierekvinden. Singlekvinden. I film, litteratur, dameblade, børnebøger, ja, over alt.

Den stærke mand, derimod? Han er blevet pinlig. Han associeres nu med alt fra patriarkalske familiemønstre, fascistiske ideologier, latinamerikansk machismo, huleboermentalitet, voldspsykopati til dårlig selvtillid. Den følsomme mand, der barberer boller og med højt humør passer børn, mens mor passer karrieren, får derimod en langt bedre reklame.

Med andre ord: De egenskaber hos mænd, der har været afgørende overlevelsesbetingelser i hovedparten af vores historie, er i dag blevet overflødige. Centrale elementer af mænds traditionelle eksistensberettigelse er simpelthen forsvundet. Ja, mere end det, blevet laverestående, kønspolitisk ukorrekte, en vittighed.

Men er køn ikke bare en social konstruktion? Og gælder det derfor ikke blot om at redefinere maskulinitet, så den kommer på omdrejningshøjde med moderniteten?

Megen forskning viser, at mænds og kvinders hjerner er forskellige, og at vores adfærd ikke kan forklares eksklusivt med opdragelse og socialisering. Kønnenes forskellige biologi er også væsentlige determinanter.

Selv vil jeg hævde, at den moderne manderolle ikke kun repræsenterer et opgør med traditionelle manderoller. Den er også et opgør med kernedele af det, mange mænd biologisk fortsat er disponerede for efter at have levet som jægere i hundredtusindvis af år: Mod. Beskyttertrang. Aggression. Vildskab. Handlekraft. Dødsforagt. Hjælpsomhed. Fysisk styrke. Mandlige fællesskaber.

Min påstand er endvidere, at denne mandighed hos mange mænd ikke kan elimineres (foreløbig). Desuden, at får den ikke legitime positive udtryk i samfundet, får den negative og destruktive i form af hooligans, gadebander, rockere, jihadister, højreekstremister, osv. Eller latterlige udtryk i form af Carl-Mars drengerøvskurser.

Lykkeligvis findes en tredje vej mellem den feminiserede storbymand og den voldelige outlaw, hvor mandlige dispositioner kan få et konstruktivt udtryk. Ja, et udløb, hvor de sågar kan få afgørende positiv betydning for verden i dag.

Nogle af de mest admirable maskuline rollemodeller findes i de gamle legender om kong Arthur og ridderne om det runde bord. På et tidspunkt indgik de en navnkundig pagt, der findes i forskellige versioner. En af dem lyder således:

”De lovede, at de ville være gode mod de svage; at de ville være modige over for de stærke; at de ville fare strengt frem mod de onde; at de ville forsvare de hjælpeløse, som bad dem om hjælp; at de ville betragte kvinden som ukrænkelig; at de ville forsvare hinanden, når et sådant forsvar var påkrævet; at de ville vise barmhjertighed mod alle mennesker; at de ville være milde i handling, oprigtige i venskab og trofaste i kærlighed.”

Nøglebegrebet i den pagt, som det runde bords riddere forpligter sig på, er ædelhed: At de altid vil bruge deres styrke på at gå i kødet på undertrykkere og forsvare de svage og aldrig begå overgreb på kvinder. Et andet højinteressant mandekodeks findes i det gamle eddadigt Hávamál, der bl.a. betoner stor viden, tapperhed og gavmildhed.

Men hvad har alt det med nutiden at gøre? Hvilke ildspyende drager truer verdens- og samfundsordenen i dag?

Den største og farligste drage er den globale klimakrise, der har potentialet til at sende hundreder millioner af mennesker på flugt, udløse rasende overlevelseskrige, oversvømme megabyer verden over og få hele civilisationer til at kollapse.

Her er der brug for mænd med det naturlige beskytterinstinkt intakt. Her er der brug for mænd, der viser, at der ikke indgås kompromis, når det kommer til vores børn og Moder Jord. Mænd, der i ord og handling bekæmper de økoterroristiske magthavere og finansbaroner, der nægter at foretage den øko-omstilling af vækstsamfundet, der er en nøglebetingelse for vores og mange andre arters overlevelse.

Andre dødsensfarlige drager, der kalder på ædle riddere, er racisme, ultranationalisme og overlegenhedsideologier, uanset om de er sekulære eller religiøse. Her er der brug for mænd, der viser, at der ikke indgås kompromis, når det kommer til det enkelte menneskes værdighed. Mænd, der med samme selvfølgelighed bekæmper onder i Dansk Folkeparti som i islam, i kristendom som i hedenskab, i muslimske bander som i højreekstreme grupperinger. Det er ikke et enten-eller, som tidens skyttegravsdebatter kunne tyde på, men et både-og. Inden for alle findes nemlig kræfter, der vil nedbryde Vestens kronjuvel nr. 1: Det liberale demokrati.

Der er indlysende også brug for mænd, der hjælper flygtninge og nødstedte over alt i verden, og for mænd, der hjælper undertrykte i både majoritets- og minoritetssamfund. Destruktive undertrykkere findes desværre alle vegne.

Der er således nok skæbneprojekter at tage fat på for mænd med hjerne og hjerte på rette sted. På nogle områder mere end nogensinde før. Det er bare om at komme i gang.

Men også på det mere personlige plan burde maskuline dyder få en renæssance. Her kommer forslag til nogle af fremtidens mandeidealer.

Det skal igen være ærefuldt for en mand at være modig og æreløst at være fej. Særligt ærefuld bør det være at risikere sit liv for andre. Verden har altid brug for helte.

En mand taler Roma midt imod. Han er bedøvende ligeglad med, hvad andre tænker og siger, så længe han gør det rette. Om han så skal stå 100 procent alene. Altid at have brug for en gruppe at bekræfte sig i vidner ikke om styrke.

Er du stærk, så skid hul i, når tåber pisser på dig. Bliver der derimod trådt på de svage og hjælpeløse, så skrid til handling.

Behersk både pennen og sværdet. Det er uhyre vigtigt at være klog og dannet, for så ser man følende mennesker over alt, i homoseksuelle, muslimer, højrepopulister osv. Så forstår man, at verdens problemer ofte er komplekse, og at der derfor sjældent findes simple løsninger. Men det er også væsentligt at kunne slås. Ellers har voldsmænd, uanset om det i uretfærdige statsapparater, på gaden eller i hjemmet, en glasklar fordel.

Vær i udgangspunktet altid hjælpsom, ydmyg og ridderlig. Sæt din familie først i alle anliggender. Løft andre op i stedet for dig selv.

Og kvinder specifikt? Mange er stadig temmelig gammeldags, når det kommer til stykket. Selvfølgelig skal en mand være kærlig og trofast, men han skal også kunne sige nej og forsvare hende i bogstavelig forstand. Ømhed uden styrke, og styrke uden ømhed – begge er lige forkerte. Blødhed og hårdhed – en mand skal gerne rumme begge dele.

Hvordan opnår en mand styrke? Nogle vil hævde, at man kun kan få en klippestærk karakter ved at blive gennembanket på tilværelsens ambolt og lutret i livets esse.

Men selvfølgelig kan man gøre noget aktivt. En velovervejet opdragelse og omfattende dannelse kan gøre en markant forskel. At styrke og kultivere de anlæg, som mange mænd naturligt føler. Det er det vigtigste.

At lære at slås – selvsagt kun som sidste nødværge – vil ligeledes kunne medvirke til at give mænd mere mod, også på et intellektuelt plan. Dengang vi levede som jægere og samlere, var dette en integreret del af mange samfund. Den kulturform eksisterer næsten ikke længere, men der er forhold, der delvist kan kompensere. F.eks. at lære at kæmpe i en kampsportsklub med en høj ikke-voldsetik.

Alt dette forekommer nok temmelig altmodisch i mange øren. Men hey – gammeldags er mange af de fremstillinger af mænd, man ser i film og litteratur, jo også. Alligevel beundrer talrige mænd og kvinder dem næsegrust.

Måske det er på tide at gøre idealer til virkelighed. Verden har i den grad brug for Mænd.