Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Guder og ånder skal hjælpe med at redde naturen

Animisme er en vægtig del af vores kulturarv. Hvis den moderniseres, kan den blive en af nøglerne til en grøn revolution af landet.

Politiken 2.9.2018

”I Kundby havde en trold sin bolig i den høje bakke, hvor kirken står; men efterdi folket der i egnen var vant til gudsfrygt og gik flittigt i kirke, havde samme trold sin største plage af, at der næsten uafladeligt ringedes med klokkerne i kirketårnet! Omsider blev han derfor nødt til at rejse bort; thi intet har mere bidraget til troldfolkets udvandren af landet, end netop det, at folk blev gudfrygtigere og at klokkeringningen tiltog” (Danmarks folkesagn, 1843).

En næsten bundløs kløft adskiller moderne mennesker fra verdens natur. Faktisk ligger det i vores kulturelle DNA, at vi er de eneste, der er skabt i Guds billede og har en sjæl. At vi er exceptionelle. At vi er ophøjede væsner med en fødselsret til at herske over alt andet. At vi er de eneste på planeten, der for alvor har følelser, intelligens og kultur.

Jordens natur – derimod – er blot døde ting. Ressourcer, som vi kan udnytte, forurene, mishandle eller helt ødelægge. Alt afhængigt af, hvad der til enhver tid passer os herskermennesker bedst.

Den moderne biologi har skudt større og større huller i denne stærkt antropocentriske selviscenesættelse. Afgørende pointer er, at vi mennesker også er dyr; at mange dyr også er hyperavancerede væsner med høje grader af følelser, intelligens og kultur; ja, at det – måske – også gælder dele af den ikke-animalske natur.

Ifølge megen biologisk forskning er der således ikke en Marianergrav, der skiller mennesker og naturen. Der er tværtimod en flydende kontinuitet og intim sammenhæng.

Det er oplagt, at den dybtgående nedvurdering af naturen, der præger vores tid, er en af de bagvedliggende hovedårsager til den udbredte destruktion af den og til de klimatiske kæmpekatastrofer, vi i dag har kurs imod.

Selv er vi overbeviste om, at skal vi stoppe disse kalamiteter, skal vi ændre vores forhold til naturen fundamentalt. Her er vores ærinde imidlertid ikke at zoome ind på den moderne biologis revolutionære indsigter. Vi vil derimod pege på en art religiøst komplement til dem, der efter vor opfattelse kan blive en af hovednøglerne i kampen for at stoppe det økologiske masseødelæggelsesmaskineri, som det moderne industri- og forbrugersamfund inkarnerer. Konkret drejer det sig om animisme, der ikke blot er den mest udbredte religionsform i historien, men også udgør væsentlige dele af vor egen nordiske kulturarv.

Hvad er animisme?

Hvad er animisme? Ifølge en moderne opfattelse er animisme forestillingen om, at verden er fuld af personlige bevidstheder, men kun nogle af dem er menneskepersoner. Andre er træpersoner, flodpersoner, bjørnepersoner, klippepersoner, jordpersoner osv.

Mere traditionelt udtrykt er animisme en opfattelse af, at f.eks. dyr, Solen, floder, sten, bjerge, Månen, træer og Jorden er (bolig for) guder, ånder, sjæle eller kraft. Konkret kan ikke blot dyr, men også andre dele af naturen opfattes som personlige, tænkende og følende væsner, der kan danne egne samfund og kulturer. Ligesom menneskene. Ofte betragter man også disse væsner og mennesker som slægtninge.

Ud fra en animistisk betragtning er naturen ikke et dødt objekt, der kan udnyttes efter behag. Den er tværtimod hjemsted for levende subjekter, der skal omgås med respekt. Animistisk set består naturen – eller dele af den – altså ikke af ting, men personlige væsner. Den er ikke et ”det”, men et ”du”, som den engelske religionsprofessor Graham Harvey har udtrykt det. Animistisk set er mennesket med andre ord langt mindre unikt end i en traditionel kristen og moderne vestlig optik. Ja, undertiden står dyr, træer og steder over mennesker og bliver dyrket som guder og ånder, der er omgærdet af tabuer.

Animisme har tidligere været ekstremt udbredt. Den har gjort sig gældende i jæger-samler-kulturer og i førmoderne agerbrugskulturer over hele verden. I nutiden er den indgået i blandingsformer med bl.a. katolicisme i Latinamerika og islam i Indonesien. De fleste i dag kender den nok bedst – i stærkt forsimplede udgaver – fra børne-tv med dets talende dyr og træer eller fra blockbustere som Ringenes herre og Avatar.

Men lad os prøve at kaste et blik tilbage i historien.

F.eks. levede Maya-indianerne af majs, så derfor dyrkede de den som en gudinde, Majsens Moder. Inuitternes fangstdyr besad en inua, en ”sjæl”, som skulle behandles med respekt. F.eks. kunne man give det døde dyr gaver. Man inviterede også inua ind i sit hjem, og opførte fangeren sig godt over for kone og familie, ville den være gæst hos ham. Men fangstdyrene selv skulle også behandles godt, ellers kunne de tage hævn.

I oldtidens Grækenland dyrkede man guder og andre væsner i lunde. Derfor var der knyttet en række tabuer til dem; f.eks. var det forbudt at fælde træer, og det samme var jagt. Blandt førkristne slavere blev kilder, floder, brønde og bjergtoppe opfattet som bolig for gudevæsner, der af samme årsag var genstand for ærefrygt.

Nordisk animisme

Men faktisk er animisme også en væsentlig del af vores nordiske kulturarv og folkereligion. Ikke mindst vores egen danske. Den kan måske være svær at få øje på, da den er blevet fortrængt af kristendom og modernitet, ja, med Christian 4.s forordning mod ”trolddom” fra 1617 blev den sågar kriminaliseret. Kloge folk, der praktiserede natur- og helbredelsesmagi, skulle nu landsforvises. Men animismen fortsatte også herefter, om end hyppigt i kristen indpakning.

For få generationer siden havde man stadig, når en gris skulle slagtes, en formel, hvor man undskyldte for den livsnødvendige vold. Desuden var der til omgangen med det slagtede dyr knyttet ritualer, der giver mindelser om førkristen religion.

Fra Sverige så sent som i forrige århundrede kender man til hieros gamos-ritualer. Her lod bønder et ungt par have sex over skålformede helleristninger. Efter ejakulationen blev sæden blandet med såsæden for at sikre jordens frugtbarhed. Ligesom mayaerne dyrkede danskere i gammel tid også kornet, navnlig rugen, som en guddom.

I Evald Tang Kristensens berømte folkemindesamlinger får man indtryk af, at der ikke var en tue, en ærværdig træpatriark eller en græsklædt høj i landskabet, hvor der ikke boede en ånd. Faktisk er gamle sagn spækket med historier om bjergfolk, elverfolk, trolde, havmænd, havfruer, kæmper, vætter, nisser og andre væsner, der var knyttet til landskabet.

På Bornholm skal de underjordiske – menneskeagtige småvæsner, der bor i solskinsøens gravhøje – efter sigende stadig husere. Og på Island oplever folk fremdeles alfer, det såkaldte huldufólk, der bor i klipper og store sten. Nye veje og broer indrettes i visse tilfælde efter dem.

Der er imidlertid også en genre af folkelige fortællinger, der beretter om, hvordan den åndelige forbindelse til naturen blev brudt. Undertiden med fatale følger. Et kendt eksempel er H.C. Andersens animistiske eventyr om Den Lille Havfrue, havånden, der forkastes af det menneske, hun elsker.

Et bedre eksempel er Tissø på Vestsjælland, hvor folk i førkristen tid samledes for at ofre til guderne. Tissø var et helligsted, komplet med tempelbygning, offersted og helligt stednavn (Tyrs sø) fra 600 til 1050. Efter kristendommens indtog blev det religiøse bånd til landskabet dog stærkt problematisk.

Lokale fortællinger, som indledningscitatet ovenfor er hentet fra, hævder nu, at Tissø opstod som hævn fra stedets trold, der var blevet skræmt bort af kirkeklokkerne. ”Trolden” er uden tvivl en kristen dæmonisering af de førkristne guder, og fortællingerne beretter om konsekvenserne af bruddet med stedets guder, nemlig en oversvømmelse af hele engdraget.

Sagnet bevarer viden om, hvordan vores forfædre oplevede en økologisk katastrofe, som i deres animistiske kosmologi blev opfattet som et resultat af guders og ånders handlen. De har tydeligvis set det som nødvendigt at optræde ærbødigt over for de magtfulde væsner.

Hvad kan vi lære af animisme?

Mange danskere vil sikkert forkaste animisme som latterlig overtro. Men det er udtryk for arrogance at affeje naturforståelser, der har spillet en central rolle i tusindvis af ofte bæredygtige kulturer i tusindvis af år. Især når naturforståelserne i stigende grad delvist understøttes af biologisk videnskab.

Endvidere er der indflydelsesrige grene inden for antropologisk forskning, der tager animisters guder og ånder lige så alvorligt som kaffemaskiner og kaskelothvaler. De opfatter dem som eksempler på forskellige verdener eller virkeligheder. Nogle antropologer er sågar gone native og er blevet praktiserende animister.

Det er også udtryk for arrogance at affeje andre naturforståelser, når vor egen efter relativt kort tid ikke blot er medskyldig i det største økologiske holocaust i 65 millioner år, men også kan medvirke til vore egne civilisationers kollaps. I værste fald bidrage til menneskeartens monumentale undergang.

Selv mener vi, at vores animistiske forfædre forstod noget, som vi i dag har glemt: At vi og resten af naturen udgør et stort fællesskab af følende og tænkende væsner. At naturen, både den menneskelige og ikke-menneskelige del, udgør et sammenhængende hele. At vi mest muligt bør behandle resten af naturen, som vi behandler andre levende personer. Med respekt, hensyn og gensidighed.

På den anden side skal animisme ikke romantiseres. Animistiske samfund i fortiden repræsenterer ikke et tabt paradis, ligesom de heller ikke er en troldnøgle til en gyldengrøn fremtid. Der findes også mange forskellige former for animisme. En hel del er særligt disponeret for at bevare natur, forhindre overudnyttelse af den og deslige, mens andre ikke er det.

Desuden er der animister, der – som mange andre mennesker – handler i opposition til egne idealer. Endelig har nogle stået bag lokale artsudryddelser, forureninger og økologiske sammenbrud. Et grelt eksempel er Ganges-floden i Indien. Den har man længe brugt som en kloak på trods af, at den anses for en gudinde i hinduismen.

Ikke desto mindre mener vi og flere andre forskere, at animisme rummer et langt større økologisk potentiale end andre religionstyper, ikke mindst når den konfronteres med den globale økokrise. Således vil den snarere fremme en menneskelig beskyttelse af end en adskillelse fra og dominans over naturen. Sidstnævnte er velkendt fra traditionelle former for monoteistiske religioner.

Indfødte folkeslag er ofte da også forrest på barrikaderne i miljøkampen. Deres drivkraft er ikke kun en jernhård kamp mod multinationale selskaber og klimaforandringer, men også deres animistiske kosmologier.

Naturrettigheder

I de sidste 10 år har vi bl.a. set det ved en voksende indførelse af naturrettigheder. De mest prominente eksempler hidrører fra Ecuador i 2008, Bolivia i 2010 og New Zealand i 2014 og 2017. Her blev det besluttet at give (dele af) naturen juridiske rettigheder, ligesom mennesker har det, ud fra en erkendelse af, at de hidtidige miljølove har været stærkt utilstrækkelige. Dermed har man indført en form for lovbaseret animisme.

Der er nu også mange kræfter – f.eks. verdens største paraplymiljøorganisation, International Union for Conservation of Nature – der arbejder for, at der udstedes en verdenserklæring om naturrettigheder, og at de bliver indført i love verden over.

Primus motor bag indførelsen af juridiske naturrettigheder har i høj grad været indfødte folk og deres opfattelse af naturen som bolig for personlige væsner og kraft, der skal omgås med respekt, hensyn og gensidighed.

Lige så langsomt sniger gamle animistiske verdenssyn – ofte i nye former, forgreninger og knopskydninger – sig således ikke blot ind i dele af moderne biologi og antropologi, men også i miljøaktivisme, statsapparater og love.

Selv tror vi, at vi vil komme til at se mere til animisme i fremtiden som modreaktion på en stadig eskalerende naturødelæggelse over store dele af verden. Og vi vil gerne fremme udviklingen, fordi vi mener, at animisme kan bidrage til en nødvendig revolution af vores juggernaut-brutale og ultimativt selvmorderiske mishandling af naturen.

Animisme kan nemlig fortælle os, at mennesket ikke står over og er adskilt fra, men er en integreret del af et gigantisk naturfællesskab. Den kan lære os at behandle verden på en personlig, følelsesmæssig og respektfuld måde snarere end som en losseplads og et ressourcelager. Den kan vise os, at det går galt, når vi tror, at vi kan kontrollere naturen; at det vil komme tilbage og ramme os selv, når vi tror, at vi er naturens Betvingere. Faktisk har animisme, mener vi, potentialet til at bidrage til en folkelig adfærdsændring i bæredygtig retning. Til at vi træffer nogle andre valg i forhold til vores forbrug, arbejde og politik.

Men skal vi da alle blive animister? Dyrke skove som templer for gudevæsner og landbrugsdyr som følsomme sjæle? Kan en genhelligelse af naturen bidrage til, at folk behandler den bedre, ville det være en fordel. Klart. Men det må selvfølgelig være op til folk selv.

Her vil vi selv opfordre til, at religionsundervisningen i skole og gymnasier gør animisme til en fast del af pensum. Tilsvarende bør medierne sætte spot på fænomenet i langt højere grad, end tilfældet er nu. Ikke blot er animisme efter meget at dømme den tidsmæssigt og geografisk mest udbredte religionsform i verdenshistorien. Langt mere end monoteisme. Den har i dag også vundet markant udbredelse i nyhedenskab, nyshamanisme, New Age, miljøaktivisme, dybdeøkologi, økofeminisme, naturrettigheder, populærkultur, børne-tv osv.

Man kan ikke undgå at blive klogere af det. Også og ikke mindst på verdens tilstand i dag.

Endelig er animisme som sagt en væsentlig del af vores nordiske rødder og historie. Noget, som nationalister og højreradikalister desværre kan bruge til fremmedhad. Men animisme har i sig selv intet med det at gøre. Som det fremgår, handler den frem for alt om at omgås en levende verden med respekt.

Mathias Valentin Nordvig, cand.mag., ph.d.

Benjamin Weber Pedersen, cand.mag., ph.d.-stipendiat

Rune Hjarnø Rasmussen, cand.mag., ph.d.-stipendiat

Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art.