Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Hold øje med kristen nationalisme

Gud er ikke død, men ligner mere og mere en krumbøjet gamling. Samtidig udviser kristne oftere fjendtlighed over for immigranter og minoriteter end ikke-religiøse. Omtrent sådan kan man sammenfatte et par af hovedbudskaberne i en ny rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center om vesteuropæernes religion.

Tag vores egen andedam.

Her betragter 65 procent af befolkningen sig som kristne. Men 55 procent af danskerne er såkaldt ikke-praktiserende kristne, dvs. de går kun i kirke et par gange om året. Kun 10 procent går i kirke mindst en gang om måneden. 30 procent er ateister, agnostikere og lignende, mens de sidste 5 procent dyrker andre religioner o.a.

Disse tal skal sammenholdes med, at 72 procent af danskerne siger, at religion ikke er vigtig for dem; at 47 procent udtrykker et negativt syn på religion; og at 64 procent af befolkningen hverken betragter sig som religiøse eller spirituelle. Når man borer igennem overfladen hos mange selverklærede danske kristne, finder man med andre ord ikke megen religion. I alt fald ikke ifølge dem selv.

Der er i øvrigt sket et iøjnespringende fald i andelen af dem, der er kristne i Vesteuropa. Efter modellen: Langt de fleste siger, at de er døbt; færre siger, de er kristent opdraget; og endnu færre opfatter sig som kristne i dag.

I f.eks. Danmark siger 95 procent, de er døbt; 80 procent siger, de er kristent opdraget; men kun 65 procent opfatter sig som kristne i dag. I Norge siger 93 procent, de er døbt; 79 procent siger, de er kristent opdraget; men kun 51 procent opfatter sig som kristne i dag.

Samtidig med disse fald er der sket næsten tilsvarende stigninger i andelen af dem, der opfatter sig som ateister, agnostikere og lignende. En afkristningsproces er således i fuld gang i Vesteuropa. Islams større tilstedeværelse har med andre ord ikke bidraget til at gøre flere folk religiøse. Snarere tværtimod.

Et andet væsentligt tema i den nye amerikanske rapport er vesteuropæernes holdninger til immigranter, muslimer og jøder, og her er et vigtigt budskab: Der er større sandsynlighed for, at såvel ikke-praktiserende kristne som praktiserende kirkekristne udtrykker fjendskab over for disse minoriteter, end at ikke-religiøse gør det.

Det betyder ikke, at majoriteten af kristne gør det, men at andelen af kristne, der er intolerant, er større end andelen af ikke-religiøse, der er det. Således tilslutter kristne sig oftere negative udsagn som ”I deres hjerter vil muslimer pålægge alle andre deres religiøse love” og ”Jøder plejer altid deres egne interesser og ikke interesserne i det land, de bor i.” Ja, kristne afviser sågar oftere end ikke-religiøse at acceptere en jøde i deres familie.

Generelt er der større sandsynlighed for, at kristne på alle niveauer udviser nationalisme end ikke-religiøse. Der er simpelthen en ”stærk forbindelse mellem kristen identitet og nationalistiske holdninger”. Det skal understreges, at det også gør sig gældende, når man kontrollerer for uddannelse, køn, alder og politisk ideologi.

Hvordan skal man forstå alt dette?

Der er ingen tvivl om, at der i moderne tid er sket en omfattende sekularisering i Vesteuropa. I dag er kongedømmer pr. guddommelig ret afløst af demokratier pr. folkelig ret. Religiøst baserede love er afløst af ikke-religiøse love. Målrettet religiøs indoktrinering i skolen er afløst af en mere kritisk og sekulær faglighed. Religionstvang er afløst af religionsfrihed. Et religiøst verdensbillede er hos flertallet afløst af et videnskabeligt verdensbillede, osv.

Men samtidig med denne udvikling er der fortsat store dele af befolkningerne, der betegner sig selv som kristne. Hvordan hænger det sammen?

En væsentlig årsag er givetvis, at markante dele af nutidig kristendom er blevet så redefineret og omskabt i forhold til størstedelen af Bibelen og kristendommens historie, at de i dag fremstår som gennemtransformerede. Ifølge Encyclopedia of Religion (2005), der er den moderne religionsvidenskabs standardleksikon, har kristendom i moderne tid oplevet intet mindre end en ”omformning og omtænkning af alle de trosstrukturer og livsstrukturer”, der har karakteriseret religionen siden det 4. århundrede.

I dag kan man i Vesteuropa således være kristen og samtidig gå ind for religionsfrihed, sekulært demokrati, ligestilling mellem mænd og kvinder og hetero- og homoseksuelle. I langt størstedelen af kristendommens historie ville det have været utænkeligt.

Alternativt kan man hævde, at de fleste af de vesteuropæere, der i dag kalder sig kristne, i realiteten er massivt afkristnede og sekulariserede. At de altså kun rummer lidt kristendom, hvis man måler det med mere traditionelle parametre. Det kan være en af forklaringerne på de halvskizofrene svar, som bl.a. mange danskere kommer med: At de er både kristne, ikke-religiøse og hader religion på selv samme tid.

Men samtidig er der visse forskelle på ikke-praktiserende kristne og ikke-religiøse. Hos førstnævnte finder man, som vi har set, f.eks. oftere fjendskab mod immigranter, muslimer og jøder. Hvorfor egentlig?

Er det et levn fra førmoderne kristendom og dens skrappe sandhedsmonopol, der får kristne til at være mere fjendtlige over for anderledestænkende i dag? Eller er det fjendtligheden, der får folk til at forbinde sig med en kristendom, der har præget Danmark i 1000 år, og som en del derfor identificerer med ’danskhed’?

Under alle vilkår har en række kristne præster herhjemme ført et verbalt korstog mod islam. Som følge af en mangeårig status som mediestjerner har bl.a. Jesper Langballe, Søren Krarup, Sørine Gotfredsen og Katrine Winkel Holm ikke blot bidraget til en normalisering, men også til en kristen retfærdiggørelse af en totaludgrænsning af islam. Hos disse præster og konsorter er der ingen tvivl om, at luthersk kristendom er en stærk drivkraft.

Dertil kommer, at de politiske partier, der insisterer mest på, at Danmark er et kristent land, også er dem, der udviser mindst næstekærlighed over for flygtninge.

Alt i alt bliver traditionel kristendom svagere og svagere i Vesteuropa. Men hold øje med kristen nationalisme, der hyppigt befinder sig i eller kun hårsbredder fra magtens centre. I klar modsætning til islamisk fundamentalisme.

Der er masser af eksempler på, at sammenblanding af religion og nationalisme kan være en højeksplosiv cocktail. Hindunationalismen er et yndet eksempel. Men verdenshistoriens blodigste tilfælde stammer faktisk fra vores tyske nabo, Luthers fædreland og lutheranismens verdenscentrum.