Danmark står ved en skillevej
Et forbud mod rituel drengeomskæring vil være et historisk angreb på vores rummelige samfund.
Den verbale skyttegravskrig om rituel drengeomskæring har længe bølget frem og tilbage, men har nu nået en foreløbig kulmination med et borgerforslag, der vil indføre en ”18 års mindstealder for omskæring af raske børn.”
Nu er der ikke meget, der tyder på, at lovforslaget vil blive vedtaget i første omgang. Men SF og Enhedslisten støtter et forbud, og fortsætter debatten på samme høje nagler, kan det ikke udelukkes, at det vil ske på et tidspunkt.
Dermed står Danmark i disse år ved en skillevej.
I dag har vi et (trods alt) rummeligt samfund med plads til forskellige levemåder, livssyn og religioner. Med rum til forskellige definitioner af det gode liv. Hvis lovforslaget mod ikke-medicinsk omskæring af børn vedtages, bortskæres en iøjnefaldende luns af denne rummelighed. Så kriminaliseres de facto de fleste former for jødedom og islam i Danmark.
Det vil repræsentere et historisk kursskifte.
For forbudsfortalerne er sagen enkel. De vil sikre det enkelte menneske selvbestemmelse i forhold til egen krop og til livssyn: Skal der bortskæres noget fra et raskt menneskes krop, skal det være en beslutning, som det enkelte menneske selv træffer, når det er blevet myndigt. Ikke før. For de fleste forbudsfortalere er kravet om et forbud en decideret no-brainer: Hvordan kan et anstændigt menneske overhovedet mene noget andet?
Faktum er, at man i store dele af menneskehedens historie har ment noget andet. Faktum er også, at man i de fleste samfund i dag mener noget andet. Faktisk har intet land på kloden et forbud mod rituel omskæring af drengebørn.
Kravet om et forbud bygger på en udtalt individualisme. Det enkelte individ skal have en så stor frihed over sin egen krop og sit eget liv som muligt. Denne personlige frihed anses for det højeste gode. For hellig og ukrænkelig. Præmissen er, at denne frihed muliggør den største lykke.
Set i et makrohistorisk perspektiv er den stærke betoning af det enkelte individs frihed uhyre moderne. F.eks. har bundethed til ens slægt og forfædre, rødder i gamle kulturer og nære fællesskaber været anset for afgørende nøgler til lykken. En grundpræmis er formentlig, et en fuldstændig valgfrihed kan stå i modsætning til tryghed og rødder.
Måske det er en grund til, at drengeomskæring har været obligatorisk i pubertetsriter hos indfødte polyteistiske folk over store dele af verden. Måske det er en grund til, at den er blevet videreført som et nøgleritual i jødedom og islam. Og måske det er en grund til, at der fortsat ikke er et eneste land verden over, der har forbudt det.
Der hersker i dag væsensforskellige syn på, hvad der giver mulighed for størst lykke. Men det er der, når det kommer til forældres rituelle omskæring af drengebørn, mange danskere, der nu vil afskaffe. Til gengæld vil de give børnene større personlig frihed. Frihed til at bestemme over egen krop og vælge livssyn.
For mange danskere er denne opfattelse så selvindlysende, at den tydeligvis bør have monopol på det Gode og Sande. Andre opfattelser forkastes nemlig totalt, ja, dæmoniseres rutinemæssigt og umisforståeligt.
Konkret har forbudskampagnen ført til dyb splid i det danske samfund. Den har således lagt to minoritetsgrupper for had. Muslimer var det på flere områder i forvejen, men er nu blevet det yderligere. Med jøderne i Danmark er det imidlertid noget nyt.
Og her er den primære trussel ikke ”arabiske bøller”, som jurist Jonatan Cohn for nylig påpegede, men ”den voldsomme agitation for et omskæringsforbud.” Tidligere chefredaktør Herbert Pundik har skrevet, at det, som mange danske jøder oplever som en antisemitisk bølge, er ”kommet som et chok, totalt uventet.”
Mekanismen er enkel: Hvis rituel drengeomskæring er børnelemlæstelse og børnemishandling, sådan som mange hævder, ligger det snublende nær at slutte, at de jøder og muslimer, der praktiserer den herhjemme, er børnelemlæstere og børnemishandlere. Altså ungefær det værste, som et menneske kan beskyldes for.
Hvis den danske stat kriminaliserer rituel drengeomskæring, kan det vanskeligt opfattes på anden måde, end at den giver denne proportionsløse og brandfarlige hate speech sit blå stempel. Hvorfor skulle staten ellers forbyde rituel drengeomskæring?
Naturligvis er alle religioner under forandring. Og naturligvis er ingen religioner hævet over kritik. Men indtil videre anser det store flertal af muslimer og især jøder rituel drengeomskæring for en så identitetsbærende hjørnesten i deres kultur, at de ikke vil opgive den. Et forbud vil derfor ikke stoppe den, men medføre, at den vil blive udført illegalt (i højere grad end nu), eller at folk vil emigrere. Et forbud vil derfor forøge de meget små risici, der er forbundet med drengeomskæring, eller det vil flytte den til et andet land.
Hvordan skulle et forbud i øvrigt håndhæves? Skal jødiske og muslimske drenge tvangsundersøges? Skal læger, pædagoger og lærere have skærpet indberetningspligt?
Men spørgsmålet er: Hvorfor overhovedet kriminalisere det, når man ikke samtidig – eller først – vil kriminalisere noget, der er langt farligere for børn? F.eks. rygning under graviditeten og passiv rygning i hjemmet?
Resultatet af den afgrundsdybe skævhed i arbejdet for børns rettigheder er en alvorlig udskamning af jøder og muslimer. At islamfjender, antisemitter og religionsfjender i øvrigt har koblet sig til den uhyre ensidige omskæringsforbudsvogn, kan ikke undre. Men at mange andre, der ikke er det, har gjort det, kan faktisk undre.
Endnu mere problematisk vil det være, hvis staten også skulle gøre det. Og det vil som sagt indlede et skelsættende kursskifte i det danske samfund. Her er det vigtigt at understrege:
At være mod et forbud mod rituel drengeomskæring og mod dæmonisering af minoriteter er ikke det samme som at være for rituel drengeomskæring og mod velfunderet kritik af rituel drengeomskæring. Langtfra.
Selv finder jeg, at begge parter i omskæringsdebatten har stærke argumenter (så kompleks er verden faktisk jævnligt), og argumenter bør også fremover være det afgørende. I erkendelse af, at der dokumenterbart findes meget forskellige opfattelser af det gode menneskeliv.
At der er fordele og ulemper ved alle, er trivielt.
Men at ophøje én opfattelse til den eneste gyldige – sådan som fanatikere i alle lejre ynder – sender staten på frontal kollisionskurs med det mest udbredte fællestræk menneskene imellem: Vores indbyrdes forskellighed.