Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Giv naturen rettigheder ligesom menneskene

I dag den 22. april er det FNs Internationale Dag for Moder Jord. Den skal hvert år tjene til at skærpe folks bevidsthed om, at vi skylder Jorden vores liv, og at vi af samme grund bør passe på hende som det kosteligste klenodie.

Mærkedagen blev indført den 22. april i 2009 på opfordring af Bolivia. Samme dag holdt det sydamerikanske lands præsident Evo Morales en tale til FNs Generalforsamling. Han opfordrede til, at der blev udarbejdet en Verdenserklæring om Moder Jords Rettigheder, der skulle komplettere FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948.

I 2010 fremlagdes på en kæmpekonference i Bolivia et konkret forslag til en Verdenserklæring om Moder Jords Rettigheder. Samme år indførte Bolivia den såkaldte Lov om Moder Jords Rettigheder, og i 2012 vedtog landet en langt mere detaljeret lov om det samme.

Tiltagene har til formål at give naturen retlig status og rettigheder ligesom mennesker. Det lyder revolutionerende, og det er det også. Men de bolivianske initiativer er kun enkelte eksempler på en banebrydende udvikling, der er i fuld gang verden over, og som får mere og mere momentum.

Ecuador var det visionære foregangsland. I 2008 vedtog det en ny forfatning, og som den første forfatning i verden indtager naturrettigheder en væsentlig plads. Allerede i dens præambel kan man læse: ”Vi, kvinder og mænd, Ecuadors suveræne folk … der fejrer naturen, Moder Jord, som vi er en del af, og som er afgørende for vores eksistens ...”

Går man til New Zealand, blev nationalparken Te Urewera i 2014 forvandlet til selvstændig juridisk person. Det indebærer, at den nu ejer sig selv og har rettigheder, som mennesker skal respektere. Noget tilsvarende skete for Whanganui-floden, der er New Zealands tredje længste flod, i 2017. 

I Indien, ligeledes i 2017, fastslog Højesteret i delstaten Uttarakhand, at floden Ganges og dens største biflod Yamuna har lovmæssig status som levende væsner. Samme status har højesteretten nu også tildelt Himalayas gletsjere, floder og skove.

Der er verden over mange andre initiativer i gang, der har det til fælles, at de vil give natur vidtgående rettigheder og inkorporere disse naturrettigheder i retssystemerne. Pointen er bl.a., at stater skal forpligtes til at beskytte naturen, og hvis de ikke lever op til det, at folk så kan sagsøge dem på naturens vegne.

Indtil nu har indfødte folk været nogle af de centrale hovedkræfter bag indførelsen af de nye naturrettigheder. Det hænger ikke blot sammen med, at deres kulturer og levesteder har været voldsomt trængt af vestlig industri og kultur- og religionsimperialisme. Det hænger også sammen med, at deres kosmologi i en del tilfælde er radikalt forskellig fra vore religioners. F.eks. ved at betone, at mennesker, dyr, planter, træer og bjerge er slægtninge, og at bl.a. dyr, klipper, skove og floder er levende personer, der danner egne kulturer. Af samme grund, mener man, har naturen krav på respekt og beskyttelse.

Ganske bemærkelsesværdigt understøttes indfødte folks animistiske kosmologier delvist af moderne videnskab. Allerede Darwin påviste, at forskellen mellem mennesker og dyr kun er et spørgsmål om grad, ikke væsen. I de senere årtier har forskere påvist, at mange dyrearter har høje grader af følelser, intelligens, bevidsthed og kultur. Nogle mener sågar, at det også kan omfatte ikke-animalsk natur såsom træer, planter, svampe m.m.

De nye videnskabelige erkendelser medfører et moralsk imperativ til at ændre vores omgang med naturen. Fundamentalt. Og netop det er kampen for at indføre naturrettigheder et manifest forsøg på.

Overordnet set repræsenterer naturrettighederne et generalopgør med den antropocentrisme, der ligger til grund for de moderne industrisamfund. Antropocentrismen indebærer en tro på, at mennesket er forskelligt fra og står over naturen, og at det er den naturlige verdenshersker. Det betyder, at mennesket – som den eneste art ud af millioner af arter – skal eje al natur, og at naturen først og fremmest er en blanding af ting, ressource, slave og kloak.

Selv repræsenterer de nye naturrettigheder en udtalt økocentrisme. Ifølge den er menneskene en integreret del af resten af naturen. De står ikke over og er ikke adskilt fra den. Ifølge den har andre arter også værdi i sig selv, dvs. en eksistensberettigelse, der rækker milevidt ud over deres nytteværdi for menneskene. Af samme grund bør menneskene indtage en langt mere ydmyg position på planeten end hidtil.

Ikke overraskende ligger økocentrisme til grund for megen miljøaktivisme i det hele taget. Desuden indtager den en nøgleposition i en omsiggribende grøn spiritualitet verden over. Nogle eksperter mener sågar, at vi er på vej mod at få en ny global, civil jordreligion, der betragter biosfæren, ikke økonomisk vækst, som hellig.

At give naturen omfattende rettigheder, ligesom menneskene har det, indebærer i sidste ende en grundtransformation af vores forhold til naturen. En økocentrisk omvurdering af vores værdier. Et økologisk paradigmeskifte i samfundet.

Det vil utvivlsomt forekomme mange radikalt. Men radikalt – det forekom også engang kravene om at give sorte, kvinder og homoseksuelle samme rettigheder som hvide, heteroseksuelle mænd, og af samme grund affødte de formidabel modstand. I dag betragtes disse rettigheder ikke desto mindre som en selvfølge mange steder.

Og spørgsmålet er, om vi efterhånden ikke atter er nødt til at udvide rettighedscirkelen?

En ting er, at lovgivningen mange steder halter langt efter moderne biologisk forskning. Noget andet er, at mennesker i dag lider af en cocktail af narcissisme, psykopati og storhedsvanvid, når de insisterer på retten til ikke blot at eje jordkloden, men også til at udnytte, mishandle og ødelægge den efter forgodtbefindende. Vi ligner mere og mere de aliens, der i science fiction-film invaderer og udraderer Jorden.

Problemet forstærkes af, at de fleste tsunamier af naturødelæggelse er fuldt lovlige. Et bevis for, at de nuværende miljølove gerne er stærkt utilstrækkelige.

For at stoppe det destruktive vanvid må der derfor skrappere midler til, og her er naturrettigheder måske et af de mest adfærdsregulerende redskaber. Naturligvis repræsenterer de ikke et trylleslag, der ændrer billedet fra den ene dag til den anden; det viser de brogede erfaringer fra Ecuador og Bolivia. Men de er et lovmæssigt og etisk værktøj til at holde folk langt mere ansvarlige for mishandling af naturen, end man hidtil har haft mulighed for.

Selv vil jeg her på den Internationale Dag for Moder Jord foreslå: 1) At dagen fremover gøres til officiel mærkedag, hvor landets skoler m.m. lukkes. 2) At naturrettigheder indskrives i grundloven, sådan som også Danmarks Naturfredningsforening har foreslået. 3) At FN udsteder en Verdenserklæring om Naturrettigheder og arbejder for, at alle FN-lande implementerer dem i deres lovgivning. Organisationen Global Alliance for the Rights of Nature har allerede en underskriftsindsamling i gang, der har dette som mål. International Union for Conservation of Nature, der er verdens største paraplymiljøorganisation, har også opfordret til, at der bliver udarbejdet en sådan erklæring, og den vil selv gøre naturrettigheder til et kernepunkt i sit arbejde.

Højtflyvende hippie-snak vil nogle kalde det. Det er det ikke. Det er tværtimod jordnær og jernhård realisme, hvis livet i dets mangfoldighed skal have en fremtid her på planeten.

Først som sidst er det topmålet af tragikomik, at vesterlændinge i århundreder har nedgjort indfødte som primitive halvmennesker, ja, sågar har forsøgt at udrydde dem. Nu er det måske mange indfødtes opfattelse af Jorden som en levende moder, der skal hjælpe med at redde os fra et selvskabt økologisk Armageddon.