Verdens religioner rummer enorme forskelle
I år er det 50 års-jubilæum for ungdomsoprørets legendariske peak i 1968, og dets betydning bliver for tiden debatteret på kryds og tværs.
Ser man på religion og spiritualitet, er der næppe tvivl om, at ungdomsoprøret har bidraget til markante forandringer i Vesten. Den vigtigste er måske udbredelsen af den regnbuefarvede skipperlabskovs, der kaldes New Age.
Nævnt i flæng omfatter fænomenet teosofi, åndelig søgen, kosmisk udvikling, selvudvikling, individualisme, asiatiske filosofier og praksisser (yoga, meditation), guruer, økologi, biodynamik, religion og videnskab som tagselvbord, holisme, monisme, alternative behandlere, nye religiøse bevægelser og en masse mere. Noget af det er opgivet i dag. Andet er blevet en væsentlig del af den folkereligiøse mainstream i Vesten.
Et af New Age-bevægelsens børn er en tro på, at alle religioner rummer den samme kerne: Gud, fred, kærlighed, visdom eller deslige. Det er kun på overfladen og i menneskers manglende forståelse, at de er forskellige. Deep down handler de om det samme og vil det samme, ikke mindst forkynde, at menneskeheden er én stor familie.
Forestillingen om, at forskellige religioner blot er forskellige veje til den samme fredskærlige gud blev udbredt i skyggen af den kolde krig og frygten for et globalt atomragnarok. Men den blev også udbredt som modreaktion på de religioner, der hævder at have monopol på Gud, sandhed og frelse og som har forfulgt anderledestænkende som vantro og kættere. Det gælder især konservative og fundamentalistiske former for kristendom og islam. Tænk f.eks. på den katolske kirkes gamle dogme: ”Uden for kirken er der ingen frelse.”
En helt anden position repræsenterer den såkaldte Nye Ateisme. I modsætning til dem, der mener, at alle religioners essens er kærlighed og oplysning, mener de nye ateister, at religioner basalt set står for intolerance, vold og uvidenhed.
Dens vigtigste bannerførere er Sam Harris, Richard Dawkins, Daniel Dennett og Christopher Hitchens. Bogtitler som The God Delusion (Dawkins) og God Is Not Great: How Religion Poisons Everything (Hitchens) er betegnende for deres holdning. De fire nyateistiske førerhunde er blevet kendt og branded som ”de fire ryttere”, der ifølge Johannes Apokalypsens mytologi skal være med til at indvarsle tidernes ende.
Set ud fra det religionshistoriske udkigstårn er det vanskeligt at give nogle af ovennævnte parter ret.
Både ud fra en historisk og nutidig synsvinkel er verdens religioner kendetegnet af en kolossal forskellighed, hvor godt og ondt, socialt og asocialt, kærlighed og vold, tolerance og intolerance, naturkærlighed og naturfjendskab er blandet i et astronomisk antal variationer.
Monoteistiske missionsreligioner som kristendom og islam har i stadig stigende grad domineret verden i nyere tid. Men i et makrohistorisk fugleperspektiv er de undtagelser. Polyteistiske religioner har favnet Jorden i betydeligt længere tid. Og animistiske jæger-samlerreligioner, ifølge hvilke kosmos er besjælet med guder og ånder, har antageligt sat den religiøse dagsorden i endnu længere tid.
Men selv inden for hver af kategorierne monoteisme, polyteisme og animisme – og flere kunne være nævnt – gemmer sig et utal af forskelle. Tag kristendom. Her fremhæves ofte den katolske kirke, den protestantiske kirke og den ortodokse kirke, men i realiteten findes titusindvis af forskellige kristne kirkesamfund og fraktioner.
Og i den dokumenterbare virkelighed kan religiøse forskelle gøre en hulens forskel: Om man skal gøre gode gerninger for at blive frelst eller ej. Om man skal ofre mennesker til ens guder eller ej. Om man skal bede fem gange dagligt eller ej. Om man skal afstå fra at fælde en skov, fordi en ånd bor i den, eller ej. Om man skal spise koshermad og holde sabbat eller ej. Om man skal leve i cølibat eller ej. Osv.
Inden for små trossamfund kan selv små trosforskelle få folk til at rive hovederne af hinanden, også selv om deres religion officielt bygger på næstekærlighed. Den danske folkekirkes funktionærer er med jævne mellemrum et eksempel på det.
Målt med virkelighedens alen er det med andre ord et metafysisk postulat, at alle religioner basalt set handler om peace, love and harmony. Faktisk kan religion både forene og adskille mennesker. Være årsag til både krig og fred. Kilde til både frihedskamp og folkemord. Inspiration til både elysiske kunstværker og til destruktion af samme.
Den amerikanske professor i religionsstudier, Stephen Prothero, har i bogen God Is Not One, som denne klumme er inspireret af, præcist bemærket, at religion kan være en af de største kilder til ondt og en af de største kilder til godt – og til alt muligt derimellem.
Selv kan jeg godt forstå de nye ateister, når de raser mod især traditionel kristendom og islam, da de vitterlig har nogle mørke sider. Men det er en alvorlig fejl, hvis konservative og fundamentalistiske udgaver af kristendom og islam identificeres med al kristendom og islam, for ikke at tale om al religion. Som sagt dækker begrebet religion over en uudtømmelig mangfoldighed af fænomener. Ligesom politik. Ligesom ateisme. Ligesom kultur i øvrigt. Hvorfor? Fordi mennesker er uhyre sammensatte og forskellige væsner.
Jeg har også sympati for dem, der hævder, at alle religioner egentlig handler om kærlighed og fred. Det er en smuk tanke, selv om den er forkert. I realitetens verden ser religionsbilledet langt, langt mere forskelligartet ud. Krige og massenedslagtninger kan være ægtefødte børn af religion, og det gælder inden for de fleste religionstyper.
Selv håber jeg, at den antiautoritære ånd fra ungdomsoprøret vil blive vakt på ny. Den fandenivoldske tro på, at verden kan være anderledes og bedre, end den er nu. Jeg håber også, at fremtidens religioner kommer til at stå i kærlighedens og fredens, tolerancens og frisindets tegn. Det er en efterstræbelsesværdig kosmopolitisk ideologi for en verden, hvor flere og flere mennesker skal bo tættere og tættere sammen.
Men indtil nu? Ja, indtil nu siger visionen om alle religioners enhed ikke særligt meget om virkelighedens religioner trods alskens økumeniske initiativer og religionsdialoger. Men tanken er som sagt smuk.
Selv vil jeg slutte af med at opfordre religiøse til at se fremad snarere end tilbage. Se vores børn og børnebørn dybt i øjnene. Se dyr dybt i øjnene. Se på, hvad der er nødvendigt for alt livs overlevelse og trivsel på Jorden.