Vores konsumerisme er en dommedagsreligion

Skal du ud og shoppe i påskeferien? Sådan rigtig gå shop-amok i opulente påsketilbud?

Så er du ikke alene. Tværtimod er du medlem af en ekstremt udbredt religion i Vesten, nemlig konsumerismen, en religion, der er i fuld gang med at brede sig til resten af verden.

Mange har ellers ment, at religion har tabt terræn og magt i Vesten i nyere tid. Det har traditionelle religionsformer også. Til gengæld er der kommet nye religionsformer til. Hvis man definerer en religion som den ideologi, der sætter dagsordenen i samfundet og giver folk identitet og mening, så er konsumerismen ikke blot vor tids mest indflydelsesrige og ekspansive religion, men en ny folkereligion.

Religionens guder er neoliberalismens supermilliardærer. Dens præsteskab er økonomer og dens missionærer reklamefolk, der er mestre i forførelse. Banker og storcentre er dens templer, og ritualet par excellence er shopping.

Religionens tilhængere arbejder lige så hårdt som sekters proselytmagere. Børnene må andre tage sig af, og selv kollapser de jævnligt under presset. Men den pris betaler de. For de har lært, at forbrug er hovedvejen til paradis. Nøjsomhed fører derimod til helvede.

Konsumerismens grundidé er, at forbrug er lig med lykke. Og stort forbrug er lig med stor lykke.

Men er det sandt? Bliver vi lykkeligere, jo mere vi forbruger? Er den kolossale vækst i forbrug efter 2. Verdenskrig blevet modsvaret af en kolossal vækst i folks lykke?

Nej, viser megen lykkeforskning, der er en bombe under præmissen for jagten på øget forbrug. Ifølge bogen Happiness: Lessons From A New Science har den voldsomme vækst i løn, rigdom og forbrug i Vesten ofte ikke ført til mere lykke. Undertiden tværtimod.

I USA, Storbritannien og Japan er folks materielle levestandard mere end fordoblet siden 1950. Alligevel er folk ikke blevet lykkeligere. I USA er andelen af folk, der er godt tilfredse med deres finansielle situation, endog faldet siden 1972.

I det kontinentale Europa har man siden 1975 kunnet spore en lille forøgelse af folks lykke, men den er lille i forhold til den kolossale vækst i folks realindkomst, der har fundet sted. Dertil kommer, at omfanget af depressioner, alkoholisme, selvmord og kriminalitet er steget i mange vestlige lande i forhold til 1950’erne.

Det er faktisk kun, hvis folk lever i fysisk fattigdom, at en forøgelse af indkomsten gør dem mærkbart lykkeligere. Når de først er løftet ud af den, gør den ingen eller kun en lille forskel.

Med andre ord: På trods af en voldsom vækst i indkomst og forbrug af alverdens ting i Vesten siden 2. Verdenskrig er de fleste ikke blevet lykkeligere, ja, nogle er sågar blevet ulykkeligere.

Det er en dødsdom over den moderne vækstfetichisme, og det burde med den amerikanske topøkonom Richard Layards ord ”få enhver regering til at revurdere sine formål og få enhver af os til at gentænke vores mål.”

Det er der imidlertid meget lange udsigter til. Det hænger bl.a. sammen med, at konsumerismen skaber en afhængighed, der ligner afhængighed af alkohol og narkotika.

Når man køber nyt, er lykkefølelsen kort, for snart har hjernen tilpasset sig, og så er man ikke mere lykkelig, end man var før indkøbet. Den grå hverdag vender tilbage. Derfor skal man hurtigt købe nyt igen – og helst vildere, større, mere – for at skabe den samme lykkefølelse. Og så fremdeles.

Men selve det forhold, at man som forbruger sjældent bliver andet end kortvarigt tilfreds, er en afgørende pointe. Vores tilbagevendende utilfredshed og stigende forventninger medfører nemlig, at vi konstant må købe nyt, forretningsfolkenes våde drøm. Det kortvarige forbrugsfix skal hele tiden afløses af et nyt forbrugsfix.

Som den australske etikprofessor Clive Hamilton har påpeget, skaber fortsat økonomisk vækst i Vesten ikke mere lykke. Det er snarere omvendt: Det er en følelse af ”ulykke, der opretholder den økonomiske vækst.”

Men én ting er, at vi ikke bliver lykkeligere af at forbruge mere og mere. En anden er, at det kan være en gigantisk bombe under vores egen, børn og børnebørns eksistens her på Jorden. For slet ikke at tale om mange andre dyrearter.

Overforbruget startede som en epidemi i Vesten efter 2. Verdenskrig. I dag er det ved at udvikle sig til en pandemi. Middelklasser i hidtidigt fattige lande vokser med ekspresfart, og dermed vokser forbruget tilsvarende. F.eks. anslår African Development Bank, at der i 2050 vil være tre gange så mange middelklasseforbrugere i Afrika, som der er i dag.

Hvis alle i den tredje verden fik samme levestandard som os i den vestlige verden, ville menneskehedens miljøbelastning blive 12 gange så stor som nu. Men allerede i dag overskrider vi Jordens biokapacitet. Alligevel er der talrige – regeringer og erhvervsfolk inklusive – der har som mål, at alle mennesker skal blive storforbrugere.

Derfor er det berettiget, når et hav af forskere og nobelpristagere har advaret om, at menneskene og naturen befinder sig på frontal kollisionskurs.

Som nogle ved, er kristendom og islam på sin vis dommedagsreligioner. Forkyndelsen af verdens undergang til fordel for et overjordisk paradis står centralt i deres helligskrifter, men det er den slags forestillinger, religionsforskere kalder for myter.

Mere alvorligt forholder det sig med den nye, snart verdensomspændende folkereligion, konsumerisme. Den forjætter et jordisk paradis til dens tilhængere. Men den kan faktuelt føre til det stik modsatte: Et helvede på Jorden.

Dens centrale dogme er evig vækst. Men vækst er en eufemisme for grådighed, så snart vi har opfyldt vores grundlæggende behov, og så længe andre sulter. Det, der tidligere var en dødssynd, er imidlertid blevet en kardinaldyd.

Selv peger vi gerne fingre ad islamistiske terrorister, Jehovas Vidner og andre fundamentalister. Men vi ser ikke, at vi selv er tilhængere af den måske farligste kult i verdenshistorien. Og ser vi det, fortrænger vi det hurtigt igen, selv om det kan være på bekostning af vore egne børns overlevelse. I den grad er det lykkedes konsumerismens ypperstepræster at forhekse os, så vi tror, at den er en naturlov.

Det er den ikke. Den er en af de mest ekstreme kulturelle undtagelser nogensinde. Et dystopisk mareridt pakket ind i lyserødt gavepapir.

God påskeferie til alle.