Åbent brev til religiøse ledere
Kære religiøse ledere.
I de sidste årtiers miljødebat er jeres religioner ofte blevet beskyldt for at være antropocentriske. Det vil sige centrerede om menneskene og deres behov og dermed medskyldige i den moderne massedestruktion af naturen.
Hvis det er en usand beskyldning, har I og jeres forgængere været dårlige til at sætte jeres indflydelse igennem. Faktisk meget dårlige.
Faktum er, at vi aldrig har været så mange mennesker som i dag, nemlig 7,6 milliarder, og vi bliver endnu flere i fremtiden. I sine nyeste World Population Prospects fra 2017 anslår FN, at vi i 2050 vil være 9,8 milliarder og i 2100 11,2 milliarder mennesker. Hvis kvinder gennemsnitligt får blot et halvt barn mere end beregnet her, vil vi i 2050 komme op på 10,8 milliarder og i 2100 16,5 milliarder mennesker.
Konkret vokser verdensbefolkningen med ca. 227.000 om dagen, 1.600.000 om ugen og 83 millioner mennesker om året. Det svarer til, at der hvert år tilføjes et befolkningsantal til Jorden på størrelse med Tysklands.
Dermed befinder vi os i dag i en ekstrem situation. I langt størstedelen af vores historie har vi levet som jægere og samlere og været under 1 million mennesker. Da vi for 10.000 år siden begyndte at blive fastboende agerbrugere, var antallet steget til 5 millioner.
Derefter skal vi helt frem til 1804, før vi runder 1 milliard mennesker. I 1960 var antallet steget til 3 milliarder. I 2011 var det steget til 7 milliarder. Og selv om væksthastigheden er faldet lidt i moderne tid, er vi i dag på vej mod et skyhøjt antal mennesker.
Den stratosfæriske befolkningstilvækst modsvares af et afgrundsdybt fald i vilde dyr.
Eksperter skønner, at menneskene for 10.000 år siden udgjorde kun 1 procent af vægten af landlevende hvirveldyr. Vilde dyr udgjorde 99 procent. I dag udgør mennesker, landbrugsdyr og kæledyr 99 procent af vægten af landlevende hvirveldyr, vilde dyr kun 1 procent.
I moderne tid er det gået virkelig stærkt. Fra 1970 til 2012 faldt bestande af verdens vilde dyr (fisk, fugle, pattedyr, padder og krybdyr) gennemsnitligt med 58 procent. Fortsætter det, vil de om 2 år være faldet med hele 67 procent. Ifølge mange forskere er vi i fuld gang med den sjette masseudryddelse af arter.
Oven i det økologiske holocaust kommer mishandlingen af dyr på moderne landbrugsfabrikker. De lidelser, som dyr her ofte udsættes for, har den israelske stjerneprofessor Yuval Harari kaldt ”den måske værste forbrydelse i historien”.
Men hvad har alt dette med religion at gøre?
Religion har længe spillet og spiller fortsat en stor rolle for utallige menneskers identitet, værdier og verdensbillede. I dag er 84 procent af Jordens befolkning religiøs. I 2060 forventes der at være 3,1 milliarder kristne og 3 milliarder muslimer. Muslimer er de religiøse, der har den højeste fertilitetsrate i verden, nemlig gennemsnitligt 2,9 børn pr. kvinde. Kristne kommer på andenpladsen med gennemsnitligt 2,6 børn pr. kvinde.
Det er der selvfølgelig mange forskellige årsager til, økonomiske, sociale, politiske, osv. Men det hænger givetvis også sammen med, at kristendom og islam traditionelt har tillagt mennesket en ophøjet særstilling. Som skabt i Guds billede, som hersker over dyrene, som Guds viceregent på Jorden og lignende.
Engang gav det god mening. Da kristendom og islam blev til for længe siden, var børnedødeligheden høj, gennemsnitslevealderen lav og vild natur særdeles udbredt. Men i dag er situationen en radikalt anden. Det betyder, at de værdier, der dengang var en kæmpe fordel, i dag er blevet katastrofale.
Derfor bliver I, religiøse ledere, nødt til tage et generalopgør med jeres religioners antropocentrisme. Intet mindre. De spredte øko-religiøse initiativer, der er kommet indtil nu, forslår desværre som en skrædder i helvede.
Vil vi sikre menneskene et ordentligt liv på Jorden, må vi ikke blot stoppe befolkningseksplosionen. Vi bliver nødt til at blive færre mennesker, end vi er i dag. Ellers kan det bidrage direkte til, at menneskene – med Prins Charles’ ord – ”begår selvmord i stor skala.”
Af hensyn til mennesker må vi altså reducere antallet af mennesker. Næstekærlighed bør naturligvis ikke kun omfatte mennesker i dag, men også i fremtiden.
Generalopgøret med den herskende antropocentrisme bør selvfølgelig også foretages for naturens skyld. Vores masseudryddelse af arter, masseødelæggelse af vild natur og behandling af landbrugsdyr som industriprodukter er udtryk for en himmelråbende kynisme. Og dødsensfarlig for os selv oveni.
I det hele taget bør vi hellere tale om befolkningsoptimum end befolkningsmaksimum. Kun det antal mennesker, der giver både mennesker og resten af naturen mulighed for et godt og frit liv, er der et anstændigt fremtidsperspektiv i. Ingen, hverken mennesker eller andre dyr, har en interesse i at leve som burhøns.
Hvad konkret kan I gøre udover at reformere jeres religioner?
Vi ved, at jo mere uddannelse og økonomisk frihed kvinder får, jo færre børn får de. Dertil kommer den indlysende værdi af prævention og abort. Alt dette bør I aktivt fremme.
Derudover kommer I ikke uden om målrettet at opfordre folk til at få færre børn. Og det gælder ikke blot kvinder i f.eks. Afrika, men også i den vestlige verden. Da forbruget og udledningen af drivhusgasser pr. person her er mange gange større end i den tredje verden, er 1 barn mindre i vor del af verden klimamæssigt måske lige så fordelagtigt som 30-40 børn færre i den tredje verden, hvilket peger på, at vores overforbrug er et andet titanisk problem, der skal løses.
Konkret kan blot et halvt barn pr. kvinde mindre end i FNs median-projektion fra 2017 give knap 4 milliarder færre børn i 2100, altså 7,3 i stedet for 11,2 milliarder.
Men er det ikke brutalt at skulle blande sig i, hvor mange børn voksne mennesker skal få? Jo. Det er det. Men blot at lade stå til vil blive langt, langt mere brutalt for vores efterkommere. Faktisk kan samfunds overlevelse, som den amerikanske professor Jared Diamond har påpeget, stå og falde med deres evne til at opgive suicidale kerneværdier.
Da religioner er blandt storleverandører af værdier, påhviler der også jer – religiøse ledere – et historisk kæmpeansvar.