Størst af alt er kærligheden
Professor, luthersk teolog og hjælpepræst i folkekirken Svend Andersen angriber med jævne mellemrum Mikael Rothstein og undertegnede. Senest i Politiken 18. februar.
Problemet er tydeligvis, at vi ikke deler hans store fascination af kristendom, og at vi ikke skriver kristent og teologisk om den. Selv siger han, det er, fordi vi er nogle værre amatører. Men utallige prokristne debattører, der ved uhyre lidt om kristendom eller udelukkende eksponerer dens lyse sider, lader han i fred. Selvfølgelig, fordi de deler hans religion.
Som apologet for folkekirken, repræsentant for historiens religiøse sejrherrer herhjemme og tovholder for det bestående er Andersen vred over, at Politikens religionsdebat adskiller sig fra religionsdebatten i Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, Berlingske og DR, hvor kristne almindeligvis sætter dagsordenen.
Og her er Rothstein og jeg hovedsynderne. Som Cato den Ældre, der afsluttede sine taler med ønsket om, at Karthago skal ødelægges, gentager Svend Andersen i sine indlæg, at vi bør smides ud af Politikens spalter.
Dermed optræder Andersen på linje med mange andre missionærer, der har gjort, hvad de kunne, for at eliminere andre livssyn og tilgange til religion end deres egen.
Men kristendommens grandiose storhedstid er formentlig ved at være forbi. Kristendom er ganske vist stadig verdens største og mest magtfulde religion og folkekirken den største og mest magtfulde religiøse institution i Danmark. Men man har ikke længere tidligere tiders jernhårde undertrykkelsesmidler. Og det gør en forskel.
Danmark er i dag et multisekulært og multireligiøst samfund i opbrud. Det bliver hardcore kristne nok nødt til at vende sig til. Der er nemlig ikke meget, der tyder på, at udviklingen vil vende. Tværtimod.
Man skulle ellers tro, at der er nok af det i Danmark, som Andersen elsker. Trods kristen tilbagegang.
Danmarks Radio har pligt til at lægge særlig vægt på ”den kristne kulturarv”, hvilket den også gør. Som den eneste religion i landet har kristendom sin egen landsdækkende avis og forsvarsadvokat, nemlig Kristeligt Dagblad. Der findes intet Ateistisk Dagblad.
Danmarks dronning er overhoved for folkekirken. Danmarks statsminister er medlem af folkekirken. Cirka 75 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken.
Ifølge grundloven skal staten understøtte folkekirken, og det gør den på en række områder. Ikke et eneste parti i folketinget kæmper aktivt for en adskillelse af kirke og stat.
På universiteterne i Aarhus og København er der et fag, teologi, der i praksis står for langt størstedelen af den uddannelse, som en sognepræst i folkekirken skal have. Ingen anden religion i riget nyder en sådan positiv særbehandling på universitetet. Dertil kommer, at folkeskolen tager kristne særhensyn. Og Andersen selv får jævnligt stillet spalteplads til rådighed i Politiken, hvor han kan argumentere mod os vantro.
Men alt dette er ikke nok for Andersen. Nej, vi skal ekskommunikeres fra avisens spalter. Ud. Væk.
Problemet er naturligvis, at vores analyser og religionskritik kan gøre ondt på religiøse. Som det er praksis i religionsfaget, behandler vi de største og mest sandhedsmonopoliserende religioner på lige fod med de mindste religioner, ikke som Sandheden, der har krav på særlig respekt. Vi sætter også fokus på menneskers kæmpe rolle i religionsproduktionen.
Selv zoomer jeg jævnligt ind på religioners intolerante, undertrykkende og voldelige sider. Det er ellers en populær religiøs påstand, at religion grundlæggende står for fred. Alt andet er menneskers misforståelser og misbrug. Men det passer ikke. Der er masser af klokkeklare eksempler på det modsatte. Religioner kan sagtens i sig selv rumme stærke voldspotentialer, og det gælder de fleste religionstyper.
Mine egen kritik har især rettet sig mod kristendom og islam. Ikke kun fordi de er verdens største og mest magtfulde religioner, men også fordi de er de religioner, der har været farligst for anderledestænkende. Både inden og uden for religionerne. Og da kristendommens mørke sider ofte er blevet undereksponeret og islams ditto ofte er blevet overeksponeret her i landet, så har jeg hidtil hyppigst kritiseret kristendom.
Omvendt kan religion også inspirere folk til at gøre gode ting. Det er veldokumenteret, og jeg har intet udestående med fredelig og frisindet religion. Det gælder også store dele af folkekirken i dag. Vist i modsætning til, hvad sognepræst Pernille Østrem forestiller sig i Politiken 17. februar.
Hun efterlyser en anerkendelse af alt det, som folkekirken gør for folk, der har ondt i livet. Den skal hun gerne få. Da min egen far døde for nogle år tilbage, gjorde den lokale sognepræst et fremragende arbejde. Det har jeg også oplevet med dødsfald i andre dele af min familie. Og en valgmenighedspræst har i årevis besøgt min mor. Intet kunne ligge mig fjernere end at kritisere dette arbejde, der utvivlsomt kendetegner et hav af præster. Tværtimod er jeg taknemmelig for det.
Men alt det positive udelukker jo ikke, at der også er intolerante og fundamentalistiske kræfter i folkekirken; at folkekirken nyder en stærkt favorabel særstatus i staten; at kristendom har haft og flere steder fortsat har nogle særdeles mørke sider, som oftest bliver fortrængt, og som kan udarte i en farlig nationalistisk og kristen selvfedme.
Det har jeg kritiseret, og øjensynligt er Østrem også kritisk over for meget af dette. At hun som sognepræst så lægger sin egen energi andre steder, er helt naturligt. Men ellers skælder Østrem også ud.
Her vil jeg slutte af med et hjertesuk.
Igen og igen har præster og teologer forsikret om, at kristendommens kerne er næstekærlighed, at tilgive andre, at vende den anden kind til, at elske sine fjender osv. Og igen og igen har jeg oplevet det stik modsatte: Had, aggressivitet, intolerance og karaktermord. Undertiden fra selv samme kristne mennesker, når jeg har ytret kritik.
Troen skal ellers kendes på sine frugter, og man skal først fjerne bjælken i sit eget øje, før man fjerner splinten i sin broders, som der står. Men alt for ofte ser jeg, at præster, teologer og kristne i øvrigt praktiserer det modsatte. Dermed er de dårlige reklamesøjler for den religion, som de gerne vil promovere.
Måske er vi alle tilbøjelige til at glemme, at intet rummer så stor overbevisningskraft som kærlighed.