Derfor er en almægtig gud en dårlig idé

Fundamentalt i traditionel kristendom og islam er dogmet om en almægtig gud. Han er ikke blot den eneste gud. Han er også altings Skaber og Herre.

Almagten har dog en tårnhøj pris – den forlener monoteismens gud med en voldspsykopatisk og storhedsvanvittig side. I det følgende et par grunde til, at en almægtig gud er en dårlig idé for både tilhængere og ikke-tilhængere:

1) Prøv at gå til en gudstjeneste i en dansk sognekirke, eller læs Koranen. Igen og igen betones Guds nåde og barmhjertighed. Men samtidig indtager forestillingen om Guds almagt en nøgleplads i kristen og islamisk teologi. Og det ændrer på radikal vis billedet af de to religioners gud som Kærlighed.

For så snart man har slået fast, at Gud er almægtig, fanger bordet. Nådesløst og ubønhørligt. Så er der ikke et hårstrå, der falder til jorden, uden han er med i det. Så er han også ansvarlig for nazisternes målrettede massemord på seks millioner jøder. For det mere omfattende europæiske holocaust på amerikanske indfødte fra 1400- til 1800-tallet. For den transatlantiske slavehandel. For sadistiske seriemordere af kvinder. For kræftsyge børns død. For Mao, Hitler og Stalin. For skånselsløse naturkatastrofer. For tusinder af børns sultedød hver dag. For afbrændingen af titusindvis af levende ’kættere’ og ’hekse’. For atombombemassakrerne på Hiroshima og Nagasaki. For Islamisk Stat. For Anders Breivik. Osv.

En almægtig gud har kort sagt ansvaret for alt, hvad menneskene gør. Af samme grund kan forbrydere med fuld ret lægge al skyld over på ham.

Problemet er bl.a.: Hvis Gud er almægtig, er han ansvarlig for al ondskab, og så kan han ikke være algod. Og omvendt: Hvis Gud er algod, er han ikke ansvarlig for ondskaben, og så kan han ikke være almægtig. Det ene udelukker det andet.

Det er der mange kristne og muslimske teologer, der ikke har kunnet acceptere. Den ene gud skal kunne det hele. F.eks. har man forsøgt at tørre det onde af på en satan-skikkelse. Men hvem er ansvarlig for Satan og hans handlinger, hvis der er en almægtig gud?

Man har også forsøgt at tørre det onde af på mennesket selv: At muligheden for ondskab er prisen, som mennesket må betale for sin frihed. Men hvem er ansvarlig for mennesket og dets handlinger, hvis der er en almægtig gud? 

Og hvorfor har han ikke sørget for, at der kun er forskellige gode muligheder at vælge imellem?

Flere forklaringsforsøg på ondskab kunne nævnes, men de ender alle hos den samme, så længe ideen om Guds almagt fastholdes. Nemlig i sidste ende hos Gud selv. På dårlige dage er en almægtig gud derfor et titanisk monster. Som en Balrog x 100.

Da dogmer er skabt af mennesker, kan de også laves om af mennesker. Derfor vil jeg – ligesom flere teologer, bl.a. Lars Sandbeck – opfordre folk til at befri deres gud for almagtens knusende tyngde, så en mægtig og alkærlig gud står tilbage. Det må række.

Alternativt må man stå ved, at man dyrker en gud, der kunne have forhindret Holocaust, men ikke gjorde det. At sige, at ’Guds veje er uransagelige’, er reelt en retfærdiggørelse af det. The Lord has his reasons!

2) Én almægtig gud er ikke kun højst problematisk for dens tilhængere. Det er den også for ikke-tilhængere.

Forestillingen om én almægtig gud har nemlig ofte impliceret idealet om én religion, der har erstattet alle andre religioner i verden, og om ét præsteskab, der har erstattet alle andre præsteskaber.

Guddommelig almagt på det metafysiske plan har altså hængt nært sammen med én religions dominans på det jordiske plan. Bedst ved, at alle mennesker deler denne religion. Næstbedst ved, at den indtager den suveræne førsteplads i religionernes magthierarki.

Netop religiøs imperialisme har kendetegnet store dele af kristendom og islam (modsat den etniske, ikke-missionerende jødedom).

Kristendom opstod ikke hos kejsere, men en henrettet paria og hans proselytter. Og islam opstod hos en miskendt profet og købmand på Den Arabiske Halvø, der lå i yderkanten af datidens supermagter i Den Nære Orient. Ikke i magtens centre. Alligevel har de monoteistiske minoriteter overtrumfet oldtidens nærorientalske civilisationer. De ægyptiske, assyriske, babylonske og romerske storrigers polyteistiske religioner er for længst uddøde, mens kristendom og islam er blevet verdens største religioner. Bøtten er vendt.

Mange kristne og muslimer har tolket den kolossale ekspansion som udtryk for deres guds storhed, ja, almagt. Religionskritikere vil derimod være tilbøjelige til at opfatte det som et produkt af nogle menneskers behov. Hvad kan være en mere optimal legitimator af en religiøs magtdrift og global frelsesiver end én almægtig gud, der kræver det af en?

Uanset baggrunden har ideen om én almægtig gud været højst ubehagelig for dem, der har afvist den. Og det gælder ikke blot andre religiøse. Det gælder også ateister, der i visse islamiske lande sågar risikerer dødsstraf. Og det gælder i mange tilfælde kristne og muslimer selv, der alt for ofte hetzer, diskriminerer og forfølger hinanden.

Også af hensyn til ikke-monoteister og ateister er der med andre ord gode grunde til at banke en lang og tyk pæl gennem ideen om én almægtig gud. Ja, sågar af hensyn til mange af dem, der selv deler denne forestilling. Forestillingens potentiale for undertrykkelse af anderledestænkende er simpelthen for stor.

Den største forhindring for at afskaffe dogmet om Guds almagt vil nok være en frygt for, at det vil sætte en teologisk lavine i gang, hvis konsekvenser er uoverskuelige. Hvor meget af religionens øvrige inventar vil blive revet med? Forandringer af religioner går imidlertid ofte langt trægere, end modstanderne af forandringerne frygter.

Desuden er gevinsterne under alle vilkår betydelige: Kun de allerfærreste bryder sig utvivlsomt om en gud med så ekstremt onde sider, at Hitler ligner en lille puddel i sammenligning. Og alle andre end magtgejle og monomane missionærer i de to verdensreligioner må glæde sig over, at kravene på universelt religionsmonopol bliver undermineret. Dermed bliver der bedre plads til anderledestænkende.

Først som sidst er det dem, der fastholder en almægtig gud, der har et forklaringsproblem, ikke dem, der barmhjertigt vil lægge dogmet i graven.