Et stort religionsskifte er undervejs i Danmark

Nytår er et janushoved. Her kigger folk tilbage og frem. Jeg vil gøre det samme.

I december brød helvede løs i Nordsjælland, da en skole i Græsted aflyste den årlige julegudstjeneste. Det udløste en landsdækkende opvisning i hysteri, og intet ville være lettere end at gøre sig morsom på bekostning af det.

Men måske er det også for let. Når en del kristne i Danmark i dag frygter, at kristne traditioner er på retræte, så har de ret. I de sidste par århundreder har kristendom oplevet et gigantisk tilbagetog. En spektakulær deroute. Der har været speed bumps og modeksempler, men den overordnede udvikling synes at stå klar:

Et stort religionsskifte er undervejs i Danmark. Det sker nok i slow motion – det meste af tiden. Men det sker. Den lutherske folkekirke er på vej mod at ophøre med at være flertallets religion. Fortsætter den nedadgående spiral længe nok, vil den afgå ved døden. Ligesom det er sket for talløse andre religioner i historiens løb.

I de første par århundreder efter reformationen udgjorde kristendom samfundets livsmarv og åndedræt. Den gennemsyrede ikke blot landets styre, lovgivning og undervisning, men også verdensbilledet, menneskeopfattelsen og moralen. Men i de sidste par århundreder er kristendom over en bred front blevet trængt tilbage, og især i de seneste årtier er det gået stærkt.

Fra reformationens officielle indførelse i 1536 til 1680’erne var landets indbyggere tvunget til at være medlem af den lutherske statskirke, og man risikerede dødsstraf, hvis man ikke var det. Derefter blev der åbnet op for små katolske, reformerte og jødiske menigheder, men på meget begrænsede betingelser.

Da der blev indført religionsfrihed i 1849, var 99,5 procent af befolkningen medlemmer af den lutherske folkekirke. I 1974 var andelen faldet til 93,6 procent. I 2012 var andelen faldet til 79,8 procent. Og i 2017 er andelen af danskere, der er medlemmer af folkekirken, faldet til 75 procent.

Andelen af ’troende’ danskere steg fra 67,6 procent i 1981 til 72,3 procent i 2008. Men senest er andelen af ’ikke-troende’ danskere eksploderet: I 2011 var andelen på 31 procent. I 2017 var andelen steget til 48 procent.

Samtidig med alt dette er antallet af trossamfund uden for folkekirken skudt i vejret. I 1849 var der 4 statslegitimerede trossamfund i Danmark. I 1969 var tallet steget til 10. I 2010 var tallet kommet op på 110. I 2017 er tallet vokset yderligere til over 170.

Med andre ord: Danmark er allerede et godt stykke i forvandlingen fra at være et monolutheransk til at være et multireligiøst samfund.

Dertil kommer en række yderligere faktorer. Fra 1660 til 1849 blev landet styret af en enevældig arvekonge, der var Guds repræsentant. I dag bliver landet styret af et folketing, der er det danske folks repræsentant. Demokrati har afløst teokrati.

Efter reformationen var vigtige dele af strafferetten inspireret af Bibelens Moselov, hvilket indebar drakoniske dødsstraffe. I dag er det religiøse grundlag for strafferetten for længst blevet afskaffet. Det samme er dødsstraffene.

Efter reformationen indførtes målrettet indoktrinering af børn på grundlag af Luthers Lille Katekismus. Det udgjorde i århundreder kernen i skoleundervisningen. Først med folkeskoleloven af 1975 blev forkyndende kristendomsundervisning (formelt) forbudt.

Efter reformationen indførtes også omfattende censur. Afvigende religiøse meninger blev totalt forbudt. Først i 1849 blev det endeligt afløst af ytringsfrihed. Og i dag kan to ikke-kristne religionshistorikere analysere og kritisere religion, også kristendom, på et stort dansk dagblad.

Under det lutherske enevælde skulle homosex straffes med døden på bålet. I dag kan homoseksuelle gifte sig i den lutherske folkekirke. Indtil 1947 var kvindelige præster forbudt. I dag udgør de over halvdelen af præsterne i folkekirken. Og fire ud af 10 danske biskopper er nu kvinder.

Ligestillingen mellem heteroseksuelle og homoseksuelle og mellem kvinder og mænd har altså også bredt sig til folkekirken. Og den vil antageligt også brede sig til dens gud.

I Svenska Kyrkan bliver det fra 2018 muligt at omtale Gud som kønsneutral. I Danmark har sognepræst Mette Gramstrup sagt: ”Det er helt klart et problem, når Gud omtales som far, men ikke omtales som mor … Sådan bør det jo ikke være i 2017.”

Formentlig er det kun et spørgsmål om tid, før mange kvinder vil finde det krænkende, at den eneste ene gud og hans søn i kristendommen er hankøn. Hvorfor skal det mandlige have monopol på det guddommelige?

Set i fugleperspektiv er kristendommens indflydelse på samfundet dalet kraftigt i de sidste par århundreder. I de sidste årtier er det samme sket for andelen af danskere, der er medlemmer af folkekirken. Og det har alverdens bamsegudstjenester og de allestedsnærværende mediepræster ikke kunnet rette op på. Samtidig er folkekirken selv under markant forvandling.

Hvad vil det ende med?

Når en religion er stærk og livskraftig, sætter den et afgørende præg på samfundet. Når den ikke er det længere, er det derimod samfundet, der sætter et afgørende præg på den. Det er det, vi nærmer os herhjemme. Nu er det i stigende grad samfundet, der sætter dagsordenen i kristendommen i stedet for omvendt.

I dag abonnerer de fleste danskere på et fundamentalt andet verdensbillede, andre værdier og en anden styreform end dem, man finder i langt størstedelen af Bibelen og kristendommens historie. De har stille og roligt ædt sig ind på kristendom og kirke i nyere tid, så de er undergået afgørende transformationer.

Det betyder ikke, at folkekirken ikke er den mest magtfulde religiøse institution i Danmark, men det betyder, at kristendom har mistet væsentlige dele af sin fordums kolossale magt.

Fortsætter udviklingen, vil folkekirken allerede om få årtier ikke længere være flertallets kirke. Så vil den være en mindretalsinstitution blandt andre, f.eks. islamiske, katolske, hinduistiske, buddhistiske, nyhedenske, ateistiske og humanistiske. Hvortil vil komme myriader af individuelle former for spiritualitet.

Man kan altså godt forstå, at nogle folkekirkekristne, der nyder en række privilegier, stritter imod udviklingen. Men en samfundsmæssig tidevandsbølge er svær at stoppe. Især når den bliver større og større og bevæger sig hurtigere og hurtigere.

Godt nytår til alle.