Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Kap. 7: Lutheranske kirker var medskyldige i Holocaust   

Forholdet mellem protestantiske kirker og nazismen er knap nok blevet strejfet herhjemme i forbindelse med reformationens 500 års jubilæum i år. Måske skyldes det en fortsat udbredt myte om, at nazisterne var hedninger og ateister, der var stærkt kristendomsfjendske. Og omvendt, at de tyske kirker var stærkt nazifjendske, ja, måtte være det som repræsentanter for næstekærlighedens evangelium.

Som megen moderne forskning har dokumenteret, er den historiske virkelighed langt mindre nådig over for kirkefolket.

For det første var hele 97 procent af de 67 millioner indbyggere i Tyskland i 1933 registrerede medlemmer af protestantiske og katolske kirker. Protestanterne udgjorde omkring to tredjedele og katolikkerne en tredjedel af befolkningen. Jøderne udgjorde under én procent, og hedninge og ateister udgjorde tilsammen kun lidt flere. Samlet set var nogle nazister hedninger og ateister, men langt flere var kristne.

For det andet forholdt talrige nazister og topnazister sig positivt til kirke og kristendom – i alt fald indtil 1937. Og i hele Det Tredje Riges tid forholdt de fleste kirker og kristne sig passivt, positivt eller decideret entusiastisk til nazisme.

Konkret var støtten til nazisterne større blandt protestanter end katolikker. Det kom bl.a. til udtryk ved de skelsættende rigsdagsvalg i 1932 og 1933. Her var den procentmæssige andel af tyskere, der stemte på nazistpartiet, som regel betydeligt større i de protestantiske end i de katolske dele af Tyskland.

Talrige nazister satte også større pris på protestantisme end katolicisme. I særdeleshed var der undertiden et tæt parløb mellem nazisme og lutheransk protestantisme.

Den mest målrettede støtte til nazisterne fra kirkelig side kom fra de stærkt antisemitiske og nationalistiske Tyske Kristne (Deutsche Christen), der repræsenterede en hybrid mellem nazisme og især lutheranisme.

De Tyske Kristne ønskede at ”afjødificere” kristendommen og skabe en tysk-arisk Volkskirche baseret på ”race” og ”blod”. Det indebar, at de nedvurderede eller forkastede Det Gamle Testamente som ”jødisk”. Nogle afviste tillige Paulus’ skrifter i Det Nye Testamente, da Paulus oprindeligt var jøde, og ”en gang jøde, altid jøde”. Derfor sagde de også nej til jødiske konvertitter til kristendommen.

Men hvad med Jesus? Han var jo selv jøde. Nej – ikke ifølge de Tyske Kristne. Han var tværtimod arier, mente de, og under alle vilkår en uforsonlig fjende af jøderne. Dermed var oprindelig og autentisk kristendom arisk og antisemitisk. Desuden opfattede mange Hitler som en Guds gave, et himmelsk sendebud og redskab, der én gang for alle skulle gøre Jesus’ antisemitiske arbejde færdigt.

I 1933 lovpriste Emanuel Hirsch, der var lutheransk præst, professor i teologi og Søren Kierkegaard-ekspert, nazisternes magtovertagelse på denne vis: ”Alle, der befinder sig i vort folks nuværende situation, oplever det som en solopgang af guddommelig godhed efter endeløst mørke år med vrede og elendighed.” Paul Althaus, der var lutheransk præst, teologiprofessor og præsident for det tyske Luther-selskab, fremhævede: ”Vores protestantiske kirker har hyldet vendepunktet i 1933 som en gave og et mirakel fra Gud.”

Ikke overraskende spillede også Luther en væsentlig rolle hos de Tyske Kristne. De kaldte ham gerne for ”den tyske profet”. De tilsluttede sig hans jødehad og krav om lydighed over for magthaverne. De opfattede hans kristendom som skaber af tysk-folkelig kristendom. Frem for alt anså de Hitler og sig selv for fuldførere af den reformation, som Luthers legendariske hammerslag på slotskirkedøren i Wittenberg indvarslede i 1517.

Som f.eks. den tysk-lutheranske præst Siegfried Leffler, der var en af grundlæggerne af de Tyske Kristne, skrev i 1935: ”Vi kan ikke forestille os Adolf Hitler uden Martin Luther. Og omvendt: Uden Adolf Hitlers fremkomst 400 år senere ville Martin Luthers værk ikke have opnået sin fulde betydning for Tyskland.”

De Tyske Kristne udgjorde en markant del af den protestantiske kirke og teologi i Nazityskland. De omfattede 6.000 ud af en samlet bestand på 18.000 protestantiske præster, adskillige biskopper, 12 ud af 17 teologiske dekaner og over en tredjedel af alle stillinger på de protestantisk-teologiske fakulteter i 1937. Dertil kom mange poster på både regionalt og nationalt kirkeniveau. I alt var omkring 600.000 tyskere medlem af de Tyske Kristne, og op til en tredjedel af alle protestantiske kirkemedlemmer sympatiserede med dem.

Da nazisterne kom til magten i 1933, forsøgte de Tyske Kristne at skabe én rigskirke af de 29 regionale protestantiske kirker, der eksisterede i Tyskland. Det var i tråd med naziregimets Gleichschaltungspolitik, ifølge hvilken alt skulle ensrettes med nazismen. Til at begynde med gik det strålende. Ved valgene til den nye rigskirke i juli samme år vandt de Tyske Kristne en overbevisende sejr, hvor de erobrede de fleste magtpositioner.

I september 1933 forsøgte de at få overført den ”arierparagraf”, som den nazistiske stat tidligere på året havde indført, til kirken. Nu skulle alle præster og kirkelige embedsmænd af ikke-”arisk” slægt ekskluderes af kirken.

Det vakte imidlertid stærk modstand hos en del kirkefolk. Dermed brød den såkaldte kirkekamp ud i Det Tredje Riges protestantisme. Først blev Præsternes Nødforbund dannet for at bekæmpe indførelsen af arierparagraffen i kirken. Det blev snart afløst af den såkaldte Bekendelseskirke. Omkring 5000 protestantiske præster tilsluttede sig den.

Efter 2. Verdenskrig har kirkefolk fremhævet Bekendelseskirken som bevis på kirkelig modstand mod nazisterne. Men Bekendelseskirkens modstand begrænsede sig til kritik af de Tyske Kristnes forsøg på at styre kirken efter behag og skabe en nazificeret kristendom, der bl.a. frakendte dåben dens hævdvundne kraft til at forvandle jøder til kristne. Heroverfor insisterede den på selvstyre og traditionel protestantisk kristendom.

Ellers var også de fleste tilhængere af Bekendelseskirken overbeviste om, at ikke-konverterede jøder var et fremmedelement i Tyskland og en trussel mod kristendom, og at de derfor burde væk. Og når de forsvarede jøder, der var konverteret til kristendom, forsvarede de dem, fordi de nu var kristne, ikke fordi de havde været jøder.

Dertil kom, at de fleste i Bekendelseskirken tilsluttede sig størstedelen af nazistpartiets politik, ja, mange var tillige medlemmer af nazistpartiet. Endvidere aflagde 85 procent af præsterne i Bekendelseskirken troskabsed over for Hitler, og Krystalnattens antijødiske grusomheder på Luthers fødselsdato i 1938 blev i al væsentligt ignoreret af dens tilhængere. Kun et lille mindretal i Bekendelseskirken tog jøder i forsvar, hvoraf de lutheranske præster Martin Niemöller og Dietrich Bonhoeffer er de kendteste.

Det skal understreges, at heller ikke den katolske kirke var nogen antinazistisk helgen. Langtfra. F.eks. er dens konkordat i 1933 med Nazistaten berygtet: For at beholde sin religionsfrihed underkastede den sig Nazistatens politik. Nævnes kan også de i bedste fald svage paver Pius 11. og især Pius 12. Eller tag den tysk-katolske ærkebiskop Michael von Faulhaber, der i 1936 – efter stærkt antijødiske love var blevet indført – gav Hitler sin fulde opbakning: ”Som øverste leder for Det Tyske Rige er du for os den af Gud ønskede autoritet, den lovlige overordnede, som vi skylder ærbødighed og lydighed.”

Men opbakningen til nazisterne var størst inden for den protestantiske kirke, ligesom nazisterne ofte var (langt) mere positivt indstillede over for den protestantiske kirke end den katolske. Hvad var årsagerne til det?

Her kommer man ikke uden om Martin Luther. Som banebrydende reformator havde han ikke blot været en uhyre indflydelsesrig skikkelse i Tyskland igennem adskillige århundreder. I Nazityskland nød han også fortsat kolossal prestige. Mange lutheranske nazister opfattede ham som en afgørende skaber af tysk folkelighed, kultur, kristendom og selvbestemmelse, fordi han havde gjort op med den katolske pavekirke og havde oversat Bibelen til folkeligt tysk. Her knyttede man bl.a. an til disse ord af Luther: ”jeg er den tyske profet”, og ”jeg er kommet til verden for mine tyskere, og dem vil jeg tjene.”

Men Luthers reformatoriske arbejde var ikke blevet gjort færdigt. Derfor mente mange nazister, at Gud havde sendt en ny reformator, en ny profet, der omsider skulle fuldende reformationen. Hvis 1. Verdenskrig og Versailles-traktaten var Tysklands død, var nazisternes magtovertagelse Tysklands opstandelse og Hitler dets messias. Med andre ord: Hvor den katolske kirke var international og havde en magtfuld topfigur i Rom, var Luther indbegrebet af stærk, tysk Völkischkeit. En ægte nationalhelt. En germansk Herkules.

For det andet påberåbte nazister sig Luthers jødehadske skrifter. Således genudgav de dem, trykte uddrag fra dem osv. Og det var mere berettiget end uberettiget. I disse skrifter havde den sene Luther nemlig ikke blot foretaget en skånselsløs dæmonisering af jøderne og opfordret til at ødelægge deres skoler, synagoger og huse. Han slog også ofte til lyd for – ligesom nazisterne – at de ikke kan omvendes.

Den tyske professor i kirkehistorie Thomas Kaufmann har sagt, at Krystalnatten markerede et ”Luther-ord, der når sit mål.” Den tyske rabbiner Reinhold Lewin, der blev myrdet af nazisterne, pegede på, at Luther altid var en formidabel støtte at have i ryggen: ”De frø med jødehad, som han plantede, blev… ikke glemt; tværtimod fortsatte de med at komme til live i de efterfølgende århundreder. For alle, der skrev mod jøderne, uanset af hvilken grund, mente, at han havde retten til at retfærdiggøre sig selv ved triumferende at henvise til Luther.”

Kort sagt: Ved at trække på Luther forlenede nazister deres antisemitisme med en højt anerkendt religiøs og moralsk autoritet i Tyskland. Og det var langtfra uden betydning. Ekspert i Luther og nazisme i Det Tredje Rige, Christopher Probst, har i en bog om dette emne konkluderet, at et bredt udsnit af gejstlige og teologer fra den protestantiske kirke brugte Luthers antijødiske skrifter ”med betragtelig effektivitet til at forstærke den kulturelle antisemitisme og den kristne antijudaisme, der allerede i væsentlig grad var til stede blandt protestanter i Nazityskland.”

For det tredje skal nævnes Luthers nøgledoktrin om lydighed mod de verdslige magthavere. Den medvirkede givetvis til, at tyskerne accepterede Hitlers ophøjelse til diktator i 1933, til at talrige aflagde troskabsed over for ham, til at færre protestantiske end katolske kirkefolk kritiserede naziregimet, og til at de allerfleste afstod fra forsøg på tyranmord, da Det Tredje Riges uhyrligheder stod klart.

Alt det betyder ikke, at der går en lige linje fra Luther til Holocaust. Det var et multifacetteret kompleks af forudsætninger og årsager, der lå bag. Men blandt disse udgjorde Luther og hans kirke i Tyskland givetvis én af de væsentlige.

Under alle vilkår er Tyskland både Luthers hjemland og lutheranismens verdenscentrum. Og det bør mane til eftertanke, at netop dette land kom til at rumme et af verdenshistoriens mest utvetydige antiteser til demokrati og menneskerettigheder.

I Tyskland var mange lutheranske kirker, præster og teologer ikke blot modstandere af Weimar-republikkens folkestyre, borgerrettigheder og sekularisme. De støttede også en af historiens værste diktatorer, og de bidrog dermed til et af de mest overlagte orgier i grusomheder i menneskehedens annaler: Udryddelsen af seks millioner jøder og fem millioner andre, især sigøjnere, handikappede, kommunister, psykisk syge, homoseksuelle og krigsfanger.

Den frygtelige sandhed er, at mange tyskeres kristentro ikke udgjorde en bremse på diskriminationen, eksklusionen og forfølgelsen af jøder, næppe heller på Hitlers avancement til fuldblodsdiktator. Ofte tværtimod.

Af samme grund leverede ovennævnte Martin Niemöller i 1946 denne nådesløse (selv)kritik af kirker og kristne i Det Tredje Rige:

”Kristendom i Tyskland bærer et større ansvar over for Gud end nationalsocialisterne, SS og Gestapo. Vi burde have genkendt Herren Jesus i den broder, der led og blev forfulgt, selv om han var kommunist eller jøde … Er vi kristne ikke langt mere skyldige? Er jeg ikke meget mere skyldig end de mange, der badede deres hænder i blod?”

Det ville have klædt arrangørerne af reformationens 500 års jubilæum i Danmark at have trukket de tysk-lutherske kirkers forbrydelser frem i lyset. Af fortrængninger lærer man intet. I værste fald rummer de kimen til gentagelser. Som Leonard Cohen bemærkede, behøver civilisation ikke at være mere end neglelak på rovdyrklør.

Politiken, 22.10.2017

Læs videre på luther-2017.dk