Kap. 5: Efter reformationen fik vi kristent diktatur

En af de mest populære lutheranske myter i dag er, at Luther var foregangsmand for folkestyre, religionsfrihed og adskillelse af kirke og stat. Indførelsen af lutheranisme i Danmark-Norge i 15-1600-tallet er et af de bedste beviser for, at myten er falsk.

For det første mundede reformationens indførelse i 1536 ikke ud i demokrati, men tværtimod i en langt mere despotisk kongemagt end hidtil.

Indtil 1660 havde Danmark-Norge valgkongedømme. Kongeriget blev regeret i fællesskab af en konge og et rigsråd, der bestod af biskopper og mænd fra adelen. Rigsrådet valgte kongen og begrænsede kongens magt ved hjælp af håndfæstninger med diverse forpligtelser. Hvis kongen brød sin forpligtelse til at regere som aftalt, rummede håndfæstningerne en modstandsret, der gav folket ret til at begå oprør.

Denne folkelige modstandsret blev afskaffet med reformationen. Herefter var en afsvækket modstandsret begrænset til en lille kreds af rigsembedsmænd. Dertil kom, at kongen efter 1536 ikke længere delte magten med biskopperne – de blev nu ekskluderet fra rigsrådet.

I 1660-61 oplevede Danmark et systemskifte: Det resterende rigsråd blev nedlagt. Det reducerede ikke blot adelens politiske magt, men lagde også fundamentet for enevælden, der var et arveligt diktatur, hvor principielt al magt i landet var samlet hos kongen.

Ifølge Kongeloven af 1665 havde den enevældige konge ”uindskrænket enevoldskongedømmes magt” over undersåtterne. Kongen selv stod udelukkende til ansvar over for Gud. Monarkiet efter reformationen var i øvrigt i stigende grad et teokrati. Kongens magt hidrørte ultimativt fra Gud, og derfor var han Guds stedfortræder i landet.

Samlet set førte indførslen af lutheranisme i Danmark-Norge altså ikke til mere folkelig medbestemmelse, men til en kraftig forøgelse af kongemagten, der kulminerede i et kristent diktatur. Ganske vist benyttede de enevældige konger sig af rådgivere og kollegier, så man fik et stort embedsmandsvælde og bureaukrati. Men kongen havde principielt selv den fulde magt. Først i 1849 blev Kongeloven og enevælden afskaffet til fordel for et delvist folkestyre, en tredeling af magten og en grundlov med borgerrettigheder.

For det andet lagde reformationen i Danmark-Norge ikke de første sædekorn til en adskillelse af kirke og stat. Tværtimod førte den på centrale områder til det modsatte, nemlig fremkomsten af en lutheransk konfessionsstat og statskirke. Altså til en sammensmeltning af kirke og stat.

Konkret ændrede reformationen på dybtgående vis forholdet mellem kongemagten og kirken. Fra at kirken i Danmark i middelalderen havde været en del af en international organisation med egen lovgivning, eget retssystem og egen topchef (paven), blev den nu helt underlagt kongemagten og forvandlet til en statskirke. Hvor stat og kirke tidligere havde været adskilte på vigtige områder, udgjorde de nu en enhed.

Det indebar, at kongen ikke længere blot var øverste leder på det verdslige, men nu også på det religiøse område. Således havde kongen ifølge f.eks. Kongeloven ”alene den højeste magt over hele præsteskabet fra den højeste til den laveste”. Til gengæld skulle han selv dyrke den ene, sande lutherske gud, samtidig med at han havde hovedansvaret for, at undersåtterne gjorde det samme.

For det tredje arbejdede kongemagt og kirkemagt efter reformationens indførelse tæt sammen for at skabe en totalitær konfessionsstat, hvor indbyggerne var underlagt lutheransk religion både offentligt og privat. En rum tid før indførelsen af det royale enevælde i 1660 indførtes altså et strengt religiøst enevælde.

Den statsreligiøse tvang, ensretning, kontrol og disciplinering af den danske befolkning, der kulminerede i 1600-tallet, kom til udtryk på talrige områder. Her et lille udvalg:

I 1569 udstedtes de såkaldte fremmedartikler. De angik den ”rette og sande” lutheranske religion, som alle tilrejsende skulle aflægge ed på at tilhøre. Nægtede en person at gøre det, skulle vedkommende forlade landet inden tre dage. Blev en sådan person i længere tid, skulle vedkommende henrettes.

I 1629 blev det bestemt, at der i alle sogne skulle udvælges de ”ivrigste og mest gudfrygtige” mænd. Det var en art religiøst politi, der skulle overvåge folks privatliv. Straffene for ugudeligheder som druk og spil omfattede bl.a. formaninger, offentlig gabestok og landsforvisning.

I 1630 blev det besluttet, at husfaderen og moderen hver morgen skulle holde andagt i hjemmet. Sammen med deres børn og tjenestefolk skulle de påkalde Gud, og hver for sig skulle de fremsige bønner ”morgen, aften og ellers”.

I 1645 udstedtes den såkaldte kæppeforordning. Ifølge den skulle der være mænd i kirkerne, der gik omkring med lange kæppe og slog de sognebørn i hovedet, der faldt i søvn under gudstjenesten.

I 1683 indførtes Danske Lov, ifølge hvilken alle andre religioner i kongeriget end den lutherske var forbudt. Det skulle tages særdeles alvorligt. F.eks. skulle ”munke, jesuitter og lignende papistiske gejstlige”, der opholdt sig i ”kongens riger og lande”, henrettes. Desuden skulle den, der bespottede Guds ”hellige navn, ord og sakramenter”, have tungen skåret af i levende live, hvorefter personen skulle halshugges.

I 1730/35 indførtes den såkaldte sabbatforordning. Den påbød alle at gå i kirke på søn- og helligdage. Udeblev man, skulle man betale en bøde. Havde man ingen penge, skulle man i gabestokken på kirkegården. Derudover forbød loven arbejde, drukkenskab, teater, skuespil og lignende syndigheder på søn- og helligdage.

I 1736 indførtes tvungen konfirmation for alle danske borgere. Nægtede man, så var adgangen til centrale dele af privatlivet og samfundslivet spærret. I værste fald kunne man blive landsforvist til Amerika.

Overordnet set begyndte der at vise sig sprækker i den totalitære religionstvang fra 1680’erne. Men man skal helt frem til grundlovens vedtagelse i 1849, før dåbs- og konfirmationstvangen i landet blev afløst af religionsfrihed.

Som det fremgår, var det på ingen måde demokrati, adskillelse af kirke og stat, og religionsfrihed, der fulgte i kølvandet på lutheranismens indførelse i Danmark-Norge i de første århundreder. Tværtimod gik det i adskillige tilfælde i modsat retning af det, som en del lutheranere lovpriser lutheranisme for i dag. Og hvad mere er, så var det på vigtige områder i tråd med Luthers eller andre lutheranske topteologers lære.

Faktisk synes tiden fra 1500-tallet til 1700-tallet, hvor lutheransk religion havde størst indflydelse på stat og samfund i danmarkshistorien, også at være den tid, hvor der var størst afstand til moderne demokrati og menneskerettigheder.

Politiken, 8.10.2017

Læs videre på luther-2017.dk