Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Alarm: Vi er ved at udrydde verdens ældste og mest udbredte kulturform

Nogle gange kan det se ud som om, vi er en kultur, der vil dø. For enhver pris.

En ting er, at vi siden 2. verdenskrig har sat en lang række enestående rekorder i menneskehedens annaler: Vi har gjort os skyldige i skyskraberhøje stigninger i energiforbrug, udledning af drivhusgasser, befolkningstilvækst, udryddelse af vilde dyr, konsumerisme, bruttonationalprodukt, urbanisering, tropisk afskovning m.m.

Eksperter kalder den titaniske voksesyge for den store acceleration. Den lægger allerede kolossalt beslag på planetens ressourcer, og den er allerede nok til at afstedkomme kontinentale klimakatastrofer. Dertil kommer, at voksesygen på centrale felter fortsætter, og fortsætter den længe nok, vil vores samfund kollapse, with a bang or with a whimper. For ingen kan vokse ubegrænset på begrænset plads.

For at gøre ondt værre er vi i dag ved at udrydde de sidste rester af de ældste og mest udbredte kulturformer i historien: De nomadiske jæger-samler-kulturer. De udgør nemlig – hold nu fast – over 95 procent af menneskehedens historie, og de repræsenterer de økologisk mest favorable kulturformer, der har eksisteret.

I traditionelle jæger-samler-kulturer kender man intet til vækstkult og konsumerisme, og man udleder kun minimale mængder drivhusgasser. Desuden indeholder de ofte mekanismer, der knytter markante restriktioner til menneskenes omgang med naturen.

Selv om denne type kulturer også kan rumme problemer, så kan vi lære noget essentielt af dem. F.eks. at vores levemåde i dag på ingen måde er udtryk for en naturlov eller blot det kulturelt normale, men tværtimod en ekstrem kulturhistorisk undtagelse. Desuden at man glad og tilfreds sagtens kan leve efter fundamentalt andre værdier end i dag, ja, at vi har gjort det i langt, langt hovedparten af vores historie.

Alligevel – som et apokalyptisk kæmpetrut i Dommedagsbasunen – er vi i disse år ved at udrydde de sidste rester af planetens jæger-samler-kulturer. Alle reelle alternativer til vores hybrisbegejstrede kulturform skal åbenbart væk. Alle andre veje end motorvejen mod afgrunden skal øjensynligt fjernes.

Og vi kan ikke længere påberåbe os uvidenhed om den skelsættende begivenhed, der symptomatisk finder sted langt under de fleste mediers radar. Herhjemme har religionshistoriker Mikael Rothstein for nylig udgivet en 500 sider lang knivskarp kraftpræstation af en bog, ’Regnskovens religion’, der blandt meget andet sætter spot på det kulturelle folkemord på nogle af Jordens sidste regnskovsnomader.

Konkret har forfatteren foretaget 10 forskningsrejser til penanfolket på Borneo, verdens tredje største ø. Og han viser, hvordan en stærkt ekspansiv tømmerindustri og kristen mission næsten har taget livet af dets ældgamle jæger-samler-kultur.

At den forsvinder, når store tømmerfirmaer i værste Avatarfilm-stil går amok, som det passer dem, kan ikke overraske nogen. At kristne missionærer også bidrager kraftigt hertil, vil derimod nok overraske en del.

Men det gør de. I modsætning til, hvad missionærer ofte selv hævder – at de laver lokalt tilpassede, skånsomme kristendomsformer – så viser Rothstein, at kristendommens udbredelse blandt Borneos regnskovsnomader er ensbetydende med deres kulturs undergang:

”Der er ingen formildende omstændigheder: Den kristne mission insisterer på et religiøst monopol, som dræber andre traditioner og dræner mennesker for et meningsfyldt liv. Kristendom nytter ikke blandt nomadiske jæger-samlere i regnskoven. Den nye religion giver kun mening, i takt med at penanernes land og sociale virkelighed kollapser, og de kristne missionærer bidrager aktivt til det kulturelle sammenbrud … Missionsprojektet kan, kort fortalt, ikke realiseres uden jæger-samler-samfundets undergang.”

Problemet er, at den nomadiske regnskovskultur umuligt kan fungere uden for regnskoven. Og omvendt: Den kristne religion kan umuligt fungere i regnskoven. Missionærerne opfatter nemlig regnskoven som Satans og syndens sfære og – i tråd med 1. Mosebog 3 – livet som fastboende agerbruger som det kristent korrekte.

Derfor har de kristne missionærer på Borneo heller ikke noget imod tømmerfirmaernes igangværende massakre på Borneos regnskov. Tværtimod så profiterer deres missionsvirksomhed af den.

Desuden kan missionærer udvise en arrogance, som de fleste sikkert troede var et for længst overstået kapitel fra kolonialismens guldalder. I 2012 forklarede en præst fra Borneos Evangelikale Kirke, der er et protestantisk-karismatisk trossamfund: ”Når man aldrig sidder ved et bord med biblen foran sig, så kan man aldrig blive et lykkeligt menneske. Ingen mand, der bor i skoven som en abe, kan blive et sandt menneske.”

Ved en gudstjeneste på Borneo for få år siden kom en evangelikal præst med disse trusler om Helvede og forjættelser om guddommelig fred til ”dyrene i skoven”:

”I dag skal vi bede for dem i skoven. De skal også bede for deres egen frelse, men de forstår det ikke. Derfor må vi bede for dem, så de ikke kommer i ilden og brænder i evig tid. Vi anråber Jesus, men vi råber også til jer i skoven: Jeres liv er ulykkeligt og elendigt. I er ligesom dyrene i skoven. Da Jesus ikke havde talt til jer, og I ikke vidste besked, vidste I ikke, at I var syndere. Men det ved I nu. I vil blive straffet, hvis I fortsætter jeres omfarende liv i skoven. Ilden venter jer! Men I kan få fred og kærlighed hos Jesus, vores Herre.”

Rothstein demonstrerer overbevisende, hvordan den tilkommende kristendom og den nomadiske jæger-samler-religion repræsenterer uforenelige kultursystemer. Derfor kan de indfødte penaner heller ikke blive kristne, uden at deres egen kultur kollapser. Ofte med store sociale og psykologiske problemer til følge.

F.eks. har de kristne en menighedsbaseret religion, mens penanernes religion er uden menighed. De kristne har kultsted, mens penanerne er uden kultsted. De kristnes religion er tidsbunden, mens penanernes religion ikke er det. De kristnes arbejdsopfattelse er fuldt kompatibel med et kapitalistisk samfundssystem, mens penanernes arbejdsopfattelse er inkompatibel med det. De kristne har ofte husdyrhold, mens dette er en utænkelighed for penanerne. De kristnes religion er tekstbaseret, mens penanernes religion er tekstløs. Frem for alt er de kristnes religion universalistisk, mens penanernes religion er uadskillelig knyttet til den lokale regnskov.

Hvad er det derudover for en – med kirkemissionærers ord – ”primitiv”, ”barnlig”, ”ulækker”, ”dyrisk” og ”uoplyst” jæger-samler-kultur, som tømmerfirmaer og kristne aktivister i disse år lægger i graven på Borneo?

Jo, de indfødte penaner har, pointerer Rothstein, en pandekageflad, egalitær samfundsstruktur uden formelle ledere af nogen art. Som nomader ejer de næsten intet, og al mad og andre fornødenheder deles kompromisløst med alle.

Endvidere er der ingen falske guder, der fordømmes, intet sandhedsmonopol, ingen dogmatiske systemer, ingen religiøse ledere, som man kender så godt fra kristendom og islam. For penanerne er det tilstrækkeligt ”at vide, hvad der gælder der, hvor de selv bor”.

Desuden har penanerne en usædvanlig evne ”til bare at være. Bare at findes. Bare at eksistere (…) De sidder. De er, kort og godt. Ingen praktiske aktiviteter … ingen rastløshed. Time efter time er de bare til stede. Vågne og sansende, men i det ydre ganske inaktive.”

Hvilken kontravægt til vores evige jagt på underholdning. Vores evige Bessermachen. Vores evige krav om udvikling og vækst.

Det skal understreges, at Rothstein på ingen måde romantiserer penanerne, fremstiller dem som ’ædle vilde’ eller deslige. Ja, havde de været lige så mange og haft den samme teknologi som os, havde de ”givetvis udryddet, hvad der var at udrydde”. 

Nej, hans ærinde er et andet. Bl.a. at påpege, at deres traditionelle kulturform aldrig har ”undergravet sig selv ved at fortære sine egne ressourcer hurtigere, end de kan regenerere, og dermed har man sikret sig overlevelse gennem umindelige tider. Et system af kulturelle, ikke mindst religiøse, bremseklodser har hindret rovdrift og selvødelæggelse og gjort livet i skoven muligt generation efter generation.” Faktisk er det penanernes ideal ikke at efterlade sig andet end et ”fodaftryk”, hvor end de færdes i regnskoven.

Som sagt synger den økologisk fordelagtige kulturform nu på allersidste vers. Det sker ikke af sig selv. Det er ingen naturlov. Det er resultat af en økonomisk og religiøs imperialisme, der aldrig får nok, så længe den ikke har fået alt.

Det er en ubegribelig skam og stærkt ildevarslende på samme tid, for de nomadiske jæger-samler-kulturer rummer uvurderlige rigdomme. Dels i sig selv, dels for vores fælles fremtid på planeten. Det betyder ikke, at vi kan kopiere dem – det er umuligt – men de kan inspirere til fundamentale alternativer på visse områder, f.eks. i forhold til vores destruktive natursyn, stress, vækstideologi, materialisme og sandhedsmonopoliserende religioner.

Skal de sidste stumper af verdens ældste og mest stabile kulturformer reddes, kræver det imidlertid en omgående og massiv bevidstgørelse om sagerne. Det kan kun gå for langsomt.

Mikael Rothsteins religionshistoriske odyssé ind i deres verden er et exceptionelt fremragende sted at starte. Ovenstående giver kun en mikroskopisk smagsprøve på hans grundige indføring i deres uhyre omfattende, komplekse og anderledes univers.