Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Opgør med rosenrødt Lutherbillede er tiltrængt

Et rosenrødt glansbillede af kristendom dominerer herhjemme.

Igen og igen fremstilles religionen som næstekærlighedens evangelium. Men ikke nok med det. Ofte præsenteres den tillige som demokratiets arnested. Menneskerettighedernes moder. Tolerancens forkæmper. Frihedens vogter.

Ikke overraskende i et land med evangelisk lutherdom som hovedreligion er det frem for alt Martin Luther, der iscenesættes som den store helt. Og reformationen, der iscenesættes som den store banebryder for moderniteten.

Der er en hel hær, der udbreder denne selvfede propaganda. I utallige varianter. Regeringen, især Bertel Haarder. De fleste aviser. Utallige præster. Talrige meningsdannere. Mange kirkelige organisationer. Lærebøger i folkeskolen.

Senest har vor troende dronning i en ny samtalebog forsikret om, at det moderne Danmark har sine rødder i kristendom, især reformationen.  Og når reformationen næste år har 500 års jubilæum, behøver man ikke være spåkone for at forudse, at den luthersk-nationale selvfejring vil kulminere i en seksstjernet orgasme.

I den sammenhæng har jeg som en af de få påtaget mig rollen som den 13. mand til bords.

Over for det ensidige billede, der propageres af de lutheranske sejrherrer i Danmark, har jeg anlagt tabernes perspektiv. Jeg har peget på det, man har fejet langt ind under gulvtæppet: De mørke bagsider af kristendommen. De kolossale bjerge af bestialsk vold, undertrykkelse og intolerance. Den historierevisionisme, der vil give kristendom æren for ting, som kristne tidligere har bekæmpet med glødende nidkærhed.

Jeg har med andre ord forsøgt at bidrage til et tiltrængt korrektiv til det politiske og kirkelige establishments kristendomspropaganda. Dermed har jeg naturligvis også placeret mig midt på øretævernes holdeplads.

Senest har den nyslåede ridder af Dannebrog, teologiprofessor og hjælpepræst, Svend Andersen, set rødt. Han bryder sig tydeligvis ikke om, at jeg kritiserer dronningen og hænger kirkens beskidte vasketøj offentligt til skue. Det er for ensidigt. Jeg skal tage alle sider af sagen med lige meget, selv når det erklærede mål er et andet.

Andersen er dobbeltmoralsk indtil benet. Han stiller nemlig på ingen måde de samme krav til de utallige herhjemme, der tegner et ensidigt positivt billede af luthersk protestantisme. For dét er helt i orden – det er nemlig hans egen religion. Andersens hellige vrede går altså i virkeligheden på, at jeg tillader mig at lave gabende sprækker i lutherglansbilledet herhjemme.

Lykkeligvis er jeg ikke den eneste. Nævnes kan også professor Frederik Stjernfelt, Justitia-direktør Jacob Mchangama, professor Ove Korsgaard, lektor Mikael Rothstein og lektor Bjørn Thomassen, der har udfordret den populære myte om især reformationen som ophav til modernitetens velsignelser.

Særligt afslørende er det, når Andersen afviser min påstand om lighedstræk mellem Luthers tanker og nazismen. Så kan man ikke ønske ”en fornuftig og oplyst debat”. Pardon my French – sikke noget sludder.

Lad mig henvise til den engelske Oxford-professor i kirkehistorie Diarmaid MacCulloch, der har kaldt Luthers antijødiske manifest fra 1543 for ”et blueprint for nazisternes Kristallnacht i 1938”. Den tyske filosof Karl Jaspers har udtrykt sig endnu stærkere: ”Her har man allerede hele naziprogrammet”.

Desuden kan fremhæves voksende mængder af moderne forskningslitteratur, der især sætter spot på nære forbindelser mellem dele af tysk protestantisme og Det Tredje Riges nazisme. Den modstand mod nazismen, som nogle tyske kirker udviste, var reelt ret beskeden.

Læs f.eks. A Church Undone: Documents from The German Christian Faith Movement 1932-1940 (2015); Demonizing the Jews: Luther and the Protestant Church in Nazi Germany (2012); German Churches and the Holocaust (1999); The Holy Reich: Nazi Conceptions of Christianity, 1919-1945 (2004); The Aryan Jesus: Christian Theologians and the Bible in Nazi Germany (2010); Complicity in the Holocaust: Churches and Universities in Nazi Germany (2012).

Jeg vil i kommende skriverier zoome ind på indflydelsesrige eksempler på hybrider af protestantisme og nazisme i Det Tredje Rige. Fra officielt kirkeligt og politisk hold vil man nemlig næppe høre et ord om det.

Slet ikke i det store reformationsår næste år.

Et rosenrødt glansbillede af kristendom dominerer herhjemme.

Igen og igen fremstilles religionen som næstekærlighedens evangelium. Men ikke nok med det. Ofte præsenteres den tillige som demokratiets arnested. Menneskerettighedernes moder. Tolerancens forkæmper. Frihedens vogter.

Ikke overraskende i et land med evangelisk lutherdom som hovedreligion er det frem for alt Martin Luther, der iscenesættes som den store helt. Og reformationen, der iscenesættes som den store banebryder for moderniteten.

Der er en hel hær, der udbreder denne selvfede propaganda. I utallige varianter. Regeringen, især Bertel Haarder. De fleste aviser. Utallige præster. Talrige meningsdannere. Mange kirkelige organisationer. Lærebøger i folkeskolen.

Senest har vor troende dronning i en ny samtalebog forsikret om, at det moderne Danmark har sine rødder i kristendom, især reformationen.  Og når reformationen næste år har 500 års jubilæum, behøver man ikke være spåkone for at forudse, at den luthersk-nationale selvfejring vil kulminere i en seksstjernet orgasme.

I den sammenhæng har jeg som en af de få påtaget mig rollen som den 13. mand til bords.

Over for det ensidige billede, der propageres af de lutheranske sejrherrer i Danmark, har jeg anlagt tabernes perspektiv. Jeg har peget på det, man har fejet langt ind under gulvtæppet: De mørke bagsider af kristendommen. De kolossale bjerge af bestialsk vold, undertrykkelse og intolerance. Den historierevisionisme, der vil give kristendom æren for ting, som kristne tidligere har bekæmpet med glødende nidkærhed.

Jeg har med andre ord forsøgt at bidrage til et tiltrængt korrektiv til det politiske og kirkelige establishments kristendomspropaganda. Dermed har jeg naturligvis også placeret mig midt på øretævernes holdeplads.

Senest har den nyslåede ridder af Dannebrog, teologiprofessor og hjælpepræst, Svend Andersen, set rødt. Han bryder sig tydeligvis ikke om, at jeg kritiserer dronningen og hænger kirkens beskidte vasketøj offentligt til skue. Det er for ensidigt. Jeg skal tage alle sider af sagen med lige meget, selv når det erklærede mål er et andet.

Andersen er dobbeltmoralsk indtil benet. Han stiller nemlig på ingen måde de samme krav til de utallige herhjemme, der tegner et ensidigt positivt billede af luthersk protestantisme. For dét er helt i orden – det er nemlig hans egen religion. Andersens hellige vrede går altså i virkeligheden på, at jeg tillader mig at lave gabende sprækker i lutherglansbilledet herhjemme.

Lykkeligvis er jeg ikke den eneste. Nævnes kan også professor Frederik Stjernfelt, Justitia-direktør Jacob Mchangama, professor Ove Korsgaard, lektor Mikael Rothstein og lektor Bjørn Thomassen, der har udfordret den populære myte om især reformationen som ophav til modernitetens velsignelser.

Særligt afslørende er det, når Andersen afviser min påstand om lighedstræk mellem Luthers tanker og nazismen. Så kan man ikke ønske ”en fornuftig og oplyst debat”. Pardon my French – sikke noget sludder.

Lad mig henvise til den engelske Oxford-professor i kirkehistorie Diarmaid MacCulloch, der har kaldt Luthers antijødiske manifest fra 1543 for ”et blueprint for nazisternes Kristallnacht i 1938”. Den tyske filosof Karl Jaspers har udtrykt sig endnu stærkere: ”Her har man allerede hele naziprogrammet”.

Desuden kan fremhæves voksende mængder af moderne forskningslitteratur, der især sætter spot på nære forbindelser mellem dele af tysk protestantisme og Det Tredje Riges nazisme. Den modstand mod nazismen, som nogle tyske kirker udviste, var reelt ret beskeden.

Læs f.eks. A Church Undone: Documents from The German Christian Faith Movement 1932-1940 (2015); Demonizing the Jews: Luther and the Protestant Church in Nazi Germany (2012); German Churches and the Holocaust (1999); The Holy Reich: Nazi Conceptions of Christianity, 1919-1945 (2004); The Aryan Jesus: Christian Theologians and the Bible in Nazi Germany (2010); Complicity in the Holocaust: Churches and Universities in Nazi Germany (2012).

Jeg vil i kommende skriverier zoome ind på indflydelsesrige eksempler på hybrider af protestantisme og nazisme i Det Tredje Rige. Fra officielt kirkeligt og politisk hold vil man nemlig næppe høre et ord om det.

Slet ikke i det store reformationsår næste år.