Hvad ved dronningen om det moderne Danmarks rødder?
Ny bog udelader bjerge af møgbeskidt vasketøj fra kongernes og kirkens historie.
”Det [reformationen] er rødderne til det moderne Danmark … Kristendommen er en meget kraftig del af, hvad Danmark er og står for … hele vores kultur bygger på det.”
Ordene stammer fra dronning Margrethe og står i den spritnye biografi De dybeste rødder, der allerede har fået massiv medieomtale. Men er det sandt?
Er det i kristendommen, især reformationen, at vi finder rødderne til det moderne Danmark, hvoraf kerneelementer er sekulært demokrati, lighed for loven, religionsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling etc.?
Nej. Disse goder er opstået i skarp opposition til – og ofte under jernhård modstand fra – kirke- og kongemagt. For at sige det lige ud:
Dronningens kortfattede fremstilling af forholdet mellem kristendom og Danmark i dag er i bedste fald uhyre selektiv, i værste fald historieforfalskning og under alle vilkår grundlæggende fejlagtig og misvisende.
Lad mig nævne nogle forhold, som udelades i den nye dronningebog, men som har haft kolossal betydning. Også for Danmark.
1) Luther, reformationens ophavsmand, kædede Gud og fyrstemagt intimt sammen. Han krævede lydighed over for magthavere på alle niveauer af samfundet. Desuden var han en af historiens mest rabiate og uforsonlige hadprædikanter.
Han dæmoniserede paven som Antikrist og muslimernes gud som Djævlen selv. Han opfordrede i 1543 til at brænde jødernes synagoger og skoler ned til grunden. Han gik ind for dødsstraf over gendøbere, hekse og gudsbespottere. Han tilskyndede til massakrer på oprørske bønder. Folk, der hårdnakket afviste at lære hans Lille Katekismus udenad, skulle udsultes eller landsforvises.
2) Reformationen førte ikke til mere, men til endnu mindre religionstolerance. Før reformationen var der én magtfuld ’rettroende’ kirke i Vesteuropa. I kølvandet på reformationen opstod der flere magtfulde ’rettroende’ kirker, og de ønskede hver især at opnå monopol og komme de andre konfessioner til livs.
Det bidrog til at udløse et inferno af religionsforfølgelser og nogle af de allerblodigste religionskrige i historien. Millioner blev dræbt, og tusinder blev henrettet pga. religion. Krigene udløste de største flygtningestrømme i Europas historie mellem Det Vestromerske Riges fald i 400-tallet og verdenskrigene i 1900-tallet.
3) Reformationen førte ikke til en adskillelse af kirke og stat, men til en sammensmeltning af dem i form af konfessionsstater og statskirker.
4) Reformationen førte ikke til demokrati, men til en endnu stærkere kongemagt. Fra at man i middelalderen ofte havde haft valgmonarkier og rigsråd, fik man efter reformationen i Europa i stigende grad absolutistiske monarkier, dvs. enevældige konger, der centraliserede al magt i sig, og som herskede pr. guddommelig ret.
5) Reformationen i Danmark førte ikke til sekulært demokrati, men til en totalitær kristen stat, enevældigt monarki og evangelisk-luthersk religionstvang.
Ifølge Kongeloven af 1665, der var enevældens forfatning indtil 1849, havde kongen ”uindskrænket enevoldskongedømmes magt” over undersåtterne, og han stod kun til ansvar over for Gud, hvis stedfortræder han var. Desuden skulle han holde ”landets indbyggere” fast på den ”rene og uforfalskede kristelige tro”.
Med Danske Lov af 1683 blev den gammeltestamentlige moselov lagt til grund for strafferetten for alvor. Det var en eksplosiv cocktail.
Ifølge den nye protestantiske sharia skulle katolske gejstlige, der opholdt sig i Danmark, henrettes. Den, som bespottede Guds ”hellige navn, ord og sakramenter”, skulle have tungen skåret af i levende live, hvorefter personen skulle halshugges. En ”troldmand eller troldkvinde”, der havde vendt ryggen til Gud og ”hengivet sig til Djævlen”, skulle i levende live kastes ”på ilden og brændes op”. Etc.
Som dybdebehandlet af dr. phil. Tyge Krogh i Oplysningstiden og det magiske (2000) blev de drakoniske straffeformer praktiseret i stor stil i første halvdel af 1700-tallet, ofte på teologiske professorers udtrykkelige anbefaling.
Reformationen har indiskutabelt medvirket til store forandringer af vesteuropæisk kultur, især af dens kristendom, men samfundene forblev i de første århundreder gennemsyret af aristokrati, monarki og kirkelig autoritet. I mange tilfælde blev kongernes og kirkernes samfundsmagt sågar styrket, og det bidrog sammen med det religiøse krigshelvede til endnu mere religiøs intolerance, tvang og vold end hidtil.
Ser man på de historiske kilder, opstod de første levedygtige spirer til moderne demokrati og menneskerettigheder i oplysningstiden (ca. 1690-1790). Men det skete som eksplicit modreaktion på disse excesser. Som eksplicit modreaktion på de frygtelige religionsforfølgelser, magtfuldkomne, absolutistiske kongedømmer og grusomme hekseprocesser, der fulgte i reformationens blodige kølvand.
Nogle af de første grundsten blev lagt af John Locke, Pierre Bayle og Francois de Voltaire, der slog banebrydende slag for religiøs tolerance, religionsfrihed og adskillelse af kirke og stat. Man kan også nævne Locke (igen), Jean-Jacques Rousseau og Charles-Louis Montesquieu, der slog banebrydende slag for langt større magt til folket, lighed for loven og for en tredeling af statsmagten.
I første omgang kom de nye friheds- og lighedstanker til udtryk i den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, der blev formuleret i opposition til den britiske konges ”uindskrænkede tyranni”; i den føderale forfatning ratificeret i 1789; og i Bill of Rights ratificeret i 1791. De kom også til udtryk i den franske revolutions Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789.
Selv om disse tiltag lader en hel del tilbage at ønske – f.eks. omfattede Uafhængighedserklæringens lighedsbegreb ikke kvinder, slaver og indianere – repræsenterer de et kvantespring fremad i forhold til tidligere.
I den forbindelse må vi ikke glemme den måske vigtigste del af oplysningstiden, nemlig den såkaldt radikale oplysning. Dens intellektuelle spydspidser var Denis Diderot, baron d’Holbach og Thomas Paine.
Det er i den radikale oplysning, der kulminerede i 1770erne og 1780erne, at vi finder de væsentligste idéhistoriske rødder til Vestens grundpiller, værdier eller idealer efter 2. verdenskrig: Repræsentativt demokrati, vidtgående adskillelse af religion og stat, fuld religionsfrihed, religionstolerance, tankefrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, lighed for loven, ligebehandling af mænd og kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle, sorte og hvide, religiøse og ikke-religiøse.
Oplysningstiden repræsenterede en intellektuel revolution, der bidrog afgørende til en samfundsrevolution: Fra religionstvang til religionsfrihed. Fra kongemagt pr. guddommelig ret til demokrati pr. folkelig ret. Fra censur til ytringsfrihed. Etc.
Nogle vil indvende, at flere oplysningstænkere var kristne, og at de argumenterede ud fra bl.a. kristendom. Det er sandt, men med afgørende modifikationer. Set ud fra en samtidig synsvinkel var de ofte stærkt uortodokse kristne, og mange af dem var på flugt fra kirke og kongemagt og måtte udgive deres værker anonymt.
I virkeligheden medvirkede de til radikalt at omskabe kristen religion, så den i stigende grad er kommet til at stå i modsætning til størstedelen af Bibelen og kristendommens historie. Fra at være en rottweiler er kristendom i mange tilfælde blevet en kælehamster.
Selvfølgelig har kristendom spillet en meget stor rolle i danmarkshistorien, men det moderne Danmark er på centrale områder opstået i opposition til traditionelle kristendomsformer. I Luthers tanker er der f.eks. flere lighedstræk med Det Tredje Riges nazisme end med moderne demokrati og menneskerettigheder.
Flere af de tysk-kristne nazister hyldede ham også som ”den tyske profet”, hvis reformation Hitler og de selv skulle fuldføre.
Kunne der i en bog om dronningen på over 400 sider ikke have været plads til at fortælle lidt om ovenstående, så billedet blev lidt mere virkelighedstro? Naturligvis.
Som levn fra gammel tid iscenesættes Margrethe jævnligt som ”dronning af Guds nåde”. Kongemagt og kirkemagt i imposant forening. Skyldes den nye bogs udeladelse af møgbeskidt vasketøj fra kongernes og kirkens historie, at majestæten i dag er dronning af folkets nåde?