Skal man være kristen for at være rigtig dansker?
Staten bør behandle religiøse og ateister ens.
Mange folkekirkefolk vil juble over, at 65 procent af danskerne – ifølge en spritny YouGov-undersøgelse – mener, at Danmark kan kaldes et kristent land.
I et overordnet perspektiv har de imidlertid ikke megen grund til at glæde sig. Tværtimod.
Den statsfavoriserede folkekirke får i disse år flere og flere skud for boven, og fortsætter denne afvikling længe nok, vil den ende på religionernes kirkegård.
Faktisk begynder forestillingen om, at Danmark er et kristent land at minde mere og mere om en luftspejling i en glohed ørken. I det følgende blot nogle af de seneste eksempler på det, der vanskeligt kan betegnes som andet end en folkekirkelig krisesituation:
1) Andelen af danskere, der er medlemmer af folkekirken, falder ikke blot konstant, men også markant hurtigere i dag end for få årtier siden.
I 1974 var medlemstallet 93,6 procent. I 2006 var det faldet til 83 procent. I 2016 – kun ti år efter – er det nede på 76,9 procent. Dertil kommer, at en stor del af medlemmerne udelukkende er det, fordi de ikke har taget sig sammen til at forlade kirkeskuden.
En undersøgelse fra 2013 viste, at under halvdelen af danskerne ville melde sig ind igen, hvis de blev meldt ud af folkekirken.
2) Antallet af anerkendte / godkendte trossamfund uden for folkekirken vokser ikke blot konstant, men også markant hurtigere i dag end for få årtier siden.
I 1969 var der 11. I 2000 var der 90. I 2010 var der 110. I 2016 – kun seks år efter – er antallet eksploderet til 160 trossamfund.
3) Ifølge en ny undersøgelse er der færre og færre, der anser kristendom for at være vigtig for danskheden. I 2003 anså 15 procent af danskerne kristendom for ”meget vigtig” for at være dansk. I 2013 var det faldet til 8,6 procent.
Blandt de 70-79-årige var der i 2003 45 procent, der havde denne overbevisning. I 2013 var det faldet til kun 21 procent.
4) En undersøgelse fra 2014 viser, at 75 procent af danskerne ønsker at flytte civilregistreringen af nyfødte og afdøde fra folkekirken til kommunerne.
Den folkekirkelige krise skyldes frem for alt globaliseringens, indvandringens, individualiseringens og sekulariseringens tidevandsbølger. De har medvirket til, at Danmark i de seneste årtier har undergået en dramatisk udvikling fra et monolutheransk til et multireligiøst og multisekulært samfund.
Det har affødt tilbagevendende kritik af den populære identifikation af danskhed med protestantisk kristendom og af den opdeling af danskerne i første- og andenrangsborgere, som den statslige favorisering af folkekirken indebærer på en række områder.
På det seneste har kritikerne fået medhold fra FNs rapportør om religionsfrihed og professor i menneskerettigheder Heiner Bielefeldt, der netop har afsluttet et besøg i Danmark.
I rapporten Preliminary findings of Country Visit to Denmark fra 22. marts opfordrer han til, at Danmark udvikler ”en åben, inklusiv opfattelse af dansk identitet, der favner den religiøse mangfoldighed.”
Altså ud på historiens losseplads med regeringsgrundlagets ”Danmark er et kristent land.”
Desuden understreger han, at de voksende krav om inklusion, som vores samfund stiller, ikke længere er foreneligt med folkekirkens ”monopol på en særlig status”. Derfor opfordrer han til at indføre en ensartet behandling af de forskellige religiøse og ikke-religiøse grupper, så alle borgere kan føle sig lige hjemme i Danmark.
Bielefeldts opfordring implicerer nødvendigvis en ophævelse af folkekirkens statslige særstilling. På den ene eller anden måde.
I Sverige gennemførte man allerede i 2000 en separation af stat og kirke. I Norge er forholdet mellem stat og kirke under historisk opbrud i disse år.
Endelig opfordrer FN-rapportøren til større tolerance og fleksibilitet danskerne imellem. Når forskellige religioner og livssyn skal eksistere sammen, forekommer det at være en simpel nødvendighed.
Alternativerne er eksklusion eller assimilation.
Man kan håbe, at Bielefeldts opsigtsvækkende opfordringer bl.a. kan blive anledning til, at politikerne herhjemme langt om længe begynder at arbejde mod at indføre statslig ligebehandling af alle religiøse og sekulære grupper.
Grundene hertil ligger lige for: Ikke blot adskiller dagens Danmark sig radikalt fra grundlovsfædrenes. Samfundet er også ved at gennemgå den største religiøse transformationsproces siden Reformationen.
I dag dyrker danskerne mange guder og sandheder. Det skal hverken kristne nationalister, islamiske fundamentalister eller sekulære fanatikere have lov til at stoppe.