Giv børnene tilbage til mor og far

Feminisme handler frem for alt om valg, skriver Ditte Giese og Mette Pabst i Politiken 19.2. Men alle valg er bestemt ikke lige gode, forstår man.

Hvis en kvinde foretrækker at gå hjemme og passe egne børn, skal hun sættes i en feministisk gabestok. Så stiller hun sig nemlig op på en piedestal som ”supermor” og gør børnepasningen til et ”prestigeprojekt”.

Nogle feminister ønsker øjensynligt, at deres egen ulyst til at sætte børn før karrieren skal deles af alle kvinder. Hvorfor, kan undre, når de nu prædiker frit valg på alle hylder. Men forklaringen er sikkert enkel nok, om end særdeles uvelkommen.

Det er simpelthen bedst for de små børn, at mor er hos dem. Det meste af tiden i det mindste.

Det er en sandhed så selvindlysende for de fleste med hjerte af kød og blod, at det kun er feministers årtier lange tilsjofling af enhver flig af en traditionel moderrolle, der gør, at de fleste ikke siger det højt.

Under alle vilkår har mange forældre, der tidligt afleverer deres småbørn i institutioner og først sent henter dem igen, dårlig samvittighed. Og det med fuld ret. Og det er denne dårlige samvittighed, som de kætterske mødre ripper op i.

Problemet er altså ikke, at nogle mødre har vendt det herskende Zeitgeist ryggen og vælger at passe egne børn. Problemet er, at ikke langt flere mødre gør det. Problemet er endvidere, at ikke også langt flere fædre gør det.

Vort samfund er i de sidste 20-30 år nemlig begyndt at nærme sig en orwellsk dystopi. Statsmagten har mere og mere overtaget pasningen af vores børn, og nogle af feministerne har været de fremmeste fortalere for det.

Først bliver børnene som bittesmå sat i vuggestue fyldt med skrål og larm, så i børnehave fyldt med skrål og larm, og endelig i heldagsskole fyldt med skrål og larm. Systematisk bliver børnene adskilt fra forældrene, og forældrene adskilt fra børnene.

Det er et verdenshistorisk eksperiment med os alle som forsøgskaniner, som ingen kender langtidskonsekvenserne af.

Den pandemiske stress på arbejdsmarkedet, den eiffeltårnshøje stigning i ADHD-børn i de senere år, den daglange indespærring af børn langt fra deres forældre og fri natur, og den dårlige samvittighed, som mange forældre forståeligt har, peger på, at noget for alvor er på gal kurs.

Selv vil jeg forelå, at vi begynder at gå den modsatte vej.

Riv børnene ud af statsmagtens altfavnende klør. Giv dem tilbage til forældrene. Og lad forældrene sætte pasningen af deres børn over karrieren.

Om det primært er mor eller far – eller dem begge noget af tiden – der passer børnene, bør de naturligvis selv afgøre.

Konkret bør man forlænge barselsorloven til og med barnets andet år og afskaffe heldagsskolen til fordel for en halvdags. Så børnene får tid til at komme ud i gudernes natur. Tænke selv. Hygge sig med forældrene i ro og mag. Høre hjertet slå. Mærke vinden.

Fem timers effektiv undervisning er da også mere værd end 10 timers ineffektiv.

Når mange bevæger sig i den retning, vil små alternative fællesskaber utvivlsomt skyde frem ligesom i størstedelen af vores historie, fællesskaber, der da også er nødvendige for dem, der tager det magiske spring ud af rottehjulet.

Nogle vil indvende, at det er urealistisk. At det ikke kan lade sig gøre uden et markant fald i den materielle levestandard. Mit svar er: Forhåbentlig! Vi forbruger alt, alt for meget i forhold til Jordens ressourcer, og derfor vil et markant fald i købekraften være en ualmindelig velkommen sideeffekt af en opprioritering af børnene. Til gengæld vil vores ikke-materielle velfærd nærmest uundgåeligt stige.

Vi kommer under alle vilkår ikke uden at om at decimere vores skyhøje forbrug, hvis vi ønsker, at vores børn skal have en verden at leve i. Også om 30 år. Jo før, jo bedre.

Alt dette betyder selvsagt ikke, at forældre ikke skal lave andet end at passe deres børn. Det skal de – eller i alt fald den ene af dem – af selvindlysende grunde. Men lad småbørnene komme på førstepladsen. Altid.

Kort sagt: Lad din familie – ikke penge, ikke forbrug, ikke karriere – være det helligste.

Alt dette forudsætter givetvis en transformation af nogle af samfundets grundsøjler, men mon ikke tiden snart er moden. I det mindste udviser flere og flere utilfredshed med den udbredte dyrkelse af guderne Penge, Mammon og Mig.

Eller som Politikens Amalie Kestler fint formulerede det for nylig: ”Definitionen på en voksen er, at man er i stand til at tilsidesætte egne behov.”