Folkekirken bygger på en rødglødende islamhader
Ifølge Martin Luther er muslimernes gud Allah Djævelen selv.
Hvorfor har talrige danskere og majoriteten af folketingspartierne vendt ryggen til flygtningene fra Syrien? En af hovedårsagerne er givetvis, at de fleste flygtninge er muslimer, og at Danmark – med regeringsgrundlagets ord – ”er et kristent land”.
Jamen, er kristendom ikke næstekærlighed? Svaret er, at kristendom historisk har legitimeret hvad som helst og fortsat legitimerer hvad som helst. Et forhold, der hænger sammen med, at kirkens kanoniske helligskrift er en skipperlapskovs, der rummer alt fra flammende intolerance til grænseløs medfølelse.
Hvad der skal veje tungest, afhænger af den til enhver tid herskende folkestemning.
Kristendom er blevet brugt til at legitimere inkvisitionen og til at opløse den. Kristendom er blevet brugt til at legitimere det transatlantiske slaveri og til at afskaffe det. Kristendom er blevet brugt til at legitimere massakrer på jøder og til at stoppe dem. Kristendom er blevet brugt til at legitimere udryddelsen af indfødte folk og til at beskytte dem. Kristendom er blevet brugt til at legitimere apartheid og til at bekæmpe det. Kristendom er blevet brugt til diskrimination af homoseksuelle og til at ophæve den. Sådan kunne man blive ved.
Faktum er, at kristendom er en kamæleon, og at den ikke er garanti for noget som helst. Den kan være et uhyre fra helvede og en hyggebamse i sofaen.
I Danmark skal det voksende islamhad bl.a. ses på baggrund af Tidehvervs store indflydelse via Krarup-Langballe-klanen og dens politiske platform Dansk Folkeparti. Og Tidehverv er uadskilleligt forbundet med Luther. Som det selv beskriver sit ”anliggende”: ”Tidehverv – det er gammeldags luthersk kristendom …” (tidehverv.dk).
Hvad var Luthers grundholdning til islam og muslimer? Had og frygt.
Der er den særlige omstændighed ved Luthers syn på muslimer – til forskel fra alle andre, som han med torden og lynild bekæmpede – at de udgjorde en storpolitisk trussel, nemlig i form af det tyrkisk-osmanniske storrige.
På Luthers tid nærmede Osmannerriget sig Tyskland, og i 1529 nåede det kortvarigt helt til Wiens porte. Det var alt andet end tilfældigt ifølge Luther. Han opfattede nemlig osmannernes hærgen som Guds straffepisk over syndefulde kristne.
Dette forhold ændrer imidlertid ikke et komma ved, at Luther nærede en dyb aversion mod islam i sig selv. Selv om kristne ifølge Luther ikke skulle bekrige de tyrkiske muslimer på grund af deres tro, er det på ingen måde ensbetydende med, at kristendom ikke er islam fundamentalt overlegen.
Faktisk foretager Luther i sine anti-tyrkiske skrifter fra 1529 – ”Om krigen mod tyrken” og ”Feltprædiken mod tyrken” – en sønderknusende dæmonisering af islam og muslimer. Et forhold, der skal ses i sammenhæng med, men som på ingen måde alene skyldes, at osmannerne udgjorde en alvorlig fare.
Ligesom de fleste andre, der ikke var tilhænger af Luther, betragtede Luther muslimer som djævle i menneskeskikkelse. Han kaldte dem for ”Djævelens tjener”, ”Herre Kristi fjende”, ”den skinbarlige djævel”, ”bærmen af al vederstyggelighed og vildfarelse” og ”blodhund og djævel”.
Endvidere understregede reformatoren igen og igen, at muslimernes gud Allah er Djævelen selv, og at deres profet Muhammed er besat af ”løgneånden” og ”Djævelen”. Koranen forkastede han som en ”stor og mangesidig løgneånd”.
I øvrigt, lovede Luther, ville de tyskere, der lydige mod Guds bud og de verdslige herskere døde i krigen mod muslimerne, blive helgener og martyrer. Ja, de ville være sikre på straks at komme i Paradis: ”Himlen er din; derom er der ingen tvivl”. Her prædiker Luther omtrent som de fundamentalistiske imamer, der i dag lover unge muslimer, at de vil komme i Paradis, når de dør i krig mod vantro.
I Luthers dualistiske selviscenesættelse ser det imidlertid helt anderledes ud. Ifølge den er der en bundløs afgrund mellem kristendom og islam.
Man finder således ”Djævelen i tyrken” og ”Gud i Kristus”. Og når lydige kristne dør i krig, vil det være ”lutter engle”, der tager sig af deres sjæle. Når muslimer dør, vil det derimod være ”lutter djævle”, der fører deres sjæle til Helvede.
Oven i den ene verbale kølhaling af muslimer efter den anden får Luther desuden givet paven et par syngende kæberaslere, f.eks.:
”Paven og hans parti strides, myrder og plyndrer ikke alene deres egne genstridige, men brænder, fordømmer og forfølger også de sagesløse, fromme, rettroende, som en ægte Antikrist … Men ligesom paven er Antikrist, er tyrken den skinbarlige djævel. Imod dem begge kæmper vor og kristenhedens bøn. De skal også fare til Helvede”.
Endelig advarer Luther imod, at kristne lader sig dupere af de tyrkiske muslimer, i værste fald konverterer til islam.
Muslimske gejstlige har nemlig en ”alvorlig, streng, retskaffen levevis.” Muslimer kan også bede med ”en sådan anstand, stilhed og med en så smuk adfærd, at man intetsteds i vore kirker finder noget lignende.” Endvidere kan deres livsførelse forekomme forbilledlig, skriver Luther:
”De drikker ikke vin, æder og drikker ikke som vi tyskere, klæder sig ikke så letfærdigt og kostbart, bygger ikke så pragtfuldt, brovter ikke som vi, bander og sværger ikke som vi, udviser stor og fremragende lydighed, respekt og ærbødighed mod deres kejser og herre og har et særdeles fast og velfungerende styre, som vi gerne ville have det i de tyske lande.”
Men ifølge Luther er og bliver den fromhed, man kan finde blandt mange muslimer, skin og bedrag, hykleri og forstillelse. Det skyldes ikke blot, at Djævelen, mestermanipulatorernes konge, er deres gud, men også at de fornægter Kristus, der ifølge Luther monopoliserer al godhed, sandhed og frelse.
Muslimers gudsfrygtighed er med andre ord grundfalsk i Luthers optik:
”Djævlen kan nemlig også være alvorlig, gøre sure miner, faste meget, gøre falske undere og henrykke sine tilhængere. Derfor skal du vide, at sådanne tyrkiske helgener er djævelens helgener, som vil gøre sig fromme og salige og hjælpe andre ved deres egne store gerninger og uden den eneste Frelser Jesus Kristus”.
Desuden forsikrer Luther tyskerne om følgende:
”Se, under dette tyrkernes skin af hellighed ligger skjult – eller egentlig åbenlyst – så meget grufuldt, nemlig at de ikke blot fornægter Kristus, men også driver hån og spot med hans blod, død og opstandelse og med alt det gode, han har gjort for verden. Og de sætter deres Muhammed over ham, hvorved de også bespotter Gud Fader og ærer Djævelen i stedet for Gud. Derforuden er de også sådanne blodhunde, som udøser gruelig meget blod og begår mord i så mange lande, at man aldrig i verden har hørt magen.”
I 1540erne fik Luther udgivet Koranen på latin. Han var sikker på, at et førstehåndskendskab til muslimernes helligskrift var den bedste vaccine mod den islamiske pest. I øvrigt var det vigtigt at kende sin fjende til bunds.
Alt i alt bragte Luther ikke meget nyt til verden, hvad angår synet på islam og muslimer. Han stod her på skuldrene af gamle kristne traditioner. Faktisk er en anti-islamisk grundholdning reglen i kirkens historie, venlighed og tolerance undtagelserne.
Luthers teologiske disciple bar ilden videre. I Tyskland og Danmark videreførte de hans anti-islamiske propaganda. Og lige så lidt som Luthers holdning kan forklares alene med henvisning til Osmannerrigets krigeriske fremfærd, lige så lidt kan luther-teologernes holdning forklares alene på den baggrund. De kunne nemlig – lige så uforsonligt som deres profet – også vende sig mod paven, jøderne og gendøberne.
En skarp afvisning af islam blev hurtigt en del af de lutheranernes bekendelsesskrifter. Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 fordømmer således ”alle de kætterier, som er opstået” mod det kristne treenighedsdogme, inklusiv ”muhamedanerne”.
Den anti-islamiske teologi blev desuden omsat til officiel politik.
I Danmark udstedte Frederik II i 1569 de såkaldte ”fremmedartikler”, som alle skulle tilslutte sig, når de kom til landet. Ifølge artikel nr. 2 skulle fremmede sværge på, at ”muhamedanske sekter er fuldstændigt adskilt fra og fremmed for Guds kirke og menighed og er underlagt Djævelen, ligesom andre sekter er det, der ikke har tilsluttet sig vor Herre Jesu Kristi evangelium.”
Nægtede den fremmede at sværge, skulle vedkommende forlade landet inden tre dage. Ellers ville han blive henrettet.
Den historiske lære er, at kristendom ofte har været ensbetydende med had mod islam, ligesom den ofte har været ensbetydende med had mod jødedom. Med Luther og Den Augsburgske Bekendelse som centrale dele af sit grundlag bygger den evangelisk-lutherske folkekirke herhjemme sågar på en glasklar fordømmelse af islam den dag i dag. I alt fald formelt.
Som sådan er det Tidehverv og dets mange epigoner, der har størstedelen af kirkehistorien i ryggen, ikke de multikulturelle præster. Og når regeringen og Dansk Folkeparti, der begge fremhæver, at Danmark er et kristent land, er stærkt kritiske over for islam, er det en holdning, der er forenelig med Luthers – hvis den da ikke ultimativt er inspireret af den. De er jo enige om, at luthersk kristendom har haft en kolossal indflydelse på dansk kultur.
Et godt spørgsmål er:
Når Reformationens 500 års jubilæum skal fejres i 2017 med Dronning Margrethe som officiel protektor, vil man så i al stilfærdighed feje Luthers kogende islamhad ind under gulvtæppet? Vil man forsøge at bortforklare det som ’tidsbestemt’ (en populær apologi over for alt i kirkens historie, der er upopulært i dag)? Eller vil man tværtimod fremhæve det som en eviggyldig del af evangelisk-luthersk kristendom, ja, som mere aktuelt end nogensinde før?
Man vil sandsynligvis komme til at opleve alle tre reaktioner.
Men bør det officielle Danmark overhovedet stå bag fejringen af en rødglødende islamhader?
Alle Luther-citater er fra ”Om krigen mod tyrken” og ”Feltprædiken mod tyrken”. De er udgivet i dansk oversættelse af Tidehvervs Forlag i 1999 sammen med Luthers antijødiske smædeskrift ”Om jøderne og deres løgne”.