Klimakrisen kalder på en mediemæssig undtagelsestilstand 

Dels bør de klassiske nyhedskriterier reformeres, dels bør medierne fremover modtage rundhåndet statsstøtte, så de har råd til en konstant topprioritering af de dødsensfarlige klimaforandringer 

Af ph.d. Gregers Andersen, mag.art. Jens-André P. Herbener og ph.d.-stipendiat Søren Sofus Wichmann  

Den 30. oktober offentliggjorde FN en synteserapport om konsekvensen af de klimaplaner, som 146 lande for nylig har indsendt til FN. Rapporten viser – trods udsigt til notable fremskridt i forhold til i dag – at menneskeheden efter klimatopmødet i Paris i december fortsat vil befinde sig på en livsfarlig klimakurs. 

Det er i bedste fald skuffende, i værste fald katastrofale nyheder. Målet har hele tiden været at få en global og bindende klimaaftale i hus, så gennemsnitstemperaturen ikke stiger med mere end maksimalt 2 grader i det 21. århundrede i forhold til tiden før industrialiseringen. 

Dette mål kan ikke nås. Med de planer om reduktion af udledning af drivhusgasser, som 146 lande har indsendt til FN, er vi på vej mod en temperaturstigning på cirka 3 grader. Det er alt for meget. 

»Vi er den første generation, der kan mærke klimaforandringerne, og den sidste, der kan gøre noget ved dem,« sagde præsident Obama for nylig. EUs klimachef, Miguel Canete, har udtalt sig endnu skarpere. Går det galt ved klimatopmødet i december, er der ifølge ham »ingen plan B … Paris er afgørende.« 

Episke dimensioner 

Samlet set befinder Danmark og resten af verden sig i en alvorlig krise, og vi er vores egen værste fjende. Det er derfor dybt paradoksalt, at klimakrisen ikke fylder mere i danskernes hverdag. Men som den amerikanske miljøaktivist Bill McKibben har bemærket, er det meget vanskeligt at opbygge en folkebevægelse mod sig selv. 

Det er imidlertid ikke det samme, som at det er umuligt. I denne sammenhæng kunne og burde medierne være en ledestjerne. Med stor magt følger som bekendt et stort ansvar, og mediernes magt er den dagsordensættende. Ved at tage nogle emner op og lade andre ligge spiller de en enorm rolle for skabelsen af den virkelighed, som vi alle lever i. 

Men her har de fleste medier udvist en ansvarsløshed af episke dimensioner. Det har de gjort ved ikke at fastholde et knivskarpt fokus på, at vores aktuelle udledning af drivhusgasser, kolossale overforbrug, industrielle vækstideologi og skyhøje befolkningstilvækst kan føre til et økologisk og samfundsmæssigt kollaps med katastrofale konsekvenser for menneskeheden.  

Ifølge Verdensnaturfondens opgørelse optrådte ordet »klimaforandringer« 278 gange i de danske medier i 2012. Tv-programmet X Factor blev derimod omtalt 8723 gange. Denne prioritering, der efter vor vurdering er såre udbredt, er en mediemæssig falliterklæring. 

Med andre ord: De fleste medievagthunde afspejler på ingen måde klimasituationens verdenshistoriske alvor, og dermed medvirker de uundgåeligt til at forværre den. 

Flere penge 

Årsagerne hertil er ikke udelukkende tankeløshed, fortrængning eller frygt for ikke at sælge aviser nok. Problemet er formentlig også, at de klassiske nyhedskriterier – aktualitet, væsentlighed, konflikt, sensation og identifikation – ikke er gearede til den ekstreme og højst usædvanlige situation, vi befinder os i. 

Konflikt- og identifikationsstof er øjensynligt vanskeligt at få koblet på den globale opvarmning, selv om det ikke burde være det; tænk på de hundreder millioner af klimaflygtninge, som FN har advaret om risikoen for; tænk på de vanvittige kampe om ressourcer, ikke mindst mad og drikke, der kan blive konsekvensen af det hele. Problemet med aktualitet er, at klimaforandringer finder sted konstant, og derfor er de aldrig særskilt aktuelle. 

At verden, som vi kender den, kan bryde sammen og trække millioner eller milliarder af mennesker og dyr med sig i afgrunden, er en historie, der selvsagt falder under sensationskriteriet. Men det bliver ikke ved med at være sensationelt. Og væsentlighed i sig selv er det kedeligste nyhedskriterium, selv om der er intet, der er væsentligere end den globale klimakrise.  

Nogle vil sikkert indvende, at en konstant topprioritering af klimastoffet vil kede og koste læsere, seere og lyttere. Derfor er der ikke råd til det. Svaret er, at det skal der være. Ubetinget. 

Derfor skal der herfra lyde en indtrængende opfordring til politikerne: 

a) Gør fokus på klima og miljø – vores alles eksistensgrundlag – til public service-kanalernes vigtigste forpligtelse. b) Afsæt mange flere penge end nu til danske medier generelt, så de har de nødvendige midler til at sætte maksimalt fokus på den globale klimakrise. Så længe det overhovedet er nødvendigt. 

Det er altafgørende, at der indtræffer en massiv bevidstgørelse om klimaforandringernes multifacetterede konsekvenser. Utvivlsomt som betingelse for handling. 

Nye kriterier 

Det er indlysende, at nyhedskriterierne bør passe til virkeligheden og ikke omvendt. Og når virkeligheden forandrer sig afgørende, må nyhedskriterierne ligeledes forandres. Derfor vil vi opfordre de danske medier til selv at gøre følgende (Information er allerede nogenlunde med, men de allerfleste er ikke): 

1) Opret store og selvstændige klimaredaktioner, der skal sætte klima og miljø øverst på samfundets dagsorden. 

2) Tænk klima og miljø ind i alle relevante stofområder. Når f.eks. politikere lovpriser ubegrænset vækst og større børnefamilier, som religiøse fanatikere lovpriser deres gud, så skal der – altid – spørges til de økologiske konsekvenser af det. 

3) Læg jer i selen for at fremme den i bogstaveligste forstand livsvigtige samtale om, hvordan omstillingen til et bæredygtigt samfund skal finde sted. Lav programmer, der gør os klogere, og debatter, der engagerer.      

4) Hold klimabenægtere borte fra spalter og sendeflade. Når holocaust diskuteres, inviterer I heller ikke holocaustbenægtere i studiet. Husk på, at godt 97 procent af alle klimaforskere er enige om, at klimaforandringerne hovedsageligt er menneskeskabte. Det er en usædvanlig høj konsensus. 

5) Vær aldrig bange for at sætte spot på klimaforskernes worst case scenarios. De er allerede adskillige gange blevet overhalet af virkelighedens verden. 

Ingen selvfølge 

Først som sidst: Brug det kommende klimatopmøde i Paris som en hyperaktuel lejlighed til at sætte klimakrisen i centrum. De indsendte klimaplaner til FN repræsenterer et fremskridt, men ikke et vendepunkt. Vi er stadig meget langt fra at være på den sikre side. Og i første omgang skal det blive interessant at se, om de klimaplaner, som alverdens lande har indsendt til FN, rent faktisk vil blive vedtaget. I næste omgang skal det blive interessant at se, om de rent faktisk vil blive ført ud i livet. Det er ingen selvfølge, viser erfaringen. 

Indtil videre har vi kurs mod en 4-5 graders temperaturstigning i dette århundrede og endnu mere i de efterfølgende.