Canadas kulturelle folkemord på den indfødte befolkning: Historien
Nye rapporter afdækker i detalje, hvordan Canadas indfødte børn i det 20. århundrede blev tvangsassimileret med kristen-europæisk kultur og udsat for fysisk vold og seksuel mishandling i lange baner. Tusindvis af børn døde.
Pave Frans høstede stor anerkendelse i medier verden over, da han for nylig kom med disse ord i Bolivia:
”Der blev begået mange alvorlige synder mod Amerikas indfødte i Guds navn. Jeg beder ydmygt om tilgivelse, ikke blot for kirkens krænkelser, men også for forbrydelser begået mod indfødte folk under den såkaldte erobring af Amerika” (The New York Times, 9.7.)
Paven har god grund til at komme med denne officielle undskyldning. Den katolske kirke spillede nemlig en af de absolutte hovedroller ikke blot i retfærdiggørelsen af europæiske landes kolonisering af Amerika, men også i et målrettet forsøg på at udrydde de indfødtes religion og kultur i øvrigt.
Og det hører ikke kun til en fjern fortid. Kort tid inden paven rejste til Latinamerika her i sommer, offentliggjorde en såkaldt Sandheds- og Forsoningskommission i Canada to rapporter, der dokumenterer det, som den betegner som ”det kulturelle folkemord” på landets indfødte folk.
Det væsentligste redskab hertil var såkaldte indianerkostskoler, der blev finansieret af den canadiske stat og administreret af kristne missionsselskaber. Den katolske kirke stod for driften af cirka 60 procent af kostskolerne. Anglikanske, metodistiske og presbyterianske kirker stod for resten.
Mindst 150.000 indfødte børn blev (tvangs)anbragt her fra 1880’erne indtil 1997, hvor den sidste kostskole blev nedlagt. Formålet var at ”kristne” og ”civilisere” de indfødte. Det indebar, at de skulle transformeres fra det, som de fremmede erobrere opfattede som primitive afgudsdyrkere til kristne euro-canadiere.
Konkret byggede kostskolesystemet på en systematisk, målrettet indoktrinering af de indfødte børn. Dertil kom korporlige afstraffelser, offentlige ydmygelser, fysisk mishandling og seksuelle overgreb i lange baner. Endelig blev mange af børnene underernærede og bl.a. derfor lette dødsofre for tuberkulose og influenza.
Indtil nu har den canadiske stat – på baggrund af 37.971 anklager – udbetalt cirka 14,6 milliarder kroner i erstatning til ofre for den fysiske og seksuelle mishandling. Hele 48 procent af de tidligere kostskoleelever, der lever i dag, har krævet kompensation for alvorlige overgreb.
Man ved ikke med sikkerhed, hvor mange der døde som følge af de horrible forhold, bl.a. fordi kostskolernes journaler i mange tilfælde er blevet destrueret. Indtil nu har man dokumenteret 3.201 døde børn. Ifølge et skøn af formanden for Sandheds- og Forsoningskommissionen er det reelle tal ”mindst 6.000” døde, men ”sandsynligvis langt højere” (CBC News, 29.5.).
Man kan undre sig over, at danske medier næsten ikke har omtalt de nyoffentliggjorte statsrapporter, der som sagt godtgør et omfattende europæisk-kristent korstog mod Canadas indfødte børn.
Skyldes det blot uvidenhed om denne Peterskirke-store skamplet på et ellers højt respekteret, moderne og fremskridtvenligt land? En uvidenhed, der skal ses i lyset af, at sagen har været højt eksponeret i medier verden over. Eller er årsagen, at offentliggørelsen af de chokerende rapporter faldt sammen med den danske valgkamp i juni?
Eller kan det også hænge sammen med, at de voldsomme overgreb på børn i den kristne guds navn står i frontal modsætning til det historieløse glansbillede af kirke og kristne værdier, der præger Danmark?
Svarene blæser i vinden. Her vil jeg selv benytte lejligheden til at råde bod på mediernes undladelsessynder.
Som nævnt karakteriserer Canadas Sandheds- og Forsoningskommission den europæisk-kristne kulturimperialisme i landet som et kulturelt folkemord. Det indebærer, at man har overtaget de indfødtes land, har forsøgt at destruere deres politiske og sociale institutioner, har tvangsforflyttet dem til ofte elendig jord, forbudt deres sprog og religion, forfulgt deres religiøse ledere og forhindret forældrene i at videreføre deres kultur til børnene (jf. Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 1).
Formålet var at opløse den indfødte befolkning som en størrelse, der stod i vejen for kolonisatorernes begær efter dens land.
I dette kulturelle udryddelsesprojekt spillede kostskolerne, der for alvor begyndte at blive udbredt i anden halvdel af 1800-tallet, en nøglerolle. Målet var, som det hed, ”at slå indianeren i barnet ihjel”.
I talløse tilfælde havde de indfødte forældre intet valg. Nægtede de at udlevere deres små børn til de myndigheder og kirkefolk, der kom for at føre dem til kostskolen, blev de ofte truet med fængsel.
På skolerne blev indianerbørnene klippet, så de fik korte, europæiske frisurer. De måtte ikke have eget tøj på (det blev ofte destrueret ved ankomsten), men skulle bære en europæisk skoleuniform. De måtte desuden ikke beholde deres navn, men fik et nyt europæisk, eller blot et nummer. I øvrigt blev det dem ofte forbudt at tale eget sprog. Selv når de var sammen alene, skulle de tale engelsk (eller fransk).
Som en tidligere elev har sammenfattet billedet: ”Disse skoler var en krig mod indfødte børn, og de tog vores identitet fra os. Først og fremmest gav de os numre, vi havde ingen navne, vi var numre, og de klippede vores hår. De tog vores tøj fra os og gav os tøj … vi lignede alle hinanden. Vores hår så fuldstændig ens ud, med pandehår, lige og kort, og med lige hår op til ørerne. De tog vores mokkasiner fra os og gav os sko. Jeg var blot et lille barn…” (Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 192).
Denne eurokulturelle tvangsassimilation blev suppleret med en specifikt religiøs. Det var som sagt kristne missionsselskaber, der drev kostskolerne, og de forbød strengt børnene at dyrke deres forældres religion, ja undertiden dæmoniserede de den som Satans værk.
F.eks. havde en elev fået en miniaturetotempæl i fødselsdagsgave. Hendes glæde skulle imidlertid blive kort. En nonne på skolen beordrede hende til at smide den ud: ”Nej, det er noget skidt. Du ser intet andet end djævlen i den totempæl. Det er intet andet and djævlen … Smid den væk omgående” (The Survivors Speak, s. 56).
Samtidig beretter mange elever om, at de var genstand for systematisk religiøs indoktrinering bl.a. i form af krav om at bede til den kristne gud. Talrige gange hver dag og ofte nede på knæene.
En militæragtig disciplin og korporlige afstraffelser var metoderne par excellence til at få børnene til at makke ret. Forstandere, præster, nonner og andre ansatte uddelte rutinemæssigt lussinger og ydmygede uartige børn offentligt. Men ofte kammede afstraffelserne over i fysisk mishandling.
Mange elever beretter om at blive sparket, slået, banket, kastet voldsomt ned på gulvet eller spærret inde i kældre. Andre blev i bogstaveligste forstand tvunget til at spise sæbe, hvis de talte deres eget sprog, eller æde deres eget bræk, når de ikke kunne tåle den ofte ringe mad.
I øvrigt oplevede et utal af børn at få hevet tøjet af – ofte med andre børn som tilskuere – og blive pryglet med en stok eller pisket med en livrem.
Dertil kom et hav af seksuelle overgreb, lige fra befamlinger til massevoldtægter, og overgrebene ramte både piger og drenge. Nogle børn blev voldtaget af de ansatte igen og igen og igen. En beretning lyder således:
”Jeg blev hentet nat efter nat efter nat. Og det fortsatte, indtil jeg var omkring 12 år gammel. Og det var adskillige af de mandlige tilsynsførende plus en kvindelig. Og det var i sovesalen; det var i deres rum; det var i carporten; det var i hans bil; det var i gymnastiksalen …” (The Survivors Speak, s. 157).
En anden elev har kaldt sin skole for ”en helligdom for pædofile” (Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 227). Andre børn igen har fortalt, at de fik tilbudt penge til slik, når ansatte misbrugte dem seksuelt.
Det skal understreges, at en del ansatte er blevet idømt fængselsstraffe. Men ellers har det været symptomatisk, at kostskoler og myndigheder har ignoreret tilbagevendende anklager om seksuelle overgreb eller lagt mest muligt låg på dem. Alt for ofte har man sat beskyttelsen af pædofile ansatte og kostskolers renommé over beskyttelsen af børnene.
Til alle disse kalamiteter kommer, at de ydre rammer var elendige. Mange kostskoler var dårligt bygget og indrettet og var rene brandfælder. Mindst 53 kostskoler brændte ned, og mindst 40 børn døde i ildebrande.
På grund af ikke-eksisterende eller mangelfuld kloakering var kostskolerne desuden ofte regulære smittereder. Dårlig eller ofte alt for lidt mad og manglende eller alt for små sygeafdelinger forstærkede problemerne markant. Utallige børn blev syge, og flere tusinde børn døde, oftest af tuberkulose.
I skyggen af det, der i mange tilfælde lignede et helvede på jord, kan det ikke undre, at nogle af børnene fik nok. I mindst 37 tilfælde forsøgte kostskolebørn at brænde deres skoler ned.
Langt oftere forsøgte de imidlertid at stikke af – og omfanget af flugtforsøg nåede på nogle skoler ”epidemiske” højder. Men det var langtfra ufarligt. Mindst 33 børn omkom under flugten, som regel af kulde og udmattelse.
Børnenes begrundelse for at løbe væk var typisk de brutale afstraffelsesmetoder, eller det, der var værre. En elev beretter: ”De plejede at piske os med rem med bukserne nede hele tiden, de piskede os i fuld offentlighed” (Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 121). Straffen for flugtforsøgene var gerne endnu mere fysisk afstraffelse.
En af de mest tragiske konsekvenser af de ansattes vold og seksuelle overgreb mod børn var, at det gødede jorden for skyhøje rater af mobning, vold og seksuelle overgreb børnene imellem. Og for at føje spot til skade forsømte de ansatte i mange tilfælde at beskytte ofrene mod det.
Naturligvis er virkelighedens verden sjældent eller aldrig sort-hvid som i en Star Wars-film. Det var den heller ikke på kostskolerne. Der findes adskillige tidligere elever, der har gode minder om dem, både hvad angår ansatte, andre børn og fagligt udbytte. Der har utvivlsomt også været forskelle på skolerne, ligesom der utvivlsomt har været forskelle på de ansatte internt på de enkelte skoler.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at de forfærdelige oplevelser klart tegner billedet. Det ændrer heller ikke ved, at kostskolernes fundamentale middel og mål var tvangsassimilation med kristen euro-canadisk kultur.
Dette havde rødder dybe i den europæisk-kristne kolonialismes selviscenesættelse, der hvilede på følgende grundopfattelser:
”1) Den kristne gud havde givet de kristne nationer retten til at kolonisere de lande, som de ’opdagede’, når blot de konverterede de indfødte befolkninger til kristendommen; og 2) europæerne bragte civilisationens velsignelser (et begreb, der var flettet sammen med kristendommen) til ’hedningerne’. Kort sagt hævdede man, at det var til folks egen fordel, at de blev koloniseret, om det så var i denne verden eller den næste” (Honouring the Truth, Reconciling for the Future, s. 49).
Dertil kom i 1800-tallet og første del af 1900-tallet en udbredt racisme, ifølge hvilken indfødte var laverestående og brutale folk. Hvis de altså overhovedet blev anset for mennesker.
De kristne kulturimperialister – som de kristne missionærer i udtalt grad tilhørte – var med andre ord forvisset om, at de havde den eneste sande gud på deres side, og at de repræsenterede en fundamentalt overlegen civilisation. Derfor havde de ikke blot ret, men pligt til at ”frelse” hele Jordens befolkning.
Mange var helt enkelt overbeviste om, at de repræsenterede det Gode og kæmpede for det Gode. Så hvordan skulle de kunne forårsage andet end Godt, ja, hvilket ordentligt menneske ville kunne betvivle det?
Som vi skal se i næste indlæg, der sætter spot på de tragiske langtidskonsekvenser af kostskolerne for Canadas indfødte, så er det netop mennesker med den overbevisning, der gerne afstedkommer mest ødelæggelse.
At bekæmpe ældgamle kulturer med tvang sætter ofte en kædereaktion af højst utilsigtede konsekvenser i gang.
Hovedkilderne til de canadiske indianerkostskolers historie og konsekvenser kan findes her:
- The Survivors Speak: A Report of the Truth and Reconciliation Commission of Canada (2015)