Enhver har ret til at vælge sin egen religion
Men forskningsministeren skal være videnskabens fremmeste beskytter.
Det ligner en uforskammethed, når Michael Böss i Kristeligt Dagblad d. 15. juli anklager os for at krænke religionsfriheden, og det er en klar fordrejning at lade os repræsentere en aggressiv sekularisme og ateisme.
Vi har gennem årtier argumenteret for alle menneskers ret til at vælge religion, og vi har igen og igen – ofte mod kristne aktivister – forsvaret mennesker med alle mulige religioner. Det kan meget let dokumenteres.
Desuden har vi understreget, at forskningsminister Esben Lunde Larsen er i sin gode ret til at være både kristen og teolog, ja, til at være lige så religiøs, som det passer ham.
Derimod har vi konstateret, at han i Jyllands-Posten 3. juli bekendte en tro på en skabende gud, samtidig med at han gav udtryk for en temmelig iøjnespringende uklarhed eller uvidenhed om Jordens alder og menneskets afstamning.
Det havde efter vores begreber markante lighedstræk med (gammeljords-)kreationisme, og vi påpegede det stærkt problematiske i, at en person med de synspunkter var blevet valgt som minister for forskning og uddannelse. Der bør ikke herske tvivl om, at ministeren er videnskabens fremmeste beskytter.
Når han i 2014 så ydermere skarpt afviste statsunderstøttet forskning i underjordiske gudevæsner på Bornholm (i notorisk modsætning til den langt mere omfattende statsunderstøttede forskning i sin egen kristendoms gud) og i 2012 var udtalt modstander af loven om kirkeægteskab mellem homoseksuelle, så tegnede der sig efterhånden et billede af en person med en ganske konservativ kristentro.
Vi er i øvrigt langtfra de eneste, der fandt forskningsministerens udtalelser 3. juli besynderlige. I Jyllands-Posten 11. juli medgav f.eks. universitetsteolog Peter Lodberg, at forskningsministeren selv må ”bære en del af skylden for den massive kritik”: ”I interviewet i Jyllands-Posten taler han som teolog i et teologisk sprog, men han optræder i rollen som politiker – regeringens minister. Man kunne nok have forventet af ham, at han havde været i stand til at tyde og tolke sine egne ord. Han må vide, at når han udtaler sig på den måde, vil det straks give anledning til kritik eller angreb”.
En leder i Information 16. juli har beskrevet Esben Lunde Larsens første skridt som minister på denne vis: ”Ministeren for videnskab har indledt sin karriere med nogle alt andet end videnskabeligt funderede udtalelser om Jordens skabelse.”
Sidenhen har forskningsministeren så ladet forstå, at han vil holde viden og tro klart adskilt, og at han til enhver tid vil prioritere videnskab over tro i sit arbejde. Javel, han udtrykte sig altså uheldigt til at begynde med.
Under alle vilkår er det ikke alt, der på meningsfuld vis lader sig forene. En rabbiner kan ikke personligt bekende sig til Odin, Thor og Freja. En demokratisk valgt statsminister kan ikke personligt bekende sig til diktatur. En sognepræst i folkekirken kan ikke personligt bekende sig til satan og alt hans væsen.
Pudsigt nok har forskningsministeren tidligere selv slået til lyd for at fyre sognepræst Per Ramsdal på gråt papir, fordi Ramsdal personligt – sikkert af videnskabelige grunde – ikke tror på Jesus’ opstandelse.
Selv studerer vi religion på ikke-religiøse præmisser, og vi forbeholder os retten til at problematisere religion på nøjagtig samme måde som alt andet, i dette tilfælde misforholdet mellem hvad forskningsministeren udtalte i første omgang, og opgaverne i det embede han netop havde fået. Hvorfor skal religion behandles anderledes end alle mulige andre interesser, som søger samfundsmagt?
Dertil kommer, at kristendommen ikke blot er verdens største religion. Den er tillige Danmarks største og mest magtfulde, og derfor er det naturligt, at den ofte står for skud i religionskritikken herhjemme. Kritik er og bør være magtens pris.