Danmark er et heteroseksuelt land
Forestil dig, at der i det nye regeringsgrundlag stod: ”Danmark er et heteroseksuelt land”.
Det ville givetvis provokere en del, men hvorfor egentlig? Et stort flertal af danskerne er jo heteroseksuelle. Sådan har det været historisk, og sådan er det i dag, og dansk kultur er af samme grund gennemsyret af heteroseksuelles værdier.
Ømskindede homoseksuelle og politisk korrekte heteroseksuelle ville sikkert indvende, at et land slet ikke kan være heteroseksuelt. Det kan kun mennesker. For det andet, at det er urimeligt ekskluderende over for landets homoseksuelle og transseksuelle, og hvem der nu falder uden for den heteroseksuelle kasse.
Men det ændrer vel ikke ved, at heteroseksuelle har sat det største præg på landet?
Som den velorienterede Politiken-læser vil vide, hævder virkelighedens regeringsgrundlag, at ”Danmark er et kristent land”.
Problemet er naturligvis, at denne generalisering er lige så misvisende, magtarrogant og ekskluderende, som havde regeringen betonet, at Danmark er et heteroseksuelt land.
Ja, kristendom har historisk spillet en stor rolle i Danmark. Ja, 77,5 procent af befolkningen er medlemmer af den danske folkekirke. Ja, folkekirken og den danske stat er filtret sammen på en række områder.
Men derfra og så til at sige, at Danmark i dag ER et kristent land, er der temmelig langt.
For det første er det en myte, at Danmark i dag er baseret på ”kristne værdier”. Nogle af vore værdier har ganske vist rødder i kristendom, men de centrale værdier som folkestyre, religionsfrihed, religionstolerance, ligestilling, ytringsfrihed og seksuelt frisind er først opstået i moderne tid, og de står i glasklar modsætning til langt størstedelen af Bibelen og kirkens historie.
Faktisk vil man i hovedparten af dens historie have opfattet disse værdier som ikke-kristne, hvis ikke decideret som anti-kristne. At mange kristne i dag så har taget dem til sig og ved kreativ historieskrivning sågar vil tage æren for dem, er en anden sag.
For det andet er der i dagens Danmark et hav af religiøse og spirituelle, der står uden for den statsunderstøttede evangelisk-lutherske folkekirke, regeringens kæledægge. Vi finder således nyhedninge, jøder, scientologer, muslimer, hinduister, sikher, animister, teosoffer, Jehovas Vidner, antroposoffer, panteister, buddhister, mormoner, katolikker, New Age-spirituelle, Hare Krishna-munke og 117 andre.
For det tredje er der i dag en bunke, der ikke på nogen måde opfatter sig som religiøse. Ateister, sekularister, humanister og deslige.
Faktisk er der knap 1,3 millioner danskere, der ikke er medlem af folkekirken, og tallet vokser konstant. Endvidere er det ikke den store kristendomsentusiasme, der generelt driver danskerne, for nu at sige det urbant.
Jeg har sagt det før, men det er åbenbart nødvendigt at sige igen:
En undersøgelse fra 2013 viste, at under halvdelen af danskerne ville melde sig ind igen, hvis de blev meldt ud af folkekirken. En anden undersøgelse fra samme år viste, at vælgere lige fra Enhedslisten til Radikale Venstre mener, at buddhisme er mere gavnlig for menneskeheden end kristendommen.
Med andre ord:
Danmark er i dag i langt højere grad et multireligiøst, multispirituelt og multiateistisk samfund end et kristent land. Regeringsgrundlagets påstand er altså faktuelt forkert. Det er ikke på nogen rimelig måde et deskriptivt udsagn, og det skal da nok også først og fremmest forstås normativt – som en missionserklæring:
Danmark BØR være et kristent land. Ligesom i de gode gamle monolutheranske dage.
Venstre synes altså at bevæge sig i samme kristen-nationalistiske retning som Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Det multireligiøse samfund i almindelighed og islam i særdeleshed er fjenden. Protestantisk kristendom skal være en kulturel grænsebom mod det nye, det anderledes, det fremmede.
Som kirkeminister Bertel Haarder har understreget: ”Der er sket det, at behovet for at tydeliggøre den danske kultur er blevet større” (Kristeligt Dagblad, 9.7.).
Prisen for den voksende kristne nationalisme kan imidlertid blive høj: Social polarisering og eksklusion. Når kristendom sættes lig med (den mest genuine form for) danskhed, så bliver alle ikke-kristne danskere andenrangsmedlemmer af samfundet, i værste fald ikke-danske og fremmede elementer i eget land.
For at tro, at et lille land, der er en integreret del af en globaliseret verden, vil kunne vende den multireligiøse udvikling, er uhyre naivt. Medmindre altså, at Nordkorea er rollemodellen.
Problemet er nok i sidste ende, at kristne igennem århundreder har været vant til at stå ved magtens ror, og det har aldrig været let at overtale folk til at opgive deres privilegier alene ved hjælp af fornuftsargumenter. De ligger ellers lige for:
Lige så lidt en stat bør forskelsbehandle heteroseksuelle og homoseksuelle, lige så lidt bør den forskelsbehandle religiøse og ateister.