Hvem skal man stemme på, hvis man er træt af folkekirkens særstatus?
Hvor skal man sætte sit kryds 18. juni, hvis man ønsker, at ægteskabet mellem stat og folkekirke skal fortsætte? Og hvor skal man sætte krydset, hvis man ønsker, at det aldrende ægtepar skal indgå skilsmisse? Ifølge partiernes egne partiprogrammer ser billedet ungefær ud som følger:
A) Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokraterne og Kristendemokraterne vil fastholde folkekirkens grundlovssikrede særstatus. Altså nul skilsmisse her. Inden for grundlovens rammer ønsker Socialdemokraterne og Kristendemokraterne dog at give folkekirken større selvstyre og frihed.
B) Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Alternativet ønsker en adskillelse af folkekirke og stat til fordel for en statslig ligebehandling af religiøse og ikke-religiøse foreninger, grupper m.v.
Også her er der imidlertid individuelle forskelle.
Enhedslisten ønsker en skilsmisse snarest muligt. Radikale Venstre ønsker først en adskillelse af folkekirke og stat »på længere sigt« - processen skal altså foregå stille og roligt. Socialistisk Folkeparti ønsker »principielt« en adskillelse, men reelt gør partiet det ikke, før der er folkeligt flertal for det.
Alternativet har faktisk ikke officielt fastlagt sin religionspolitik endnu. Men partistifter Uffe Elbæk har flere gange ytret, at Alternativet vil adskille folkekirke og stat - dog uden at detaljere, hvad det indebærer.
Liberal Alliance har ikke taget eksplicit stilling til spørgsmålet. Partiet mener dog, at statens og folkekirkens økonomi skal adskilles, og at folkekirkens medlemmer selv skal bestemme, hvad deres bidrag bruges til.
Hvordan har folketingspartiernes religionspolitik set ud i praksis i de senere år? Har vi fra de partier, der officielt ønsker en ophævelse af folkekirkens særstilling, set et offensivt arbejde i den retning? Nej. Ikke noget, der ligner.
Ganske vist har regeringen fået vedtaget loven om homo-vielser i folkekirken i 2012. Den har også arbejdet for en reform med henblik på en mere moderne og sammenhængende styringsstruktur i folkekirken. Men reformforsøget led skibbrud i 2014 på grund af manglende opbakning fra Venstre og Konservative.
Ingen af disse tiltag har imidlertid haft til formål at rykke ved folkekirkens grundlovssikrede særstilling. Dertil kommer, at kirkeminister Marianne Jelved (R) har arbejdet målrettet på, at folkekirken skal blive endnu større og endnu mere magtfuld i samfundet end hidtil. F.eks. ved at opfordre præster og biskopper til at blande sig endnu mere i samfundsdebatten og ved i fællesskab med biskopperne at kæmpe for en højere dåbsprocent i folkekirken.
Spørgsmålet er da også, om ikke Jelved har været en endnu større folkekirkefetichist end mange borgerlige kirkeministre. I det mindste må de radikale vælgere, der har taget Radikale Venstres erklæringer om adskillelse af folkekirke og stat alvorligt, føle sig snydt, så vandet driver.
Det samme må mange af dem, der har stemt på SF og Radikale Venstre, have følt, da der i 2012 blev indgået en ny medieaftale. Tidligere havde partierne sagt, at de ville slette særhensynet til »den kristne kulturarv« fra DR's public service-kontrakt. Men det skete ikke, da den blev taget op til fornyelse. Tværtimod fortsætter en udtalt favorisering af folkekirken også her den dag i dag.
Selv mange, der har stemt på Enhedslisten, må have en underlig følelse i maven. For hvordan har partiprogrammets glasklare erklæringer om en fuld adskillelse af folkekirke og stat udmøntet sig i praksis?
Siden 2008, hvor man gjorde et anstændigt forsøg, har det været umådeligt svært at få øje på de rød-grønne folketingspolitikere, der har forsøgt at sætte en kraftfuld dagsorden på dette felt. Tværtimod er det passiviteten, der springer i øjnene.
Alt dette gør i realiteten alle, der i dag ønsker en adskillelse af folkekirke og stat, politisk hjemløse. Som vist er det i flere af partiprogrammerne ganske vist angivet som mål, men i den politiske praksis spiller det kun en temmelig perifer rolle. I bedste fald. Indtil videre danser de rødes religionspolitik artigt efter det blå Danmarks kirkepibe.
For mange politikere er den største sten på vejen givetvis, at en egentlig adskillelse kræver en grundlovsændring. Det forudsætter igen en folkeafstemning, og det kan være forbundet med store vanskeligheder.
Men at det er vanskeligt, er ikke det samme som, at det er umuligt. I så fald ville slaveri, racediskrimination og kønsdiskrimination, som uhyre magtfulde kræfter har stået bag, aldrig være blevet afskaffet.
Dertil kommer, at Danmarks grundlov ikke er et guddommeligt diktat, der er faldet ned fra himlen. Tværtimod er den et produkt af sin tid, og den tid er på mange måder radikalt forskellig fra vores. I midten af 1800-tallet var over 99 procent af befolkningen medlemmer af folkekirken. Dette monolutheranske samfund er i vor tid blevet afløst af et multireligiøst med langt over 100 godkendte trossamfund uden for folkekirken, hvortil kommer mange, der (endnu) ikke er godkendt. Desuden er landet i dag en integreret del af en globaliseret verden.
Endelig falder andelen af danskere, der er medlem af landets største trossamfund, folkekirken, konstant, og meget tyder på, at det vil fortsætte i fremtiden.
Men selv hvis en majoritet af danskerne skulle forblive medlemmer, er det ikke et legitimt forsvar for folkekirkens statslige særstilling. Eller skulle hvide danskere behandles bedre end sorte, blot fordi de udgør et overvældende flertal? Skulle heteroseksuelle favoriseres på bekostning af homoseksuelle, blot fordi de udgør en krystalklar majoritet?
Endvidere er den gamle påstand om, at stat-kirkeægteskabet er en hovedårsag til, at Danmark i dag er et forholdsvist sekulært land, i altovervejende grad en myte.
Snarere end at være katalysator for er folkekirken et produkt af den almene vesteuropæiske sekularisering båret frem herhjemme af oplysningstid, naturvidenskab, kulturradikalisme, socialdemokratisme, menneskerettigheder, demokrati, kvindefrigørelse, uddannelsessystemet, ungdomsoprøret og en høj levestandard.
F.eks. fik kvinder lov til at stemme ved folketingsvalg i 1915. Først i 1947 bredte ligestillingen sig til folkekirken, så også kvinder herefter fik lov til at være sognepræst. I 1989 blev loven om registreret partnerskab mellem homoseksuelle vedtaget. Først i 2012 fik personer af samme køn lov til at gifte sig i folkekirken. Det er altså sekulariseringen, der har bredt sig til folkekirken fra det omkringliggende samfund, snarere end omvendt.
Under alle omstændigheder er nutidens politikere pisket til at forholde sig til en multireligiøs virkelighed, der er grundforskellig fra grundlovsfædrenes. De kan ikke fortsætte med at vende det blinde øje til en af de største religiøse transformationer af Danmark siden Reformationen.
Snart vil lappeløsninger ikke være nok; det er en ændring af selve den grundlæggende religionsmodel, der presser sig på. Man vil ikke kunne blive ved med at behandle det voksende antal danskere og religioner, der står uden for folkekirken, som andenrangsmedlemmer af samfundet.
Men hvem vil gå forrest? Ingen af de partier, der sidder i folketinget, har haft modet til at tage kirketyren ved hornene i nyere tid. Alle højtidelige programerklæringer til trods.
I denne sammenhæng kan Alternativet være en dark horse. Hvis partiet bliver valgt ind i folketinget, og hvis det på religionspolitikkens område vil gøre, som Uffe Elbæk siger, ja, så kan det blive herfra, at den politiske kamp for en ny, religionsneutral statsmodel i Danmark vil komme.
Men det forudsætter naturligvis, at Alternativet lever op til sit navn. Også på dette alt andet end uvæsentlige felt.