Herbener.dk Jens-André P. Herbener

Verden har brug for nye religioner

Gid religionstolerance atter kunne blive en selvfølge verden over. 

Der er næppe tvivl om, at der bl.a. ligger politiske og religiøse motiver bag terrorhandlingen i weekenden. Det tyder dels målene for terrorhandlingen på, nemlig et arrangement om ytringsfrihed og synagogen i Krystalgade, dels oplysninger om gerningsmandens palæstinensiske baggrund, jødehad og stærke og ekstreme islamiske holdninger.

Terroren har de seneste dage fået mange til at understrege, at vi nu må stå ekstra fast på vores værdier som ytringsfrihed, åbenhed og tillid.

Et af spørgsmålene er, om man fremmer disse værdier ved at tegne endnu flere dæmoniserende Muhammed-karikaturer?

Selv mener jeg som udgangspunkt, at man bør afstå fra at håne, spotte og latterliggøre det, som folk anser for helligt. Om det så er Odin eller L. Ron Hubbard, Muhammed eller FNs menneskerettigheder. En basal respekt for forskellige præferencer er en lige så vigtig forudsætning for et fredeligt og fordrageligt samfund som ytringsfrihed.

Dertil kommer, at ingen frihed bør være ubegrænset. Hvis friheden bliver et carte blanche til, at den stærke kan undertrykke den svage, den rige stjæle fra den fattige, majoriteter diskriminere minoriteter, og mennesker kan ødelægge naturen, ja, så er der efter min opfattelse tale om misbrug af friheden.

På samme måde med ytringsfriheden.

Selv om den naturligvis bør være vidtgående, bør også den administreres med omtanke, ellers risikerer den at blive den stærkes redskab til at jorde den svage. Om noget bør den være en sikring af, at også de svages stemme bliver hørt, og at de magtfuldkomne og hyklerne aldrig skal føle sig sikre på deres høje hest.

Under alle vilkår kan jeg sagtens forstå, at mange muslimer er blevet kede af det, når karikaturtegnere håner, spotter og latterliggør noget af det dyrebareste for dem, profeten Muhammed. Og undertiden endda sætter trumf på ved at skære alle muslimer over én kam som terroristiske voldpsykopater.

Sandheden er, at islam verden over er et multifacetteret fænomen, og at muslimer er vidt forskellige mennesker.

Tag den muslimske politimand, der blev dræbt i forsøget på at stoppe islamistiske terroristers angreb på Charlie Hebdo. Eller den franske muslim, der efterfølgende hjalp jøder i et jødisk supermarked med at skjule sig. Eller tag de mange muslimske organisationer, der har taget stærkt afstand fra terrorangrebene i Frankrig og Danmark. Eller tag det faktum, at langt størstedelen af ofre for militant islamisme er fredelige muslimer. 

Et problem opstår imidlertid, når man kræver noget af andre, som man ikke selv lever op til. Stiller man krav om, at andre skal tolerere ens egen religion, alt imens man selv udviser intolerance over for deres, gør man sig skyldig i fæl dobbeltmoral.

Det, der bl.a. kendertegner mange fundamentalistiske muslimer, er, at de kræver respekt for det, som de selv opfatter som helligt. Men de udviser selv despekt for det, som andre opfatter som helligt, om det så er andre religioner eller ytringsfrihed.

Det går naturligvis ikke, for en sådan opfattelse er svanger med islamisk-religiøs enevælde og imperialisme. Og det er ofte ensbetydende med diskrimination og undertrykkelse eller regulær vold og elimination af andre religioner og livssyn.

I de senere år har både muslimer og ikke-muslimer hævdet, at vold intet har med islam at gøre, at det er misbrug af islam og intet andet. Det er utvivlsomt velment, men for en religionshistorisk betragtning er det forkert.

Islam har nogle mørke sider. I både Koranen og Hadith og islams historie kan der gives mange eksempler på religiøs eksklusivisme, intolerance og vold, som har inspireret og retfærdiggjort vold i nutiden. Det ser man både med f.eks. Islamisk Stat, Boko Haram og Al-Qaeda. Det er imidlertid på ingen måde enestående for islam.

Også kristendommen har mørke sider. I både Bibelen og kirkens historie kan der gives masser af eksempler på religiøs eksklusivisme, intolerance og vold, som kristne ekstremister i nutiden har udnyttet.

Tænk f.eks. på kristnes terrorangreb på abortklinikker i USA, den kristne massemorder Anders Breivik, den højreradikale kristne milits Hutaree eller den kristen-nationalistiske terrororganisation National Liberation Front of Tripura i Indien.

Derudover kan der nævnes moderne eksempler på vold og terror med nær tilknytning til sikhisme, hinduisme, buddhisme og jødedom.

Kritikere vil indvende, at alt dette er udtryk for en selektiv fortolkning af de religiøse traditioner. Det er korrekt, men det er ikke en tand mere selektivt, end når det hævdes, at kristendom og islam ’basalt’ set er peace, love and harmony.

Sagen er, at religionerne i både deres grundskrifter og historie er stærkt sammensatte fænomener, og at de ikke blot har været instrumentale i noget af det bedste og smukkeste, men også noget af det værste og mest brutale i historien.

Man skal imidlertid være klar over, at religion sjældent i sig selv fører til terror. Det er som regel først, når religion kombineres med ulykkelige politiske, sociale og personlige forhold, at der kan opstå en højeksplosiv cocktail. Det er efter meget at dømme også tilfældet med terrorangrebet i København.   

Men man kommer ikke uden om, at religion er ét af elementerne i en del terrorisme i dag, og man løser ikke de alvorlige problemer ved at fortrænge og undlade at løse en vigtig del af deres baggrund. 

For nogle fører dette til et ønske om at afskaffe al religion, men det er lige så urealistisk og uigennemtænkt som at ville afskaffe al politik.

Det, man realistisk kan gøre, er at arbejde målrettet på at afskaffe intolerant og voldelig religion, og det største potentiale for det finder man i de religionsformer, der kombinerer eksklusivisme og universalisme.

Eksklusivisme er den opfattelse, at der udelukkende findes én, sand religion. Den bliver for alvor farlig, når den forenes med universalisme, den opfattelse, at alle mennesker verden over bør tilslutte sig den ene, sande religion. Det indebærer nødvendigvis eliminationen af alle andre religioner og livssyn.

Disse tanker besjæler især konservative og fundamentalistiske udgaver af kristendom og islam. Og det kan ikke undre, når man betænker deres skrappe monoteisme.

Fra opfattelsen af, at der kun findes én, sand gud, er der ikke langt til en diskrimination eller bekæmpelse af alle de religioner, der dyrker såkaldt falske guder. Eksklusivistisk og universalistisk monoteisme er med andre ord religiøs imperialisme, i særdeleshed når den sidder ved magtens ror, og det har den en forkærlighed for.

Dette er langtfra det bedste grundlag for de krav om religiøs tolerance, som en stadig større globalisering, internationalisering og migration stiller.

Her kunne vi lære noget af oldtidens polyteisme. Her skelnede man som regel ikke mellem sand og falsk religion. Her blev alle guders eksistens taget for givet, og af samme grund lod man som oftest andres religion være i fred.

Gid denne religionstolerance atter kunne blive en selvfølge verden over.

Må den udbredte bekendelse til én, almægtig Gud blive afløst af en bekendelse til, at enhver er salig i sin egen tro, så længe den ikke skader andre! Den ene guds eksistens kan da også lige så lidt bevises som den andens.

Behovet for nye religionsformer hænger ikke blot sammen med behovet for mere tolerante religionsformer. Det hænger også sammen med, at de dominerende former for kristendom og islam er bedøvende ligeglade med den globale klimakrise.

Ægteskab mellem homoseksuelle, en præst, der betvivler Jesus’ fysiske opstandelse og karikaturtegninger af en for længst død profet kan få skriftkloge og mange tilhængere til at opføre sig, som om Jordens undergang er nær.

Men den reelle risiko for, at klimakrisen kan føre til kolossale katastrofer verden over, udryddelsen af titusindvis af arter og i værste fald menneskehedens udslettelse, kan ikke få de fleste af dem til at røre så meget som en lillefinger.

Det er lige så tåbeligt og skammeligt, som det lyder. Der er med andre ord også hårdt brug for religionsformer, der sætter alt livs fundamentale forbundethed med Jordens økosystemer i centrum.

Tingene hænger i øvrigt sammen.

Fortsætter vi den aktuelle klimakurs, kan vi imødese en markant forværring af de sociale og politiske forhold. I så fald vil fundamentalister fiske i rørte vande, og det vil generere endnu mere religionsrelateret intolerance og vold end i dag.

Dermed kan blodige terroraktioner, som vi oplevede i H.C. Andersens hjemland i weekenden, komme til at høre til dagens uorden.

Valget er vores.