Kætterpræsten Per Ramsdal siger bare sandheden
Over for magt, ortodoksi og tro trækker sandheden ofte det korteste strå.
»Jesus gik ikke på vandet, og han opstod ikke fra graven … Hvis jeg en gang imellem siger, at vi skal se ham (den afdøde ved en begravelse, red.) igen, så kommer jeg lidt med en nødløgn, for det tror jeg ikke selv på« (Jyllands-Posten, 25.12.2014).
Således udtalte præsten Per Ramsdal, inden han som en anden kætter blev tvunget til at angre og trække sin udtalelse tilbage, blev sat i mediernes gabestok, sendt på dogmatisk genopdragelse og fordømt af den ene præst og politiker efter den anden.
Ligesom i middelalderen er der meget få, der tager en kætter i forsvar.
Sagen er imidlertid, at Ramsdals tvivl er mere end berettiget. Jesus’ opstandelse fra døden er nemlig en myte. Den har aldrig fundet sted, for det er radikalt umuligt ifølge naturlovene.
Død og opstandelse som billede på spirituelle grundtransformationer i mennesker er velkendte og meningsgivende fænomener beskrevet i mange kulturer. Men fysisk døde mennesker bliver ikke levende igen. Sorry.
Problemet er, at Jesus’ opstandelse – og dermed evigt liv med sjæl og krop – er centrale dogmer i kristendommen. Det gør imidlertid ikke dogmerne mere sande. Det gør derimod kernen i kristendommen falsk, og de, der forkynder dem – frem for alt præster og biskopper – taler usandt. Bevidst eller ubevidst, og uanset om de kalder usandheden for tro, håb og kærlighed.
Det er de som religiøse mennesker naturligvis i deres gode ret til at gøre, men det ændrer ikke ved de ubarmhjertige kendsgerninger.
Som det lille barn i H.C. Andersens eventyr har Ramsdal antydet, at kejseren ikke har noget tøj på. Som så ofte før i sådanne situationer er magtens førstemænd hurtige til at rykke ud og banke synderen på plads.
Ramsdals kardinalsynd er ikke blot at så tvivl om kristne kernedogmer og ryste lægfolks barnetro. Det er også at erodere magtgrundlaget under de præster og biskopper, der lever af at forkynde disse kernedogmer og opretholde barnetroen.
Dertil kommer, at Ramsdal nærer den nagende tvivl om opstandelse og evigt liv, som mange andre kirkefolk selv kæmper en jakobskamp med.
Det umiddelbare problem er naturligvis, at Ramsdal er sognepræst og har brudt det præsteløfte, som han selv har aflagt. Han har – uforvarende eller ej – erklæret den kirkeinstitution krig, som han er ansat til at tjene.
Som antydet ligger det egentlige problem imidlertid ikke i krigserklæringen, men derimod i kirkeinstitutionens fundament og i tilbagetrækningen af krigserklæringen.
Hele balladen om Ramsdal viser endnu engang, at over for magt, ortodoksi og tro trækker sandheden ofte det korteste strå.
Balladen viser også, at den danske folkekirke er mindre rummelig, end den praler af. At den ikke lever op til de krav om ubegrænset ytringsfrihed og trosfrihed, som vi gerne stiller til andre religioners tilhængere.
Det er i øvrigt langtfra utænkeligt, at det er kætterpræsten, ikke de rettroende, der har fremtiden for sig. Sådan er det nemlig ofte gået i kirkens historie.
Engang var det sund fornuft at brænde kættere i Guds navn. I dag er det sund fornuft, at man ikke gør det. Engang var det sund fornuft, at kvinder ikke kunne blive præster. I dag er det sund fornuft, at de bliver det. Engang var det sund fornuft, at homoseksuelle ikke kunne blive gift i kirken. I dag er det sund fornuft, at de kan.
Som alle andre religioner er også kristendom under konstant forandring. Hvem ved, hvad der er sund fornuft i folkekirken i 2050? Trosfrihed?
Måske Københavns biskop, der som en moderne inkvisitor fik Ramsdal til at afsværge sit kætteri, bør huske på sine egne ord:
»Kærlighed er ikke, at de andre tror som mig, ligner mig, gør som jeg siger og retter ind efter mine normer. Kærlighed er ikke en anerkendelse af, at de andre er ligesom jeg er« (Politiken, 18.4.2014).
Amen.