Bibelen overhalet af Koranen

 

For et par måneder siden udkom en ny, videnskabelig oversættelse af Koranen. De fleste anmeldere var begejstrede. Ikke mindst de teologiske. Men hvordan står det egentlig til med den danske oversættelse af Bibelen?

Grundlaget for kirkens eksistens er Bibelen, og Bibelen består som bekendt af Det Gamle og Det Nye Testamente. Kirken har altid læst Det Gamle Testamente som en profeti om Kristus og Det Nye Testamente som opfyldelsen af denne profeti.

Hvad de færreste uden for bibelvidenskaben imidlertid har bemærket er, at siden Oplysningstidens gennembrud er den ene af den teologiske mønts sider faldet bort. Det Gamle Testamente er ikke en forudsigelse af Kristus. Den kristne opfattelse af dette værk er pænt formuleret udtryk for en kirkelig konstruktion, knap så pænt formuleret et kirkeligt (selv)bedrag. Som lektor i Gammel Testamente, Hans J. Lundager Jensen, skrev i 1996: »Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen – eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel – viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus.«

Ikke desto mindre har kirken altid bygget og bygger fortsat på det modsatte, utvivlsomt fordi man føler sig nødsaget til det. At give afkald på Det Gamle Testamente som en del af kirkens grundlag er ikke blot et af de klassiske ærkekætterier. Det ville også medføre, at man må opgive betydelige dele af Det Nye Testamente, da Jesus talrige gange hævder, at han er blevet profeteret i Det Gamle Testamente. Og hvis Jesus – Sandheden ifølge kristendommen – ikke taler sandt, har man åbnet op for en Pandoras æske af uoverskuelige dimensioner.

En af de traditionelle måder, kirken har løst det teologiske kardinalproblem på, er gennem kreative bibeloversættelser. Her har man dels via en bevidst tendentiøs ordlyd, dels via overskrifter, kommentarer, illustrationer m.m. givet læseren det fejlagtige indtryk, at Det Gamle Testamente handler om Kristus. Selv om den langtfra er upåvirket af den historiske bibelkritik, fortsætter folkekirkens nyeste officielle bibeloversættelse fra 1992 på flere områder denne manipulation af grundteksten. 

Da oversættelsen af Det Gamle Testamente gik i gang i 1975, tegnede det ellers lyst til at begynde med – retningslinierne for arbejdet var i det store og hele videnskabeligt anlagt. Men det havde den uheldige konsekvens, at oversættelsen ikke understøttede kirkens magt, tro og dogmer. Det fik den kirkelige højrefløj – med Indre Mission i spidsen – til at lægge hårdt pres på de ansvarlige for at få oversættelsen ændret. Det lykkedes. Den blev i talrige tilfælde rettet, således at den endelige version af Det Gamle Testamente tog omfattende hensyn til kirken. Oversættelsen blev kåret til »Årets bog 1992«.

Ikke overraskende er denne fremgangsmåde blevet genstand for hård kritik fra fagfolk. Lige så lidt overraskende har de fleste teologer først benægtet den. Dernæst (da dokumentationen herfor voksede) har reaktionen været præget af en blanding af forplumring og forsvar. Nu nægter man ofte blankt at diskutere kritikken.

I slutningen af 2006 udgav filologen Ellen Wulff en ny, videnskabeligt funderet oversættelse af Koranen. De fleste teologiske anmeldere forholdt sig meget positivt til, at oversættelsen ikke tilgodeser den efterfølgende islamiske tradition og moral. Koranen skulle jo nødig misbruges til at legitimere noget, som den ikke legitimerer …

Af alt dette kan man konkludere, at bedrag og dobbeltmoral går fint hånd i hånd, når kirkens magt er afhængig heraf. Folkekirkens konservative teologer er lige så lidt interesseret i en videnskabelig bibeloversættelse til den danske befolkning i almindelighed, som Pavekirken var interesseret i Reformationens bibeloversættelser til folkesprogene. Og af stort set de samme grunde.

Jens-André P. Herbener

Cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog

Ekstern lektor i religionshistorie

Bogaktuel med Teologi og Magt: En debatbog om den autoriserede bibeloversættelse. C.A. Reitzels Forlag, København.