Videnskabet:

Kirke, magt og bibeloversættelse

 

Det er et selvfølgeligt krav i folkeskolen, gymnasiet og universitetet, at undervisningsmaterialet skal være fagligt orienteret og neutralt. Så vidt muligt. En af de mest markante undtagelser, der alt for længe har nydt særlige privilegier, er Folkekirkens bibeloversættelse

Nærværende forfatter skal ikke lægge skjul på, at han forholder sig kritisk til dele af den kristne kirke og andre magtfulde religiøse institutioner. Derfor kan det måske heller ikke undre, at han undertiden bliver spurgt: Hvorfor så beskæftige sig med noget så tyndhåret som bibeloversættelse?

Er det ikke kun for støvede præster og verdensfjerne teologer eller håbefulde missionærer i Uganda? Har det i øvrigt nogen relevans for samfundet og universitetet i dag? For de fleste danskere (det er næppe nogen statshemmelighed) er Bibelen jo ikke i synderlig høj kurs.

Så let er der imidlertid ingen, der slipper.

For det første er Bibelen den vestlige verdens mest indflydelsesrige helligskrift i de sidste 2000 år. For det andet spiller oversættelser af de bibelske tekster en central rolle som kildetekster til jødedommen og kristendommen, eftersom det er de færreste, der behersker Bibelens originalsprog.

For det tredje er ca. 83 procent af danskerne medlem af Folkekirken og baserer dermed (formelt) deres tro på Bibelen og den evangelisk-lutherske lære. Endelig anvendes Bibelen ikke kun i Folkekirken, men også i alt fra folkeskolen, gymnasiet og HF, over lærerseminarier, højskoler, plejehjem og sygehuse, til en lang række fag på universitetet. Således betragtet, uanset hvordan man vender og drejer det, er det de færreste, der kommer uden om at stifte bekendtskab med Bibelen.

Bibeloversætterens magt

Problemet er, at de allerfleste kun kan læse Bibelen i oversættelse. Dermed får bibeloversætteren af indlysende grunde en betydelig magt. For de fleste, der med et minimum af bevidsthed vil beskæftige sig med de bibelske tekster, bliver et indgående kendskab til oversættelser, deres retningslinier og ikke mindst deres tekstnærhed (eller mangel på samme) dermed en afgørende forudsætning for at kunne tage stilling til deres karakter og anvendelsesområde. Og her kommer man i DK ikke uden om Bibelselskabets bibeloversættelse, der ikke blot er Folkekirkens officielle, men den danske bibel par excellence. Prøv blot at gå ind i en gængs boghandel, skole, gymnasieskole eller kirke og se, hvad der er at vælge imellem!

Med andre ord: Kirkens bibel er langtfra forbeholdt kirkens rum, men anvendes i store dele af det danske samfund. Af samme grund er det naturligvis af almen, samfundsmæssig interesse at underkaste den en kritisk undersøgelse.

Som nogle sikkert husker, udgav Bibelselskabet i 1992 under stor festivitas en ny, autoriseret bibeloversættelse. Den blev hurtigt en bragende succes og blev kåret til »Årets bog 1992«. Siden 1996 har DKs nationalbibel imidlertid været genstand for skarp kritik – medaljen har en bagside. I aviser, tidsskrifter og fagbøger er den igen og igen blevet kritiseret for at have tilpasset Det Gamle Testamente til kristen dogmatik og kirkepolitiske hensyn. Et af resultaterne heraf er, at en videnskabelig nyoversættelse af Det Gamle Testamente er blevet påbegyndt af semitiske fagfolk (med bl.a. undertegnede som deltager).

Det Gamle Testamente uden Kristus

For at forstå, hvad der er på spil i denne debat, må man kende til det intrikate forhold bibelvidenskaben og kirken mellem. Kort sagt: I de sidste par hundrede år er det i stigende grad blevet klart, at der ikke står noget om Jesus Kristus i Det Gamle Testamente, hvilket ikke kan undre, da det stammer fra førkristen tid, og i sig selv er et jødisk helligskrift.

Som professor i Gammel Testamente, Eduard Nielsen, skrev i 1988: »Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra Det gamle Testamente. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.« I 1996 fulgte lektor i Gammel Testamente, Hans J. Lundager Jensen, trop: »Kristen prædiken er Kristus-prædiken; og man kan ikke tale om Kristus på baggrund af det Gamle Testamente, for eksegesen – eller religionsvidenskaben, det gør ingen forskel – viser, at det Gamle Testamente ikke taler om Kristus. Hvad man ikke kan tale om, derom må man tie.«

Denne erkendelse er et fundamentalt problem for kirken, da den fra begyndelsen har læst Det Gamle Testamente som en Kristus-profeti – det er en central del af kirkens traditionelle selvforståelse og bekendelse. Dette er også kommet til udtryk i dens bibeloversættelser. Siden Reformationen har kirkens bibler således understøttet denne opfattelse af Det Gamle Testamente, bl.a. i form af illustrationer, fortaler, kommentarer og en kristianiseret ordlyd, der ikke lader den ubefæstede sjæl i tvivl om, at Det Gamle Testamente dybest set handler om Kristus.

Som følge af oplysningstiden og bibelkritikken har forståelsen af Det Gamle Testamente som en kristen bog imidlertid ikke kunnet opretholdes. Siden 2. halvdel af 1800-tallet har kirken derfor i stigende grad måttet give afkald på kirkeligt iscenesatte bibeloversættelser, og med den autoriserede oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1931 er der tale om et sporskifte i officiel dansk bibeltradition. Selv om også den på forskellig måde er præget af kirkelige hensyn, er videnskaben ikke desto mindre slået igennem på en række felter. Udviklingen efterlod uundgåeligt visse forventninger om, at den næste autoriserede oversættelse ville være på højde med videnskaben og dermed for alvor træde ud af fortidens kirkedogmatiske skygge.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

1992-oversættelsen og kirkens højrefløj

Da Bibelselskabet i 1970erne påbegyndte en ny oversættelse af Det Gamle Testamente, tegnede det lyst til at begynde med. Både udgangspunktet og retningslinierne for de indledende prøveoversættelser var i det store hele videnskabeligt anlagt, også selv om der blev taget visse hensyn til kirken. Bibelkritikkens markante indflydelse på prøveoversættelserne vakte imidlertid stor utilfredshed på den kirkelige højrefløj, der består af konservative og fundamentalistiske kristne organisationer. Bl.a. Indre Mission, Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultetet i Århus og Dansk Bibel-Institut i København.

Gennem kritiske skrivelser til Bibelselskabet, et hav af kritiske debatindlæg i aviserne og ca. 1000 siders kritik af prøveoversættelserne lagde den hårdt pres på Bibelselskabet. Kirkens højrefløj insisterede på, at repræsentanter herfor skulle deltage i revisionen af prøveoversættelserne, og at prøveoversættelsernes gengivelse af en lang række skriftsteder og udtryk, der har spillet en vigtig rolle i den kirkelige tradition, skulle ændres. Ellers – truede man med – ville et alternativt oversættelsesprojekt kunne blive iværksat, og dermed ville den kirkelige enhed omkring én, autoriseret bibel være sprængt.

Kritikken fik omfattende konsekvenser. Bl.a. blev der nedsat en såkaldt GT-NT-koordineringsgruppe og revisionskomite, der rettede prøveoversættelserne, således at den endelige oversættelse af Det Gamle Testamente tog hensyn til Det Nye Testamente og en række kirkelige dogmer. Derved blev den færdige kirkebibel – som målet var – hensigtsmæssig i en kirkelig fortolkningsoptik og brugssammenhæng.

Men dermed blev 1992-oversættelsen også kirkeligt tendentiøs. På en række punkter fortæller den således i højere grad, hvad der ifølge den kristne tradition burde have stået i Det Gamle Testamente, end hvad der ifølge videnskaben mest sandsynligt står. Forskellene mellem de indledende oversættelsesudkast, prøveoversættelserne og den kirkeligt autoriserede oversættelse er undertiden en konkret illustration heraf. Samlet set repræsenterer oversættelsen en spektakulær blanding af videnskabelige og ikke-videnskabelige, kirkelige hensyn.

Bibeloversættelse og det moderne samfund

Men hvad er egentlig problemet, vil nogen måske sige? Må kirken ikke gøre, hvad den vil? Naturligvis – så længe 1992-oversættelsen forbliver i kirkens rum. Problemet er som sagt, at oversættelsen også anvendes i hele undervisningssystemet og mange andre steder uden for kirken. Og da de forskellige udgaver af 1992-oversættelsen ikke oplyser et ord om de talrige hensyn til kirken og dens konservative højrefløj, vil den af de fleste også blive anvendt som kilde til Det Gamle Testamente selv, ikke til Folkekirkens autoriserede version heraf, hvilket den faktuelt er.

Dermed er naturligvis ikke sagt, at enhver oversættelse ikke også er en fortolkning, eller at der undertiden ikke er flere oversættelsesmuligheder. Men der er selvsagt forskel på så vidt muligt at tilsidesætte sin egen forudopfattelse og så bevidst at indlæse den i teksten. Det er det sidste, at 1992-oversættelsen på en række punkter gør sig skyldig i.

Problemet bliver yderligere understreget af, at Det Gamle Testamente ikke blot udgør et centralt element i fundamentet for kristendommen, men også for jødedommen og islam. På grundlag af 1992-oversættelsen er det ikke muligt at levere en fagligt neutral undervisning i Det Gamle Testamente. I alt fald ikke uden en stribe undersættelser og oplysninger, der korrigerer for den kirkelige bias. Det er naturligvis en uholdbar situation for et moderne, vestligt undervisningssystem, ligesom det i lyset af det pluralistiske, flerkulturelle og globaliserede samfund, vi lever i, ikke længere er tidssvarende.

Advarsel

Den største hindring for at ændre status quo er givetvis, at der ligger store magt- og trosinteresser bag kirkens bibeloversættelse, så meget mere som den fortsat nyder en monopollignende status i DK. Af samme grund er kirken og dele af teologien ikke begejstret for denne kritik. Men som bekendt er der efterhånden en temmelig stor verden uden for Folkekirken, og kritikken er i løbet af de sidste ti år blevet støttet eller fremsat af en række højtstående forskere.

Nærværende forfatter har selv andetsteds skrevet om problemet, langt mere udførligt og dokumenteret end det er muligt her: Bl.a. i den reviderede guldmedaljeafhandling Bibeloversættelse mellem konfession og videnskab fra 2004 og i debatbogen Teologi og magt, der netop er udkommet; begge på C.A. Reitzels Forlag. Her er det dog på sin plads med en advarsel. For folk, der ikke ønsker deres barnetro udfordret, er det ikke anbefalelsesværdig læsning! 

Forfatteren

Jens-André P. Herbener (f. 1970), cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog, ekstern lektor i religionshistorie.