Argumentation på forkert grundlag

 

KOMMENTAR: Iver Larsens argumenter mod bibeloversættelsen holder ikke på baggrund af det eksisterende tekstmateriale

Af Ulf Haxen og J.A.P. Herbener

I Kristeligt Dagblad den 29. august kritiserer cand.theol. og konsulent for bl.a. Bibelselskabet, Iver Larsen det videnskabelige oversættelsesprojekt for at have begået »nogle konkrete sproglige fejl« med henvisning først og fremmest til nyoversættelsens gengivelse af Esajas 7,14: »Se: den unge kvinde er gravid og skal snart føde en søn.«

Hans argumentation for, at oversættelsesprojektet begår »sproglige fejl«, bygger i hovedsagen på den græske oldtidsoversættelse LXX. Han skriver, 1) at den blev »foretaget et par århundreder før den kristne kirkes start«, hvorfor »man ikke retmæssigt kan beskylde den for at tage særlige kristne eller kirkelige hensyn«, og 2) at dens oversættere »havde et betydeligt bedre kendskab til klassisk hebraisk end os«.

Til det første er at sige, at bortset fra tekstfragmenter fra førkristen tid finder vi først komplette udgaver af LXX fra 4. århundrede e.Kr. og frem – i en kristen kontekst og ofte udsat for gennemgribende revisioner i forhold til den »originale« LXX-tekst. Ud fra det eksisterende tekstmateriale kan man med andre ord ikke argumentere, som Larsen gør.

Til det andet er at sige, at der blandt forskere i dag er enighed om, at oversætterne af de hebraiske bibeltekster havde et begrænset og efter al sandsynlighed ringere kendskab til hebraisk end den moderne sprogforskning. Kort fortalt: LXX er generelt en blandet landhandel. Undertiden indeholder den forsvarlige oversættelser, undertiden tendentiøse og undertiden fejlagtige. Dertil kommer, at den undertiden baserer sig på en anden tekst, end den man finder i den hebraiske bibel. Det ved vi bl.a. fra Dødehavsskrifterne. Endelig er LXX ikke en »videnskabelig« oversættelse i nutidig forstand. Den udsprang også af et behov for at aktualisere den hebraiske tekst på grundlag af oversætternes religiøse selvforståelse.

Allerede i oldtiden var man bevidst om oversættelsens begrænsninger. Således skrev f.eks. jøden Ben Sirak i 2. århundrede f.Kr.: »Loven og Profeterne og de øvrige hellige skrifter tager sig ganske anderledes ud, når man læser dem i grundsproget.«

Og det er vel humlen i hele problematikken. Man kan i tvivlstilfælde bruge en oversættelse, f.eks. LXX og 1992-oversættelsen, til at orientere sig om, hvordan andre har opfattet teksten. Om man vil følge den eller ej, afhænger af en række meget komplekse overvejelser. Men man kan ikke som Larsen anvende den som en slags »facitliste«.

Og i det konkrete tilfælde, Esajas 7,14, er der blandt filologiske fagforskere i dag udbredt konsensus om, at: Den unge kvinde er gravid og skal snart føde en søn. Der er ligeledes udbredt konsensus om, at i LXX og Det Nye Testamente foretages en aktualiserende fortolkning af den pågældende hebraiske tekst.

Ulf Haxen og J.A.P. Herbener er begge ansat på Det Kongelige Bibliotek.