Stemningspræget kritik

 

Af Philippe Provençal, Naturhistorisk Museum, Jens-André P. Herbener, Ulf Haxen og Stig T. Rasmussen

Johs. H. Christensen har skrevet en meget privat præget kronik om en nyoversættelse af Bibelen, som oversætterne synes mangler dokumentation og indeholder fejl.

I JP's KRONIK 7/11 anmelder sognepræst Johs. H. Christensen de to første bøger af en ny, annoteret bibeloversættelse, hhv. en introduktion og prøveoversættelse af 1. Mosebog kap. 1-12 og Esajas' Bog kap. 1-12. Beklageligvis er der ingen dokumentation i den meget privat prægede tekst, hvortil kommer et betydeligt antal konkrete fejl.

1) Christensen kalder oversætterne for »rene fundamentalister«. Men oversættergruppen er faguddannede filologer (sprogforskere med speciale i hebraisk, arabisk m.fl.) fra forskellige forskningsinstitutioner og universiteter i Danmark. Ingen af dem kan i nogen betydning af ordet karakteriseres som »rene fundamentalister«, »fundamentalister« eller lignende, hverken privat eller fagligt, og er heller aldrig blevet det. Christensens påstand er uunderbygget og må afvises.

2) Christensen sammenligner nyoversættelsen med bibeloversættelser fra religiøse grupperinger, der almindeligvis identificeres med religiøs fundamentalisme, f.eks. Jehovas Vidner. Også her savnes underbygning. Oversættelsen er tilvejebragt efter ikke-konfessionelle retningslinier i lighed med oversættelser af andre oldtidsskrifter i humanvidenskabeligt regi, f.eks. det oldgræske helteepos Iliaden, det oldbabylonske Gilgamesh-epos, den ægyptiske Dødebog m.m. Oversættelsesprojektet stiller sig dermed netop i modsætning til en fundamentalistisk tolkning af Bibelen.

Uden dokumentation

3) Christensen hævder, at der i introduktionen til prøveoversættelsen »ikke forekommer den fjerneste ansats til refleksion over, hvad (humanistisk) videnskab egentlig er«, ej heller får man på noget tidspunkt »at vide, hvad der ligger i ordet "videnskabeligt", og oversættergruppen gør sig slet ikke »tanker om, hvad det i grunden vil sige at oversætte.« Introduktionen gør imidlertid i kapitel 1-10 indgående rede for alt det, som Christensen benægter.

4) Christensen karakteriserer – i forlængelse af det i pkt. 2 anførte forhold – den nye prøveoversættelse som »sjusket, mystificerende og inkonsistent«. Der fremlægges ingen dokumentation, ej heller nogen argumentation ud fra det hebraiske forlæg for oversættelsen, men alene ud fra en anden bibeloversættelse. Karakteristikken bliver derved vildledende for læserne af kronikken.

5) Christensen betegner projektgruppens arbejde som et "korstog" mod den autoriserede bibel fra 1992. Påstanden er meningsløs. De konfessionelle bibeloversættelser til kirkelig brug underkastes i introduktionen en kritisk vurdering, med 1992-Bibelen som hovedeksempel. Grunden hertil er, dels at projektgruppen finder det selvfølgeligt at forklare, hvorfor der kun få år efter udgivelsen af 1992-oversættelsen er en nyoversættelse på vej; dels at den ikke uvæsentlige problematik kirkelig versus videnskabelig bibeloversættelse ikke for alvor er blevet rejst tidligere; et forhold, som Kristeligt Dagblads anmelder, Anders Klostergaard Petersen, i øvrigt betegner som det nye oversættelsesprojekts indtil videre "største fortjeneste" (24/8).

Opsummerende kan kronikken – der, som det fremgår, ikke har så forfærdelig meget med nyoversættelsen at gøre, men tager dens navn forfængeligt – kun ses som et stemningspræget indlæg fra én, der føler sig trådt for nær. Og det kan Jyllands-Postens læsere næppe være tjent med