En ny, videnskabelig bibeloversættelse

 

Der er mindst ti gode grunde til at erstatte den nuværende kristologiske gendigtning – Kirkebibelen – med en filologisk oversættelse af Bibelen, der udelukkende udarbejdes ud fra et videnskabeligt grundlag.

1
Hele oversættelsesforløbet bag 1992-oversættelsen har været styret af et uigennemtrængeligt væv af halve sandheder og hele fortielser, hvor Bibelselskabet i sine første anmodninger om økonomisk støtte til diverse ministerier betonede videnskabeligheden, også med henblik på undervisningsbrug, skønt kirkelige, dogmatiske hensyn i virkeligheden har været afgørende lige fra projektets begyndelse.

2
Den dogmatiske undladelse af det gammeltestamentlige gudenavn Jahwe, som forvanskes til Herren, samt oversættelsens behændige omgåelse af de ikke entydigt identificerbare gudenavne Elohim, El, Eljon og Shaddaj som henholdsvis Gud, Gud, den Højeste og den Almægtige giver det i omfattende grad fejlagtige indtryk, at den gammeltestamentlige guddom konsekvent er én, og at denne er identisk med den nytestamentlige guddom.

3
En række, givetvis bevidste oversættelsesfejl, hvor f.eks. elohim og elim ukorrekt oversættes med ental, udvander billedet af den gammeltestamentlige poly- og henoteisme, så den på uvidenskabelig vis tilnærmes den nytestamentlige monoteisme.

4
Fortsættelsen af pagineringen fra det Gamle til det Nye Testamente medvirker til det misvisende indtryk, at der er tale om én bog, hvor der i virkeligheden er tale om to, både tidsligt og religiøst fuldstændig adskilte og på mange måder modsatrettede tekstantologier.

5
De tusindvis af teksthenvisninger fra det Gamle til det Nye Testamente udstyrer læseren, der studerer teksternes indbyrdes overensstemmelser og uoverensstemmelser, med nytestamentlige briller og efterlader dét klart manipulerede indtryk, at det Gamle Testamente indeholder forudsigelser om Jesu liv flere århundreder før hans fødsel.

6
Den fremgangsmåde, at revisionskomiteen efter oversættelsesarbejdets færdiggørelse ved flere lejligheder har bestemt ved afstemning, at den filologisk korrekte oversættelse skulle fraviges, er ganske uacceptabel for et hvilket som helst akademisk arbejde.

7
Den fremgangsmåde, at revisionskomiteen efter oversættelsesarbejdets færdiggørelse har behandlet 5.700 allusioner for at få de to testamenter til at fremstå som en enhed, har ikke det fjerneste med sobert og professionelt oversættelsesarbejde at gøre.

8
Den fremgangsmåde, at revisionskomiteen efter oversættelsesarbejdets færdiggørelse har søgt at tilpasse ordlyden i 600 citater for at få de to testamenter til at fremstå som en enhed, er uforenelig med al filologisk såvel som religionshistorisk viden.

9
En række oversættelsesfejl, helt uafhængige af revisionskomiteens arbejde, tydeliggør en grad af sproglig inkompetence, som er fatal for oversættelsen af et hvilket som helst litterært værk – religiøst og kulturhistorisk eller ej.

10
En oversættelse af gammeltestamentlige hebraiske tekster, som ikke er foretaget udelukkende af sprogeksperter, semitiske filologer, kan naturligvis ikke finde anvendelse i undervisningsøjemed, hverken på universiteter, lærerseminarier, gymnasier eller i folkeskoler.

 

En ny, videnskabelig oversættelse

Kirkebibelen fra 1992 er i værste fald en forfalskning, i bedste en grov manipulation, og under alle omstændigheder en skandale. En ny, videnskabelig oversættelse må iværksættes snarest, ikke mindst til undervisningsbrug; en oversættelse, der indlysende nok må udarbejdes uden indblanding fra hverken Bibelselskabet, Folkekirken eller Kirkeministeriet.

Ved Kirkebibelens udarbejdelse undlod man helt at lade landets semitiske filologer, f.eks. så store kapaciteter som professor F. Løkkegaard og professor E. Hammershaimb deltage i oversættelsen af det Gamle Testamente; en ny, videnskabelig oversættelse af det Gamle Testamente skal selvsagt foretages af semitiske filologer. Men det skal naturligvis også sikres, at det endelige resultat bliver både sprogligt mundret og stilistisk forsvarligt.

At en sådan udogmatisk, tekstnær oversættelse er savnet, støtter tilsyneladende også lektor Bent Rosendal, teolog ved Aarhus Universitet i teologisk fakultetsblad, Debat (nov. 1996): »hebraisklæreren glæder sig over jeres indgående studium af grundteksten, og når I jeres mål, ‘en tekstnær, uforudindtaget oversættelse’ af det Gamle Testamente i min levetid, vil jeg hilse den med glæde.«

Direkte adspurgt bekræfter mag. art. i semitisk filologi Dan Enok Sørensen, at han, hvis muligheden byder sig, gerne vil stå i spidsen for en sådan, videnskabelig oversættelse – og så forestår i praksis blot arbejdet med at udpege en gruppe kyndige semitiske filologer på 3-4 personer.

Vi mener, at en sådan oversættelse både kan og bør finansieres såvel som udgives af Kultur- og Undervisningsministeriet i forening, og vi mener også, at det på baggrund af ovennævnte dokumentation af manipulationen med den forrige oversættelse må stå klart, at den nye, videnskabelige oversættelse autoriseres, ikke til kirke-, men til undervisningsbrug!

Dette vil ikke alene betyde, at folkeskoler, gymnasier, seminarier og universiteter er forpligtet på større indkøb, hvorved ministerierne i sidste ende ikke risikerer én krone, men det vil også være underviseres og elevers bedste garanti for en redelig, videnskabelig oversættelse af en af vor kulturs vigtigste kildeskrifter.

Ingen kan være tjent med mindre.

Jens-André P. Herbener og Rune Engelbreth Larsen