Kommer det tredje årtusind til at stå i hedenskabets tegn?
Hedningernes tilbagekomst er blot ét aspekt af en større hedensk renæssance. Og den globale klimakrise kan medføre, at vi kommer til at se meget mere til dem.
Hvornår opstod de nyhedenske religioner?
Historisk begyndte de langsomt at brede sig i 1960’erne. I 1970’erne fik de momentum, og i 1990’erne oplevede de kolossal fremgang. I begyndelsen af det 21. århundrede skønnes de at være en af de hurtigst voksende religiøse bevægelser.
Hedenskabets genfødsel har imidlertid nogle forudsætninger og rødder, der går længere tilbage i tiden.
Man plejer at se den som en modredaktion på den affortryllelse af verden, som kristendom, oplysningstiden og naturvidenskaben har været instrumentale i. Men det er mere kompliceret end som så.
Man kan fremhæve nationalromantikken i 17-1800-tallet, især indsamlingen af alskens folklore og forestillingerne om, at ethvert folk er besjælet af en særlig ’folkeånd’; indførelsen af religionsfrihed i Europa i 18-1900-tallet, efter at kirkerne i århundreder havde undertrykt andre religioner; en opblomstring af vestlig okkultisme omkring 1900; antropologiske og religionshistoriske værker om førkristen religion og kultur.
I de sidste 30-40 år kan nyhedenskabets udbredelse kædes sammen med bl.a.:
En svækkelse af kirkens samfundsmagt, hvilket har givet plads og animeret til andre og nye religioner; hippiebevægelsen og dens eksperimenter med alternative levemåder og bevidsthedstilstande; feminisme og dens kritik af patriarkalske samfundssystemer og religioner; internettet og muligheden for lynhurtig informationsudveksling; fantasy som Harry Potter og Ringenes Herre; Sovjetunionens kollaps.
Endelig kan nyhedenskabet ikke mindst ses som en modreaktion på en fortsat tiltagende urbanisering, industrialisering og globalisering og en fortsat omsiggribende miljø- og klimakrise.
I et overordnet perspektiv kan de nyhedenske religioner betragtes som et element af en større hedensk renæssance i Vesten i de sidste par århundreder.
Således må adskillige af de værdier, som mange vesterlændinge hylder i dag, idéhistorisk snarere karakteriseres som hedenske end kristne. Lad os se på nogle eksempler:
1) Respekt for andre religioner
Tag religionsfriheden. I førkristen tid var den en uudtalt norm og selvfølge de allerfleste steder. Men da den katolske kirke blev ophøjet til romersk statsreligion i slutningen af det 4. århundrede, sænkede der sig et mørke af religiøs intolerance:
Ikke blot blev religionsfriheden afskaffet. Med udgangspunkt i missionsbefalingen (Matthæus 28,18-20) gjorde mange kristne også, hvad de kunne for at eliminere alle andre religioner til fordel for kristendom. Både med ordet og sværdet.
Dermed har mange kristne i realiteten været – og nogle er det stadig – modstandere af en multireligiøs verden. At gøre alle folkeslag kristne er målet. Et lignende mål finder man hos en del islamister, der arbejder på at indføre islamisk styre og lov verden over.
Et beslægtet fænomen er kristne europæeres kolonisering af størstedelen af verden. Et af de værste tilfælde var det ekstreme holocaust på syd- og nordamerikanske indfødte, som kristne var ansvarlige for fra 1500 til 1800-tallet. Direkte og indirekte.
Det blev mange steder suppleret af et målrettet forsøg på at komme de indfødtes religion og kultur til livs.
Et tredje eksempel er det systematiske holocaust på små 6 millioner jøder og andre mindretal, som Nazityskland var ansvarlig for under 2. Verdenskrig.
Selv om visse topnazister, f.eks. Alfred Rosenberg og Heinrich Himmler, var optagede af oldgermansk religion, havde det større betydning, at over 95 procent af Tysklands befolkning var kristen. Desuden var tysk kultur gennemvædet af kristendom, herunder en anti-judaisme med rødder i Luthers og Bibelens skrifter.
2) Seksuelt frisind
Tag homoseksuelle. I store dele af verden i førkristen tid var homosex accepteret. Den var heller ikke forbundet med synd.
Men det ændrede sig afgørende i det 4.-6. århundrede e.v.t. Under trussel om dødsstraf blev homosex forbudt af kristne magthavere, og de, der alligevel praktiserede den, blev truet med Helvedes flammer. Desuden ville byer og lande, advarede man, blive ramt af Guds vrede i form af hungersnød, jordskælv og pest.
Først 2000 år efter kristendommens fødsel er man ved at få gjort op med resterne af denne homofobi, f.eks. med loven om homoægteskaber i folkekirken i fjor. I en del andre lande halter man dog bagud; det gælder antageligt også en del nyhedninger i Østeuropa.
Et andet eksempel er pornografi. Også den har været udbredt i førkristen tid, ofte i religiøse sammenhænge og ikke mindst i den græsk-romerske antik. Men i kirken blev den i mange århundreder bandlyst som synd og censureret. Dog med skiftende held.
Først efter at den kristne puritanisme blev sendt i skammekrogen i slutningen af det 20. århundrede, blev pornografi igen lovlig mange steder.
3) Natur og naturbevarelse
I førkristne religioner spillede naturen gerne en væsentlig rolle. Mange indeholdt mekanismer, der havde naturbevarende følger, f.eks. i form af forestillinger om, at hellige lunde, dyr og kilder skulle omgås med respekt. Desuden var jordens og dyrenes frugtbarhed ofte et af de centrale formål med religionen.
Denne ’naturdyrkelse’ afviste mange kristne som et knæfald for Djævlen. For kun Gud er guddommelig, og han er ikke en del af naturen. Desuden er det sjælens evige frelse, der er det afgørende, ikke det jordiske.
Dette har ifølge nogle været med til at bane vejen for den moderne udnyttelse og ødelæggelse af naturen.
Efter fremkomsten af miljøkrisen er naturen atter kommet i fokus i religion og spiritualitet. Og det er ikke blot i form af nyhedenske religioner og alskens naturspiritualitet. Naturglade kristne har også forsikret om, at kristendommen – korrekt forstået – er en miljøvenlig religion, og at den praktiserede kristendom bevæger sig i grøn retning.
I USA har man målt på det, og her viser adskillige undersøgelser, at det ikke er tilfældet: Kristne er mindre optagede af miljøarbejde end ikke-kristne (se f.eks. her).
Flere eksempler på hedenske elementers genkomst og traditionel kristendoms tilbagegang kunne nævnes, men lad os stoppe her.
Sagen er nu, at kristne i dag har annekteret mange af de oprindeligt hedenske opfindelser og værdier. En del kalder dem sågar for kristne. Det svarer til at kalde kommunistiske opfindelser og værdier for kapitalistiske.
Og det ændrer ikke ved, at de store kirkeinstitutioner gerne har bekæmpet dem med næb og klør og ofte kun efter hårdt pres har accepteret dem eller er begyndt at acceptere dem. At give dem æren for dem er altså historieforfalskning.
Et spørgsmål er, hvorfor hedenske opfindelser og værdier har fået en renæssance i nyere tid og ikke mindst:
Hvorfor har nyhedenske religioner oplevet en voldsom vækst, samtidig med at kristendommen har passeret sin 2000 års fødselsdag? Skyldes det overordnet, at kristendommen er ved at blive en gammel herre, en krumbøjet skaldepande med rollator?
Ikke i Latinamerika, Afrika og Asien, hvor f.eks. pinsebevægelsen har stor fremgang.
Men i Europa, hvor der har været kristendom i over tusind år, formentlig ja. Her har den mistet en markant del af den samfundsmagt, den havde i ældre tider. En del kirker har også mistet et betragteligt antal medlemmer.
Men måske er det de forkerte spørgsmål, vi stiller. Måske er det det forkerte, vi undrer os over.
I betragtning af at polyteisme formentligt har domineret over 95 procent af menneskehedens religionshistorie og dermed har udvist en formidabel overlevelsesevne, er det, der først og fremmest kræver en forklaring, ikke de polyteistiske religioners tilbagekomst.
Det kan i et makrohistorisk perspektiv betegnes som forventeligt.
Nej, det, der snarere vil kræve en forklaring, det er, hvis de monoteistiske religioner, der indtil videre repræsenterer en kort, religionshistorisk undtagelse, ikke forsvinder igen. Eller i det mindste transformeres på grundlæggende områder.
Hvad der vil ske i fremtiden, er naturligvis umuligt at profetere om med sikkerhed, da vi aldrig før har befundet os i en situation, der ligner den nuværende.
En faktor, der sandsynligvis kommer til at spille en indgribende rolle, er klimaforandringerne. Ifølge forskere fra Stanford University kan vi inden for en overskuelig fremtid komme til at opleve nogle af de største klimaforandringer, siden dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden.
Da der er reel risiko for, at det kan komme til at vende radikalt op og ned på eksisterende samfundssystemer i de kommende århundreder, er det ikke usandsynligt, at det tredje årtusind vil komme til at stå i hedenskabets tegn.
At hedninger med andre ord vender tilbage i stort tal. Og her tænker jeg ikke blot på nyhedninger og naturspirituelle, men også alskens indfødte folk.
Skulle det gå så galt, som mange klimaforskere advarer om, kan de naturbaserede religioner, som mange af dem abonnerer på, blive en ny ledestjerne for menneskene. I så fald kan de skifte status fra at være en antropologisk kuriositet til igen at blive et globalt spørgsmål om liv og død.
I sidste ende er det et basalt spørgsmål om survival of the fittest:
De religioner og ideologier, der sætter Jordens økosystemer i centrum, vil bidrage til menneskenes overlevelse og dermed til deres egen.
De religioner og ideologier, der som regel ikke gør – bl.a. de monoteistiske – vil bidrage til menneskenes undergang og dermed til deres egen.
Hvad der kommer til at ske, afhænger af, hvor længe vi bliver ved med at ofre Jorden til dæmonerne Penge, Overforbrug og Ubegrænset Vækst.
Læs også: