Kristendomsindustrien opruster i USA

Europa bliver snart ramt af en syndflod af missionerende amerikanske film

Den i forvejen enorme kristendomsindustri i USA opruster i disse år.

For det første bliver Europa i den kommende tid ramt af en syndflod af højteksponerede amerikanske film, der enten har et udtalt missionerende formål, eller som i det mindste ikke vil støde pengestærke kristne på manchetterne.

Som lektor i religionshistorie Laura Feldt har påpeget, har mange kristne grupper »fundet ud af, at det er nødvendigt at udnytte medier og film for at få deres budskab ud til et bredere publikum«.

For det andet har den amerikanske kreationisme, der insisterer på, at Bibelens skabelsesmyter skal tages alvorligt i undervisningssystemets biologifag, bredt sig til Europa med epidemisk effektivitet i nyere tid.

Ifølge en stor artikel fra 2013 i det velrenommerede tidsskrift Journal of the American Academy of Religion har ikke blot en række europæiske ministre bifaldt kreationismen. Den har også udspaltet sig fra sit protestantiske ophav til andre kristne og muslimske retninger, der ligeledes arbejder for dens udbredelse.

Ifølge den danske professor Peter Kjærsgaard, der er medforfatter til artiklen, er kreationister »aktive i alle de europæiske lande. De opererer i alle samfundslag, og de rekrutterer fra mange forskellige grupperinger i samfundet.«

Inden de neokonservative religionsbølger skyller ind over Danmark for alvor og river ubefæstede sjæle med sig, kan det måske være en god idé at minde om følgende:

Den fremstilling, som Bibelen giver af universets, menneskets og religionens oprindelse, er fundamentalt forfejlet.            

Ifølge Bibelen er universet og mennesket ca. 6.000 år gammel. Ifølge videnskaben er universet ca. 14 milliarder år gammelt. Planeten Jorden er ca. 4,5 milliarder år gammel.

De ældste homininer er 7-6 millioner år gamle. Menneskeslægten Homo er ca. 2,5 millioner år gammel. Homo sapiens, som vi selv tilhører, er ca. 200.000 år gammel. Mennesket er et pattedyr.

Religion blev opfundet for mellem 150.000 og 35.000 år siden. Agerbruget blev opfundet for ca. 11.000 år siden.

Selv om man kan blive overrasket over folks uvidenhed, er de fleste herhjemme formentlig bekendt med en pæn del af dette.

Hvad langt færre ved, er, at det ikke kun er myterne i Bibelens begyndelse, der ikke holder for en videnskabelig efterprøvning.

Det er der meget andet, der heller ikke gør, selv om det er indsat i en historisk og geografisk realistisk ramme. Og det rækker ud over Bibelen og ind i Koranen.

Tag patriarken Abraham, der spiller en så vigtig rolle i jødedom, kristendom og islam, at man ofte har kaldt dem de abrahamiske religioner. Det er der flere grunde til.

For det første har de traditionelt ment, at Abraham udviste en forbilledlig tro, da han på Guds diktat ville ofre sin egen søn (1. Mosebog 22; Sura 37), og da han smadrede sine landsmænds gudestatuer (Sura 21). For det andet har religionerne undertiden æret Abraham som verdenshistoriens første monoteist.

Der er imidlertid også Abraham-opfattelser, der for alvor skiller de tre religioner.

Ifølge Den Hebraiske Bibel er jøderne Guds udvalgte folk og de sande efterkommere af Abraham.

Ifølge Det Nye Testamente blev Abraham retfærdig ved sin tro på Gud, ikke i kraft af den efterfølgende omskærelse eller Moselovene. Derfor er han i virkeligheden også fader til alle, der tror på Kristus (Romerbrevet 4; Galaterbrevet 3).

Ifølge Koranen var Abraham – på arabisk Ibrahim – hverken jøde eller kristen, men gudsøgende muslim. Desuden byggede han og hans søn Ismael Kabaen, den islamiske hovedhelligdom i Mekka (Sura 2 og 3).

Dermed får Koranen gjort islam til den ældste religion.

Med andre ord: Hvor kristendommen river Abraham ud af favnen på jødedommen, river islam ham ud af favnen på både jødedommen og kristendommen.

Et nærliggende spørgsmål fra sidelinjen kunne være: Hvem har ret? Svaret ud fra en faglig synsvinkel må være:

Ingen af dem.

For det første var det den ægyptiske farao Akhnaton, der etablerede verdenshistoriens første monoteistiske religion, ikke Abraham.

For det andet fremstod de hebraiske bibeltekster århundreder før kristendommen. Kristus er ikke omtalt med et ord heri, og der er ikke noget i øvrigt, der i sig selv peger frem mod den kristne religion. Der er med andre ord tale om en anakronistisk tilbagelæsning, når det hævdes, at Abraham er en protokristen figur.

Samme type indvendinger kan rettes mod den islamiske opfattelse af, at Abraham i virkeligheden var muslim.

Islam opstod nemlig først omkring et årtusind efter de hebraiske bibeltekster. Islam er ikke omtalt med et ord heri, og der er ikke noget i øvrigt, der i sig selv peger frem mod islam. Den islamiske opfattelse er med andre ord også udtryk for en klar anakronisme.

Kun i troens selviscenesættelse kan der findes spor af kristendom og islam i Den Hebraiske Bibel.

For det tredje er Abrahams ’forbilledlige’ lydighed over for Gud – hans betingelsesløse villighed til at ofre sit eget afkom – ud fra moderne standarder udtryk for et autoritært gudsforhold, ja, en sprængfarlig fanatisme.

Da Bibelen er blevet tillagt guddommeligt ophav, kan fanatiske tilhængere nemlig bruge historien til at legitimere forbrydelser af værste art. Og det er blevet gjort.

For det fjerde er Abrahams ’forbilledlige’ ødelæggelse af sine landsmænds gudestatuer udtryk for en religiøs intolerance, der er uforenelig med vores begreber om religionsfrihed.

I vor tid er den – i parentes bemærket – dog ikke kun truet af religiøse fundamentalister, men også af anti-religiøse sekularister.

Endelig har Abraham som antydet efter al sandsynlighed aldrig eksisteret. Men ikke nok med det:

Det er der mange andre i Bibelens persongalleri, der formentlig heller ikke har, f.eks. Ismael, Isak, Jakob, Moses, Joshua, David og Salomon.

Ligeledes er der mange begivenheder i Bibelen, der øjensynligt aldrig har fundet sted, f.eks. israelitternes slaveri i Ægypten, exodus, erobring af Kanaans land og grundlæggelse af et stort Israel under kong David.

Alt dette har fremtrædende dele af den moderne bibelvidenskab omhyggeligt påvist.

Både naturvidenskaben og den religionshistoriske videnskab er nødvendigvis en atombombe under enhver bogstavtro læsning af ikke blot Bibelen, men også Koranen. Simpelthen fordi de indholdsmæssigt rummer mange overlapninger.

Set ud fra en faglig synsvinkel består Bibelen og Koranen af en skipperlabskovs af myter, eventyr, legender og sagn. Ligesom de fleste andre helligskrifter. Det kan måske være godt at have i baghovedet, når folk vil have os til at tage bøgerne mere højtideligt, end de fortjener.

I dag kommer missionærerne dog ikke så meget og stemmer dørklokker.

De tilpasser sig tiden. Nu møder du dem snarere, når du ser en god amerikansk film. I biografen med vennerne eller med kæresten foran fladskærmen.

Læs også:

Er menneskerettighederne et barn af kristendommen?

Ligger voldens dna i kristendom eller islam?