Drop præsteuddannelsen på universiteter
Af JENS-ANDRÉ HERBENER OG MIKAEL ROTHSTEIN, RELIGIONSHISTORIKERE VED SYDDANSK UNIVERSITET
FLERE OG FLERE synes, at universiteterne bør udbyde en imamuddannelse.
Argumentet er, at man ved at akademisere religion undgår alt for hårdkogte varianter af islam, og at det vil være godt for integrationen.
Sagt på en anden måde ønsker fortalerne for en imamuddannelse at lægge en protestantisk dæmper på islam.
Det kan virke besnærende, men man kan lige så godt vende hele sagen på hovedet.
Vi foreslår, at man skaber lighed mellem protestanter og muslimer ved helt at droppe præsteuddannelsen på universiteterne.
Den slags bør foregå i kirkens eget regi for de kristnes vedkommende og i moskeer og andre islamiske institutioner for muslimernes.
Normalt er vi modstandere af privatisering, men her er det på sin plads. I et moderne sekulært samfund bør staten sikre borgernes rettigheder, men i øvrigt lade dem selv om at administrere og fi-nansiere de religioner, de måtte have lyst til.
Forslaget om en akademisk imamuddannelse er oprindelig fremsat af teologer, som helt givet vil deres muslimske medborgere det godt, men som ved at åbne universiteterne for islam samtidig styrker deres egen religiøse butik ved at give den en ny form for multikulturel legitimitet.
Omsorgen er altså også strategisk.
Ønsket om en imamuddannelse efter samme konfessionsorienterede mønster som den teologiske uddannelse er en religionspolitisk manøvre, som også skal fremme de teologiske kristne interesser.
Ingen vil mene, at et moderne universitet skal være særlig forpligtet til at støtte og udvikle et bestemt politisk parti eller to. Det ville være skandaløst, og der er ingen grund til at se anderledes på sagen, hvis emnet er religion.
Efter vores opfattelse bør staten være neutral i forhold til borgernes religioner, bortset fra de forhold, som har med den almindelige lovgivning at gøre. Der bør være lighed for borgerne.
Derfor bør staten enten tilbyde kristne, muslimer, jøder, hinduer, buddhister, scientologer, mormoner og folk fra 117 andre trossamfund en særlig konfessionel uddannelse, så ingen bliver snydt, eller også skal den ikke tilbyde nogen religiøs uddannelse overhovedet. Vi går ind for det sidste.
Dermed kunne vi undgå den besynderlige blanding af religionsproduktion og videnskab, som kendetegner store dele af den teologiske virksomhed, og fastholde det, som må og skal være universiteternes dyd - videnskab uden hokuspokus.