Hedningerne vender tilbage
Kristne og muslimer har med succes fortrængt hedenske religioner. I dag er de på vej tilbage som nogle af de hurtigst voksende i verden.
»Jeg er Hedning. Jeg er en del af Naturens helhed. Klipperne, Dyrene, Planterne, Elementerne og Stjernerne er mine slægtninge … Jeg er en del af denne store Naturfamilie.«
Ordene stammer fra den amerikanske Wicca-præstinde Selene Fox og fortæller noget centralt om de nyhedenske religioner, der er blandt de hurtigst voksende i verden.
Hvis der nemlig er én ting, de fleste nyhedninge kan blive enige om, så er det en oplevelse af samhørighed med naturen, der opfattes som hellig.
Det er da også naturglæde, der er en af hovedårsagerne til, at folk bliver hedninger i dag. Af samme grund er mange optagede af miljøarbejde og økologi.
Set i et større perspektiv repræsenterer nyhedenskabet et forsøg på et genoplive gamle, polyteistiske religioner. Ikke mindst Europas.
Mange tænker ikke over det, og kristne nationalister gør i dag, hvad de kan for, at det skal forblive således. Men førkristne religioner har været i Europa i – meget – længere tid end kristendommen. Set i et makrohistorisk perspektiv er det en sent tilkommen religion, og ligesom islam er den monoteistisk og universalistisk og hidrører fra Mellemøsten.
De monoteistiske religioners ekspansive dominans verden over har under alle vilkår haft en pris:
Marginaliseringen eller udryddelsen af de fleste polyteistiske religioner. En imponerende og skræmmende bedrift i betragtning af, at flerguderi sandsynligvis har kendetegnet menneskehedens religionshistorie i over 95 procent af tiden.
Den nyhedenske genopvækkelse af de forsvundne religioner kan dog aldrig blive andet end delvis.
For det første er der store huller i kildematerialet. For det andet bliver det, man faktisk ved, uundgåeligt tilpasset til nutiden.
Derfor er de nyhedenske religioner nødvendigvis et kompromis mellem gammelt og nyt. Og derfor kaldes de i religionsforskningen også gerne for netop nyhedenskab eller moderne hedenskab (på engelsk neopaganism og contemporary paganism).
Det positive syn på naturen blandt nyhedninger bunder i et positivt syn på verden som sådan.
Den opfattes i fundamental forstand som menneskenes ophav og hjem. Verden skal da heller ikke erstattes af et himmelsk paradis på noget tidspunkt. Tværtimod betragter man den gerne som guddommelig eller som besjælet af guder og ånder.
Af disse grunde spiller naturbevarelse i mange tilfælde en vigtig rolle, ja, undertiden bliver nyhedenske religioner også kaldt for naturreligioner.
Betegnende for mange grupper har medstifteren af den amerikanske miljøgruppe Earth First! Dave Foreman udtalt: »Jeg prøver ikke at skaffe mig selv en plads i himlen, jeg er der allerede.«
Man kan kalde den religionstype, som de fleste nyhedenske grupper repræsenterer, for verdensopretholdende og økocentrisk.
Her overfor står store dele af kristendommens historie.
Jesus sagde: »Mit rige er ikke af denne verden« (Johannes 18,36). Paulus istemte: »Vort borgerskab er i himlene« (Filipperbrevet 3,20). Jakob advarede: »Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud« (Jakobsbrevet 4,4).
På denne baggrund har kristne opfattet mennesket som en pilgrimsrejsende, der kun midlertidigt opholder sig på Jorden. Dets fædreland er nemlig hos Gud, der befinder sig i himlen. Den skal på et tidspunkt da også gå under i kosmiske katastrofer.
Kristne har i tidens løb desuden forkastet førkristne folks dyrkelse af Solen og Månen og hellige træer, dyr, bjerge, kilder m.v.
Ganske vist har Gud skabt verden, der også kan betegnes som god (1. Mosebog 1). Men den er ikke guddommelig i sig selv, og den skal destrueres, når Dommedag oprinder. Guddommelig er udelukkende Gud, og han er væsensforskellig fra skaberværket.
Endelig sætter kristendom på forskellig vis menneskene over resten af naturen. F.eks. omfatter næstekærlighedsbuddet og frelsen udelukkende dem.
Nogle vil sikkert indvende, at kristendommen eksisterer i meget forskellige former og fortolkninger.
Tænk blot på forskellen mellem f.eks. evangelikale dommedagsfundamentalister, der længes efter verdens undergang, og økologiske folkekirkekristne, der bedyrer, at kristendom ret forstået er en miljøvenlig religion.
Korrekt. Det ændrer imidlertid ikke ved, at ovenstående har spillet en central rolle i store dele af religionens historie.
Kort fortalt har denne religion et ambivalent forhold til verden; dele af den er sågar verdensafvisende. Desuden er den antropocentrisk. Det ultimative mål ligger i alle tilfælde uden for denne verden.
Ifølge islam er mennesket Guds stedfortræder på Jorden, og det har pligt til at passe godt på dyr og natur. Det understreger miljøbevidste islamiske teologer i dag, ofte med et arsenal af skriftsteder fra Koranen og Hadith.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er forholdet mellem Gud og mennesket, der har udgjort den centrale omdrejningsakse i islams historie. Det ændrer heller ikke ved, at de fleste muslimske lande har modsat sig prævention lige så meget som den romersk-katolske kirke, hvilket i begge tilfælde har bidraget til overbefolkningen af Jorden.
I øvrigt deler islam den opfattelse med kristendom, at verden engang skal gå under til fordel for Paradis og Helvede. Endvidere at en dyrkelse af verden som guddommelig eller som bolig for guder og åndevæsner er afgudsdyrkelse.
Sagt på en anden måde:
Ifølge nyhedenskabet er verden den store moder. Ifølge kristendom og islam er Gud, der ikke er en del af verden, den store fader.
Forskellene mellem religionerne kommer også til udtryk i de nyhedenske fester, der er centrerede om årstidernes og naturens gang, månens faser og deslige.
Hos f.eks. Wicca er otte fester særligt populære: To solhvervsfester, to jævndøgnsfester og fire mellemliggende. Festcyklussen kaldes for Årets Hjul. Desuden foretrækker mange nyhedninge at afholde offentlige fester og ritualer i naturen.
Den mest iøjnefaldende forskel til de monoteistiske religioner er naturligvis nyhedningernes polyteisme, dvs. dyrkelse af guder og gudinder.
Mange abonnerer tillige på animisme, dvs. forestillingen om, at overnaturlige væsner er eller kan være intimt knyttede til dele af verden; og panteisme, dvs. forestillingen om, at verden er guddommelig eller en regulær gud(inde).
Polyteismen kombineres i de fleste tilfælde med en programmatisk religionstolerance: Med mange guder følger (ideelt) respekt for mange måder at leve på. Ofte hylder man eksplicit eller implicit en sandhedspluralisme.
Af samme grund tager man afstand fra dogmatik og ortodoksi, der vil skelne mellem sand og falsk religion og diktere, hvad folk skal tro på. Der er dog markante undtagelser, som vi skal se.
Det positive syn på verden kompletteres af et positivt syn på seksualiteten. Nogle betragter den endog som hellig og guddommelig. Der er her langt til den fordømmelse af begær som synd, der har præget betydelige dele af kristen tradition.
Ligesom i mange førmonoteistiske religioner går de allerfleste tillige ind for præstinder, som der allerede er mange af.
Desuden finder man oftest et positivt syn på homoseksuelle. Ifølge f.eks. en 10 år gammel undersøgelse støtter 90 procent af amerikanske nyhedninge homo-ægteskaber. 67 procent af de øvrige amerikanere er imod.
Til sidst et par ord om termen nyhedenskab. Den er nemlig kontroversiel.
Nogle hedninger afviser betegnelsen. De benægter ikke, at hedenske religioner i dag indeholder nyskabelser i forhold til tidligere, men det gør kristendom f.eks. også. Og alligevel kaldes det ikke for nykristendom. Ordet hedenskab er derfor tilstrækkeligt.
Andre afviser helt betegnelsen hedenskab på grund af de nedsættende associationer, som kristne i århundreder har forlenet den med, især ’afgudsdyrkelse’. For andre igen er det en pointe at stå åbent og stolt ved det skældsord, som kristne har givet dem.
Under alle vilkår har betegnelsen nyhedenskab (eller neopaganisme) vundet hævd og bruges derfor også her.
I et kommende indlæg vil vi zoome ind på de mange forskellige, nyhedenske religioner og grupperinger.
Læs også: