En dyreart bør være mere hellig end kronjuvelerne
Vi har brug for en ny, biocentrisk religion.
»Vores myter, religioner, filosofier og overbevisninger har svigtet os …
Hvis vi skal overleve, har vi brug for en ny historie, en ny myte og en ny religion. Vi er nødt til at erstatte antropocentrisme med biocentrisme.«
I den forløbne uge har dele af Europa været genstand for voldsomme oversvømmelser, og dem vil vi formentlig få endnu flere og større af i fremtiden. Verden over. Og mange af oversvømmelserne vil være menneskeskabte.
Det samme er ifølge de allerfleste eksperter det rekordhøje CO2-indhold, der blev målt for en måned siden.
På denne baggrund er der givetvis flere, der begynder at sætte spørgsmålstegn ved det herskende Zeitgeist.
Det bør de i alt fald, for eskalerer ulykkerne, kan det få fatale konsekvenser for store dele af verden. Danmark inklusive.
Det indledende citat stammer fra canadieren Paul Watson (1950-), der er en af den moderne miljøaktivismes godfathers. Allerede som 15-årig »sværgede han troskab ikke til Canada, kirken eller menneskeheden, men til naturen.«
I 1972 var han med til at stifte Greenpeace. Men da miljøorganisationen anså ham for radikal, og da han anså den for slap, grundlagde han få år efter sin egen organisation, the Sea Shepherd Conservation Society.
Selv har Watson en imponerende miljøaktivistisk track record.
I 1975 var han med til at søsætte verdens første havekspedition til beskyttelse af hvalerne. Senere har han stået i spidsen for en lang række ekspeditioner og kampagner, der skulle redde fisk, sæler, delfiner og hvaler.
F.eks. har han spraymalet tusindvis af sæler med et ufarligt farvestof, så deres skind blev ubrugeligt som pels. Han har også lagt sig mellem hvalfangerskibe og hvaler, ja, undertiden sænket hvalfangerskibe, når de lå ved kaj.
Desuden er han gået i brechen for bisonokser og ulve. Og han har opsporet elefantkrybskytter og befriet aber fra zoologiske haver.
På denne baggrund kan det ikke undre, at han er en omdiskuteret skikkelse. Beundret og hadet på samme tid.
Selv er Watson pinligt bevidst om, at miljøaktivisme og andre konkrete miljøtiltag ikke er tilstrækkelige i sig selv.
Skal den vækstideologiske supertanker, der har bestemt kursen på Jorden i mange år, vendes for alvor, er en mentalitetstransformation nødvendig.
Ifølge Watson er det største problem ved de dominerende religioner, at de er antropocentriske. Det indebærer, at de sætter menneskene i centrum.
Ikke blot bygger de på et menneske, f.eks. Jesus og Muhammed, og ikke blot bliver deres guder ofte fremstillet i menneskeskikkelse. Deres forestillinger og ritualer er også koncentrerede om mennesker.
Det har været medvirkende til, at mennesket har ført sig frem som en megaloman herreart, der har udryddet et utal af andre arter.
Det har været medvirkende til de ildevarslende klimaforandringer.
Det har været medvirkende til, at verdens befolkning har fået lov til et eksplodere i de sidste 200 år: Fra 1 milliard i 1804, 2 milliarder i 1927 og 3 milliarder i 1960 til godt 7 milliarder i dag.
De antropocentriske religioners selvforherligelse kommer bl.a. til udtryk ved, at det »betragtes som blasfemi at spytte på Den Sorte Sten i Mekka eller at øve hærværk mod Grædemuren i Jerusalem eller at skænde en marmorstatue i Vatikanet.«
Hvis noget sådant skete, ville nidkære tilhængere kræve strenge straffe. Formentlig med det internationale samfunds accept. Men når der hvert år udryddes uerstattelige arter og ødelægges ældgamle økosystemer, siger de fleste ikke et pip.
Og hvor mange præster, imamer og rabbinere har følt sig kaldet af Gud til at forbedre levevilkårene for de millioner og atter millioner af kyllinger, grise og køer, der i dag lever under koncentrationslejrlignende forhold?
Watson giver i øvrigt ikke meget for, at de herskende religioner – ifølge økologisk bevidste tilhængere – pålægger menneskene at være ansvarsfulde forvaltere af Jorden.
For det første har størstedelen indtil nu været elendige forvaltere. For det andet viderefører forvalterskabsideen forestillingen om, at mennesket skal indtage en fremtrædende plads.
Kort sagt:
Ifølge Watson er de antropocentriske religioner, der længe har tegnet billedet, snarere en opskrift på kollektivt selvmord end en billet til evigt liv.
Derfor skal en ny religion på banen, en religion, der så vidt muligt sætter alt levende på lige fod og levende væsner over døde ting.
Denne religion kalder han biocentrisk. Og ifølge den skal et amerikansk kæmpefyrretræ være »mere helligt end et menneskeskabt religiøst ikon« og en fugleart »fortjene mere respekt end en nations kronjuveler«.
Religionen skal være baseret på ’økologiens love’.
De inkluderer bl.a. ’loven om diversitet’, da et økosystems overlevelse er betinget af dets mangfoldighed; ’loven om gensidig afhængighed’, da alle arter er forbundet med hinanden; og ’loven om begrænsede ressourcer’, da alle økosystemers bæreevne er begrænsede.
Desuden foreslår han at erstatte den kristne treenighed Gud, Søn og Helligånd med en ny treenighed bestående af Jord, Vand og Luft. Uden dette er liv nemlig ikke muligt.
I skyggen af den globale miljøkrise har Watson sammenfattet menneskets hovedopgave på denne vis:
»Beskyttelsen, bevarelsen og fredningen af Jorden bør være vort væsentligste, menneskelige anliggende. Vi må betragte Jorden, hendes økosystemer og arter som hellige.«
Så vidt den økoaktivistiske ildsjæls forslag til en øko-religion. Interessen for en sådan deles ikke blot af mange radikale miljøaktivister, men også en del liberale naturforkæmpere.
Til sidst et par ord om mandens kontroversielle metoder.
Da han undertiden har ødelagt folks ejendom og saboteret deres arbejde, har han flere gange fået myndighederne på nakken. Han er også blevet kaldt ’økoterrorist’.
Da modstanden imidlertid ofte kommer fra dem, der tjener store penge på at dræbe, tager han det med ophøjet ro.
Ifølge Watson ligger »den virkelige terrorisme hos dem, der massakrerer dyr og ødelægger Jorden«, ikke hos dem, der »beskadiger ejendom for at redde liv«.
Læs også:
> Kan religion redde os fra den globale klimakrise?
> Secret funding helped build vast network of climate denial thinktanks