Universitetsteologi, islamforskning – og skærende dobbeltmoral
Et universitetsfag, der som teologi er tvunget til at vælge mellem pest og kolera, hører ikke fremtiden, men fortiden til.
»Det teologiske fakultet er universitetets betændte blindtarm, som maa opereres væk, jo før jo heller.«
Således skrev den norske professor i religionshistorie Wilhelm Schencke om det teologiske fakultet i Oslo i 1913. Knap 100 år efter raser krigen om teologiens eksistensberettigelse på universitetet fortsat.
I dette tilfælde i Danmark.
Problematikken har ikke blot været debatteret i Politiken i de senere år, men for nylig også i Universitetsavisen mellem religionshistoriker Mikael Rothstein og teolog Jakob Wolf, begge ansat ved Københavns Universitet.
Affødt af denne debat ryddede Kristeligt Dagblad den 12. april forsiden med en stor artikel, hvortil kom en leder og større baggrundsartikel. At artiklerne var en slet skjult apologi for universitetsteologien, kan ikke undre nogen, der kender til Kristeligt Dagblads kirkelige grundholdning.
Man havde interviewet syv. Kun én ytrede kritik af dele af universitetsteologien i dag. Seks fremstod derimod reelt som tilhængere af status quo.
Havde Kristeligt Dagblad ønsket en smule balance i dækningen af emnet, kunne man med lethed have fundet en kritiker eller to mere. Men nej. Hellere svigte et journalistisk grundprincip. Hellere være intimmassør for bladets kernelæsere.
Én ting var den proteologiske dagsorden og slagside. Noget andet var de misforståelser og den uvidenhed, som flere gav udtryk for.
F.eks. udtalte uddannelsesminister Morten Østergaard (R) som forsvar for teologiens hjemstavnsret på universitetet:
»Uanset, hvad man mener om religion, er det svært at bestride, at religion og religionsmøde også i vor tid spiller en meget stor rolle i verden, og det skal man naturligvis beskæftige sig videnskabeligt med i Danmark«.
Er uddannelsesministeren uvidende om, at man på både Århus, Københavns og Syddansk Universitet har et fag, der hedder religionsvidenskab, der i høj grad beskæftiger sig med »religion og religionsmøde« i dag. Ja, at studiet heraf ikke er en af teologiens, men religionsvidenskabens hovedopgaver?
Åbenbart.
En misforståelse på størrelse med Notre Dame-kirken kom til udtryk på lederplads. Nemlig at en nedlæggelse af universitetsteologien skulle være ensbetydende med, at man ikke længere skal studere »den største del af vores åndshistorie«, fordi den beskæftiger sig med Gud.
Sludder og vrøvl. Kritikken af universitetsteologien har intet med det at gøre. Det er et selvskabt spøgelse, som lederen maner frem og efterfølgende kritiserer.
Selvfølgelig skal den europæiske åndshistorie fortsat studeres, og det bliver den da også allerede af flere fag uden for teologi.
Nej, sagens kerne er en anden.
For det første, om det er rimeligt, at staten kun finansierer uddannelsen af den evangelisk-lutherske kirkes præsteskab til forskel fra alle andre religioners religiøse specialister.
For det andet, om et universitetsfag, der er forpligtet på videnskaben, kan og skal bidrage til at opretholde en religion.
Universitetsteologien varetager jo over 90 procent af folkekirkens præsteuddannelse. Den sidste, lille del foregår på et pastoralseminarium. Begge dele er forudsætningen for, at man kan blive præst, hvilket langt størstedelen af de teologiske kandidater også bliver. Uden universitetsteologi altså ingen folkekirkepræster, og uden folkekirkepræster ingen universitetsteologi.
At faget først og fremmest er et professionsstudium, betones også af teologiske forskere selv, f.eks. professor Mogens Müller og lektor Peter Lodberg. Det er langtfra kun min påstand.
I sammenligning har religionsvidenskab ingen institutionelle forbindelser til de religioner, som det studerer, og dermed er det stillet helt frit i forhold til disse.
Det vil mange teologer hævde, at teologi også er. Men det er en sandhed med betydelige modifikationer.
Ikke blot er teologistudiets eksistens betinget af folkekirkens behov for præster, og hvem vil save den gren over, som de selv sidder på? Der kan sågar gives mange eksempler på teologer, der mener, at universitetsteologi ikke blot har til formål at studere kristendom på kritisk vis, men også at opretholde, udvikle og udbrede den.
Den sidste del har et religiøst (religionsproducerende) formål, og det ligger nødvendigvis uden for videnskabens gebet. Hvis ordet viden altså skal tages alvorligt.
Det kommer på mest markant vis til udtryk, når universitetsteologer udarbejder kirkeprædikener, prædikenvejledninger og kirkeligt orienterede udgivelser i øvrigt og anfører dem på deres videnskabelige publikationslister.
Det kan der gives glasklar dokumentation for, og det adskiller teologi fra alle andre universitetsfag.
Problemet er grundlæggende, at adskillige universitetsteologer vil tjene to herrer: De vil både være kritiske forskere i og advokater for kristendom. I en del tilfælde vil det uvægerligt svare til, når politiet undersøger politiet.
Som jeg skrev i det religionshistoriske fagtidsskrift Chaos (2010):
»Når adskillige teologer abonnerer på det forhåndskrav til universitetsteologi, at den skal stå for en kritisk og konstruktiv tilgang til kristendom – og dermed på forhånd udelukker muligheden af en kritisk og destruktiv tilgang hertil – har de sat sig mellem to disparate stole. Nemlig universitetets og kirkens.
Så har de i realiteten lagt forhåndsrestriktioner på det, der ellers er et af universitetets gamle adelsmærker: Den ubetingede sandhedssøgen. En konstruktiv (positiv eller loyal) holdning til en religion bør naturligvis lige så lidt være et kriterium i sig selv, som det modsatte bør være tilfældet.«
Et separat problem er den skærende dobbeltmoral, der hersker i dag. I 2005 skrev lektor i teologi, ph.d. Anders-Christian Jacobsen fra Århus Universitet:
»Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld.« (Kristeligt Dagblad, 21.7.). I 2010 betegnede han moderne universitetsteologi som en videreførelse af den »redningsaktion« af kristendommen, som kristne filosoffer – under indtryk af tvivlere – allerede påbegyndte i de første århundreder af kirkens historie (Jyllands-Posten, 2.8.).
Ingen protester, ingen indvendinger, ja, ikke et eneste lille kritisk pip er der kommet som reaktion på denne fremhævelse af et universitetsfags religiøse dagsorden.
Tænk, hvis en islamforsker havde skrevet: »Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive islamologi for islams skyld«? Tænk hvis han havde betegnet moderne islamforskning som en »redningsaktion« af islam?
Well, islamforskere ved danske universiteter er blevet lynchet for langt mindre.
Til dem, der ikke ser noget problem i, at teologi både vil studere kristendom videnskabeligt, uddanne folkekirkepræster og bidrage til at fremme kristendommen, kan man spørge:
Kan man både studere marxisme videnskabeligt, uddanne marxistiske partikommissærer og bidrage til at fremme marxisme – uden at det bliver på bekostning af videnskabeligheden?
Lad mig understrege, at der er en del universitetsteologer, der holder den videnskabelige fane højt, både undervisningsmæssigt og forskningsmæssigt. Men der er også en del, der ikke gør.
Dertil kommer som det vigtigste, at selve konstruktionen er forældet. Nemlig, at et universitetsfag er en central del af en religions fødekæde. Det er lige så problematisk, som var et universitetsfag en central del af et politisk partis fødekæde.
I den situation kunne teologi naturligvis vælge at blive en rent humanistisk uddannelse i kristendom. Ja, det er der nogen, der hævder, at det allerede er. Men i så fald undergraver det sin eksistensberettigelse som selvstændigt fag, for så adskiller det sig ikke længere (afgørende) fra andre universitetsfag, der studerer kristendom.
Et fag, der således er tvunget til at vælge mellem pest og kolera, hører ikke fremtiden, men fortiden til.
Dokumentation:
> Kristendomsproduktion og sandhedsspørgsmål i dansk universitetsteologi
> Samling af citater vedrørende teologi, teologikritik m.m.
Læs også: