Koranen, Bibelen og dobbeltmoralen

Weekendavisen den 3. november indeholdt en fin artikel om udgivelsen af sprogforsker Ellen Wulffs ikke-konfessionelle nyoversættelse af Koranen. Et initiativ, der snarest bør vinde indpas i uddannelsessystemet, hvor der naturligvis bør foreligge videnskabelige oversættelser af religionshistoriens hovedværker. De fleste anmeldere er da også enige i behovet for den nye koranoversættelse.

Men hvad med den autoriserede oversættelse af Bibelen, udgivet af Bibelselskabet i 1992? Hvordan står det til med den vigtigste danske bibeloversættelse, der ikke kun anvendes i kirken, men også i hele det sekulære uddannelsessystem? Svaret er, at her trives hykleriet, ikke mindst i kirken. Ligeså interesseret man er i en faglig oversættelse af Koranen, ligeså uinteresseret er man i en faglig oversættelse af Bibelen. Hvorfor? Fordi kirkens magt i høj grad er baseret på den autoriserede bibeloversættelse, der er blevet tilpasset kirkens tradition og dogmatik.

Da arbejdet med oversættelsen af Det Gamle Testamente begyndte i 1975, tegnede det ellers lyst til at begynde med. Retningslinierne for den indledende prøveoversættelse var i det store hele videnskabeligt anlagt. Da den imidlertid ikke understøttede kirkens tradition og dogmer, vakte den indædt modstand hos Indre Mission og andre dele af kirkens højrefløj: Kirkens fremtid stod på spil, hvis prøveoversættelsen ikke blev underkastet en gennemgribende kirkelig revision!

Da det kristne Bibelselskab naturligvis ikke var interesseret heri, nedsatte det i 1988 en revisionskomité. Resultatet var, at den endelige oversættelse af Det Gamle Testamente – der er et førkristent jødisk værk – tog hensyn til Det Nye Testamente og en række kirkelige dogmer. Dette var ikke mindst den kirkelige højrefløjs fortjeneste. Som lederen for oversættelsen Niels Jørgen Cappelørn udtalte i 1997: »Mange af de ændringer, som var afgørende for højrefløjen, kom med i den endelige oversættelse, og for eksempel støttede jo Indre Missions Hovedbestyrelse oversættelsen, da den udkom. Det ville de jo ikke have gjort, hvis de skulle bruge lup for at finde ændringerne.«

Som eksempel kan nævnes Esajas’ Bog 7,14, der i kirken er blevet tolket som en profeti om Jomfru Marias fødsel af Jesusbarnet. I prøveoversættelsen hed det: »Se, den unge kvinde er gravid, hun skal føde en søn …« Det blev i den autoriserede oversættelse rettet til: »Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn …« Derved kunne teksten pludselig læses som en Kristus-profeti, ganske som kirken ønskede det. Problemet er blot, at Esajas’ Bog 7,14 hverken handler om Kristus eller Jomfru Maria. En petitesse? Langtfra. Om prøveoversættelsen udtalte Indre Missions generalsekretær Poul Langagergaard (der har mange aktier i 1992-oversættelsen) i 1987: »Her står og falder hele kirken.« Et så lødigt argument kunne man naturligvis ikke sidde overhørig.

Som et andet eksempel kan nævnes Salmernes Bog 22,17, der i kirken er blevet tolket som en profeti om Kristi korsfæstelse. I prøveoversættelsen hed det: »de har bundet mig på hænder og fødder.« Det blev i den autoriserede oversættelse rettet til: »de har gennemboret mine hænder og fødder«. Derved kunne teksten pludselig læses som en Kristus-profeti, ganske som kirken ønskede det; uagtet at teksten slet ikke handler om Kristus. Som Cappelørn skrev i 1990: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet«.

Disse eksempler på tilpasning af Det Gamle Testamente til kirken er langtfra enestående, og derfor kan det ikke overraske, at den autoriserede bibel er blevet genstand for skarp kritik. I 1996 udtalte professor i semitiske sprog Frede Løkkegaard: »mon de havde fået en autorisation, hvis de havde tilladt alle de hedenske elementer i det Gamle Testamente?« I 1998 udtalte førstebibliotekar, mag.art. i semitiske sprog, Ulf Haxen: »Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning, at det Gamle Testamente – beskrevet ved den kristologiske bue – kan føre hen til det Nye Testamente.« I 1998 skrev professor i Gammel Testamente Thomas Thompson: »Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme«.

Alt dette betyder ikke, at enhver oversættelse ikke også er en fortolkning, eller at teksten ikke undertiden er flertydig. Men der er selvsagt forskel på så vidt muligt at tilsidesætte sin egen forudforståelse og så bevidst at indlæse den i teksten. Det er det sidste, at 1992-oversættelsen på en række punkter gør sig skyldig i. Og derved er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvilke oversættelser af religionshistoriens hovedværker vi skal anvende i uddannelsessystemet, der er forpligtet på en sekulær faglighed: At gå ind for en tilstræbt neutral koranoversættelse og samtidig gå ind for en bevidst, kirkeligt tendentiøs bibeloversættelse, må betegnes som ren dobbeltmoral.

Jens-André P. Herbener

Cand.mag., mag.art., ekstern lektor

Bogaktuel med Teologi og magt: En debatbog om den autoriserede bibeloversættelse. C.A. Reitzels Forlag.