Religionernes ansvar for bæredygtighed og fred

Eksperter har for længst vist, at der kan være en nær sammenhæng mellem klimaforandringer og blodige konflikter. Og den sammenhæng kan komme til at spille en hovedrolle i fremtiden. 

Det kan den, hvis vi fortsætter den aktuelle klimakurs med alt, hvad det kan indebære af voldsomme havvandsstigninger, katastrofale oversvømmelser, omsiggribende ørkendannelse og hungersnød, hedebølger uden fortilfælde osv.

Et aktuelt eksempel er borgerkrigen i Syrien. Baggrunden var blandt andet en hård tørke, og den er formentlig igen et resultat af menneskeskabte klimaforandringer.

Indtil nu har den syriske borgerkrig afstedkommet godt 12 millioner flygtninge, hvoraf nogle hundrede tusinder er kommet til Europa. Det er der nogen, der opfatter som alt for mange, men det er intet i forhold til, hvad der kan komme i fremtiden.

FN har allerede for år tilbage advaret om hundreder millioner af klimaflygtninge, hvis ikke vi meget snart får bremset klimaforandringerne. Senest har den nye, danske formand for FNs Generalforsamling Mogens Lykketoft påpeget:

»Prøv bare svagt at forstå, at når man nu har så svært ved at håndtere en flygtningesituation, der i virkeligheden omfatter ret få millioner mennesker, hvor fuldstændig uoverskuelig denne verden vil blive, og hvor fuldstændig uegnet den vil være til at undgå konflikter, hvis vi skal have mange hundredmillioner på tvungen folkevandring.

Det er en tanke, der burde vække folk til at sige, at hvis vi ikke løser klimaudfordringerne, så er det, vi oplever nu, det rene vand i forhold til det, vi kan komme til at opleve« (Politiken, 16.9.).

Med andre ord: Klimaforandringerne kan føre til en eksplosion af klimaflygtninge, simpelthen fordi voksende dele af verden bliver ubeboelig. Og det kan igen føre til en eksplosion af krige, konflikter og sociale sammenbrud.

Klimaforandringerne kan helt enkelt blive den største trussel mod fred i fremtiden.

Hvordan kan vi – for nu at stille et centralt spørgsmål – få løst disse kardinalproblemer? Der er allerede blevet gjort en hel del i de sidste 20-30 år. Alligevel er det på centrale områder blevet værre. Nytænkning er afgørende.

Selv mener jeg, at verdens religioner kan komme til at spille en nøglerolle. Det er der flere grunde til:

For det første omfatter de en glasklar majoritet af Jordens befolkning såvel som verdens største organisationer og netværk. Kan man få mobiliseret blot noget af det i klimakampens tjeneste, ja, så er der mulighed for store resultater.

For det andet har vores ødelæggende handlinger – om det så er udledningen af drivhusgasser eller vores vanvittige konsumerisme – rødder i vores værdier og vores menneskesyn og natursyn. Og ændrer vi ikke disse størrelser, vil alle forsøg på at ændre vore handlinger være kortvarig symptombehandling

Netop værdier og netop menneskesyn og natursyn er religioner storleverandører af over det meste af verden.

Denne kolossale magt bør de naturligvis forvalte med den største ansvarlighed i forhold til de udfordringer, der kendetegner verden i dag. Og ingen udfordring har potentielt mere katastrofale konsekvenser end den globale klimakrise.

Lykkeligvis er der flere og flere religiøse, der tager klimakrisen alvorligt. Her er der kun tid til at nævne to eksempler:

1) Den 18. juni i år udsendte pave Frans en rundskrivelse til verdens 1,2 milliarder katolikker. Her advarede han ikke blot mod klimaforandringerne. Han slog også til lyd for en radikal reformation af samfundet. Ifølge paven skal vi ændre vores grundlæggende måde at leve og tænke på. Vi skal integrere økologi i alt. Vi skal opgive vores ekstreme overforbrug til fordel for et nøjsomt liv.

Konklusionen var blandt andet, at kun en grøn kristen er en god kristen.

2) Ved Det Internationale Islamiske Klimaforandringssymposium i Istanbul den 17. og 18. august i år udsendte en række topfolk fra 20 islamiske lande en øko-deklaration, der tilskyndede os alle til at tage klimaforandringerne lige så dødsensalvorlige, som de er. 

Deklarationen opfordrede de velhavende nationer til at gå forrest med hensyn til at stoppe udledningen af drivhusgasser helt; at anerkende den moralske forpligtelse til at reducere eget forbrug; og at fokusere på langsigtet naturbevarelse frem for kortsigtet profit.

Konklusionen var blandt andet, at kun en grøn muslim er en god muslim.

Nogle taler allerede om ”den økologiske vending i religionerne”. Men sandheden er, at der er lang vej endnu. Meget lang. Størstedelen af de ressourcer, som religionerne kunne mobilisere i klimaets – og dermed også i fredens – tjeneste er fortsat uudnyttet.

Derfor skal der her lyde en umisforståelig opfordring til verdens religiøse ledere på alle niveauer – lige fra præster, rabbinere, goder, imamer og munke i lokalsamfundene til de religiøse topfolk på den internationale scene:

Sæt klima og miljø øverst på dagsordenen i de kommende år. Henvend jer ikke blot til jeres menigheder. Henvend jer også til de ansvarlige politikere. Og gør det ikke kun hver for sig, men gå sammen. Også på tværs af religionerne.

Vi har hårdt brug for jeres hjælp.

For det andet skal der her lyde en opfordring til FN: Prioriter krydsfeltet klimaforandringer og religioner i langt højere grad end hidtil.

Dermed vil jeg ikke blot opfordre FN til årligt at søsætte klimakonferencer, hvor religiøse ledere fra hele verden kan mødes, udveksle ideer og indgå konkrete samarbejder.

Jeg vil også – og det har bl.a. en god kammerat inspireret til – opfordre FN til at stå bag en systematisk oprettelse af humanistiske og samfundsvidenskabelige tænketanke og centre på universiteter over hele verden. Alt sammen med det formål at udvikle nye og bæredygtige værdier og handlemåder. Altså behavioural change.

Naturvidenskab har hidtil spillet en central rolle i forskningen i klimaforandringer, mens humaniora og samfundsvidenskab kun har spillet en marginal. Det bør ændres, for her ligger enorme uudnyttede ressourcer og muligheder.

I sådanne tænketanke og centre bør forskning i religioner spille én af hovedrollerne. Sagen er nemlig den, at selv om flere og flere religiøse mennesker i dag tænker økologisk, så bidrager religionerne fortsat i høj grad til klimaforandringer, naturforurening og befolkningstilvækst.

Det gør de ofte ved at vægte mennesker, gamle helligskrifter og ret tro langt højere end Moder Jord og dyr. Denne antropocentrisme og denne ortodoksi bør ændres, men det er langtfra let, da den har dybe rødder i de religiøse traditioner.

Netop her vil religionsforskere, antropologer, sociologer og teologer kunne hjælpe, f.eks. ved at identificere de dele af de religiøse traditioner, der har økologisk potentiale, og ved at identificere de dele af religionerne, der kan forene dem i stedet for at skille dem.

Denne ekstremt vigtige proces er allerede i gang internt i religionerne, men indtil videre er reformarbejdet overvejende forbeholdt progressive eliter af religiøse specialister.

Et omfattende samarbejde med verdens universiteter og de innovative perspektiver og anderledes tilgangsvinkler, de kan tilbyde, vil booste processen og hjælpe med at brede den ud til de milliarder af tilhængere.

Og det er først her, det rykker.

Alt i alt har verdens religioner potentialet til at blive en game changer i den langsigtede kamp for bæredygtighed og fred. En økocentrisk omvurdering af vores værdier er påkrævet.

Men det sker ikke af sig selv. Der skal handles. Nu.

Tak fordi I ville lytte.

Læs meget mere om dette i Naturen er hellig: Klimakatastrofe og religion (Informations Forlag, 2015)