Økologisk reformation af islam på vej
Kun en grøn muslim er en god muslim.
”[V]i er i fare for at gøre en ende på livet, som vi kender det her på Jorden.”
Således advarer en række islamiske topakademikere og ledere fra 20 lande i en spritny økologisk-islamisk deklaration, der opfordrer verdens befolkning til at tage klimaforandringerne lige så dødsensalvorlige, som de er.
Islamisk miljøaktivisme er ikke noget nyt fænomen. Men deklarationen, der blev vedtaget ved Det Internationale Islamiske Klimaforandringssymposium i Istanbul den 17. og 18. august, er givetvis den mest markante af sin art nogensinde fra islamisk side.
Den kommer i kølvandet på internationale kirkeorganisationers grønne udmeldinger, hvoraf pavens rundskrivelse til 1,2 milliarder katolikker i juni var den mest ambitiøse og radikale.
Den økologiske oprustning i religionerne på det seneste skal ses i lyset af det ekstraordinært vigtige klimatopmøde i Paris i december. Her ønsker de naturligt nok at lægge mest muligt pres på de deltagende parter.
Oprustningen udspringer af en erkendelse af, at vore handlinger har rødder i vore værdier, og for milliarder af menneskers vedkommende verden over har disse igen rødder i religion. Regnestykket er i princippet såre enkelt: For at ændre folks handlinger, skal man ændre deres værdier. Og for at ændre deres værdier, skal man ændre deres religion. Det er reelt det, som religiøse specialister er i gang med mange steder, og forskere har allerede (optimistisk) kaldt det for ”den økologiske vending” i religionerne.
Konkret består den islamiske deklaration af en cocktail af hypermoderne klimavidenskab, henvisninger til islams grundskrifter og opfordringer til radikale omlægninger af vores energiproduktion og overforbrug.
For det første påberåber den sig den internationale klimaforsknings nyeste undersøgelser og vigtigste resultater. Den bemærker, at på trods af alle advarsler fra videnskabens side er det overordnet kun blevet værre.
For det andet citerer deklarationen en række skriftsteder fra Koranen, der skal tjene til at vise, at islam er en økologisk ansvarlig religion.
Ifølge deklarationen var muslimernes rollemodel par excellence profeten Muhammed desuden økologisk pioner: Ikke blot sørgede han for naturbevarelse på en række forskellige måder. Han levede også selv et meget nøjsomt og sundt liv.
Konklusionen ligger lige for: Kun en grøn muslim er en god muslim.
For det tredje indeholder deklarationen en række opfordringer til handling, og den henvender sig ”i særdeleshed til de velhavende nationer og olieproducerende stater.”
De bliver bl.a. bedt om at gå forrest med hensyn til at stoppe udledningen af drivhusgasser snarest muligt; at hjælpe de mindre velhavende med at gøre det samme; at anerkende den moralske forpligtelse til at reducere eget forbrug og i stedet give til de fattige; at holde verden inden for helst en 1,5 graders temperaturstigning; at fokusere på naturbevarelse frem for profit og at forbedre levevilkårene for de fattige.
Generelt opfordrer deklarationen alle nationer og deres ledere til at forpligte sig 100 procent på vedvarende energi, at stoppe jagten på ubegrænset vækst og at hjælpe de mest sårbare mod de klimaforandringer, der allerede er i gang eller på vej.
Kan vi forvente, at den islamiske øko-deklaration bliver taget alvorligt?
Tja. Ligesom rige lande i den vestlige verden hidtil har ignoreret utallige advarsler mod forurening og klimaforandringer og utallige opfordringer til grøn omstilling, så er det overmåde sandsynligt, at de mest olieproducerende lande i den muslimske verden vil ignorere den islamiske deklaration og dens vidtrækkende opfordringer.
På den anden side er det et faktum, at en grøn opposition breder sig verden over.
Det er de seneste grønne initiativer og udspil fra FN og præsident Obama et vidnesbyrd om. Det er de seneste grønne udmeldinger fra Kirkernes Verdensråd, pave Frans og Det Lutherske Verdensforbund et vidnesbyrd om. Og det er den seneste grønne deklaration fra islamisk side et vidnesbyrd om. Flere eksempler kunne nævnes.
Man skal i den forbindelse ikke underkende religioners betydning og indflydelse.
De er traditionelt storleverandører af værdier, og 84 procent af menneskeheden identificerer sig selv som religiøse. Da religioner desuden talrige steder omfatter folks verdensbillede, følelser og personlige overbevisning, kan de blive centrale medspillere i kampen for et bedre klima og miljø.
Nogle steder har religion allerede spillet en udslagsgivende rolle. F.eks. var muslimske fiskere for nogle år tilbage godt i gang med dynamit-fiskning ud for en ø ved Tanzania. Regering og miljøorganisationer prøvede at stoppe det, men uden held. Så kom The Islamic Foundation for Ecology and Environmental Sciences på banen, og snart overbeviste imamer fiskerne om, at denne fiskemetode er uforenelig med islam. Dynamit-fiskningen stoppede omgående.
Faktisk er det ikke nogen ny tanke at kæde religion og naturbevarelse sammen.
I 1986 indkaldte Verdensnaturfonden til et tværreligiøst topmøde i Assisi i Italien. Det resulterede i de såkaldte Assisi-deklarationer, hvori repræsentanter for hinduisme, buddhisme, jødedom, islam og kristendom bedyrede, at deres religioner ret forstået er økologisk ansvarlige.
I 1995 blev organisationen The Alliance of Religions and Conservation grundlagt. Den samarbejder nu med 12 religioner om at etablere miljøprogrammer og naturbevarelsesprojekter, og det har allerede udmøntet sig i store og løfterige projekter.
Men som alle ved, er der lang vej endnu. Meget lang endda.
Vi befinder os midt i den sjette masseuddøen af arter. Mellem 150 og 200 arter uddør hver eneste dag. Allerede i 2003 var 90 procent af alle store fisk i havene blevet udryddet. Fra 1970 til i dag har vi udryddet over halvdelen af alle vilde dyr på planeten.
Dertil kommer den aktuelle klimakurs, der sagtens kan føre til kataklysmiske oversvømmelser af storbyer og øer, omsiggribende ørken, hungersnød og vandmangel og en global eksplosion af klimaflygtninge (i så fald har vi intet set af betydning endnu), for blot at nævne nogle af konsekvenserne.
Som vist vokser oppositionen mod dette vanvid mere og mere. Fra flere og flere sider. Og med den stærkt ambitiøse islamiske øko-deklaration kan man håbe på, at oppositionen snart opnår et altafgørende tipping point.
Det er ved at være sidste udkald.