Pavens økorevolution
”Jorden, vores hjem, begynder mere og mere at ligne en enorm bunke skrald.”
”Hvis de nuværende tendenser fortsætter, kan vi i dette århundrede komme til at opleve ekstraordinære klimaforandringer og en ødelæggelse af økosystemer uden fortilfælde og med alvorlige konsekvenser for os alle.”
”Aldrig har vi i den grad beskadiget og mishandlet vores fælles hjem, som vi har i de sidste 200 år.”
Med disse ord har pave Frans for kort tid siden advaret mod forureningen af miljøet og de globale klimaforandringer. Men ikke nok med det. Han har tillige slået til lyd for en ”radikal” reformation af samfundet. Hurtigst muligt.
En drastisk reduktion af udledning af drivhusgasser, en ny bæredygtig teknologi og ny lovgivning er nødvendig, men på ingen måde tilstrækkelig. Ifølge paven skal vi ændre vores grundlæggende måde at leve og tænke på. Vi skal integrere økologi i alt. Vi skal opgive vores ekstreme overforbrug til fordel for et nøjsomt liv.
I øvrigt understreger han kraftigt, at de rige har pligt til at hjælpe de fattige, bl.a. fordi de bærer hovedansvaret for de fattiges kalamiteter.
Når overhovedet for en af verdens mest træge magtmastodonter slår til lyd for en økologisk omvendelse af samfundet, er der grund til at lytte. Han har gjort det i en såkaldt encyklika, en rundskrivelse på cirka 200 sider, hvor han ikke blot henvender sig til verdens 1,2 milliarder katolikker, men ”enhver person, der lever på denne planet”.
Det er første gang i kirkens historie, at en encyklika er viet eksklusivt til miljøkrise og klimaforandringer, og det er ikke tilfældigt, at den kommer nu.
I september skal paven til USA og tale til FNs Generalforsamling og Kongressen, og i december finder det uhyre vigtige klimatopmøde sted i Paris. Hans ønske er utvivlsomt at sætte en ny økologisk dagsorden i verden. Men om det lykkes, er tvivlsomt.
Det er der nemlig talrige, der allerede har forsøgt, f.eks. højtstående forskere, grønne partier, nobelprismodtagere, FNs klimapanel og miljøorganisationer. Og de har haft temmelig beskeden succes, for at sige det pænt.
Omvendt skal man ikke på forhånd underkende betydningen af pavens økologiske dundertale. Katolske præster og biskopper verden over vil undervise i og prædike over encyklikaen, og katolikker forventes at indrette deres liv efter den.
Under alle vilkår er paven topchef for verdens største religiøse organisation, og ingen religiøs leder af denne vægtklasse har tidligere slået et så spektakulært slag for klimaet som ham. Hans øko-manifest har da også allerede vakt begejstret genlyd verden over, også i mange sekulære miljøorganisationer.
Udviklingen er endnu et eksempel på det, man har kaldt for en af de vigtigste religiøse innovationer i moderne tid, nemlig en økologisk transformation af religion.
Indtil fremkomsten af miljøkrisen i 1960erne var det de færreste religiøse mennesker, der bevidst tænkte økologisk og bevidst arbejdede for naturbevarelse. Ganske vist kan man fremhæve historiens
langt mest udbredte kulturform, nomadiske jæger-samlere. I kraft af, at de var få, næsten intet ejede og mente, at naturen er bolig for guder og ånder, ja, så behandlede de ofte naturen skånsomt og respektfuldt. Også selv om der kan nævnes temmelig markante undtagelser.
Men siden agerbrugets fremkomst har religioner i stigende grad været ligeglade med og undertiden endog fjendtlige over for vild natur. Især de dominerende former for monoteisme – primært vestlig kristendom, sekundært islam – er blevet tillagt historisk medskyld i fremkomsten af den globale klimakrise.
For det første har de været kendetegnet af en klar tendens til at placere det guddommelige uden for denne verden, om det så er i skikkelse af en transcendent skabergud, efterlivet eller et kommende Paradis. Som Jesus sagde: ”Mit rige er ikke af denne verden”.
De dominerende former for monoteisme har med andre ord udbredt en dualisme mellem verden og det guddommelige, som har medført en afhelligelse af verden. Det har igen ofte affødt en ringeagt og nedvurdering af vild natur.
For det andet har de traditionelt placeret mennesket i centrum på bekostning af resten af dyrene. F.eks. ved som dele af Bibelen at fastslå, at mennesket skal herske over dyrene, at kun mennesket er skabt i guds billede, og at næstekærlighedsbuddet kun omfatter mennesket.
Tag pave Pius IX, der i 1800-tallet slog fast: ”Menneskeheden har ingen forpligtelser over for dyr”.
Ganske vist indtræffer det første økologiske syndefald i historien allerede med agerbrugsrevolutionen, for her begyndte menneskene for alvor at underlægge sig jorden og indtage en særstilling som dens hersker.
Men med de dominerende former for monoteisme fik denne menneskecentrerede kulturform – kaldt antropocentrisme – en afgørende guddommelig retfærdiggørelse og skærpelse.
For det tredje har den globale udbredelse af kristen og islamisk religion og kultur medført, at et utal af indfødte folk er blevet udryddet, marginaliseret eller konverteret. Ud over de talrige menneskelige og samfundsmæssige tragedier, det har afstedkommet, er det også gået stærkt ud over biodiversiteten, som indfødte folk som regel er effektive forvaltere af.
Således forstået har de dominerende former for monoteisme et historisk medansvar for den globale klimakrise i dag.
Men netop denne krise har sat gang i en modsatrettet bevægelse, nemlig det, som er blevet kaldt for ”den økologiske vending i religionerne”. Grøn religion og spiritualitet er nu således vej frem verden over. Den voldtagede natur slår tilbage på religionen og omformer den – og det i opsigtsvækkende grad.
Fænomenet gør sig gældende på især følgende områder:
For det første arbejder miljøbevidste tilhængere af de store religioner, bl.a. kristne og muslimske teologer, på en økologisk nyfortolkning af deres religioner. Ved at lægge vægt på andre dele af deres helligskrifter end tidligere, pålægger de menneskene at være ansvarsfulde forvaltere af ’skaberværket’. Dertil kommer, at en del arbejder med naturbevarelsesprojekter og deltager i miljøaktivisme.
Pavens encyklika er blot det seneste og mest iøjnespringende eksempel på denne øko-religiøse reformation. Ifølge hans teologi kan man simpelthen ikke være kristen uden at være grøn.
For det andet skal nævnes nyhedenskab, der er blandt de hurtigst voksende religioner i verden. Det drejer sig om f.eks. Wicca, neodruider, neoshamaner og asadyrkere. De fleste af dem betragter naturen som bolig for guder, ånder og kraft – eller som én stor gud(inde) – og derfor skal naturen behandles med respekt.
Endelig skal fremhæves spirituelle og filosofiske bevægelser og strømninger som f.eks. dybdeøkologi, der så vidt muligt sætter alle levende væsner på lige fod; gaianisme, der opfatter Jorden som én levende organisme; såkaldt radikale miljøgrupper, der prioriterer naturen før alt andet; økofeminister, der kæder ødelæggelse af naturen sammen med kvindeundertrykkelse; populærkultur, der dyrker film som Ringenes herre og Avatar.
En vigtig tanke i denne udvikling er, at vi ikke for alvor vil kunne stoppe den globale klimakrise, før vi ændrer vores menneske- og natursyn. Det er nemlig her, at vores handlinger har deres rødder. Og da religion for en stor del af menneskeheden fortsat har et vægtigt ord at skulle sige på disse områder, er det oplagt at sætte ind her.
Jeg er grundlæggende enig. Vi kan ikke nøjes med en økologisk omstilling af vores energiproduktion. Lader vi befolkningstilvæksten fortsætte sin himmelflugt, og opretholder vi vores vækstideologi og overforbrug – og endog eksporterer det til verdens ulande – ja, så vil vi fortsætte med at save den gren over, som vi selv sidder på.
Som den kommende, danske formand for FNs Generalforsamling Mogens Lykketoft sagde for nylig:
”Hvis et par milliarder mennesker nu rækker ud efter den levefod, vi har i Danmark, ved vi med sikkerhed to ting: De kan ikke få den. Og vi kan ikke beholde den. Den traditionelle type af økonomisk vækst, som har domineret i Europa og Nordamerika siden Anden Verdenskrig, og som baserer sig på et stigende privatforbrug af biler, flyrejser, vaskemaskiner etc., kan ganske enkelt ikke fortsætte på globalt plan. Det vil føre til en klimakatastrofe.”
Men en økologisk reformation af vores overflodssamfund er givetvis betinget af en økocentrisk omvurdering af vores værdier. Ellers risikerer det at blive kortvarig symptombehandling. Her repræsenterer en omsiggribende religion, spiritualitet og filosofi, der tillægger naturen central betydning, et væsentligt indspark.
Med sin nyeste encyklika har pave Frans placeret sig forrest i den øko-religiøse kamp for en ny, grøn levevis på Jorden.
Senest har Det Lutherske Verdensforbund, der omfatter 98 lande verden over, opfordret sine medlemskirker og enkelte medlemmer til ikke længere at investere i fossile brændstoffer. Desuden tilskynder det alle til ”dybtgående livsstilsændringer”.
Den religiøse verden er i historisk bevægelse.